Dove Self Esteem Fund: 35 kilo tur/retur og selvværdet der holdt ved

30.10.11
Dove Self Esteem Fund

Sponsoreret indlæg

Pudderdåserne er blevet valgt til at være blogger-ambassadører for Dove Self Esteem Fund. Hvert år donerer Dove en sum penge til forskellige velgørende organisationer, der arbejder med at øge selvværdet og det positive kropsbillede hos unge piger. I Danmark samarbejder Dove med LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. For hvert solgt Dove produkt går der en krone til LMS.

Det er et emne, både Helene og jeg tager yderst seriøst, og for mig har det stor betydning personligt. Som nogle af jer måske har lagt mærke til i enkelte kommentarer, har jeg en vægt-historie bag mig, som jeg aldrig har fortalt om her på bloggen. Men jeg har besluttet, at dette gode formål er en passende lejlighed at gøre det.

Jeg har siden nytår 2008 tabt til dags dato 35,9 kilo and counting.

Ensom teenager med modelmål
Dårligt selvværd kommer med mange ansigter. Jeg var temmelig tynd som teenager. Det er nok den periode i mit liv, hvor jeg har haft det dårligste selvværd. Jeg var en på mange måder ulykkelig teenager – uden at det i øvrigt på nogen måde var relateret til min vægt.

Men mit generelle dårlige selvværd gjorde også, at selvom jeg faktisk med mine 182 cm. og dengang lave vægt faktisk havde modelmål, var jeg ikke tilfreds. Jeg var konstant utilfreds og mente, jeg vejede for meget, burde tabe mig fem kilo osv.

Plus 40 kilo på fire år
Jeg beholdt min slanke skikkelse, indtil jeg som 25-årig kom på forskellige former for medicin, fik udløst min latente PCO, et rygestop og en graviditet. Og bare at være virkelig sulten.

Resultat: Plus 40 kilo på fire år. Mit BMI steg fra normalvægtig til 37,7.

Pludselig er vægt ikke længere et spørgsmål om udseende. Det handler om sundhed.

Det paradoksale er, at i samme periode steg mit selvværd. For det var i den samme periode, at jeg fandt min plads her i livet. Jeg begyndte at arbejde, jeg gik fra min daværende kæreste og fandt min nye mand, opbyggede en bred vennekreds, som jeg i det hele taget har opbygget siden de sorte teenage-år, jeg blev mor, og i takt med at jeg voksede, så voksede mit selvværd også.

Så paradoxet er, at den tyndeste periode af mit liv var den mest ensomme, og den periode, jeg vejede mest, var den, hvor jeg opbyggede mit nuværende liv.

Minus 35 kilo på 3 år
For 3 år siden, efter jeg fødte min søn, begyndte min vej ned af vægtstigen igen. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at spille kostguru og snakke om madplaner og motion, for det skal det i den grad ikke handle om her.

I dag: Minus 35 kilo og et BMI på lige omkring 27. Vægten falder stadig, langsomt. Men egentlig betyder det ikke ret meget for mig at tabe mig mere. Jeg er mere end tilfreds der, hvor jeg er nu, selvom jeg ud fra en medicinsk BMI-definition stadig er let overvægtig.

Mit selvværd er større end nogensinde. Hvorfor? Det er en kombination af mange ting, men jeg tror faktisk, at vægten er det mindste af det. Det handler mest af alt om, at jeg de sidste par år har opbygget mit eget firma, sammen med Helene har opbygget en succesfuld blog og nu kan forsørge mig selv uden at være afhængig af andre.

Ja da, jeg ser godt ud, men det er da det mindste af det hele!

Min meget gode veninde kæmper med en spiseforstyrrelse i den anden ende af spektret end min, og hun har bedt mig være sin støtteperson i den proces. Selvom jeg stadig vejer omtrent det dobbelte af hende, så tror jeg, at jeg forstår hende på mange måder bedre end en normalvægtig. For mekanismerne er de samme.

Og så blev jeg skønhedsblogger
Og fra denne vægthistorie er der faktisk en sammenhæng til, hvordan jeg endte som skønhedsblogger. Som jeg har skrevet på siden “Om Pudderdåserne”:

“Har en forkærlighed for lækker make-up og dyre tasker. Efter eget udsagn fordi med de to ting skal man ikke frygte ydmygelsen ved at stå i et prøverum og konstatere, at den lækre designerkjole ikke findes i en størrelse, der er stor nok. Makeup og tasker kan nydes af alle, uden at man behøver bekymre sig om, at man ikke er en str. 38.”

Derfor har jeg altid elsket makeup. Der er ikke noget med at være en størrelse dit, dut eller dat. Alle kan passe en rød læbestift, uanset størrelse. Makeup blev mit statement, da jeg ikke kunne passe det lækre designertøj. Og er det stadig, nu hvor jeg – nogle gange – kan.

Så giv den gas derude, hvad enten I er en størrelse 34 eller 54 (jeg har været begge størrelser i mit liv). For lækre skønhedsprodukter kan alle bruge, vi behøver ikke kunne passe dem. Modebranchen kan beholde deres små størrelser for sig selv.

Og gå ind på Doves hjemmeside om Campaign for Real Beauty og læs mere. På Doves danske Facebookside kommer der også fra næste uge til at foregå en masse på aktiviteter om unge og selvværd, som I kan følge med i.

Dove Self Esteem Fund

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
63 kommentarer
Rachel

Gud, hvor har du dog forandret dig! Som de andre siger, så er du et rigtig godt forbillede, netop fordi du tabte dig for helbredets og ikke kun forfængelighedens skyld 😀

Pudderdåse Katja

Tak Rachel 🙂

Anja Sand Bjerre

Uh altså hvor ser du bare godt ud! 😉 Og helt ærligt, så mener jeg jo, at du har den perfekte størrelse, ligemeget hvad BMI’en siger. Det er med at være på et plan, hvor man stadig ser sund ud 😉 Jeg selv ville ønske, at jeg kunne få tabt mig – del endelig ud af gode tips. Som du også har haft det, så har jeg et sådan nu, at make-up er ligeglad med størrelsen. Vejer selv 85 kg og synes det er lige meget nok til en pige på 175.. 😉

Pudderdåse Katja

Hej Anja.
Mon ikke vi har et nogenlunde tilsvarende BMI så? Det rigtige shapewear og tøj kan gøre meget 😉
Håber du finder fred med din nuværende vægt eller løsningen på at gøre noget ved den.
Kram Katja

Bine

Rigtig flot skrevet, og godt formuleret. Jeg er meget fascineret over, at du ikke ligger vægten på hvor meget du vejede, men hvordan du havde det psykisk.

Pudderdåse Katja

Tak Bine

Pudderdåse Katja

Kære allesammen som jeg ikke har svaret direkte
Jeres kommentarer betyder utroligt meget for mig. Det skal I vide. Og I med jeres egne historier er mindst lige så inspirerende at høre på. Jeg håber, jeg har kunnet bidrage lidt konstruktivt. Jeg vil en af de nærmeste dage skrive lidt mere om, hvad jeg egentlig gjorde for at tabe mig.
Kram Katja

Anna

Dejligt at høre dig fortælle om, at dit selvværd paradoksalt steg sammen med vægten: At tingene ikke er så sort hvide. Jeg har aldrig været overvægtig, men jeg har som mange andre kvinder haft problemer med kosten i perioder, specielt i teenageårene.
Men jeg synes det er så trist den måde medierne ofte sætter lighedstegn mellem selvværd og vægt. Jeg så et program i TV, der handlede om en pige, der skulle tabe sig, så hun kunne få en kæreste. Alle (hendes træner, venner, hende selv) gik ind på den præmis uden at stille spørgsmål. Ingen stoppede op og sagde: “Man kan altså godt være overvægtig og elsket.” Jeg var lige ved at kaste ting efter fjernsynet! Derfor synes jeg at det er dejligt at høre din meget mere nuancerede historie. Man kan jo ikke altid putte livet ind i kasser:-)

Budgetpigen

Nej, hvor er du FLOT!
Synes du er så fin lige som du er.
Hvordan gjorde du??
Altså, jeg er godt klar over at du indtog mindre energi end du forbrændte 😉
Men det ville være en stor hjælp at vide hvordan du greb det an.

Pudderdåse Katja

Jeg lover, at lave et indlæg om det. Og tak 🙂

Sacha

Tak fordi du lige linkede til indlægget igen, for jeg glippede det første gang.
For jeg fik også læst historien over hvor du har gæsteblogget, for det sætter nogle tanker i gang hos mig.
– og ja, make-up kan bruges af alle størrelser, gæt hvornår min makeupsamling begyndte vokse og hvornår jeg begyndte at lege med det?
Da baderingen begyndte at vokse og ansigtet var det jeg var mest tilfreds med.

Pudderdåse Katja

Tak Sacha 🙂 og ja, det kender jeg godt 😉

Gæsteblogger – Pudderdåse Katja om sit vægttab | Det skal smage af noget

[…] jeg skrev mit før/efter-indlæg med billeder om Dove Self Esteem Fund  slog det alle besøgrekorder på Pudderdåserne. Og jeg lovede at skrive et indlæg om, hvordan […]

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *