Om krop, vægt og folk der skal passe deres egen næringsvej

10.02.12

Katja, nytår 2008

Jeg bliver lige nødt til at kaste lidt opmærksomhed i Katrines retning. For hendes indlæg i dag synes jeg er noget af det bedste, hun har skrevet.

Alle, der synes, at Katrine (eller Kia eller Ditte eller nogen af de andre labre siv, der får den slags tåbelige kommentarer) er blevet for tykke, kan komme her, så skal jeg sætte mig på dem. Jeg vejer nemlig 87 kilo, er 182 høj og har et BMI på 26 og er derfor pr definition stadig overvægtig (selvom jeg er en tredjedel mindre end på billedet fra 2008 ovenfor, hvor jeg sjovt nok OGSÅ havde det rigtig godt med mig selv). Helene sætter sig øverst, så vi kan mase til, hendes BMI er højere end mit (tror jeg nok, vi er ret ligeglade begge to).

Luk nu arret!
Og hvad sker der for folk, der kommenterer andres vægt? Efter jeg har tabt mig er jeg blevet spurgt et par gange af velmenende folk, hvad de skal gøre ved den og den ven eller kollega for at gøre dem opmærksomme på, at det nok er en god ide, at de tænker lidt på vægten.

Øh… Jeg tror nok, din gode ven er mere end pinligt klar over problemet selv. Du skal nok bare lukke arret, tie helt stille og vente på, at vedkommende selv beder om hjælp.

Et par stykker, hvis navn jeg ikke skal nævne, gjorde det også, da jeg vejede mest. “Søde Katja, jeg har tænkt over det her, og jeg synes, du skal vide, at du nok skal gøre noget ved din vægt”.

“Guuuud er det rigtigt? Jeg havde søreme slet ikke selv opdaget, at jeg har taget 35 kilo på! Ej hvor er jeg glad for, at du fortæller mig det, jeg havde slet ikke selv set det…” (Indsæt selv ironi).

Katrine, du er et smukt menneske både udenpå og indeni, og folk skal lære at lukke arret!

I øvrigt synes jeg, at det er et interessant fænomen, at ud af de mange hade-kommentarer vi får (det gør alle bloggere), så har vi aldrig fået en om, at vi er fede og grimme (selvom vi rent faktisk ER fede i modsætning til de andre lækre sild, der er omtalt her). Vi har aldrig fået en eneste grim kommentar på vores udseende. Til gengæld bliver vi ofte i anonyme kommentarer beskyldt for at være uvidende, dumme, ikke researche og ikke at have forstand på det, vi skriver om. Hvorimod de smukke kvinder bliver beskyldt for at være fede og grimme. Kan man heraf konkludere, at den slags hade-kommentarer måske handler mere om afsenderen selv?

 

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
30 kommentarer
Sacha

Åh ja… pas eget fodertrug (ja, jeg er ikke helt så høflig) og lad mig spise min isvaffel med fire kugler i fred!
Sådan havde jeg det, da min vægt på sit højeste også selvom jeg kun lige lå omkring de 30 i bmi.
Begynder man at fortælle omkring sig, at man har gang i et vægttab, så kommer der gerne stikpillerne eller blikkende der siger: Må du virkelig godt spise det der, eller du skulle måske vælge vindruer i stedet for den der chokoladebar.
Men okay, hvis folk ikke kommenterer på vægten, så er det noget andet.
Her har det været hvorfor jeg ikke farvede øjenbryn eller hår… og det er sagt direkte til mit ansigt.
Kvinde er kvinde værst – hvis man spørger mig.

Malene

Da jeg var teenager var jeg MEGET tynd. Måske fordi jeg skulle gro de 183 cm jeg er endt på. Min sundhedsplejerske beordrede mig til at drikke sødmælk – minimum 1L om dagen – og så skulle jeg have en alvorlig snak med min egen læge. Som sagt, så gjort. Min mor og jeg tog til lægen for at få en snak om hvordan jeg tog på. Lægen kiggede på mig 2 sekunder, derefter min (ganske almindelige og næsten lige så høj som mig) mor i 2 sekunder, og så sagde han “Hvordan så du ud da du var teenager” (henvendt til min mor), hvorefter vi blev enige om, at sundhedsplejersken da vist ikke var helt klar over, hvordan kroppen udvikler sig.
Det jeg vil sige er, at selvfølgelig er det vigtigt, at man er opmærksom på både overvægt og undervægt i skoler, sundhedssystemer mv. Men det vigtigste er sgu da at tænke på sundhed og selvværd. Hvis min sundhedsplejerske havde brugt 5 min på at tale med mig i stedet for at problematisere min vægt, ville hun straks vide, at hele min familie er høj, og at vi altså voksede så hurtigt, at vi ikke kunne spise nok. Og at jeg havde et fint og normalt forhold til mad. Det har jeg heldigvis stadigvæk, selvom jeg da heldigvis er blevet et par kilo eller 10 større.

Annette

Efter mit første besøg hos skolesundhedsplejersken, blev mine forældre hurtigt mistænkt at sulte mig. Fantastisk at de drager så hurtige konklusioner, i stedet for at sætte sig ind i hvert barn.

Maria

Jeg har stor respekt for, at du gør opmærksom på Katrines fremragende indlæg.
Da jeg læste det tidligere i dag var jeg intet mindre en chokeret. – Hvilket jeg stadig er. Det er fuldstændigt forkert og sygeligt at folk har behov for at kommentere på hvordan andre folk ser ud – og i øvrigt er deres idealer helt hen i vejret når de mener, at en pige som Katrine er tyk. De skulle skamme sig.

Cecilia

Ja, hadekommentare er noget lort, men vil ikke give jer ret i, at hvis ens ven/inde er skadeligt overvægtig, for ja, selvfølgelig ved personen det godt selv, men det kan være svært for nogen selv at bede at om hjælp, og det kan derfor være rart at vide at ens veninde hjælper en, også selvom det måske ikke altid er lige sjovt.
Når jeg prøver at spise mindre slik, har jeg absolut intet imod at mine veninder siger til mig at jeg nok ikke skal spise chokolade – så ved jeg at de støtter mig og ikke siger det for at være ondskabsfulde!
Hvis man tager sådan nogle kommentarer som en fornærmelse, så tror jeg ofte også at det er mere fordi at man har dårlig samvittighed over at spise en chokoladebar – og ikke vindruer.
På samme måde som når man føler at alle kigger på en, fordi at man har fedtet hår 😉

Sacha

Har så absolut ikke dårlig samvittighed over at spise chokoladen frem for vindruer, seriøst jeg har tabt mig 14-15kg til trods for at jeg også har spist chokolade, kage og andre “forbudte sager” – derfor hvis jeg ikke har bedt om folks mening, om jeg skulle vælge vindruerne fremfor chokoladen, så bedes de venligst, men bestem flette og nøjes med at tænke at den “tykke” trunte her måske burde overveje vindruerne.
De velmenende råd bliver nemlig ind imellem lidt for velmendende – og har man hørt på dem de første 10 gange, så bliver det altså en anelse trættende i længden.

Katrine

hørt, hørt!!

Mille

Dejligt indlæg!
Jeg blev egentlig ret chokeret, da jeg læste Kathrines indlæg. Hvorfor skal folk blande sig i hendes vægt?! Jeg er egentlig lidt træt af kvinder, der hele tiden skal kommentere på andres vægt. Folk ser forskellige ud og har forskellige idealer. Det en privatsag og nogle gange skal man ikke sig noget, hvis man ikke har noget positivt at sige.
Tak for en helt igennem fantastisk blog!

Pia

Jeg kan kun tilslutte mig koret ovenfor – fantastisk indlæg!
Det chokerede mig at læse Katrines indlæg. Hvor afstumpede er det nu lige folk har lov at være – har de sprunget en sikring?? Og hvad pokker bilder de sig egentlig ind??
Jeg håber faktisk, de klaphatte læser med her, for det er da dem, der har nogle særdeles alvorlige problemer – ja, jeg tror, man kan søge læge til den slags.
Som du skriver Katja, er man da selv udmærket godt klar over de ømme punkter, som man (alle) går rundt med – ingen er (heldigvis!) perfekte – men folk behøver da ikke at være ondskabsfulde og vade rundt i det.
Jeg har oplevet at få mærkelige og irriterende kommentarer fra min svigermor!
Af natur er jeg MEGET bleg (nærmest skummetmælks-blå), fregnet og lettere rødhåret. Efter en periode med farvet hår gik jeg langsomt over til min naturlige hårfarve, som i mellemtiden var falmet lidt til den grålige side… “Ihh, du er godt nok blevet tidligt gråhåret, hva’…” Ja, surprice… jeg er 40+, hvad havde du forventet.
Eller denne her: “Hold da op, hvor er du bleg… Kan du ikke tåle solen?” Jo, i små doser – og så smører jeg mig altså også med et godt lag solcreme.
Hvis jeg var ligesom gemen, som de spader, der kommenterede hos Katrine, kunne jeg have givet min svigermor igen af samme skuffe…”Du ligner en tør, gammel rynket rosin… nåh ja, du har jo heller aldrig nogensinde brugt solcreme”.
Men sådan er jeg ikke… Det er jo hendes egen sag – jeg kan være – og er – så fløjtende ligeglad; det er heldigvis ikke min krop, det går ud over.
Summa summarum – folk skal nemlig bare flette næbbet og passe sig selv, hvis de kun har noget negativt at sige!
Gad i øvrigt godt vide, om det kun er her i Danmark, at folk (kvinder) er så “ærlige” overfor hinanden??
Mange klem til alle Jer, der er blevet “overfaldet” af sårende bemærkninger fra “kloge og velmenende” personer…

Sabrina Krighaar

Ehm, what? De tre blogs du linker til flyder jo med slank skønhed?!
Hvis du beslutter dig for at sætte dig på de tosser vil mig og min brede røv gerne hjælpe.
I det hele taget forstår jeg ikke det skal være et issue, man følger vel bloggen for hendes stil, ikke hendes krop.

Karin Sørensen

Hej Katja!
Befriende ord du kommer med der!!
Det er ren og skær ondskab at kommentere folks vægt direkte eller indirekte, den gammel velkendte ‘ud-mellem-sidebenene’!!
Jeg er ligeglad med om folk kommer med kommentarer fordi de er ‘bekymrede’ – vel er de ej! De nyder bare at der er én som de synes er mindre perfekt end dem selv!
Jeg er absolut ikke blandt de tyndeste – men det gik op for mig da jeg fyldte 40, at jeg slet ikke ønsker at blive tynd! Jeg har brug for lidt huld – og jeg er så glad og taknemmelig for at jeg er frisk og sund, og i god fodertilstand 😀
God uge til jer alle!

Trine Lykke

Thumbs up!!

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *