Re-post: Akne og bumser – sådan slipper du af med dem

25.06.12

Vi får mange spørgsmål om især akne og bumser, og jeg vil benytte mig af chancen, til at re-poste disse tidligere råd, som jeg skrev om for et godt stykke tid siden. For der er ikke meget nyt under solen der. Mit første og altoverskyggende råd generelt er, at akne og udbredte bumser er en hudsygdom og skal behandles som sådan. Det vil sige hos lægen, og hvis ikke han kan hjælpe, så hos hudlægen.

Det er ikke en kosmetik-opgave, det er ikke en kosmetolog-opgave. Det er en læge-opgave. Så gå til lægen, hvis du ikke umiddelbart kan løse dit problem med håndkøbspræparater. For der findes mange effektive præparater på recept.

Virkningsløse produkter
Hvis du er plaget af bumser, har du sikkert prøvet rigtigt mange forskellige kosmetiske produkter. Og du har sikkert også opdaget, at langt de fleste overhovedet ikke virker. Hudpleje er en jungle for bumseplagede, og langt de fleste producenter af hudpleje svigter, når det kommer til at lave en effektiv kur.

Få stoffer med dokumenteret effekt
Der findes ganske få stoffer, der har en dokumenteret effekt mod akne. Hold dig til dem og spring over produkter, der lover mirakler med ingredienser, de selv har fundet på. Typisk en meget sjælden plante fra et eksotisk land? Det virker ikke.

Drop smarte ansigtsvaske
En anden ting, der er vigtig at huske er, at du skal gå efter produkter, der bliver på huden. En ansigtvask for eksempel har minimal effekt på akne, du vasker den jo af med det samme. De gode produkter er dem, man smører på huden og lader sidde, så stofferne har tid til at virke.

De stoffer, du kan købe i håndkøb, der virker er:

Salicylsyre
Salicylsyre er en meget mild kemisk peeling, der virker godt mod milde tilfælde af bumser. Salicylsyre er i årevis blevet brugt af hudlæger mod bumser, da det både eksfolierer huden og har en mindre antiinflammatorisk virkning. Bliver desværre ofte brugt i produkter, der er fyldt med alkohol, hvilket kan udtørre huden.

Anbefalede produkter:
MD Formulations Vit-A-Plus Night Recovery Complex (indeholder både salicylsyre og AHA
Paulas Choice har flere produkter med salicylsyre (også kaldet BHA)

AHA – Glycolsyre
Glycolsyre og andre AHA kan ligesom salicylsyre eksfoliere huden og kan fremme udviklingen af nye, raske hudceller. Det er effektivt mod mildere former for akne.

Anbefalede produkter:
MD Formulations har mange produkter med Glycol Syre
Peter Thomas Roth har også mange
Avene Cleanance K (indeholder både salicylsyre og AHA) – kan købes på apoteket

Basiron
Hvis AHA eller Salicylsyre ikke er nok, kan du supplere med Basiron, som du kan købe i håndkøb på apoteket. Det er et håndkøbslægemiddel som indeholder benzoylperoxid, som virker mod de bakterier, der skaber bumserne. Det er det eneste håndkøbslægemiddel, der findes. Kombiner det gerne med et præparat med enten AHA eller salicylsyre. Læs indlægssedlen og vær opmærksom på, at det har en irriterende vane med at afblege hovedpude og håndklæder. Så gem de pæne tekstiler væk til en anden gang.

Receptpligtige lægemidler
Hvis du er plaget af akne, så tøv ikke med at gå til lægen. Der findes mange effektive midler på recept, for eksempel tretinoider, antibiotika mm. Som sagt, akne er en hudsygdom og som sådan en opgave for en læge og hvis ikke din praktiserende læge kan løse problemet for dig, så kan han viderehenvise dig til en hudlæge, der er specialist i lige præcis det.

De receptpligtige midler er typisk cremer på recept af forskellig slags, antibiotika i forskellige former eller som en ofte sidste mulighed tabletter med isotretinoin, som er yderst effektivt, men kan have en del bivirkninger, mens det står på i form af blandt andet meget tør hud. Derudover må man aldrig tage det, når man er gravid på grund af alvorlig risiko for misdannelser. Men hvis du er hårdt ramt af akne, kan dette være løsningen, der for alvor kan hjælpe. Men de receptpligtige midler er netop det, du skal til lægen vedrørende.

Du behøver IKKE fugtighedscreme
En af de største misforståelser er, at alle hudtyper behøver ekstra fugt i form af en fugtighedscreme. Salgspersonalet ved kosmetikskranken vil utroligt gerne sælge dig en fugtighedscreme specielt til fedtet hud. Lad være med at falde for det. Fugtighedscreme tilfører huden fedt, og hvis din hud er fedtet har den ikke behov for det. Hvis du har fedtet hud, men ikke kan leve uden en fugtighedscreme, så vælg en der er let og ikke blokerer porrerne. Du kan for eksempel nøjes med at bruge den på de dele af dit ansigt, der ikke er fedtet.

Stædige små sataner
Husk at have tålmodighed. En bums’s levetid er cirka 4-6 uger, så det kan tage lige så lang tid, før du kan mærke en effekt.

Og så for os kvinder
Så er det tit et tegn, at hvis dine bumser især sidder på ryg og omkring hagen, at det er hormoner, der er på spil. Så kan det fx. være oplagt at læse mere om PCOS og se, om du har nogle af de andre symptomer. Under alle omstændigheder, så kan visse typer p-piller og andre hormoner også være effektivt. Og igen visse typer hormonel prævention og andre hormonelle ændringer i forbindelse med fx. graviditet (og selvfølgelig puberteten) kan fremprovokere akne. Hormoner er en meget vigtig faktor at tage højde for.

Mythbusting
Bumser:

-kommer ikke fordi du spiser usundt
-kommer ikke af dårlig hygiejne
-forsvinder ikke i solen
-KAN til gengæld komme af at bruge de forkerte hudpleje produkter
-er styret af dine hormoner

Kilder: cosmeticscop.com, britishskinfoundation.org.uk, acne.org, aad.org, netdoktor.dk

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
73 kommentarer
Anna

Jeg ved godt, at dette er et lidt gammelt indlæg, men bare et lille tip. ELF makeupserie har lavet en såkalt zip zapper, altså en pen med noget væske, som man putter oven på sine bumser. Jeg kan se den indeholder 1% salicylsyre. Desværre også alkohol. Jeg har ikke selv prøvet den, men den har fået rigtig gode anmeldelser på hjemmesiden (http://eyeslipsface.co.uk).
Her er indholdslisten: Salicylic Acid 1% OTHER INGREDIENTS: Water, Witch Hazel (Hamamelis virginiana) Distillate, Alcohol, Melaleuca Alternifolia (Tea Tree) Leaf Oil, Polyacrylamide, C13-14 Isoparaffin, Laureth-7, Cinnamomum Camphora (Camphor) Bark Oil

Anne

Hej anna,
Jeg har købt den fra Elf og er bestemt ikke imponeret! Den får min hud til at skalle, men bumserne bliver hvor de er…
Nu har jeg i stedet købt en Avene Cleanance Stick, som er langt mere effektiv 🙂

maria

Hej pudderdåse.. jeg har haft acne, men er blevet behandlet for det med nogle tabletter der indeholder A-vitamin.. en kur på 6 mdr… nu døjer jeg med ekstrem tør hud der skæller af… mine talgkirtler er jo ødelagt … hvad kan jeg gøre ?

Pudderdåse Katja

Kære Maria. Det er desværre normalt efter roacutan-behandling. Heldigvis er det ofte det værd, fordi det er så effektivt mod akne. Prøv at læse dette indlæg, især kommentarfeltet: https://pudderdaaserne.dk/2012/06/17/sporg-pudderdaserne-3/

J

Jeg vil bare lige sige, bumser ER styret af hormoner, så det er altså ikke en myte. Det er pga. man er mere følsom i talgkirtlerne over for kønshormonerne, Og solen kan godt hjælpe en smule, nogle hudlæger anbefaler endda lysbehandling. Dårlig hygiejne kan godt være en faktor, hvis du ikke vasker fx. ryggen hverdag eller hvis du vasker mere end 2 gange om dagen. Mht. Forkerte hudlpeje produkter, nogle produkter renser huden ud først, hvilket kan tage op til måneder, kommer an på tyk din hud er, men det vil få din hud til at slå ud, og du kan ikke sige om produktet virker eller ej før efter 21 dage, da det tager 21 dage for nye hudceller at danne. Og nej det er rigtigt det ikke kommer af at du spiser usundt, men spiser du for meget olie, og nogle endda mælkeprodukter, eller får du ikke nok zink, omega 3, vitaminer, etc, så kan det have en stor effect. Så synes du burde uddybe din “mythbusting” nået mere…

Pudderdåse Katja

Hej J
Du misforstår mig – jeg skriver at bumser ER styret af hormoner. Det er nok nærmest det sikreste vi ved om bumser. At hormoner er noget af det mest afgørende for akne.
Dette er et gammelt indlæg, omend jeg absolut mener det, der står. Jeg har dog skrevet mere senere fx: https://pudderdaaserne.dk/2013/08/06/tirsdagstip-sammenhaeng-mellem-maelk-og-akne/
Zink er jeg absolut enig med dig i – jeg har også et indlæg på vej om det.
Men du må for guds skyld ikke tro, at jeg mener at bumser og hormoner ikke hænger sammen. For det gør de – som fod i hose.
Kh. Katja

Simone H.

Hej pudderdåserne 🙂
Tak for en dejlig informativ side! Jeg er selv 28 og indenfor de seneste 3-5mdr blevet plaget meget af bumser.
Jeg har altid været plaget af bumser on/off, men det har været før 20’erne.
Efter jeg fik min datter er det dog hold op, men nu vendt tilbage og jeg er ved at blive sindssyg!!
Jeg har det kun på min kæbe og et par enkelte op ad kinderne. Da jeg kan læse flere steder at det skulle være hormonelt betinget, har jeg i desperation forsøgt mig med mine P-piller igen, selvom jeg helst er fri. Resultatet har dog ikke vist sig endnu.
Har du nogle gåde anbefalinger til produkter som kan hjælpe på min situation? Jeg synes ikke decideret jeg har fedtet hud, tvært i mod.. Nogle gange er den tør og stram. Hvis jeg fx vasker mig med alm sæbe føles min hud et nr for småt. Jeg har prøvet med A derma serien, den lyserøde, fra apoteket og den får min hud til at føles behagelig (den er uden sæbe), men jeg synes ikke jeg kan finde en creme som hjælper med bumserne.
Gode råd modtaget med kyshånd!! 🙂
Hilsen Simone H.

Katja Moikjær

Kære Simone
Vent på at p-pillerne virker – det lyder hormonelt. Og hormonelt betinget akne kender jeg ingen anden kur mod. Sorry!
Bortset fra, at når du taler om at de kun sidder på hagen, så får jeg lyst til at vise dig dette: https://pudderdaaserne.dk/2013/03/27/bumser-pa-hagen-og-omkring-munden-perioral-dermatit/ Er du HELT sikker på, at det er bumser?
Kh. Katja

Tina

Hej pudderdåser. Har lige et enkelt spørgsmål. Min hud er for tiden meget uren, mest hudorme men indimellem også bumser. Det er irriterrende, så nu vil jeg gøre noget. Spørgsmålet er, om det bliver for meget, hvis jeg både bruger en ansigtsvask med salicylsyre og Avenes Cleanance K creme. Håber I kan hjælpe. Venligst Tina

Katja Moikjær

Kære Tina
Ansigtsvasken med salicylsyre vil sandsynligvis være spildt. Du får ikke noget ekstra ud af det. Nøjes med Avene.
Kh. Katja

Pernille

Hej Pudderdaaserne
Har lige læst nogle af de opslag der er her inde på siden og må siger jeg er lidt forvirret.
Jeg døjer med hudorme på næsen og i panden ikke de store bumser men mest mange hudorme. Har prøvet dvs produkter og syntes intet har virkede og vil snart gerne have en pæn hud. Jeg har parfume allergi og bestemte her for en månede tid siden at gå over til at vase mit ansigt med en våd vaskeklud morgen og aften og så en dag og nat cream uden tilsætnigsstoffer syntes det virker fint men kan simpelhent ikke få mine hudorme væk.
Har i nogle gode råd er på bar bund og er næsten opgivende:)
Hilsen Pernille

Katja Moikjær

Kære Pernille
Hverken almindelig creme, vaskeklud eller ansigtsvask kan fjerne hudorme. Prøv at læse her: https://pudderdaaserne.dk/2013/12/28/kemisk-peeling-til-daglig-brug-aha-bha-lha-pha/

Caroline

Hej Pudderdåser!
Af en eller anden grund, føler jeg mig mere tryg af at stille spørgsmål til jer, end personalet i Matas (som op til flere gange er uvidende ungarbejdere) Jeg er en pige på 17år som i lang tid har døjet med en masse hudorme på næsen, og bumser, få store, og nogle som er mindre, og nogle røde prikker (tror det er ar) på hagen, som det eneste sted jeg har haft urenheder. Men det seneste måned, er det begyndt at dukke op på kinderne, og få i panden. Problemet er bare at jeg har en tør hud på kinder, hvor jeg før havde en fedet T-zone. I November fik jeg en teenagebehandling, hvor min hud, blev virkelig ødelagt, med en masse ar, og rødme. Der efter prøvede jeg så Clinques 3-trinssæt, hvor jeg somsagt skriver at blevet værre. Har derfor overvejet om jeg skal prøve Avéne hudpleje sortiment. Har i hørt noget om det før?
Af hensyn til Makeup, har jeg i nærmest et år, brug Garnier BB-creame mod fedet hud. Har den BB-creame mistænkt for at forsørge mig med flere urenheder. Men har fået sparet sammen og vil investere i MAC’S Face and Body Foundation, da den ikke skulle være så lukkende (hvis i forstår) tror den vil være god mod den hud jeg har? Mit sidste spørgsmål: Har i andre mærker som i kan anbefale?
Knus Caroline

Svenn Erik

Mine to drenge har været plaget af bumser i længe, og vi blev anbefalet ACO spotless serien. Det har ikke fjernet alle bumser, men det har været med til at sænke hvor mange de render rundt med. Jeg tror ikke på at der findes et mirakelmiddel mod bumser, men det kan nedtones.
Vi købte ACO spotless online på ACO spotless er en serie fra Cosmea der er fremstillet for at stille dig godt i kampen mod bumser. Det har virket ret effektivt for mine sønner. Det er ikke en magisk kur hvor det bare forsvinder, men regelmæssig brug af ACO produkterne, har bevirket væsentlig færre bumser.
Det kan købes hos apotekeren her – http://www.apotekeren.dk/aco-spotless.aspx

Karen

Jeg er 36 og har døjet med bumser siden jeg var teenager, både i ansigt og på ryggen. Jeg har prøvet alt hvad der findes på markedet af diverse midler og produkter, både lægemidler og kosmetiske løsninger, og jeg kan med største vished sige, at det virker ikke! Der kan være en kortvarig effekt, men efter et stykke tid kommer bumserne altid tilbage.
Det enste der nogensinde har virket for mig er kostændringer, og det virker for langt de fleste der forsøger sig med det. Læs evt. her om alle de mange gode erfaringer, der findes med kostændringer mod acne:
http://www.acne.org/messageboard/topic/172158-success-compilation-thread/
Og her mere generel info:
http://www.acne.org/messageboard/forum/16-diet-holistic-health/
I store træk er det der virker for rigtig mange at holde sig fra mælkeprodukter, gluten, sukker og generelt store insulinudsving. Hvis man holder sig til lav GI/GL diet med næringsrig mad, så vil acne problemet løses i langt de fleste tilfælde. Læs evt. mere her: http://www.acne.org/messageboard/topic/230714-good-things-for-the-many-factors-that-lead-to-acne/

Anonym

Jeg vil bestemt ikke anbefale at bruge hverken antibiotika eller andre stærke sager, der kræver en recept fra lægen. Det kan ende ud i årelange maveproblemer. Tag det fra en, der har oplevet bagsiden af medaljen. Lige så effektivt det kan være, lige så hårdt kan det være for hele dit helbred. Antibiotika fjerner nemlig ikke kun de dårlige bakterier i tarmfloraen, men også de gode, der holder de dårlige væk. Antibiotika bør kun bruges i kortere perioder, og bruges på grund af sygdom. Jeg er enig i, at akne skal behandles indefra, men ikke af så stære sager som antibiotika, som typisk bliver benyttet i flere år i behandling af akne. Bumser kommer på grund af hormonelle ubalancer, og dem kan du komme i bugt med igennem den rette kost. De fleste reagerer på gluten, sukker og mælkeprodukter, og fjerner du en eller flere af de ting, vil de fleste have en forbedring inden for 2-3 måneder. Det kunne også være en ide at tage et smut forbi lægen, og tjekke for eventuelle mangler på vitaminer og andet. Det kan være svært med livsstilsændring, men det er det værd, hvis man er meget plaget af akne. Receptlig medicin fra lægen kan virke som den nemmeste og hurtigste løsning, men det er bestemt ikke det værd at gamble med sit helbred. Jeg var 13, da jeg første gang fik antibiotika mod akne, og selvom jeg ikke har rørt det siden jeg var 15, har jeg i en alder af snart 18, stadig efterbivirkninger. Det smadrer mildest talt tarmsystemet, og nogen oplever det først år efter behandlingen er slut. Jeg synes virkelig I skal overveje, hvad det er I anbefaler, for selv den reneste hud er ikke værd at have, hvis det er til bytte med et dårligt helbred.
Med Venlig Hilsen en bekymret læser, der har lidt af akne siden de spæde teenageår (10-11 år)

Anonym

Hej, altså jeg fik behandling med Isotretinoin, er det det samme du fik? Jeg oplever nemlig, og har haft det sådan i 1-1 1/2 måned, tarmproblemer. Jeg er stoppet med behandlingen for godt 2 uger siden, og som sagt har det stadig som problem at jeg har svært ved at komme ordentlig på toilettet, er dette også det du har problemer med?? Det er meget vekslende, nogle dage har jeg hård mave, andre dage ikke, meget vekslende. Og må sige det bekymre mig lidt, da man oven i det kan opleve vekslende afføring ved tarmkræft, og jeg er en meget paranoid person, så kan flere gange tænke er det det der er galt med mig. Men så læste jeg dit indlæg her, og blev så i tvivl om det “bare” er grundet min behandling?

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *