Under mit tirsdagstip i sidste uge var der en læser, der skrev, hvordan dækker man så de hvide pletter. Hold op hvor blev jeg flov, tænk at jeg helt kunne glemme hvide pletter. Derfor vil jeg gerne starte med at undskylde overfor alle med hvide pletter, uanset om de stammer fra stråling, ar, vitiligo eller noget helt fjerde. Her vil jeg fokusere på de hvide pletter der skyldes forskellige diagnoser. For eksempel vitiligo, den autoimmune sygdom der desværre stadig er forbundet med meget store misforståelser. Heldigvis er der de senere år kommet meget mere fokus på lige vitiligo, men generelt har diverse diagnoser alligevel voldsomme konsekvenser for de mange, der lider af dem.
Fokus
Med årene er jeg blevet skrækkeligt følsom, og selvom jeg godt ved, at hele paletten har været i brug for at opnå den ønskede effekt, så løber tårene ned ad mine kinder, når jeg ser videoen herunder, hvor mennesker med vitiligo står frem og fortæller, hvordan sygdommen påvirker dem i hverdagen.
Uvidenhed er så ødelæggende, så lad os sammen sørge for, at der kommer fokus på menneskerne bag diagnoserne, hvad enten det er diagnoser, man kan se eller nogle af dem, man ikke kan.
Se! Det er et menneske!
Så sent som i søndags fik jeg en mail fra en læser, der mente at have et pinligt og følsomt spørgsmål. Det handlede om ar og sår efter selvskade. Det er slet ikke fordi, jeg ikke kan se udfordringen i at rette ryggen og vise lår og arme frem, som de nu er. Det er ikke et forsøg på at bagatellisere dine følelser! Det er nærmere et opråb til alle os andre, der måske kommer til at kigge en ekstra gang. Bag det ar, vitiligo, modermærke, sår eller det blå øje er et menneske med en historie, og det er ikke nødvendigvis en historie, der vedkommer andre.
Sådan kamuflerer du hvide pletter
Min gode veninde har vitiligo, og selvom hun ikke er så ramt i ansigtet, så spurgte hun mig til råds angående effektiv af dækning. Ganske ofte er de hvide pletter let rosa enten over det hele eller langs kanten, og her er det en god idé at bruge en lysegrøn nuance. Ellers er den bedste mulighed for dækning en god foundation. Du skal gå efter de foundations med navne som ”Cover all”, ”Cover Up” og ”Full Coverage” eller kigge efter dem, du kan lægge på i lag og bygge dækningen op. Når du har sådan en, kan du nok hente lidt tricks og ideer i et ældre Tirsdagstip: Dup dækningen på og i et andet tip, der handler om, hvordan man får makeuppen til at holde.
En helt anden ting, der kan være et godt redskab mod stirrende blikke, er selvbruner, som man selvfølgelig lige skal have taget på. Mere om det snart…
Virkelig rørende video. Jeg havde aldrig hørt om sygdommen før.
Det er lidt spøjst – min far har vitiligo, så når jeg ser en person med hvide pletter, så ser jeg det bare på samme måde, som at jeg ser hvilken hårfarve en person har eksempelvis. Hvis det giver mening? Sådan er det vel, når det er noget man er vant til 🙂