At bruge hårkur forkert – når manual og virkelighed ikke passer sammen

26.07.20
Mand i bad
Mand i bad
Hvad får I andre tiden til at gå med, når I er i bad?

Bruges på håndklædetørt hår efter shampoo. Lad sidde i 10-15 minutter. Afslut med conditioner.

Denne lille vejledning er en standard, der kunne stå bag på en hvilken som helst hårkur. Hårkur er ofte et produkt, der skal bruges undervejs i hårvask – mellem shampoo og balsam.

Og jeg kan ikke finde ud af det.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan læse, hvad der står. Men ligegyldigt, hvor lang tid jeg er om at barbere ben og vaske mit ansigt, så kan jeg på ingen mulig måde nå op på mere end maksimalt 3 minutter. Og hvad skal jeg så lave i de resterende 7-12 minutter? Lade det varme vand løbe? Stå og fryse? Tørre mig, gå ud af badet, drikke en kop te og gå i bad igen?

Hvor meget umage jeg end gør, så kan jeg ikke få en hårkur til at sidde i håret i mere end tre minutter. Og hvis jeg så også skal have balsam på til sidst, hvad skal jeg så bruge den ventetid til? Glem alt om emballage – det er i hånden på forbrugeren, at en shampoo har den største miljøpåvirkning.

Den værste, jeg nogensinde har prøvet, er fra Wella. Wella Liquid Hair skal i håndklædetørt hår, efter du har vasket det. Den er varmeaktiveret, så når du har påført den, skal du tørre håret med føntørrer. Derefter skal håret så skylles igen, så produktresterne bliver fjernet. Det bliver altså to gange ind og ud af badet og to gange føntørring, før man er færdig. Vi blev aldrig gode venner.

Hårkur før badet
Hårkur er i det hele taget en mystisk kategori. En traditionel hårkur er oftest bare en tykkere balsam. Det er de færreste hårkure, der ikke også kan bruges som balsam.

Hvis jeg vil have noget siddende i længere tid i mit hår, så bliver det derfor også før jeg går i bad. Mine favorit-kure er derfor også dem, der er lavet til brug før vask som for eksempel Philip Kingsley Elasticizer, Olaplex  og Purely Professional Hair Repair 2. Jeg blander hårkur op i hånden med en smule vand og fordeler den i spidserne af mit hår. Så kan den sidde der, mens jeg gør 117 ting, FØR jeg går i bad.

Planteolie til håret er også godt at bruge på samme måde, fordi det ellers fedter noget så umuligt, hvis du for eksempel gerne vil bruge ren kokosolie.

Og når jeg så har dalret rundt med min hårkur i den angivne tidsperiode, så er det tid til at gå i bad.

Men ved i hvad? Jeg bruger også alle andre hårkure på samme måde. Eller også kommer de i et par minutter til sidst i hårvasken. Som om de var balsam. Hvilket de jo sådan set også er.

Hvordan bruger I hårkur?

Her kan du købe det (reklamelinks*)
Olaplex 3 og Wella SP kan du købe hos frisøren eller på nettet hos blandt andet Nicehair.dk*. Philip Kingsley kan du blandt andet købe hos Lookfantastic*. Vær opmærksom på, at Elasticizer findes i mange størrelser og flere varianter. Purely Professional finder du her.

PS. Jeg har bemærket, at tidsangivelserne på hårkure ser ud til at være dalende. Eller er det bare mig? Nu ser jeg flere og flere hårkure, hvor der står 7, 5 eller måske 3 minutter på. Men… hvis en hårkur nu skal sidde i 3-5 minutter og en balsam skal sidde i 3-5 minutter, hvad skal jeg så med begge dele?

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
29 kommentarer
Dorte

Jeg bruger en leave in hårkur fra Matas striber. Jeg har heller aldrig kunne blive gode venner med det at lade dem sidde. Hvis jeg har haft en prøve eller fået en hårkur i gave bruger jeg dem også tit før, smider en maske i hovedet og kalder det en “pamping session” 😜

Cecilia

Helt enig. Jeg bruger aldrig dem der skal bruges mellem shampoo og balsam. I stedet er jeg også kæmpe fan af dem før bad. Har været vild glad for Olaplex og Philip Kingsley. Begge har jeg brugt helt op og det ville ikke ske med de andre slags 😉 Må på jagt efter flere af den slags hårmasker, men tror der er flest af dem der skal sidde efter shampoo.

