Miljø- og allergimærkede solcremer mangler høj UVA-beskyttelse

20.03.14
Danske solcremer

Danske solcremer

Danske solcremer med miljø- og allergimærker kan ende med at blive et fravalg af høj UVA-beskyttelse. Når producenten både skal overholde kravene fra Svanemærket, Astma- og Allergi Danmark og i nogle tilfælde også Eco-Cert, så er der ofte ikke nogle solfiltre tilbage, der dækker de lange UVA-stråler.

Mærker som Derma, Rudolph Care og Avivir lider alle af det samme problem. Mange af deres solcremer indeholder ingen af de ingredienser, der kan beskytte mod de lange UVA-stråler helt op til 400 nm.

Følgende solfiltre kan beskytte helt op til 400nm, også kaldet UVA1.

  • Titanium dioxid
  • Zinc oxid
  • Avobenzone
  • Mexoryl
  • Tinosorb S
  • Tinosorb M

Hvis ikke en af disse ingredienser er i din solcreme, så får du ikke beskyttet dig mod UVA-stråler i spektret 370nm-400nm (UVA1 er betegnelsen for 340-400 nm).

UVA1 stråler knyttet til hudkræft
Sammenhængen mellem UVB-stråler og hudkræft ved vi meget om. UVB-stråler er dem, du bliver rød eller brun af, og enhver form for solskoldning øger din risiko for hudkræft dramatisk. Faktoren på din solcreme siger alene noget om beskyttelsen mod UVB-strålerne.

UVA-strålerne ved vi mindre om, men nyere forskning knytter de lange UVA-stråler til visse former for hudkræft. Læs mere om sammenhængen mellem hhv. UVA1, UVA2, UVB og hudkræft i blandt andet dette indlæg hos American Academy of Dermatology Association.

De amerikanske myndigheder har lavet en meget fin folder, der forklarer mere om forskellen på de forskellige solfiltre.

Jeg har taget dette skema ud derfra. Som I kan se, så vil vi helst have zink oxid, avobenzone, ecamsule (Mexoryl) og til dels titanium dioxid i en solcreme. Dertil skal I lægge Tinosorb S og Tinosorb M, som er godkendt i EU, men ikke i USA og derfor ikke optræder i denne tabel.

Kilde: epa.gov
Kilde: epa.gov

Kun et enkelt filter tilbage
Problemet opstår, efter Astma- og Allergimærket og miljømærket Svanen har været listen igennem.

De to mineralske filtre titanium dioxide og zink oxid bruges i dag i nanoform og er derfor dømt ude af Svanen. Det er selvfølgelig teknisk muligt stadig at lave solcremer af disse filtre uden at det er i nanoform, men det forekommer sjældent (Dermas Baby-solcreme er en behagelig undtagelse). Resultatet af mineralske solfiltre i ikke-nano form er nemlig den klassiske hvide klistrede spøgelses-solcreme.

Ecamsule (Mexoryl) er et patent, som L’Oreal koncernen har udviklet og ejer. Så det finder du kun hos mærker som La Roche-Posay, Vichy, L’Oreal Paris og de øvrige L’Oreal mærker. Og ingen af dem har hverken blå krans eller svanemærket.

Tinosorb M er dømt ude af svanemærket på grund af dets effekter på vandmiljøet.

Så har vi altså Avobenzone og Tinosorb S tilbage, og før octocrylene-krigen rasede i 2011, var Avobenzone da heldigvis også i mange af de mærker, som jeg startede med at nævne. Men (meget groft sagt) så er det nødvendigt med en lille smule octocrylene for at kunne holde avobenzone stabilt, og dermed forsvandt avobenzone fra de astma- og allergimærkede produkter sammen med octocrylene.

Tinosorb S
Tilbage står vi altså med Tinosorb S som den eneste mulighed for et bredtsprektet UV-filter, hvis du vil sælge solcreme med både astma- og allergimærket og med miljømærket svanen.

Det er heldigvis også i flere af de danske solcremer, men langt fra alle.

EU har nemlig en lovgivning der siger, at UVA-beskyttelsen kun behøver at gå op til 370 nm for at man kan få det runde UVA-mærke, og de regler overholder producenterne jo alle som en.

Men følgende solcremer indeholder IKKE beskyttelse over 370 nm:

Alle Derma solprodukter undtagen Sollotion SPF30 Høj, Ansigtssolcreme SPF 30 Høj, Sollotion SPF30 Høj, Derma ECO baby sollotion SPF30 (indeholder titanium dioxid i ikke-nano form), Solstift SPF50 Høj, Sollotion SPF50+ Meget høj. Ingen af de øvrige produkter fra Dermas solserie, herunder deres Kids-produkter, indeholder beskyttelse mod de lange UVA-stråler over 370 nm.

Ingen af Avivirs Aloe Vera solcremer indeholder beskyttelse over de 370 nm.

Rudolph Care har ingen beskyttelse over de 370 nm udover i følgende tre produkter: Organic Sun Body Oil SPF 15, Organic Sun Face Cream SPF 50 og Organic Sun Stick SPF 50.

De gode alternativer
Hvis du vil have høj UVA-beskyttelse og foretrækker, at din solcreme er mærket med de danske mærker, så er der stadig gode muligheder derude.

Først og fremmest har Matas nu sørget for, at alle deres stribede solcremer indeholder Tinosorb S og dermed kan beskytte helt op til 400nm.

Der er bestemt heller ingen grund til at fravælge de førnævnte solcremer fra Derma og Rudolph Care, der indeholder Tinosorb S.

Der er også mange andre mærker på markedet, som jeg ikke har været igennem, men hvis du har en solcreme, der er mærket med astma- og allergimærket eller miljømærket Svanen, så vend den om og se efter, om der står Bis-ethylhexyloxyphenol methoxyphenyl triazine på den. Det er Tinosorb S.

Er alle de solfiltre nødvendige?
Jeg ved at mange er kritiske overfor at bruge så meget solcreme. Den diskussion vil jeg ikke gå ind i her, men blot minde om igen at unge danske kvinder har europarekord i hudkræft. Antallet af nye tilfælde af hudkræft hos kvinder stiger med hele fem procent om året.

Samtidig er vi rigtig mange kvinder med hyperpigmentering som følge af hormonel prævention eller graviditet, og uden solcreme så forsvinder de ikke.

Der er ingen tvivl om, at det vigtigste er at opholde sig i skyggen, undgå solbadning og solarie og at dække sig til i solen. Men der kan være mange gode grunde til at supplere med en bredspektret solcreme.

Problemet er i sidste ende den samme historie som parabenerne. Det er fint nok at råbe vagt i gevær, når nogle ingredienser kommer under mistanke. Men man glemmer at spørge sig selv: Hvad skal vi så bruge i stedet?

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
70 kommentarer
Kathy

Hej.. Tak for et analyserende indlæg.
– Men nu er jeg så interesseret i.. Hvilken solcremer anvender i Pudderdåser så selv?? 🙂
– Kathy

Charlotte

Kunne da heller ikke drømme om at skifte La Roche Posay solprodukter ud, med noget som helst andet 😉

Pernille

Hvilken hudtype har du i ansigtet? Når du bruger det mærke, du snakker om 🙂

Sana

Kan i anbefale en solcreme til ansigtet der trænger hurtigt ind og ikke efterlader ansigtet fedtet? Der er intet værre end de solcremer der får ansigtet til at føles fedtet, især om sommeren..

Yvonne i

Hej sana
Jeg bruger vichy fra apoteket.
De har en super go solcreme til ansigtet den er dry lige efter du har smurt den ind.

Sofie

Kære dåser.
Jeg har en ide til et indlæg, som jeg synes kunne være meget interessant, hvis I havde lyst til at undersøge og skrive om.
For hvordan er det med de der ret så bekostelige hårbørster med vildsvinehår fra Mason Pearson … Jeg mener, kan lige præcis den børste noget bestemt som andre børster med vildsvinehår/naturhår ikke kan?
Det kunne være interessant, at høre jeres vurdering af det.
Tak for fantastisk informativ, grundig, nuanceret og ikke mindst underholdende blog.
Sofie

Katja Moikjær

Hej Sofie. Jeg vil faktisk rigtig gerne skrive om Mason Pearson, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at bruge så mange penge på at købe en 😀 Kh. Katja

Miccer

Jeg synes da lige at denne artikel er relevant for, hvorfor man bør huske solcremen! Det er helt utroligt hvad sol kan gøre, når man ser på dette billede i artiklen 🙂
http://videnskab.dk/krop-sundhed/opsigtsvaekkende-snapshot-afslorer-mork-side-af-solen

Anne L

Hvad med solcreme omkring øjnene? Det svider nemlig så meget, synes jeg. Er det nok med solbriller som beskyttelse?

Katja Moikjær

Hej Anne
Du skal have fat i en med mineralsk filter. Prøv at læse her: https://pudderdaaserne.dk/2013/07/18/mineralsk-solfilter-til-sarte-hoveder/
Kh. Katja

Pernille S

Interessant blogindlæg. Uanset hvad der kan være ret og vrang, så er det betryggende med en guideline for os forbrugere. Jo større indsigt, desto større mulighed for et sikrere produktvalg. Hurra for Pudderdåserne’s grundighed 🙂

Katja Moikjær

Tusind tak Pernille 🙂

Selma

Tak for endnu en fantastisk artikel. Skal jeg læse det sådan at Tinosorb S kun findes i Rudolph Cares Organic Sun Body Oil SPF 15 og ikke i Organic Sun Body Oil SPF 30?

Katja Moikjær

Ja.

Christine

Hej Dåser,
Super indlæg! Og nu spørg jeg nok dumt, men hvornår skal man egentlig hive solcremen frem? Selvfølgelig til sommer når solen skinner, men… Hvad med her i foråret? Der er jo nogen der siger at man burde bruge det hver dag, men jeg synes det lyder lidt voldsomt i Danmark.
Knus

Katja Moikjær

Hej Christine
Det er der ikke noget entydigt svar på. Jeg ville nøjes med om sommeren, men ikke alle er enige 🙂
Kh Katja

sofie

Kære pudderdåser.
Jeg håber i kan opklare følgende for mig.
Jeg har nu nærlæst INCl listen på min Derma sollotion SPF30 høj og jeg kan simpelthen ikke se hvilke af de solfiltre der er i, der skulle være et af de ovennævnte der beskytter mod UVA1? Så vidt jeg kan se er der tale om: Diethylamino Hydroxybenzoyl Hexyl Benzoate, Ethylhexyl Triazone og Diethylhexyl Butamido Triazone. i den litteratur jeg har kigget på, står der at disse filtre beskytter mod UVA2? er dette forkert eller har jeg overset et filter der beskytter mod UVA1?
På forhånd tak for hjælpen 🙂

Katja Moikjær

Kære Sofie. Du har helt ret. Den beskytter ikke mod UVA1 stråler. Som jeg også skriver i indlægget 🙂 . Kh. Katja

sofie

Nu er jeg forvirret.. 🙂 I indlægget skriver du
“Men følgende solcremer indeholder IKKE beskyttelse over 370 nm:
Alle Derma solprodukter undtagen Sollotion SPF30 Høj…” osv.
Det læser jeg netop som om at den beskytter mod UVA1 stråler?

Annette Ritz

Jeg er også forvirret omkring det med Derma Høj 30 – for læser det i artiklen som om netop den beskytter

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *