Foto: L’Oreal
Negle der knækker, splitter, er misfarvede, neglelak der ikke holder. Negle kan være årsag til mange af vores makeup-relaterede frustrationer. Vi har forsøgt at samle nogle af de bedst råd og løsninger på de mest almindelige negleproblemer i denne guide.
Knækkede negle
Hvis dine negle knækker let, er problemet forholdsvis let at løse med en neglehærder. Der er flere forskellige mærker, der virker. Glem alt om jern, kalk og hvad for noget pjat, de ellers reklamerer med. Den eneste ingrediens, der virker her, er formaldehyd. Ja, det er et kemikalie, der er giftigt i høje koncentrationer, men det er vurderet sikkert af blandt andet EUs myndigheder som sikkert at bruge i de koncentrationer, man bruger i negleprodukter. Man kan dog være allergisk overfor det, og så er det selvfølgelig en anden historie. Men det er det eneste, du kan smøre på dine negle, som gør dem stærkere. Overdreven brug af formaldehyd kan gøre neglene skøre og skrøbelige, så pas på. Jeg bruger fast et produkt med en passende mængde, og det fungerer fremragende.
Brug et produkt som for eksempel OPI Nail Envy Matte, Sally Hansen Miracle Cure eller Mavala neglehærder, som alle indeholder formaldehyd og hærder neglen. Brug dem enten alene eller som basecoat under din neglelak.
Negle der splitter
Negle der splitter er et andet problem end almindelige knækkede negle. Med splittede negle mener jeg negle, der peeler af i lag. Dette skyldes, at dine negle er udtørrede og mangler olie. Negle består af flere lag plader med et lag olie imellem hvert lag. Og hvis den olie udtørrer så begynder hver plade at løfte sig og flage af.
Så du skal tilføre din negl olie regelmæssigt. En hvilken som helst olie, kropsolie eller negleolie kan gøre det, og ingen er bedre end andet.
En anden god behandling af den type negle er Mavala Negleskjold, som Helene altid anbefaler, og Nailtiques Formula #2, sidstnævnte kan dog ikke købes herhjemme, men den kan købes nemt og billigt på Ebay.
Misfarvede negle
Misfarvede negle skyldes som regel en af to ting. Neglelak misfarver neglen, og derfor bør du altid bruge en basecoat til at beskytte din negl mod misfarvning. Mørke neglelakke kan misfarve neglen i den farve, som de har, men alle neglelakker indeholder også et stof, som kan gøre negle gullige. Derfor: Brug en basecoat.
Derudover kan misfarvede negle ofte også skyldes en svampeinfektion eller lignende af neglene og i sådanne tilfælde skal du tjekkes af din læge.
Neglelak der ikke holder
Neglelak, der ikke holder, kender vi vist alle. Ofte hører jeg folk brokke sig over, at det-og-det mærke ikke holder ret længe. Men med en basecoat og en topcoat, så holder stort set alle neglelakker lige længe. Det har som regel mere med din basecoat og topcoat at gøre, hvor længe din neglelak holder, en med selve neglelakken.
Derudover er det alfa og omega at sørge for at dine negle er HELT rene og tørre, før du lægger lak på. Det værste, du kan gøre, er at smøre dine hænder i en fed håndcreme, før du lægger neglelak på. Dine negle skal være helt rene og tørre, og derfor er det en god idé at forberede dem ved at affedte dem først med et stykke vat med neglelakfjerner på, før du lægger neglelak på. Læs mere i guiden her.
Neglelak der ikke vil tørre
Jeg tror, det er en naturlov, men lige når jeg har lagt en færdig manicure, så skal jeg på toilettet. Den slår aldrig fejl…
Heldigvis bruger jeg en topcoat, der hedder Seche Vite. Den er af en særlig type, som man lægger på lige med det samme, mens neglelakken stadig er helt våd, og så tørrer det hele med det samme (næsten). Det tager stadig lidt tid, før jeg ville turde tage ultrastramt shapewear på, men på den måde tørrer min neglelak ind med det samme.
Et andet trick er produktet Drip Dry fra OPI, som er et produkt i en pipette, som du drypper ovenpå din lak, som også får den til at tørre med det samme.
