Torsdags top ti: SPF 50 til ansigtet

30.04.15
SPF 50 til ansigtet solcreme

SPF 50 til ansigtet

Det har krævet meget store overvejelser at få valgt de ti cremer til denne torsdags top ti, for i virkeligheden er jeg ikke så krævende, når det kommer til stykket. Det, jeg bekymrer mig om, er, at konsistensen er god, og at beskyttelse er tårnhøj. Selvom de fleste ryster på hovedet af mig og min hang til tårnhøj solbeskyttelse, så er der ingen tvivl i mit sind om altid at vælge den højest mulige SPF. Så længe dagene er korte, har jeg ingen problemer med at nøjes med SPF 30 eller SPF 20, men så snart vi når april (og selvfølgelig på ferier) så er jeg tilbage hos min trofaste SPF 50.

En tredjedel
Min begrundelse for at vælge SPF 50 er, at jeg vil have den højest mulige UVA beskyttelse. Kun ganske få mærker oplyser om UVA beskyttelsen, men de senere år er det heldigvis blevet tydeligere på emballagen og nogle firmaer har endda adopteret den japanske mærkning PA+-++++. Begrundelsen for at vælge SPF 50 over SPF 30 giver i sig selv meget lidt mening, fordi vi taler om ganske få procent højere beskyttelse.
Der, hvor det netop gør en stor forskel, er UVA beskyttelsen, den skal nemlig minimum optage en tredjedel af den samlede SPF. Meget hurtig hovedregning giver altså over halvtreds procent højere UVA beskyttelse i SPF 50. Derfor er det et ret indlysende valg i mine øjne.

Top ti
I denne top ti har jeg forsøgt at ramme så bredt som muligt, fordi vi får et hav af forespørgsler netop angående solbeskyttelse. Der er derfor en del af de cremer, som er bredt repræsenteret på Apoteket, en enkelt fra Matas, et par stykker fra hudplejeklinikker og så er der dem fra parfumerier og stormagasiner. Der er luksus, budget, mineralsk, matterende, flydende og cremet… De er med vilje skrevet i alfabetisk orden, for vi har alle forskellige præferencer, og det, som fungerer godt for mig, fungerer ikke nødvendigvis godt for dig.

  • 1. Avène Réflexe Solaire SPF 50+: Den er lidt sej at smøre ud, men den er meget behagelig og slet ikke fedtet på huden. Min T-zone, som ellers hurtigt bliver fedtet, er mat i længere tid, hvorfor jeg især er glad for denne creme på de varme dage. Parfumeret (ingen allergene parfumestoffer).
  • 2. Benefit Specialist Dream Screen SPF 45 PA+++: Denne lotion er meget flydende og skal rystes grundigt inden brug. Den er oliefri og har en god primer effekt, den ligger virkelig fint på huden og har en let matterende effekt. Den har altså ikke SPF 50, men til gengæld er UVA beskyttelsen i orden. Uparfumeret.
  • 3. Bioderma Photoderm AR SPF 50+ (UVA 33): Det er en fin lys og meget let farvet lotion. Rosactiv reducerer rødme i huden, hvorfor den meget hurtigabsorberende lotion er ekstra god til sensitiv hud. Uparfumeret.
  • 4. Darphin Soleil Plaisir SPF 50: Cremen føles rig og blød uden at fedte. Den indeholder forskellige anti-age ingredienser blandt andet alger. Den er rigtig god til den lidt tørre hud, men kan selvfølgelig fint bruges af alle. Parfumeret (indeholder allergene parfumestoffer).
  • 5. IS Eclipse SPF 50+ PerfecTint Beige: Her er en god mineralsk solbeskyttelse, som både findes i en ufarvet version og to forskellige transparente nuancer. Det er en cremet konsistens, som godt kan gryne lidt afhængigt af underlaget. Uparfumeret.
  • 6. Kiehl´s Ultra Light Daily UV Defence SPF 50 PA+++: Det er en meget let creme, som nærmest smelter ind i huden. Den er oliefri og har en let matterende effekt. Det er den solcreme, jeg har genkøbt flest gange, især fordi den også er rigtig god under makeup. Uparfumeret.
  • 7. La Roche-Posay Anthelios XL Ulta-Light Fluid SPF 50+: Denne lotion er helt flydende og skal rystes grundigt inden brug. Den er ekstra god til de varme dage og til stranden, fordi den samtidig er vandresistent. Den er i høj kurs både hos ham den langhårede og hos mine knægte. Uparfumeret.
  • 8. Nuxe Sun Fondant Cream For Face SPF 50: Det er en lækker rig creme, der især er god til den ældre og lidt tørre hud. Cremen er let at smøre ud og den giver huden et let skær. Parfumeret (indeholder allergene parfumestoffer).
  • 9. Sisley Super Soin Solaire Youth Protector SPF 50+ PA++++: En meget eksklusiv og virkelig lækker creme i en mindst lige så eksklusiv lufttæt emballage. Den er rig og lidt sej på huden, samtidig med at den har en let kølende og matterende effekt. Parfumeret (indeholder allergene parfumestoffer).
  • 10. Vichy Idéal Soleil Bronze SPF 50: Det er en meget let gelécreme, som grundet den ret store mængde alkohol leverer en forfriskende og kølende effekt. Den er især et hit hos ham den langhårede, fordi den på ingen måde fedter eller efterlader spor af creme på huden. Parfumeret (ingen allergene parfumestoffer).

Ovenfor har jeg ved hver enkelt creme skrevet, om den er parfumeret eller ej, og om den eventuelt indeholder allergene parfumestoffer. Den eneste af cremerne, som er så parfumeret, at ingen af mændene i mit liv ville røre den, er NUXE. Den dufter kraftigt men dejligt, og min mor synes, den er virkelig skøn.

Hvad går du efter, når du vælger solcreme? Og hvilken er din favorit?

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
85 kommentarer
Johanne

Hej Pudderdåser
Jeg har læst lidt rundt på jeres blog og er blevet noget klogere, men stadig usikker på hvad jeg skal vælge 🙂
Jeg har fået pigmentforandringer i ansigtet, sandsynligvis pga. p-piller, og lægen fortæller at det aldrig går væk, så total sunblock er vejen frem. Dvs. SPF 50 og evt hat. Jeg har det problem, at jeg SVEDER. Jeg har også relativt svært ved at finde dagcremer, da jeg føler at min hud ikke kan ånde. Jeg føler, at det ligger som en maske på min hud, og så koger jeg bare indeni i stedet. Lige nu bruger jeg cliniques 3-trins rensesystem med deres gel-lotion. Den er tilpas let til at det fungerer på min hud. Til gengæld føles det så endnu tungere at have solcreme ovenpå. Jeg gik i matas for at få foreslag til en let SPF 50, fordi jeg cykler på arbejde og generelt har det varmt. Jeg blev foreslået Coolas SPF 50 til ansigtet, og den føltes vildt let og lækker – men i ansigtet synes jeg faktisk stadig, at den “lukker mig inde”. Har I et forslag til en LET ansigtssolcreme, men som stadig er tilpas beskyttende? Jeg vil nødig have værre pigmentforandringer i ansigtet 🙁

Katja Moikjær

Kære Johanne. Alle disse omtalte solcremer er gode bud MEN jeg har ikke nogen garanti for, hvordan de føles på dig. Hvis jeg var dig ville jeg gøre følgende: Gå i matas, magasin, apoteket eller hvor du ellers kan komme i nærheden af. Bed dem om små prøver på alt hvad de har. Gå hjem og prøv. 1 af gangen. For det er ekstremt individuelt hvilken du vil føle dig mest tilpas i. Jeg har aldrig oplevet den der indelukkede fornemmelse af solcreme, det er så individuelt. Så det bedste råd er: prøv før du køber! Kh. Katja

Johanne

Kære Katja. Mange tak for svar! Jeg kan slet ikke forstå, hvordan andre kan holde ud at have fedtet solcreme i ansigtet, men det må være min hud der er speciel så, siden jeg slet ikke kan klare det 😛
Hvordan gør du med makeup? Først og fremmest synes jeg jo, at solcreme er noget fedtet stads, så make-uppen lægger sig ligesom bare ovenpå. Det trænger ikke rigtig ind. Og hvad nu, når man bør tage solcreme på flere gange om dagen? Kører I bare solcreme rundt i hovedet igen, eller ligefrem fjerne makeup, og så lægge det igen bagefter?
Jeg er simpelthen så opgivende, efter min læge “ordinerede” faktor 50 hver dag. Men samtidig vil jeg jo gerne undgå, at de pigemntforandringer bliver værre.

Katja Moikjær

Hej johanne. Nej jeg tager ikke solcreme på igen når jeg har makeup på.
Prøv at læse det her indlæg: https://pudderdaaserne.dk/2018/07/16/nyt-solraad-smoer-solcreme-paa-to-gange/
Måske den her også kunne hjælpe dig?
https://pudderdaaserne.dk/2017/07/21/fredagsfavorit-garnier-ambre-solaire-sensitive-advanced-hydrating-face-protection-mist-spf-50/
Har du prøvet vores alt i en beskyttelse? Den opfører sig meget anderledes. Prøv at se om du kan finde en tester i Matas.

Line

Hej pudderdåserne!
Mange tak for jeres fantastiske viden og hjælp og ikke mindst gode produkter.
Jeg har ret meget melasma og vil gerne bruge den rigtige solcreme. Jeg har undersøgt på nettet og hos jer, men er lidt forvirret i forhold til filter. Jeg var overbevist om, at jeg skulle bruge en solcreme med et fysisk filter i forhold til ophobning af varme i huden osv.
Behøver jeg ikke det? Kan jeg godt vælge en af dem ovenfor i forhold til melasma. Der er nemlig ikke det store udvalg når det kommer til fysisk filter og det er sgu også lidt svært at gennemskue. Jeg bruger pt jeres alt i en beskyttelse hver dag, men den er jo heller ikke spf 50. Er det rigeligt?
Når jeg har makeup på bruger jeg itcosmetics cc cream hvor der er spf50. Det gider jeg bare ikke altid og det ville være rart med et alternativ til en lettere og stadig sikker løsning. Det der melasma er sgu helvede!
Tak for gode produkter!
Vh Line

Helene Randløv

Hej Line
Nej, det har jeg aldrig hørt om, godt nok genererer kemiske solfiltre varme, men slet ikke i det omfang. Du kan bruge lige præcis de filtre, du har lyst til, så længe du får dem brugt. Mine SPF favoritter er fra: https://pudderdaaserne.dk/2019/06/14/fredagsfavorit-evy-technology-sunscreen-mousse-spf-50/
Har du læst her: https://pudderdaaserne.dk/2018/08/27/en-haveejers-bekendelser-mine-aarlige-pigmentpletter/
Kh. Helene

Line

Mange tak for svar!
Jeg kigger nærmere på jeres links, men rart at vide at der er er større udvalg.
Vh Line

Gitte Nordbjerg

Hej Pudderdåserne
Jeg har prøvet flere forskellige solcremer til ansigtet men har fornemmelsen af at jeg ikke kan tåle dem. Mine øjne løber i vand eller svier. Og jeg er omhyggelig med ikke at få noget i øjnene.
Men dette oplever jeg ikke med jeres alt i en beskyttelse. Hvad er det der er i de andre produkter som ikke er i jeres? Jeg syntes at ha læst en artikel om det men den kan jeg ikke finde.
Venlig hilsen
Gitte

Helene Randløv

Hej Gitte
Forskellen er de fysiske/mineralske filtre i modsætning til de kemiske filtre langt de fleste solcremer indeholder.
Kh. Helene

Josephine

Hej.
Hvad er forskellen på dagcreme med spf og ansigtssolcreme? Jeg bruger kun dagcreme med spf men burde jeg bruge solcreme beregnet til ansigt? Og bruger man det året rundt? Også om vinteren?

Emilie

Hvad tænker I om at købe denne parfume, hvis man døjer med perioral dermatitis? Ledte nemlig efter én med mineralsk filter, som I har anbefalet: https://karmameju.dk/collections/karmameju-sun/products/face-cream-spf-30-solbeskyttelse-til-ansigtet

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *