Jeg er blevet spurgt flere gange den forløbne uge om, hvilke mærker jeg kan anbefale til allergikere – primært parfumeallergikere. Dem, der spørger mig om den slags, er ofte trætte af tørre og kedelige farver øjenskygge fra mærker, de markedsfører sig selv som allergivenlige.
Men den gode nyhed er, at man med en smule forsigtighed og ved at lære lige at vende ingredienslisten om kan bruge også de gængse mærker. Der er mange af de større mærker, der ikke indeholder hverken parfume eller de allergifremkaldende konserveringsmidler.
Gode mærker til parfumeallergikere
Den gode nyhed, som kom bag på de to allergiramte kvinder, jeg har talt med om emnet den forløbne uge, er, at MAC er super allergivenligt på mange produkter, når det handler om parfume og konserveringsmidler. Det er meget, meget længe siden, jeg har set noget som helst problematisk på en ingrediensliste fra et makeup produkt fra MAC (deres hudpleje skal du holde lidt skarpere øje med stadig).
Og med god grund, MAC har de forløbne år skiftet mange ingredienser ud og skiftet politik på området, så de nu er i gang med en udfasning af parfume, de fleste parabener osv. Det mest brugte konserveringsmiddel, jeg har set hos MAC er phenoxyethanol, som de fleste allergikere kan bruge, og langt langt de fleste produkter hos MAC er uden parfume. Du skal hovedsageligt passe på hudplejeprodukterne, hvor enkelte stadig er parfumeret og ellers lige dobbelttjekke bag på æsken før du køber – der kan stadig være enkelte produkter, der ikke er ændret.
Af andre gode uparfumerede mærker er selvfølgelig Clinique, og så vil jeg i det hele taget gerne aflive den skrøne, at den store kosmetikindustri laver produkter med grimme ingredienser. Der er masser af gode, milde og uparfumerede produkter hos fx. L’Oreal og Maybelline med milde konserveringsmidler. For eksempel indeholder de to Pudderdåse-favoritter Superstay 24hr foundation og The Colossal mascara hverken parfume eller allergifremkaldende konserveringsmidler. Med en smule omtanke behøver du ikke ty til særlige mærker, hvis du er parfumeallergiker.
Verdens bedste øjenskyggeprimer er også meget mild på ingredienslisten.
Nikkel og farvestoffer
I forhold til farvestoffer er det lidt mere kompliceret. Makeup indeholder jo i sagens natur farvestoffer og pigmenter – ellers ville der jo ikke være meget sjov.
Det mest almindelige problem er nikkel. Der er nikkel i jernoxid (iron oxide på ingredienslisten), som typisk bliver brugt i sorte produkter som for eksempel mascara og flydende sort eyeliner. Hvis du er nikkelallergiker, vil du måske opleve at reagere på denne slags produkter.
Du kan ikke se på ingredienslisten, om der er nikkel i produktet. Nikkel er et rest-produkt af jernoxid, og det er ikke til at se, om det er der eller ej. Du kan vælge brun mascara og eyeliner, hvilket kan hjælpe. Ellers har Jane Iredale og La Roche-Posays mascara og eyelinere ry for at være gode til nikkelallergikere (jeg har hørt en hudlæge anbefale Jane Iredale til nikkelallergikere).
Hvis du reagerer på farvestofferne i øjenmakeup, så gå efter mascara og eyeliner i andre farver end sort. Pas på øjenskygger i lilla, rød og blå.
Konserveringsmidler
Den store parabeneforskrækkelse har desværre medført, at jeg ser flere og flere producenter som reklamerer med “ingen parabener” bruge de gammeldags formaldehydspaltende konserveringsmidler. Det er ikke godt, for i modsætning til parabenerne er de allergifremkaldende.
Parabenerne kan man være allergisk overfor, men det er meget sjældent. Hvis du er allergisk overfor et konserveringsmiddel, er der ikke rigtigt anden vej end at lære at læse ingredienslisten og finde det. Og pas på selv de såkaldte ‘naturlige’ produkter! Der har jeg set et par eksempler med formaldehyd spaltere for nylig til gengæld for at de kunne reklamere for at de var “uden parabener”.
Køb fra mærker med returret
Jeg foretrækker at købe fra mærker som MAC, Bobbi Brown, Kiehl’s (der er også flere), og det er ikke kun fordi, jeg godt kan lide produkterne. Det er også fordi, jeg ved, at hvis jeg reagerer på produktet, de sælger mig en farve, der er forkert eller lignende, så kan jeg reklamere og få den byttet. Det kan man ikke i Matas, og det synes jeg er vigtigt at nævne i denne sammenhæng.
Og så dem du skal undgå
YSL, Chanel, Yves Rocher og Dior er notoriske for at parfumere deres makeup-produkter. Der er parfume i selv deres mascara. Så don’t go there, hvis du er sart.
Hvad bruger I til sart hud?
Mine øjne løber i vand ved brug af øjenskygge, også Mac/Clinique. Til gengæld bruger jeg Diors Show Mascara uden problemer.
Nogen gode råd til øjenskygge/streg? Jeg har prøvet et hav, og om det er lidt eller meget øjen makeup er lige meget, så løber mine øjne i vand fra den ydre (? Slutningen af øjet) øjenkrogen indtil jeg ikke har mere make up på. Mascaraen hat jeg ingen problemer med.
Hej Hilda
Har du nogen idé om, hvad du reagerer på? Sker det med alle farver og konsistenser af øjenskygger?
Kh. Helene
Jeg kan se opslaget her er gammelt, men kom alligevel til at tænke på læbestifter.
Jeg får forkølelsessår af mange former for læbestifter, men min læge kan ikke finde ud af hvad der fremkalder dem. Hun mener jo det er en form for allergi overfor en eller flere ingredienser, så jeg tænkte om I kan nævne ingredienser der måske kan give den form for problemer ?
Ved ikke om i stadig svarer på kommenterer på dette opslag ..
Kære Nina. Jeg er ked af det, men det er uden for vores ekspertiseområde. Jeg kan ikke hjælpe dig. Det eneste, jeg tænker på, er, om det kan være en gammel læbestift du “smitter” dig selv med, hvis du har brugt den, mens du har udbrud? Men hvis hun mener det er allergi – kan hun så ikke lave en lappetest på dig?
Kh. Katja
Hej Hilda
Hver gang jeg bruger make up får jeg dagen efter diverse bumser. Jeg renser min hud og aftenen og bruger en bumsecreme som hedde basiron. Jeg bruger mærket MAC for det meste. Men tænker om jeg måske kan være allergisk overfor noget i deres foundation eller consealer. Kan det være en allergisk reaktion? Hvad ville du gøre?
Hilsen Maria KJ
Jeg leder efter en god foundation – dog har jeg utrolig sart hud. Jeg har fx lige pt et produkt fra youngblood (blush) som er for gammel, men som jeg stadig har brugt. Jeg bliver varm og rød efter påførelse, men det er hurtigt væk igen – dog stadig irriterende. Men i hvert fald vil jeg høre, om i har nogle foundations i vil anbefale til allergisk og sart hud 🙂
Hej, jeg har nikkelallergi og har svært ved at tåle sort mascara, men Lancome’s Definicils mascara i sort har jeg ikke problemer med 😀
Hej Hanne Louise
Det er jo bare fantastisk!
Kh. Helene
Hej,
jeg har for et år eller to siden, læst om neglelak og nikkelallergi (og kobolt) og I anbefalede bla. Nilens jord og La Roche Posay, men jeg kan ikke finde artiklen nu.
Jeg vil høre om der er nyere mærker os nikkel/koboltallergikere kan tåle ? Især kunne jeg godt tænke mig at finde en top coater jeg kan tåle.
Kan I hjælpe med det ?
Kære Rikke. Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe, men det er umuligt for os at se indholdet af nikkel og kobolt i et produkt. Det kræver en laboratorietest. Vi har derfor kun kunnet henvise til andre, der har lavet disse tests – for eksempel TÆNK, der engang brugte ressourcer på det. Det er desværre meget længe siden sidst.
Du siger topcoater – hvad tænker du på?
Jeg har desværre ikke nogle gode råd, men jeg kan ikke tåle makeup og de fleste cremer rundt om øjnene. Jeg ved ikke hvad det er jeg reagerer på, men når man heller ikke kan tåle Clinique ved øjnene, vil du så anbefale at prøve MAC? Vh Naja
Hvordan reagerer du helt præcis? Er det al makeup? Eller kun mascara?
Hej. Jeg har nikkelallergi. Det betyder at der er rigtig meget makeup jeg reagerer negativt på. Har forsøgt mig med forskellige mineralpudder, og dem reagerer jeg også negativt på. De indeholder alle iron oxide (CIxxxx). Jeg har endnu ikke fundet et mærke hvori der ikke indgår iron oxide. Har I? På forhånd tak.
Mvh Pernille Jensen
Hej Pernille
Nej, det er jeg ikke umiddelbart stødt på. CI XXXX er jo farvestofferne, der sørger for farven i makeuppen. Er du sikker på, at det er alle stofferne, du ikke tåler? Jeg tænker umiddelbart, at det kunne være den sorte CI 77499, du reagerer på. Så i første omgang ville jeg forsøge at undgå den. Ellers ville jeg tage en skriverunde til de forskellige mærker og bede om en liste over de af deres produkter uden.
Kh. Helene
Hej igen. Det vil jeg gå videre med. Tak for svar.
De bedste hilsner Pernille
Velbekomme, jeg håber, at det virker!
Kh. Helene
Det er ikke mascara. Det er pudder og foundationen og renseservietter, jeg reagerer på. Får røde øjne, der svier og løber i vand. Vh Naja
Hej
Jeg er pludselig blevet allergisk overfor mascara. Har nu indkøbt en brun fra Lovina ( godkendt af astma og allergi forbundet og en brun fra Nilens Jord. Men reaktionen er det samme – hævede røde øjenlåg, der revner.
Jeg er så presset over det fordi jeg er så lys og synes mit ansigt flyder helt ud. Hvad pokker kan jeg gøre? Har overvejet last extensions men frygter at jeg vil reagere på limen. Nogle tips?
Bedste hilsner Anne Mette
Hej Anne Mette
Hvad er du allergisk overfor? Er det nikkel? Bivoks (så vælg vegansk)? Noget helt andet? Jeg ville gå efter Allergy Certified, men det hjælper ikke, hvis du har fået en allergi eller er blevet overfølsomhed. Da jeg selv er voldsomt allergisk overfor limen… og jeg i øvrigt ikke bryder mig om hverken looket, prisen eller besværet, vil jeg selvfølgelig ikke anbefale lash extensions. Hvad med farve? For eksempel Depend, den er drøngod.
Kh. Helene