Flossede neglebånd
Jeg glemmer aldrig Helene i ansigtet, da hun kom hjem og fortalte om hendes mor, som ikke kunne forstå, hvorfor hun altid havde så tørre og hærgede neglebånd. Indtil Helene opdagede, at hun brugte neglebåndfjerner flere gange om ugen…
Neglebånd er sarte og skal behandles som sådan. Gå forsigtigt til værks, og hvis du absolut vil skubbe dem tilbage, så gør det kun sjældent og vær mild og forsigtig med for eksempel gummienden af Matas neglebåndsskubber. Og hvis du vil bruge neglebåndsfjerner, så gør det lidt sjældnere end Helenes mor, ikke?
Det, du til gengæld skal gøre til en god vane, er at pleje dine neglebånd. Olie er godt, men en fed creme synes jeg faktisk er endnu bedre, og der er ingen grund til at bruge et særligt produkt. Min Decubal Lips & Dry Spots Balm, som jeg alligevel har liggende til læberne er perfekt til neglebåndende, og så husker jeg det også, når jeg alligevel har den fremme til læberne. Det samme gælder om aftenen, når jeg alligevel smører mine fødder ind i Matas Fod og Hælkur, så kan jeg lige så godt fortsætte på neglene.
Jeg har haft mange negleolier liggende, og de bliver aldrig brugt, fordi jeg glemmer dem. Men det her fungerer perfekt, og mine neglebånd er bløde og lækre.
Her kan du købe det
Mavala, OPI, Matas og Sally Hansen kan du købe i Matas og på Matas’ webshop. Decubal kan du købe på apoteket. Seche Vite kan du købe på lookfantastic.com, hvor du også kan købe OPI og Mavala noget billigere end herhjemme.
PS. Helene har fødselsdag i dag! Skal vi ikke råbe et stort HURRA og tillykke til hende?
Kan man bruge almidelig olie (som fx. olivenolie) til negle der flækker i lag? 🙂
Det har jeg selv forsøgt at undersøge, men det kræver en bestemt type olie at trænge ned i neglene. Jeg er helt sikker på, at der findes en køkkenolie, der lever op til dette, men det er ikke lykkedes mig at finde nogle undersøgelser af det, som jeg kan læne mig op af.
Åh selvom indlægget er 5 år gammel forsøger jeg alligevel 🙂 Jeg har negle der flækker i lag og primært når jeg bruger neglelak. Det er så trist, for når jeg har haft neglelak på, så går der flere uger før, at mine negle ikke ligner kratere!
Jeg tænker nu, efter at have læst dette, at forsøge mig med Mavala Negleskjold, da olie ikke gør det for mig. Men hvor ofte skal det bruges? Og er det før neglelak eller hvordan?
Hej AnnaM
Vil du ikke fortælle lidt mere? Er det når neglelakken skaller af, at neglene deler sig? Hvilken olie har du prøvet og hvordan bruger du den? Det er længe siden, jeg har haft fat i Mavala Negleskjold, så jeg kan ikke huske, hvordan man gør, men jeg ved, at der er en god brugsanvisning med.
Kh. Helene
Selvom det er et gammelt opslag prøver jeg alligevel. Mine negle er ødelagte efter jeg havde forstærkning på og filede det af så neglene blev røde, bløde og gjorde ondt. Har siden givet dem Opi til tynde negle, 2 lag på, 1 lag hver anden dag og så forfra igen. Der er nu gået 3 mdr og der kommer hvide steder på det øverste af neglene, som så skaller af, det øverste lag af neglen går af. Kanterne bliver ved at flosse, må files forsigtigt men vokser jo så ikke. Får neglebånds olie min. Hver dag. Kan olie trænge ind når Opi er på ? Men har jeg det ikke på er der jo ikke noget der holder dem fast? Min ene pegefinger negl havde løsnet sig halvt fra midten af neglen og ud, den vokser ikke rigtig synes jeg. Er meget bange for jeg aldrig får negle der går ud over enden af fingrene igen, der kommer aldrig gellak der skal hærde på mine negle igen. Håber I kan hjælpe mig 🤞🙏🏻 mvh Kirsten
Kære Kirsten
Hvor lyder det bare ganske forfærdeligt. Jeg ville ikke bruge noget som helst negleforstærker med formaldehyd, har du overvejet CND… den grønne, den hedder noget med Rescue? Den har reddet mine negle, når jeg har været en klovn og pillet shellac af selv.
Olien trænger fint ind, der hvor den skal trods lak.
Kh. Helene