Vibeke

Har det på fuldstændig samme måde som dig, min tålmodighed rækker bare ikke. I stedet er hårkuren, de gange jeg med alle gode intentioner har købt, endt som en lidt dyr, men god, balsam.
Måske jeg skulle prøve leave-in næste gang😉

Julie

Jeg har også bemærket at tidsangivelserne er faldet. Nu er mine hårkure kun 3-5 min og balsam er der slet ingen?!? (Plejer at koordinere det med et musiknumre eller to)
Jeg slukker for vandet mellem alle delene (ind, vand, gør hår vådt, sluk vand, skum op, skyld ud, sluk vand, hårkur/balsam i, sæbe kroppen ind med eksfolierende handsker, skyld hår og krop, ud af bad) Så føles det ikke så koldt, når det meget af tiden er uden vand. Badet tager lang tid, men bruger knapt så meget vand som ellers.

Nanna

Jeg har altid fået at vide, at forskellen på en hårkur og en balsam er, at hårkur åbner hårsækkene (og plejer i dybden), mens en balsam forsejler håret?
Og at man derfor heller ikke må bruge hårkur uden at bruge balsam bagefter…

Katja Moikjær

Hvis en hårkur virkelig åbnede hårstrået, så skulle du smide den ud. Det gør den heldigvis ikke…

Sanne

Jeg bruger enten hårkur som en slags balsam, der måske lige kan få to minutter mere – eller Purely Professional Leave-in treatment, for den er FANTASTISK!

Katja Moikjær

DET er den!

Carina

Altsåååå… hvis hårkur og balsam i bund og grund er det samme, hvorfor skal man så afslutte med balsam? Det giver jo ingen mening.

Katja Moikjær

Præcis….

Anni

Man kan jo også lige stikke hoved under vandhane og vaske hår, håndklædetør , hårkur. Og så stryge tøj, vaske gulv eller andet kedeligt. Eller se et afsnit af favorit serien inden man går i bad. Ikke så svært at gøre 1 gang om ugen 😇

Rikke

Jeg gør enten som du, eller også vasker jeg håret (inden bad) med hovedet over vask/badekar, tørrer det, påfører hårkur, laver 117 ting og går derefter i bad og skyller kuren ud.

Joe

Jeg putter den i med det samme efter jeg har vasket håret (som er det aller første jeg gør), og så reserverer jeg hårmaske til de gange jeg bruger bodyscrub i badet, så når jeg er færdig med kroppen har masken i hvert fald siddet i mindst 7-8 minutter. Ingen balsam bagefter 🙂
Hvis der virkelig er ekstra tid ser jeg youtube på min mobil.

SUSANNE

Mit hår kan suge så meget, at man blir helt tør i halsen 😉
Derfor bruger jeg hårkur i stedet for balsam. Balsam har ingen effekt på mit hår!

Annette

Der er jo ingen normale mennesker der kan bruge en hårkur korrekt. Altså man skal jo ind og ud under bruseren flere gange, og hvad skal man gøre i mellemtiden? Har gjort det nogen gange, hvor jeg er gået i bad vasket hår osv. puttet kur i og så bare skyllet håret til sidst. Men helt ærligt, selv det er noget juks…. Bruger den bare til husbehov nogen minutter, fungerer fint her 😀

Camilla

Jeg har fået af vide af min frisør, at shampo vasker og åbner håret,
hårkur går ind og reparerer håret indefra og giver næring og
Balsam lukker hårene igen lidt ligesom en skintonic.

Helene Randløv

Hej Camilla
Det er også den gængse opfattelse. I øvrigt åbner og lukker huden ikke… heller ikke ved brug af skintonic 🙂
Kh. Helene

Sofie

Alt ved det her opslag er noget pjat og helt forkert. Hårkur og balsam gør slet ikke det samme. Og det er noget fis at en bestemt Hårkur skal varmes ind. Det kommer an på dit hårs porøsitet. Enten skal du altid bruge varme, eller også skal du aldrig. Det har intet med den pågældende balsam eller kur at gøre.

Helene Randløv

Hej Sofie
Hvordan kan en gengivelse af en anden producents vejledning i brugen af et specifikt produkt være pjat og helt forkert?
Og jo mange hårkurer og balsam gør nøjagtigt det samme (ligesom de også indeholder de samme ingredienser).
Kh. Helene

Josephine

Jeg har heller aldrig været fan. Især ikke af delen med håndklædtørt hår. Det bliver bare for besværgeligt…
Til gengæld bruger jeg en hårkur i stedet for balsam, fordi mit hår er tykt som et ondt år (jojo, det ser da lækkert ud, men hold nu op, hvor er det hårdt at holde!) og tørt. Det giver mere end en balsam.
Og så bruger jeg sheabutter. Jeg putter en lille klat i aftenen inden jeg vasker hår, så det får hele natten til at arbejde.

Helene Randløv

Sheasmør er genialt!

Kathrine

Den første hårkur jeg har oplevet der er “hurtig” er fra ingredien. De laver også svanemærkede produkter som er gode ved miljøet og bruger vist vindmølleenergi… 🙂 brugte kun Purely prof før, men ingredien har slået dem af pinden!

Anne Kirstine

Hejsa 🙂
Jeg er forvirret over hvorvidt man kan bruge hårkur som ‘det sidste’ produkt, eller om man bør afslutte med balsam. I dette indlæg læser jeg det som om kur og balsam kan det samme, men i flere tidligere indlæg synes jeg der står at balsam bør være sidste produkt for at lukke hårstrået. (Fx
https://pudderdaaserne.dk/2017/04/18/tirsdagstip-husk-balsam-efter-kuren/)
Det er jo helt okay at blive klogere og opdatere sine råd 👍
Men kan I lige kort gentage hvad der er den nuværende anbefaling -balsam efter kur eller ligemeget?
Hilsen Anne Kirstine

Helene Randløv

Hej Anne Kirstine
I dette indlæg står der det samme, nemlig at balsam BØR bruges efter kuren. Det vigtigste er at få kuren brugt, og hvis det er før hårvask (som Katja netop beskriver i indlægget) eller efter som balsam, så handler det i højere grad om at finde den rigtige hårkur.
Det, Katja også skriver, er, at langt de fleste hårkure i dag, sådan set er en koncentreret balsam. Det gælder IKKE alle, men man kan genkende dem, der ikke kan bruges sådan, på at håret IKKE er blødt efter brug. Håret føles nærmest hårdt og filtret. I tilfælde af at du bruger denne type hårkur, er det meget vigtigt, at du bruger en god balsam efterfølgende.
Kh. Helene

Anne Kirstine

Super – mange tak for opklaring! 🙂

Emma

Jeg har fået den blødeste turbanhåndklæde i bambus i gave af min mor og den “hiver” ikke i mit hår, som min gamle gjorde om natten. Har lige bestilt et pudebetræk i bambus fra samme mærke som også virke godt for håret 😺 har bestilt fra http://www.wonderliving.dk

Helene Randløv Hansson

Hej Emma
Dem har jeg hørt om… det er spændende.

Kh. Helene

Pernille

Hej Pudderdåserne! Jeg har et spørgsmål til jer omkring jeres balsam:
Har i undersøgt om jeres produkt her belaster havmiljøet, hvis jeg hopper i havet?

Hvis jeg lader jeres balsamkur sidde i, går ud i regnen, bader i havet – eller bare skyller kuren ud i bruseren – Er ingredienserne skadelige hvis det skylles direkte i havet / søer?
Jeg ville aldrig nogensinde skylle det direkte ud, men der sidder som ofte rester tilbage i håret. Mit mål er at finde en balsam / kur, der virker for mit krøllede og tørre hår, der samtidig ikke belaster det akvatiske miljø. Selvom Curly-Girl metoden er genial for flot hår – er den helt forfærdelig for miljøet.

Langt de fleste conditionere og shampooer er skadelige for miljøet.
Specielt polymer ingredienser, der findes i hårprodukter er skadeligt for havmiljøet.
(Læs eks om det fra DTU her: https://backend.orbit.dtu.dk/ws/portalfiles/portal/118180844/Lassen_et_al._2015.pdf )

Noget jeg godt kan lide ved jeres produkter er, at de næsten kun indeholder det, der faktisk virker.
Men hvor håber jeg dog at der snart bliver mere fokus på vores forbrug og effekten på den omgivende miljø…

Håber på et svar og nogle overvejelser fra jer (:

Dbh

Helene Randløv

Hej Pernille
Da der jo ikke er silikone eller alt det andet som curly girls vil undgå i, er den afgjort bedre end meget andet… men ligefrem at efterlade det i håret før en tur til stranden, er måske lige at stramme den. Rester kan man ikke undgå, og det er ikke mere skadeligt end din SPF for eksempel (heller ikke den, der er god ved havmiljøet). Alle vores produkter er overvejet nøje på mange forskellige parametre, især det vi skyller i afløbet. Det er noget af det, du køber ind i, når du vælger os. Er vi perfekte, nej… slet ikke, men vi gør os umage med at tænke hele vejen rundt.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *