Tirsdagstip: Tid til forårsrengøring

MAC Pro øjenskygger
23.03.22
MAC Pro øjenskygger

For præcis tre uger siden startede foråret officielt! Det er nærmest synonymt med rengøring. Selv er jeg et skrækkeligt rodehoved. Når overskuddet mangler, roder alt omkring mig. Det er jeg selvfølgelig vildt træt af. Der er ikke andet for, end at få skuden vendt og komme i gang en bunke ad gangen. De mentale bunker fylder mest, så dem skal der arbejdes på. Det er dog ofte lidt lettere at gå til det fysiske rod. Fordelen ved det er også, at det i hvert fald i mit tilfælde er ret skarpt afgrænset. Så er det egentlig bare at få det hele delt op, så man kan tage en lille bid ad gangen. Hvis man orker, kan man selvfølgelig kaste sig ud i at gøre det hele på én gang. Min største forhindring er, at jeg opsætter regler for rækkefølge, fremgangsmåde eller noget helt tredje… fjollet og meget besværligt.

Tid til forårsrengøring
Det er jo ikke nogen stor nyhed, at forår ofte bringer oprydning og rengøring med sig. Hvis man ikke betaler sig fra det, så er det meget rart at planlægge det lidt. Hvilke områder der trænger, ved du jo bedst selv. I forhold til dine pensler, produkter og opbevaring af samme kan du med fordel overveje oprydning, sortering og rengøring. Og så er der naturligvis vanerne… måske trænger de også til et eftersyn?

Tjek dine produkter: Det gælder både dem, du bruger nu, dem der står bagerst i skabet, men sandelig også lagerbeholdningen. Hvornår var det egentlig, du tog hul på din mascara? Og hvad med den bodylotion, du bruger, når du skal til fest. Udfordringen med den slags produkter er, at der ofte er længere mellem de der lejligheder, vi venter på. Sådan går der i bedste fald et par måneder og i værste fald flere måneder. Særligt når der lige kommer en pandemi på tværs. For det meste skriver jeg dato på de produkter, jeg ikke bruger dagligt. Det gør jeg enten med en almindelig sprittusch eller med en label.

Vask dine pensler: Helt uden at lyve kan jeg godt røbe, at jeg har RIGTIG mange pensler… og lige nu har jeg nærmest ikke en eneste, der er ren. Det er simpelthen så åndssvagt, fordi jeg ikke engang magter at vaske hele balladen på én gang. Det er i øvrigt heller ikke en mulighed, fordi jeg ikke har plads til at lægge eller hænge dem til tørre nogen steder. Mit bedste tip til at undgå den situation, jeg selv står i, er at udvælge en penselgarderobe. Sådan en penselgarderobe skal naturligvis indeholde alle de pensler, du holder af at bruge. Nu talte jeg lige efter… for mit vedkommende drejer det sig højst om ti pensler. Det tager jo kun et øjeblik at vaske, også selv om du ikke gør det dagligt.

Sortér i dine vaner: Mens du sorterer dine produkter, er det måske en idé lige at gennemgå både morgen-og aftenritualet. Hvad er det, du gerne vil opnå? Bruger du de produkter, der kan hjælpe dig derhen? Er der produkter, der skal pensioneres? Udskiftes? Eller bare kasseres? Er det nu, du skal vænne dig af med at bruge en skummende rens?

Der er helt sikkert mange flere områder, der kan trænge til en opdatering, rengøring eller oprydning. Det ved du bedst selv. Ovenstående er bare en start fordi det nu er tid til forårsrengøring.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
3 kommentarer
Tinna

Har du et godt tip til hvordan pensler bedst “hænges” til tørre – jeg har et meget intermistisk system med nogle bøjler og nogle elestikker på mit tørrestativ. Det fungerer – men tænkte om der måske var et eller andet smart trick

Helene Randløv Hansson

Hej Tinna
Det er der! Jeg har selv tørret pensler på tørrestativ i mange år, men i Månedens Favoritter: April 2022, der forhåbentlig lander på bloggen fredag den 29. April, er der en ret genial løsning.

Kh. Helene

Nanna

Jeg elsker også at rydde ud. Er bare rigtig dårlig til det ift. til make up, fordi jeg ærger mig over hvor mange penge jeg har brugt.. men hvis det giver mig dårlig hud, pga. det er for gammelt er det self. en rigtig god idé og dét værd 😀 jeg elsker forårsrengøring ellers. smid ud, sælg, giv videre – mer’ af det 🙂 godt forår til jer.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *