Skintonic og facemist – hvad skal de til for?

10.10.18
Glossier Soothing Face Mist består primært af rosenvand. Jeg kender ikke til nogen god grund til at bruge rosenvand på huden.

Skintonics bliver tilskrevet mange funktioner – balancerende, regulere ph-værdi, sammentrækkende, forberede huden på cremer og serum.

Og det er samme historie med facemist, der er kommet på mode siden vi sidst skrev om skintonic som et overflødig trin i hudpleje. Men af en eller anden grund, så bliver disse ofte tilskrevet effekter som beroligende og fugtgivende.

I gamle dage kunne skintonics være noget aggressivt stads, som indeholdt en masse alkohol, der kunne affedte (= udtørre) huden. Det er heldigvis gået af mode igen.

Hvad er skintonic?
En skintonic er et flydende og vandbaseret produkt, som kan være tilsat præcis de samme ingredienser, som alle andre hudplejeprodukter. At det er flydende giver ikke produktet andre egenskaber end en creme – udover at du kan bruge det på en vatrondel eller en sprayflaske.

Skintonics er ikke ph-regulerende (forhåbentlig! Hudens ph-værdi er en følsom balance, som man ikke skal pille ved). En skintonic har i øvrigt de samme ph-værdier som cremer og serum.

En skintonic virker ikke sammentrækkende på hverken hud eller porer – desværre. Det kender jeg ikke nogle ingredienser, der lige kan gøre på et øjeblik. Det ville da ellers være dejligt.

En skintonic kan måske virke balancerende – hvis den indeholder gode ingredienser. Ligesom de samme ingredienser kan gøre det, hvis det kommer i en serum, creme osv.

En skintonic kan ikke forberede huden på noget som helst – i så fald har jeg endnu til gode at se det. En skintonic kan naturligvis være med til at rense huden.

Forskellen på skintonic og facemist
Forskellen er alene emballagen. En facemist er en skintonic puttet på sprayflaske.

Hvad kan du bruge den til?
Glem alt om, at skintonics kan noget unikt for huden som en creme eller serum ikke kan. Det handler alene om konsistens. Har producenten valgt at putte sine ingredienser i vand (en skintonic), en blanding af vand og fedt (en creme) eller vand tilsat en eller anden form for stivelse (serum).

Forskellen på en skintonic og en creme er i princippet, om der er fedt i. Forskellen på en skintonic og en serum er, om der er tilsat noget, der tykner produktet.

Sådan er teorien – i praksis er mange skintonics desværre ofte bare kedeligere og indeholder færre spændende ingredienser end de cremer og serum, der findes.

Se derfor ikke på en skintonic som en nødvendig del af din hudplejerutine, men vurdér den alene udfra, hvad der er i. Skintonics eller facemists har ingen ekstra berettigelse, bare fordi de er flydende. Det handler kun om, hvad producenten har puttet i af ingredienser, og hvilken effekt de har på huden. Og selvfølgelig om du kan lide følelsen af noget flydende på huden fremfor en creme. Mange der ikke kan lide følelsen af creme vil foretrække en skintonic eller facemist og helt fint med det!

Matas stribede skintonic til uren hud for eksempel indeholder niacinamid, og det er et rigtig godt valg til uren hud – og alle andre hudtyper i øvrigt. Niacinamid kan nemlig få hudens porer til at opføre sig mere normalt. Men det gør selvfølgelig ingen forskel for effekten, om man bruger en skintonic med niacinamid, en serum med niacinamid eller en creme med niacinamid – det er alene et spørgsmål om hvilken konsistens du foretrækker.

En facemist på spray kan også være en god hjælp, når du lægger makeup – men det har ikke noget med hudpleje at gøre. Det kan du læse mere om i dette tidligere indlæg om emnet.

At spraye en væske i ansigtet på varm dag kan bestemt føles dejligt. Ingen tvivl om det overhovedet – jeg gør det selv gerne på varme sommerdage, men det er jo en helt anden historie.

Der findes bestemt gode skintonics derude med god effect på huden. Men at bruge skintonic bare for at bruge en skintonic er ikke nødvendigt.

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
6 kommentarer
Anita christensen

Uha 😀 I rykker da, ved nogle gamle normer i hudpleje .. Så fedt ,så skin tonic, farvel 😂😂 er årgang 58 , hvor det var et must . Så dejligt . Er ny læser af jeres blok . Så jeg glæder mig til at følge jer

Britt

Har tidligere læst om det ligegyldige ved facemist og skin tonic. Men nyder stadig at bruge det alligevel og synes det er meget rarere at putte diverse serum, creme mv i ansigtet ovenpå den fugtige hud😉

Katja Moikjær

Så er det jo bestemt heller ikke ligegyldigt 🙂

Katrine

M2 beauté nano spray claimer at virke dybere i huden end almindelig, flydende serum.
Generelt føles det bare ret velgørende at fugte huden med noget aktivt virkende, inden påføring af serum/creme:)💦

Kristina

Aha, der blev jeg lidt klogere. Tak 🙂

Kristina K

Jeg kan slet ikke undvære min facemist, fordi jeg synes, at min ansigstcreme er nemmere at fordele på let fugtig hud og kan bedst lide at bruge syrer i tonic form, fordi jeg undgår at ende med for mange lag, som ikke kan absorberes, i min hudplejerutine… Er dog meget obs på ingredienser og går udenom både rosenvand og alkohol 🙂

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *