Tirsdagstip: Sådan får du pæne negle

26.08.14
Forskellige neglefile fra Depend

Forskellige neglefile fra Depend

Det er så fantastisk med interesserede læsere, som bidrager med erfaringer, skubber til grænserne og kilder nysgerrigheden. Af og til stiller I spørgsmål, hvor vi læser op på forskning og studier, klør os i håret, spørger dem vi kender, og ind i mellem ender det alligevel med, at vi ikke aner, hvad vi skal svare. Det er aldrig mangel på vilje eller lyst til at svare.
Forleden ramte jeg en mur. Jeg har stået der før, og ligegyldigt hvor jeg har søgt, og hvem jeg har spurgt, så er svaret forskelligt hver gang.
Det, jeg endte med at svare, er min helt egen personlige erfaring. Synes du, det er noget sludder, er du velkommen til at skrive dit eget bud i kommentarfeltet herunder. Det vil jeg faktisk sætte pris på!
Når jeg skriver: Sådan får du pæne negle, er det altså ikke helt så enkelt… faktisk er det hårdt arbejde og det kræver en indsats!

Fortiden
Det er nævnt før her på bloggen, at jeg er tidligere neglebider. Det er ikke en hemmelighed, men det er heller ikke noget, jeg er videre stolt af. Det er så sindssygt uhygiejnisk, at jeg næsten bider negle af stress ved tanken. Ja, der skrev jeg det… Det kan nemlig ske endnu, selvom det er meget sjældent.
Løsningen for mig hedder velplejede negle, de behøver ikke at være lange eller lakerede, bare de er velplejede. Som med alle andre dårlige vaner, handler det oftest om at fokusere på at få udryddet vanen. Uanset hvilken vane der er tale om, vil øget fokus ofte hjælpe betragteligt.

Problemer?
Om dine negle problemer skyldes det ene eller det andet, vil jeg slet ikke udtale mig om. Mine udfordringer er håndsprit, mangel på brug af handsker ved brug af vand (og når det er koldt), aktive hænder og bløde negle. Herunder har jeg listet nogle af de løsninger, som har reddet mine negle. Jeg er ikke negleteknikker, men en helt almindelig forbruger, som har testet utallige råd og produkter med meget varierende held.

Neglene spalter
Først og fremmest vil olie sørge for at binde neglepladerne sammen igen, men en god fin fil for eksempel en glasfil kan også hjælpe. Du skal tænke på neglen som en plade med flere lag. Når du rammer pladens kanter vil lagene med tiden skille, det er helt det samme, der sker, når neglen spalter. Sørg for at file neglene, sådan at du ikke skiller lagene mere end højst nødvendigt. Det gør jeg ved at tippe filen først ned mod fingerspidsen og derefter op mod neglen.
Hvis skaden er sket, filer jeg oven på neglen ned mod negletipperne. Denne metode har gjort, at spaltede negle er helt og aldeles fortid, med mindre jeg altså har været doven i en periode.

Neglene flækker eller revner i siderne
Dette problem er skyld i langt de fleste knækkede negle. Det starter med et hak og pludselig er der en revne, som langsomt men bestemt stræber mod midten af neglen. Det er død irriterende og det sker altid, når neglene endelig har nået den rette længde. Du kan undgå det ved, at sørge for at file neglene i siderne også. Her handler det virkelig om, at filen er så fin som muligt, og at du ikke bare giver den gas. Fil siderne af neglen regelmæssigt, præcis ligesom du gør med tipperne.
Når skaden er sket, kan du muligvis nå at redde neglen med et tefilter, læs et tidligere tirsdagstip om, hvordan du gør.

Tørre og sprøde negle
Her handler det igen om fedt til neglene. Min egen helt udokumenterede undersøgelse, har vist at det der virker hurtigst og bedst er kokosolie, det giver jo også meget god mening i forhold til, at det er det, der virker bedst i håret.
For at forebygge de tørre negle er det en god idé at benytte handsker ved alt kontakt med vand. Lige om lidt skal du også sørge for at beskytte hænderne mod kulde, for det er også en af de ting, som virkelig tørrer hud og negle ud.

Bløde negle
Neglehærder er godt… problemet er bare, at sådan en skal indeholde formaldehyd, for at have en rigtig god effekt. Gør den det, er den til gengæld også rigtig god til at styrke neglene. Problemet er bare, at formaldehyd virker meget udtørrende på neglene. Så i stedet for bløde negle kan du ende med knastørre og knækkende negle. Brug eventuelt en neglehærder som kur, og sørg samtidig for at fedte neglene godt ind i olie.
Fordelen med de bløde negle er selvfølgelig, at de ikke ret let knækker. Ulempen er afgjort størst, hvis du elsker neglelak. Neglelakken fjedrer nemlig ikke så godt som neglen, og derfor krakelerer den og skaller af. Min løsning på det problem er flere lag lak eller gelélak, alligevel er det de færreste lakker, der holder godt på mine negle.

Neglerødder og tørre neglebånd
Sørger du for at pleje huden og neglene, vil dine neglebånd automatisk være mere bløde, smidige og velplejede. Sørg for at skubbe dine neglebånd BLIDT op, når du vasker hænder. Når jeg er sej og husker det, har jeg aldrig en eneste neglerod! Desværre er jeg skrækkelig glemsom, og derfor får jeg en i ny og næ.
Det kan være en meget smertefuld og langsommelig ting at blive en neglerod kvit, og derfor er der et par tips, som gør det lettere at undgå dem.
Tørre neglebånd sætter sig fast på neglen, pludselig slipper de i siderne, og så er det, at det gør ondt. Er skaden sket, klipper jeg simpelthen negleroden af med en tang. Det gør oftest ualmindelig ondt, men når den er væk, gør det slet ikke ondt mere… med mindre det er gået så galt, at der er gået betændelse i.
Når jeg virkelig understreger, at du skal skubbe neglebåndene blidt op, er det fordi hårdhændet behandling også ender med neglerødder.
Igen er handsker både inde og ude en rigtig god idé.

Har jeg husket det hele? Hvis ikke jeg har, så spørg endelig i kommentarfeltet herunder…  Og kom endelig med dine bedste tips!

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
24 kommentarer
Charlotte

Hej Pudder-damer.
Jeres indlæg om negle er super fint, men jeg får altså lige lyst til at ynke over mine tørre og vildt spaltede negle..
. Det øverste lag flækker op og hænger i alt
. De knækker på tværs yderst og virker generelt tynde, skøre og tørre..
Her er hvad jeg gør,
. Bruger handsker, fed creme, oliebader dagligt et kvarter i jojoba olie, smører Rescue Rx på og filer fornuftigt. Derudover får jeg masser af vitaminer inkl ekstra silicium.
Men må man klippe med en neglesaks først eller får det pladerne til at dele ekstra?
Et tip vedr knækkede neglehjørner, brug lim fra Depent lige der hvor der er revne, hold det nede med at file og vupti så er neglen vokset ud, uden den er flækket helt ind i midten. Købes i Matas til fyrre kroner.
Hvad kan jeg ellers gøre for at få neglene til at blive hele?

Helene Randløv

Hej Charlotte
Jeg beklager det langsommelige svar :-/
Neglesakse er en VILDT dårlig løsning til fingernegle. Umiddelbart gør du alt det rigtige… så det er lidt svært for mig at byde ind med noget. Frem for et oliebad, ville jeg nok sørge for massage med en (negle)olie et par gange om dagen. Husk altid hansker, hvis du friser om fingrene. Bruger du lak? I så fald kunne den nye Sally Hansen måske være en mulighed… Sørg for at undgå produkter med formaldehyd altså de gængse neglehærdere. De gør problemet meget værre.
Kh. Helene

Kirsten

Jeg har bidt negle i mange år, men er stoppet og havde glædet mig til ikke at skulle gå og prøve at skjule hænderne. Men nu er de vokset lillefingre og tommeltotter er rigtig fine nu – men hjælp de andre negle vokser lige ind i kødet i siderne og det gør bare så ondt !! Hvad kan jeg gøre der må være andre der har prøvet det samme. Prøver meget forsigtigt med en neglefil at køre under kanterne i siderne for at “løfte” neglen og massevis af blødgørende olie og creme – men intet hjælper – håber I kan hjælpe mig – så jeg ikke bliver nødt til at opgive at få pæne negle.

Helene Randløv

Hej Kirsten
Er dine negle meget bløde? Kan du eventuelt sende mig et billede på vores messenger/instagram profil? Det lyder næsten som om, du har nedgroede negle på fingrene… Det har jeg ikke hørt om før… men din negle kurve kan selvfølgelig være blevet så krum, at det er det, der sker. Jeg ville nok kontakte en dygtig negletekniker og spørge hende til råds.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *