At bruge hårkur forkert – når manual og virkelighed ikke passer sammen

26.07.20
Mand i bad
Mand i bad
Hvad får I andre tiden til at gå med, når I er i bad?

Bruges på håndklædetørt hår efter shampoo. Lad sidde i 10-15 minutter. Afslut med conditioner.

Denne lille vejledning er en standard, der kunne stå bag på en hvilken som helst hårkur. Hårkur er ofte et produkt, der skal bruges undervejs i hårvask – mellem shampoo og balsam.

Og jeg kan ikke finde ud af det.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan læse, hvad der står. Men ligegyldigt, hvor lang tid jeg er om at barbere ben og vaske mit ansigt, så kan jeg på ingen mulig måde nå op på mere end maksimalt 3 minutter. Og hvad skal jeg så lave i de resterende 7-12 minutter? Lade det varme vand løbe? Stå og fryse? Tørre mig, gå ud af badet, drikke en kop te og gå i bad igen?

Hvor meget umage jeg end gør, så kan jeg ikke få en hårkur til at sidde i håret i mere end tre minutter. Og hvis jeg så også skal have balsam på til sidst, hvad skal jeg så bruge den ventetid til? Glem alt om emballage – det er i hånden på forbrugeren, at en shampoo har den største miljøpåvirkning.

Den værste, jeg nogensinde har prøvet, er fra Wella. Wella Liquid Hair skal i håndklædetørt hår, efter du har vasket det. Den er varmeaktiveret, så når du har påført den, skal du tørre håret med føntørrer. Derefter skal håret så skylles igen, så produktresterne bliver fjernet. Det bliver altså to gange ind og ud af badet og to gange føntørring, før man er færdig. Vi blev aldrig gode venner.

Hårkur før badet
Hårkur er i det hele taget en mystisk kategori. En traditionel hårkur er oftest bare en tykkere balsam. Det er de færreste hårkure, der ikke også kan bruges som balsam.

Hvis jeg vil have noget siddende i længere tid i mit hår, så bliver det derfor også før jeg går i bad. Mine favorit-kure er derfor også dem, der er lavet til brug før vask som for eksempel Philip Kingsley Elasticizer, Olaplex  og Purely Professional Hair Repair 2. Jeg blander hårkur op i hånden med en smule vand og fordeler den i spidserne af mit hår. Så kan den sidde der, mens jeg gør 117 ting, FØR jeg går i bad.

Planteolie til håret er også godt at bruge på samme måde, fordi det ellers fedter noget så umuligt, hvis du for eksempel gerne vil bruge ren kokosolie.

Og når jeg så har dalret rundt med min hårkur i den angivne tidsperiode, så er det tid til at gå i bad.

Men ved i hvad? Jeg bruger også alle andre hårkure på samme måde. Eller også kommer de i et par minutter til sidst i hårvasken. Som om de var balsam. Hvilket de jo sådan set også er.

Hvordan bruger I hårkur?

Her kan du købe det (reklamelinks*)
Olaplex 3 og Wella SP kan du købe hos frisøren eller på nettet hos blandt andet Nicehair.dk*. Philip Kingsley kan du blandt andet købe hos Lookfantastic*. Vær opmærksom på, at Elasticizer findes i mange størrelser og flere varianter. Purely Professional finder du her.

PS. Jeg har bemærket, at tidsangivelserne på hårkure ser ud til at være dalende. Eller er det bare mig? Nu ser jeg flere og flere hårkure, hvor der står 7, 5 eller måske 3 minutter på. Men… hvis en hårkur nu skal sidde i 3-5 minutter og en balsam skal sidde i 3-5 minutter, hvad skal jeg så med begge dele?

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
29 kommentarer
Dorte

Jeg bruger en leave in hårkur fra Matas striber. Jeg har heller aldrig kunne blive gode venner med det at lade dem sidde. Hvis jeg har haft en prøve eller fået en hårkur i gave bruger jeg dem også tit før, smider en maske i hovedet og kalder det en “pamping session” 😜

Cecilia

Helt enig. Jeg bruger aldrig dem der skal bruges mellem shampoo og balsam. I stedet er jeg også kæmpe fan af dem før bad. Har været vild glad for Olaplex og Philip Kingsley. Begge har jeg brugt helt op og det ville ikke ske med de andre slags 😉 Må på jagt efter flere af den slags hårmasker, men tror der er flest af dem der skal sidde efter shampoo.

Vibeke

Har det på fuldstændig samme måde som dig, min tålmodighed rækker bare ikke. I stedet er hårkuren, de gange jeg med alle gode intentioner har købt, endt som en lidt dyr, men god, balsam.
Måske jeg skulle prøve leave-in næste gang😉

Julie

Jeg har også bemærket at tidsangivelserne er faldet. Nu er mine hårkure kun 3-5 min og balsam er der slet ingen?!? (Plejer at koordinere det med et musiknumre eller to)
Jeg slukker for vandet mellem alle delene (ind, vand, gør hår vådt, sluk vand, skum op, skyld ud, sluk vand, hårkur/balsam i, sæbe kroppen ind med eksfolierende handsker, skyld hår og krop, ud af bad) Så føles det ikke så koldt, når det meget af tiden er uden vand. Badet tager lang tid, men bruger knapt så meget vand som ellers.

Nanna

Jeg har altid fået at vide, at forskellen på en hårkur og en balsam er, at hårkur åbner hårsækkene (og plejer i dybden), mens en balsam forsejler håret?
Og at man derfor heller ikke må bruge hårkur uden at bruge balsam bagefter…

Katja Moikjær

Hvis en hårkur virkelig åbnede hårstrået, så skulle du smide den ud. Det gør den heldigvis ikke…

Sanne

Jeg bruger enten hårkur som en slags balsam, der måske lige kan få to minutter mere – eller Purely Professional Leave-in treatment, for den er FANTASTISK!

Katja Moikjær

DET er den!

Carina

Altsåååå… hvis hårkur og balsam i bund og grund er det samme, hvorfor skal man så afslutte med balsam? Det giver jo ingen mening.

Katja Moikjær

Præcis….

Anni

Man kan jo også lige stikke hoved under vandhane og vaske hår, håndklædetør , hårkur. Og så stryge tøj, vaske gulv eller andet kedeligt. Eller se et afsnit af favorit serien inden man går i bad. Ikke så svært at gøre 1 gang om ugen 😇

Rikke

Jeg gør enten som du, eller også vasker jeg håret (inden bad) med hovedet over vask/badekar, tørrer det, påfører hårkur, laver 117 ting og går derefter i bad og skyller kuren ud.

Joe

Jeg putter den i med det samme efter jeg har vasket håret (som er det aller første jeg gør), og så reserverer jeg hårmaske til de gange jeg bruger bodyscrub i badet, så når jeg er færdig med kroppen har masken i hvert fald siddet i mindst 7-8 minutter. Ingen balsam bagefter 🙂
Hvis der virkelig er ekstra tid ser jeg youtube på min mobil.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *