Kemi-vrøvl: Politiken, JP og TÆNK tester deodoranter

09.10.15
Perspirex
Perspirex
TÆNK, Politiken og Jyllands-Posten udnævner helt grundløst Perspirex til at indeholde hormonforstyrrende stoffer. Det er der absolut intet belæg for.

Så har Politiken og JP igen ukritisk videbragt en test af TÆNK, hvor de tester skønhedsprodukter. Og igen tænker jeg: Hvad f… har de gang i?

TÆNK har gennemgået indholdsdeklarationerne på 115 deodoranter og givet dem karakteren grøn, gul eller rød. Grøn gives til produkter uden bemærkninger. Gul gives til produkter, der indeholder parfume, rød gives til produkter med andre stoffer end parfume, der kan give allergi eller er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

At en deodorant indeholder parfume vil jeg lade ligge her. Det kommer vel næppe som nogen overraskelse for den person, der har købt den.

Men lad os se nærmere på TÆNKs liste over hormonforstyrrende og sundhedsskadelige stoffer:

Hormonforstyrrende: Triclosan, BHT, cyclopentasiloxane, Methylparaben, propylparaben
Allergifremkaldende: Methylisothiazolinone, DMDM Hydantion, iodopropynyl butylcarbamate

Der er parabenerne igen… Jeg kan næsten ikke skrive mere, jeg ikke allerede har sagt. Men læs hvad American Cancer Society skriver, hvis I ikke tror mig.

Når Politikens og Jyllands-Postens journalister viderebringer den slags p…, så må jeg bare spørger: Tror I også på at vacciner giver autisme? Der er absolut lige så meget videnskabeligt belæg for at sige, at methylparaben og propylparaben er sundhedsskadeligt, som der er for at sige, at vacciner giver autisme.

Cyclopentasiloxane. Der taber jeg helt pusten. Cyclopentasiloxane er en silikone. Meget er sagt og skrevet om silikone, men at de skulle være hormonforstyrrende. Den er helt ny. Jeg har aldrig set skyggen af teori om dette. Hvor TÆNK, Politiken og JP har det fra, det går over min forstand.

Og der er flere på listen, når man dykker ned i testene.

TÆNKs vurdering af de tre allergifremkaldende konserveringsmidler er jeg enig i – men TÆNK skal lige huske på, hvorfor de er kommet tilbage på markedet til at starte med.

Der er en række produkter, som helt uretmæssigt er blevet udnævnt til hormonforstyrrende af TÆNK, og dem vil jeg gerne fremhæve her. Eventuelle miljøeffekter har jeg ikke efterprøvet. Det ved jeg ikke nok om, men jeg ville heller ikke være tryg ved at overlade den vurdering til TÆNK heller. Disse produkter er alle parfumerede (nogle mere end andre). Men har uretmæssigt fået en rød karakter for at være hormonforstyrrende, hvilket de ikke er. Der er også en bunke produkter, der har fået en rød karakter for at være hormonforstyrrende, men som alligevel ville have fået den på grund af formaldehydspaltende konserveringsmidler eller triclosan, som derfor ikke er medtaget her.

  • Avène Regulation Deodorant
  • Kiehl´s Cross-terrain 24-hour strong dry stick
  • Nivea Men Sensitive protect 48H
  • Old Spice Whitewater Deo
  • Palmolive
  • Sanex
  • Rexona Maximum protection clean scent

Den største uret bliver gjort produktet Perspirex Original Antiperspirant roll-on, som er en fuldkommen fredelig uparfumeret antiperspirant, som du kan købe i Matas og på apoteket. Den bliver udnævnt til hormonforstyrrende på grund af indholdet af silikone.

Det er HELT sort. Jeg har ingen som helst logisk forklaring på, hvordan man på baggrund af at et produkt indeholder cyclopentasiloxane kan udnævne det til at være hormonforstyrrende. Det kan jeg ikke finde nogen der mener. Overhovedet. Ikke engang en eller anden suspekt internet-myte eller spam-mail.

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
32 kommentarer
Tine

Jeg er dybt afhænging af persperex, men grundet dens lidt… Kradse lugt og fornemmelse på huden, har jeg yænkt om den var usund. Glad for at den ikke er, for jeg s…. Uden den på, desværre

Katja Moikjær

Det er “bare” alkoholen du kan lugte og mærke. Den er mega-sprittet. 🙂 Det værste der kan ske er at det udtørrer huden lidt, men det er nok det værd, hvis man har fundet noget, der for alvor virker der.

Louise

Hej 🙂 Jeg ville høre om du i forlængelse af både politikens indlæg og dit eget har en deo du kan anbefale som er parfumefri og svanemærket, og desuden ikke laver plamager under armen. Jeg har været rigtig glad for Nivea Black and White, men er ved at omlægge hele min beauty rutine til så bæredygtig og (farlig)-kemifri som muligt, og min nivea deo er jo desværre med miljøbelastende ingredienser.

Katja Moikjær

Hej Louise. Jeg er faktisk rigtig glad for Neutrals MEN den laver altså mærker. Jeg kan faktisk ikke på stående fod komme i tanke om en der både er svanemærket og ikke efterlader mærker. Måske nogen andre kan? Kh. Katja

Annika

Jeg er glad for at jeg ikke er den eneste som mener at den artikel er fuld af vrøvl.
Jeg endte bare med at lukke artiklen ned og ryste på hovedet. Det virker som det rene skræmme-kampagne, uden noget belæg.
Super at du tager det op!
Det her er virkelig en af mine yndlingsblogs, netop fordi du dykker ned i ting og kommer med gode, forståelige forklaringer. Kæmpe, kæmpe, kæmpe ros!!!!!

Anne V

Igen vil jeg gerne takke jer dåser for at banke noget fornuft ind i TÆNK. Jeg har ingen ide om hvad TÆNK tænker når de laver sådan nogle udtalelser og tests, men deres “resultater” er helt hen i vejret!
Så tak tak tak til jer!! :67: :raised_hands:

Karen

Enig! Har I prøvet at kontakte Tænk mht. kilder?

Lærke

cyclopentasiloxane står på EU’s liste over hormonforstyrrende stoffer. Prop hjulpar åben en er også almen kendt for at være hormon skadeligt. Igen kan du tdge EU som kilde. Methyl- er der mere uenighed omkring (det samme med ethyl-) men grundet mistanken om cocktaileffekten anbefales det heller ikke. Jeg ved ikke hvordan du har søgt men jeg synes det er nemt at finde læssevis af info på nettet om produktet i den kontekst. Det kan anbefales at søge på engelsk hvis du i første omgang ikke får nok på dansk. Hvis du virkelig mener at du har ret og det velrenommeret Tænk tager fejl så synes jeg du skulle finde bevis for din påstand i stedet for alene at sige at du ikke kan finde bevis for deres. Eftersom at I bruger cyclopentasiloxane i jeres produktetr går jeg ud fra at I har beviser.

Katja Moikjær

Hej Lærke. Her er EU’s videnskabelige komittés opinion om D4 og D5 – det er D5, der er cyclopentasiloxane. D4 er et andet siloxane. Jeg kan ikke finde andet end at de mener, at cyclopentasiloxane ikke er hormonforstyrrende. Hvis du har en anden EU-kilde, så giv mig linket. Ellers er det meget svært at forholde sig til.
Kh. Katja

Cecilia

Puha jeg havde godt læst om deres test, og jeg tænkte faktisk på om man nu kan stole på dem, hvilket jo så ikke er tilfældet. Jeg synes det er ekstremt skadeligt, de kan skrive noget som er så udokumenteret. Mange sluger det jo råt, fordi de stoler på TÆNK, hvilket de også burde kunne. Desværre er det ikke tilfældet og det er en skam ;(

Stine Müller

Kære Pudderdåserne
Vi kan se, at I ikke er enige i vores vurderinger, så vi vil forsøge at redegøre for, hvad der ligger til grund for vores bedømmelser.
Først vedrørende vores bedømmelse af silikonestoffet cyclopentasiloxane:
I 2013 deltog Forbrugerrådet Tænk i en europæisk undersøgelse af mistænkt hormonforstyrrende stoffer i personlige plejeprodukter. Undersøgelsen konkluderede, at cyclopentasiloxane bidrager til en samlet risiko for hormonforstyrrende effekter fra kosmetik og plejeprodukter. Med i undersøgelsen var bl.a forskere fra DTU Fødevareinstituttet, der arbejder med mistænkt hormonforstyrrende stoffer.
Baseret på det danske forslag til kriterier for hormonforstyrrende stoffer, (der findes endnu ikke nogen EU-kriterier for de hormonforstyrrende stoffer), vurderede de danske forskere, at cyclopentasiloxane kan kategoriseres som et mistænkt hormonforstyrrende stof, da der er set effekter af stoffet i dyreforsøg, der kan relateres til en hormonforstyrrende effekt.
Derudover kan vi tilføje, at EU’s videnskabelige komité for nylig vurderede, at cyclopentasiloxane ikke er sikkert at anvende i bodylotions og hårsprays, ikke på grund af stoffets mulige hormonforstyrrende effekter, som de ikke medtog i vurderingen, men på grund af en risiko for leverskade.
Stoffet er også problematisk for miljøet. Det er blandt andet opført på det norske miljødirektorats prioritetsliste over stoffer, hvor brugen bør begrænses. Det er heller ikke tilladt i miljømærkede produkter.
Et andet silikonestof, som vi også har på listen over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, er cyclotetrasiloxane. Så cyclopentasiloxane er ikke det eneste silikonestof, som vi mener er problematisk.
Vedrørende parabener: Vi medtager alle mistænkte hormonforstyrende stoffer i vores test ud fra en forsigtighedstilgang.
De problematiske kemikalier bliver altid nævnt, så forbrugerne selv kan træffe et valg.
Parabenerne findes på EU’s liste over mistænkte hormonforstyrrende stoffer. De er alle i kategori 1, det vil sige, at de har udvist hormonforstyrrende egenskaber i dyreforsøg.
http://mst.dk/virksomhed-myndighed/kemikalier/fokus-paa-saerlige-stoffer/hormonforstyrrende-stoffer/eus-liste-over-hormonforstyrrende-stoffer/
Propyl- og butylparaben er også på Chem Secs SIN liste (liste over særligt problematiske kemikalier der bør udfases) pga. deres hormonforstyrrende effelter, og vurderingen fra DTU Fødevareinstituttet er også, at de to stoffer har mistænkt hormonforstyrrende egenskaber http://mst.dk/media/mst/9106712/sinreportandannex.pdf
Særligt for hormonforstyrrende stoffer er det vigtigt at tage højde for kombinationseffekter/cocktaileffekter.
Dem tager lovgivningen ikke højde for. Når vi bliver udsat for forskellige kemiske stoffer med samme hormonforstyrrende effekter, eller de samme kemiske stoffer fra forskellige kilder, så kan summen af uproblematiske små bidrag ende med at betyde, at man samlet set bliver udsat for for mængder, der er problematiske, som kan påvirke hormonsystemet og bidrage til f.eks. dårlig sædkvalitet, for tidlig brystudvikling, fedme med videre, som er effekter der har været i stigning.
Kort sagt: Hormonforstyrrende stoffer vurderes af forskere til at være et stort problem.
Vi håber, at det kunne give indblik i vores faglige baggrund for vores vurderinger.
Vi tager på efterårsferie fra i dag. Men hvis I har yderligere spørgsmål eller kritikpunkter, er vi klar til at svare og udrede igen fra uge 43.
Mvh Stine Müller, projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi

Katja Moikjær

Kære Stine
Tak for din kommentar. Som vi talte om på Facebook vil jeg frygtelig gerne se det publicerede materiale fra DTU på at cyclopentasiloxane skulle være hormonforstyrrende. For det står ikke omtalt som sådan i EUs opinion. http://ec.europa.eu/health/scientific_committees/consumer_safety/docs/sccs_o_174.pdf
Som sagt tvivler jeg ikke på hvad I siger om miljøforhold. Det er slet ikke det, jeg er ude efter. Det er alene påstanden om at cyclopentasiloxane skulle være hormonforstyrrende.
Hav en dejlig efterårsferie.
Kh. Katja

Dennis

Undskyld mig, men hvordan ved DU så meget om kemi, og hvad der er farligt eller ej?
Perspirex er den største kemi bombe som findes, der findes aluminiumchlorid i som ER hormonforstyrrende og kræftfremkaldende..
Jeg ville aldrig bruge det på mig selv.. Sørg for at have dine fakta i orden, og undersøg tingene på forhånd. 🙂

Katja Moikjær

Hej Dennis. Hvorfor mener du at aluminiumchlorid er hormonforstyrrende og kræftfremkaldende? Kh. Katja

Karoline

Måske mener de bare ikke, at folk er hysteriske nok i forvejen..

Claus Jørgensen

Hej Karoline. Tillader mig lige at poste min kollega Stines svar til dig.
mvh Claus Jørgensen, Forbrugerrådet Tænk Kemi
(Stines svar kan læses andetsteds i kommentarfeltet Mvh. Helene)

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *