BB creams – guide og test

03.05.14
BB Creams

BB Creams

BB cream hypen har gjort en god ting. Den har gjort det populært igen at bruge farvet dagcreme. At vælge den lettest mulige dækning er en trend, der gør de fleste af os pænere at se på.

Menholdnuop med sige, at BB creams er noget særligt. For de er ‘bare’ farvede dagcremer med et smart navn.

Trenden startede i Sydøstasien, og der er BB creams temmelig anderledes. BB står for blemish balm, og de asiatiske cremer er ofte noget tykkere, mere dækkende og indeholder lysnende ingredienser. Hvorfor det så var nødvendigt for de vestlige producenter at opfinde CC (Colour Correcting) som et hudlysnende alternativ til BB creams, kan man jo så undre sig over.

En god BB Cream kan det samme som en farvet dagcreme: Let dækkeevne, solfaktor og en plejende ingrediens eller to. Glem alt om at tro, at de kan leve op til det, som BB oprindeligt stod for, nemlig blemish balm. Jeg har ikke set en eneste BB cream der kan fjerne så meget som en enkelt bums. I de vestlige lande er BB da også blevet til beauty balm, der åbner op for nogle væsentligt bredere fortolkninger.

En BB cream er altså en farvet dagcreme. Og det er en god ting! De bedste af dem kan beskytte bredspektret mod solens stråler, tilføre en antioxidant eller to samtidig med at de giver en smuk og diskret dækning af huden.

Jeg har valgt efter følgende kriterier:

  1. Bredspektret solbeskyttelse, hvilket vil sige at de også beskytter mod de lange UVA-stråler
  2. At de fungerer som en god, let foundation, der får huden til at se smukkere ud
  3. At de ikke indeholder for eksempel store mængder alkohol eller potentielt irriterende UV-filtre, der vil irritere øjnene, når den kommer tæt på. Jeg har stadig ikke spor imod octocrylene generelt, men det duer ikke, når den skal tæt på øjnene, som makeup jo kommer.

 

Elizabeth Arden – til tør hud
Elizabeth Ardens bud på en BB Cream giver god solbeskyttelse, flere gode antiage-ingredienser og en virkelig lækker konsistens til tør hud. Den fugter, sætter sig ikke i eventuelle tørre flager og får huden til at se dewy og frisk ud.

Hvis du har fedtet hud, vil du sikkert ikke være fan, men os med tør hud kan få en virkelig pæn finish af den.

Elizabeth Arden Visible Difference Multi Targeted BB Cream koster normalt 225 kroner, men er lige nu sat ned til 180 kroner hos Magasin. Det er samme pris, som den koster normalt hos lookfantastic.com.

Benefit – til fedtet og kombineret hud
På den anden side har vi Benefits nye Better than BB Big Easy, der er et godt bud til hud, der bestemt ikke har brug for mere shine. Den giver en flot og mat finish, der holder godt. Farveudvalget dækker bredt. 01 fair er alt for lys til mig, hvilket vil sige den er brugbar for de ægte lyse hudtoner.

Benefit Big Easy kan du købe hos Sephora herhjemme. Jeg kan desværre ikke finde prisen lige nu, men den koster 227 kroner hos lookfantastic.com.

MAC – den holdbare
MACs Beauty Balm kan noget særligt. Den er ikke en BB Cream som for eksempel Olay eller Elizabeth Arden, som man bare kan lægge på i halvblinde. Den kræver noget arbejde og at blive lagt pænt, men så giver den til gengæld også en smuk, halvmat og holdbar finish. Der var oprindeligt kun de tre lyse farver på det danske marked, hvor der reelt er muligheder for de meget, meget blege. Extra light er virkelig lys. I dag har vi heldigvis fået alle ni farver til Danmark, så der er noget for alle lige fra extra light til dark deep.

MAC har kategoriseret den som en primer, og den fungerer godt både som primer og alene.

MAC Prep + Prim Beauty Balm SPF 35 koster 240 kroner i Magasin eller på MACs danske webshop.

Gosh – det gode køb
Gosh BB Cream kan lidt af det hele og er på mange måder min personlige favorit. Den giver en fin finish, god holdbarhed, er nem at bruge, uparfumeret, har en god pris og findes i et bredt udvalg af fine farver. Og så er den nem at få fat i. Så har man vel egentlig ikke brug for mere? Pris 120 kroner i blandt andet Matas.

Bobbi Brown – de flotte farver
Bobbi Brown laver nogle vanvittigt flotte farvede dagcremer/BB creams, men SPF 15 Tinted Moisturizer er min favorit. Den har en meget lækker og let finish, der er nem at lægge, og Bobbi Browns fantastiske farvetoner gør den til et meget smukt valg til især normal eller tør hud. Bobbo Browns BB Cream Broad Spectrum SPF35 er også god til lidt mere fedtede hudtyper. Den har en noget tørrere konsistens og selvfølgelig også en højere faktor. Jeg ved godt at den fede Extra SPF 25 Tinted Moisturizing Balm har mange fans, men 1) den indeholder tåbelige mængder æterisk olie og 2) den kommer i krukke.

Bobbi Brown Tinted Moisturizer SPF 15 koster 330 kroner i Magasin.

Af de nævnte BB creams er MAC, Benefit og Gosh uden parfume. Bobbi Brown og Elizabeth Arden er parfumerede.

Både alene og under mineralsk foundation
Jeg bruger selv BB creams på to måder. Enten alene for en let og naturlig dækkeevne eller under en pudderfoundation/mineralsk foundation for et lidt mere dækkende men stadig naturligt look. Prøv det!

Forskellen på BB og CC
Det kan være svært at gennemskue hvad forskellen er på en BB og en CC cream. Ofte fordi der reelt ikke er nogen forskel. Nogle mærker som MAC og L’Oreal har lavet CC creams, der er farvet i for eksempel lilla og gul for at justere hudtonen (kan varmt anbefale MACs, men ikke L’Oreals). Andre mærker som Gosh har lavet en CC cream, der bare er en farvet dagcreme ligesom en BB cream og som koncept helt det samme. Vi skal nok lave et tilsvarende indlæg om CC cream snart.

Rabatkode og tilbud
Koden MAY giver lige nu 20 procent på lookfantastic.com. Jeg kan få den til at virke på Elizabeth Arden, men ikke Benefit. Den varer kun til på mandag. Olay er allerede sat ned i pris og Benefit er undtaget rabatkoden.

Elizabeth Arden er som sagt lige nu sat ned på Magasin, hvilket den vil være weekenden ud.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
37 kommentarer
Manja

Tak for den her guide!
Jeg er ved at lave ønskeliste til min fødselsdag og så er det jo lækkert lige at kunne ønske sig et par produkter.
Har selv kun prøvet BB creams fra Bodyshop, Garnier, L’oreal (både BB og CC, som fik min hudtone til at se mega underlig ud) og Gosh. Desværre ingen der hittede for mit vedkommende (heller ikke Gosh, da den fik min hud til at se kedelig ud. Var ellers helt hooked på den efter jeres gode anmeldelse.)
Så nu vil jeg prøve MAC (både BB og CC, da jeg mangler noget primer-ligende der kan korrigere mine fejl lidt) eller prøve lykken med med Gosh CC cream. Så tak for det gode indlæg <3
Ps. Har I prøvet Origins BB og CC cream? Har selv prøvet testere og synes faktisk de virker ret nice, selvom farveudvalget ikke er så bredt. 🙂

Katja Moikjær

Tak Manja 🙂 Nej, jeg har faktisk aldrig prøvet Origins. Jeg synes, det er alt for parfumeret. Desværre

Stine

Jeg bruger Colosés sportscreme – som i princippet er det samme som BB creme, http://colose.dk/shop/sportscreme-let-farvet-204p.html
Colosé introducerede den bare for ca. ti år siden, hvis ikke i er klar over det, så bliver Colosé produceret af den store producent cosmetik producent Cosmetique SA – som udvikler private labels og virkemidler til de store producenter bl.a Loreal, Mavala Clinique
http://www.cosmetique-sa.com/index.php/en/kosmetiklinien.html

Helene Randløv

Hej Stine
Jeg har aldrig hørt om mærket før 🙂
Her på bloggen har vi altid været af den opfattelse at BB, CC og alle de andre bogstavkombinationer er det samme som almindelig farvet dagcreme, som har eksisteret i mindst tyve år (der havde jeg i hvert fald min første).
Colosés valg af ingredienser, gør dog at jeg personligt ville vælge et andet og lidt mere interessant produkt.
Kh. Helene

Cecilie

Hej Pudderdåser!
Jeg overvejer lidt at bestille BB-creamen fra Benefit hjem. Men jeg har ikke erfaring med hjemmesiden lookfantastic.com, og ville derfor høre, om I har prøvet at bestille noget hjem derfra – og om det derfor er en sikker hjemmeside? 🙂
Hilsen Cecilie.

Helene Randløv

Hej Cecilie
Jeg har købt ind hos LookFantastic.com mange gange, og har kun gode erfaringer med service og produkter.
Kh. Helene

iben

De sender desværre ikke Benefit til DK længere. Gælder alle shopsene fra the Hut group. Det kan heller ikke bestilles fra feelunique eller Asos mere

Helene Randløv

Whaaaaat! EEj altså det har jeg ikke opdaget!

iben

Desværre 🙁 opdagede at LF ikke ville her i starten af måneden. Så prøvede jeg feelunique som heller ikke ville. Og så bestilte jeg faktisk fra Asos og fik min blush palette. Men da jeg så for nylig ville bestille en ny gimme brow så gjorde de f*ndme heller ikke mere. Så det er meget nyt og meget trist for os som ikke lige har adgang til det herhjemme.

Helene Randløv

Hej Iben
Æv altså…
Kh. Helene

Anne Katrine

Hej
Jeg er faldet over dette indlæg, da jeg søgte lidt på BB/CC cremer uden parfume.
Hos Kemiluppen kan jeg se at Goshs BB og CC cremer indeholder hormonforstyrrende og miljøbelastende ingredienser. Hvordan forholder I jer til det?
Jeg har fundet to andre muligheder fra henholdsvis L300 og ACO. Har I nogle erfaringer med dem?
Venlig hilsen Anne Katrine

Helene Randløv

Hej Anne Katrine
Vi er meget sjældent enige med TÆNK Kemi, det kan du læse mere om her: En kommentar….
L300 har jeg aldrig hørt om, ACOs kender jeg ikke, men der er silikone i begge to, kan jeg se 🙂
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *