Sponsoreret indlæg
Pudderdåserne er blevet valgt til at være blogger-ambassadører for Dove Self Esteem Fund. Hvert år donerer Dove en sum penge til forskellige velgørende organisationer, der arbejder med at øge selvværdet og det positive kropsbillede hos unge piger. I Danmark samarbejder Dove med LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. For hvert solgt Dove produkt går der en krone til LMS.
Det er et emne, både Helene og jeg tager yderst seriøst, og for mig har det stor betydning personligt. Som nogle af jer måske har lagt mærke til i enkelte kommentarer, har jeg en vægt-historie bag mig, som jeg aldrig har fortalt om her på bloggen. Men jeg har besluttet, at dette gode formål er en passende lejlighed at gøre det.
Jeg har siden nytår 2008 tabt til dags dato 35,9 kilo and counting.
Ensom teenager med modelmål
Dårligt selvværd kommer med mange ansigter. Jeg var temmelig tynd som teenager. Det er nok den periode i mit liv, hvor jeg har haft det dårligste selvværd. Jeg var en på mange måder ulykkelig teenager – uden at det i øvrigt på nogen måde var relateret til min vægt.
Men mit generelle dårlige selvværd gjorde også, at selvom jeg faktisk med mine 182 cm. og dengang lave vægt faktisk havde modelmål, var jeg ikke tilfreds. Jeg var konstant utilfreds og mente, jeg vejede for meget, burde tabe mig fem kilo osv.
Plus 40 kilo på fire år
Jeg beholdt min slanke skikkelse, indtil jeg som 25-årig kom på forskellige former for medicin, fik udløst min latente PCO, et rygestop og en graviditet. Og bare at være virkelig sulten.
Resultat: Plus 40 kilo på fire år. Mit BMI steg fra normalvægtig til 37,7.
Pludselig er vægt ikke længere et spørgsmål om udseende. Det handler om sundhed.
Det paradoksale er, at i samme periode steg mit selvværd. For det var i den samme periode, at jeg fandt min plads her i livet. Jeg begyndte at arbejde, jeg gik fra min daværende kæreste og fandt min nye mand, opbyggede en bred vennekreds, som jeg i det hele taget har opbygget siden de sorte teenage-år, jeg blev mor, og i takt med at jeg voksede, så voksede mit selvværd også.
Så paradoxet er, at den tyndeste periode af mit liv var den mest ensomme, og den periode, jeg vejede mest, var den, hvor jeg opbyggede mit nuværende liv.
Minus 35 kilo på 3 år
For 3 år siden, efter jeg fødte min søn, begyndte min vej ned af vægtstigen igen. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at spille kostguru og snakke om madplaner og motion, for det skal det i den grad ikke handle om her.
I dag: Minus 35 kilo og et BMI på lige omkring 27. Vægten falder stadig, langsomt. Men egentlig betyder det ikke ret meget for mig at tabe mig mere. Jeg er mere end tilfreds der, hvor jeg er nu, selvom jeg ud fra en medicinsk BMI-definition stadig er let overvægtig.
Mit selvværd er større end nogensinde. Hvorfor? Det er en kombination af mange ting, men jeg tror faktisk, at vægten er det mindste af det. Det handler mest af alt om, at jeg de sidste par år har opbygget mit eget firma, sammen med Helene har opbygget en succesfuld blog og nu kan forsørge mig selv uden at være afhængig af andre.
Ja da, jeg ser godt ud, men det er da det mindste af det hele!
Min meget gode veninde kæmper med en spiseforstyrrelse i den anden ende af spektret end min, og hun har bedt mig være sin støtteperson i den proces. Selvom jeg stadig vejer omtrent det dobbelte af hende, så tror jeg, at jeg forstår hende på mange måder bedre end en normalvægtig. For mekanismerne er de samme.
Og så blev jeg skønhedsblogger
Og fra denne vægthistorie er der faktisk en sammenhæng til, hvordan jeg endte som skønhedsblogger. Som jeg har skrevet på siden “Om Pudderdåserne”:
“Har en forkærlighed for lækker make-up og dyre tasker. Efter eget udsagn fordi med de to ting skal man ikke frygte ydmygelsen ved at stå i et prøverum og konstatere, at den lækre designerkjole ikke findes i en størrelse, der er stor nok. Makeup og tasker kan nydes af alle, uden at man behøver bekymre sig om, at man ikke er en str. 38.”
Derfor har jeg altid elsket makeup. Der er ikke noget med at være en størrelse dit, dut eller dat. Alle kan passe en rød læbestift, uanset størrelse. Makeup blev mit statement, da jeg ikke kunne passe det lækre designertøj. Og er det stadig, nu hvor jeg – nogle gange – kan.
Så giv den gas derude, hvad enten I er en størrelse 34 eller 54 (jeg har været begge størrelser i mit liv). For lækre skønhedsprodukter kan alle bruge, vi behøver ikke kunne passe dem. Modebranchen kan beholde deres små størrelser for sig selv.
Og gå ind på Doves hjemmeside om Campaign for Real Beauty og læs mere. På Doves danske Facebookside kommer der også fra næste uge til at foregå en masse på aktiviteter om unge og selvværd, som I kan følge med i.
SÅ godt indlæg! 😀
Holder meget af jeres blog, og har lært en masse om make-up – tusind tak 🙂
Tommel op til dig 🙂
Fantastisk indlæg!
http://www.myown-jo.blogspot.com
Nu ved jeg godt du skrev, at du ikke ville skrive diverse madplaner osv, men jeg er meget interesseret i at vide hvordan. Jeg er meget overvægtig af en teenager (19 år) at være. Og vil rigtig gerne af med dem pga. selvværd og en masse andre ting. Vil du ikke skrive en email til mig, så du ikke belemre bloggen med det?
Hej Sarah. Det kan du tro jeg vil. Du får lige en mail. Kh. Katja
Hej katja..
Det kunne jeg da også rigtig godt tænke mig at høre noget mere om… 🙂
Hvor er det inspirerende at læse. Det er kvinder som dig, unge piger har brug for at se op til, og høre historier fra. Ikke pigerne på siderne i modebladene eller i musikvideoerne (eller reality tv for den sags skyld).
Jeg synes det er smukt at du vil dele din historie med os, tak for det.
//Betina
Kære Katja
Det er simpelthen så velskrevet, ærligt og tankevækkende et indlæg, du her har skrevet. TAK fordi du vil – og tør – dele med os! Det er bare SÅ sejt!
Du ser knald-hamrende godt ud :o) – det er ikke til at forstå, at det er dig på begge billeder – der er jo en verden til forskel…
Jeg har også selv været der – forstået på den måde, at jeg i perioder i mit liv har lidt af forskellige spiseforstyrrelser. Det har været alt mellem anoreksi og tvangsspiseri. Generelt har mad – taget over én kam – været omdrejningspunktet i store dele af mit liv. Alle mine tanker har i disse perioder drejet sig om mad – på den ene eller anden måde. Enten hvordan jeg kunne snyde med maden, så det så ud som om jeg spiste – eller i den anden grøft, om hvordan jeg nu skulle få spist så og så meget af dit og dat, for ellers var jeg fx ikke god nok etc. etc.
Typisk har det jo også været sådan – i hvert fald for mig – at jeg har isoleret mig i disse perioder. Jeg har siddet mutters alene med mine tanker omkring mad… – ingen vidste noget, før det blev sommer og for varmt med de sædvanlige 3-4 lag tøj, for var nødvendige for at se normalvægtig ud – og for at holde varmen!
Så det har så sandelig også kostet rent socialt – ikke kun vægtmæssigt.
Så ja, jeg kan også levende sætte mig ind i de tanker og mekanismer, der ligger bag en spiseforstyrrelse – uanset hvilken vej vægten går…
I dag har jeg en nogenlunde normal vægt og et velfungerende socialt netværk. Jeg har en dejlig familie og 3 skønne børn. Jeg er selvsagt meget opmærksom på hvordan mine børn opfører sig mht. mad og spisevaner. Jeg er ikke fanatisk – overhovedet faktisk, men bruger min sunde fornuft. Det er med at gribe ind tidligt, hvis noget taget en skæv retning. Ellers kan det tage år at rette op på igen…
Ja, det var bare mine tanker – her på en grå mandag. Jeg fik lyst til at dele disse tanker med Jer derude, fordi det er ikke farligt… jeg mener, jeg kender Jer jo ikke personligt og skal ikke forholde mig til noget eller nogen.
Men når det er sagt, så føler jeg (næsten) at jeg kender Jer – Katja og Helene – personligt. I formår at skrive så nærværende, livagtigt og meget personligt, så man næsten kan høre Jer tale lige her ved siden af, hvor jeg sidder… det er altså en fantastisk evne I har!
Pøj, pøj med de sidste kilo Katja – ikke at jeg synes det er nødvendigt :o)
Mange knus og tanker fra Pia
Hej PIa
Hvor er der fantastisk at høre, at du har det godt med det i dag og har styr på din vægt og mad (sådan nogenlunde 🙂 Det bliver jo altid hos os). Stærkt gået!
Og tak for de pæne ord
Stort kram Katja
Fuck hvor er det sejt af dig, og helt ærligt så giver det også sådan en som mig et skub til at kunne sige, hey så kan jeg satme også!!! … Jeg har altid været klassens tykke pige, og har af den og andre grunde altid haft meget dårligt selvværd, og kæmper den dag i dag med at forbedre mit selvværd både med vægten men også på mange andre måder… Så kan kun sige at dit indlæg her er en super god motivation, og du er et super godt forbillede at have 🙂
Tak Rebecca. Og rigtig meget held og lykke til dig. Stort kram herfra.
Det er vist det mest ærlige “før og efter billede”, jeg har set. Tillykketil dig. Og jeg vil elske, hvis der var lidt mere fokus på kvinder, der har flotte former. Jeg har selv et billede af Marilyn Monroe hængede på mit køleskab, og det minder mig om, at kvinder med barm og hofter var moderne engang for ikke så længe siden.
Ja. Det var tider. Måske vi kan få det til at blive moderne igen?
Hvor er det bare sejt. Jeg er selv en ung pige der har det rigtig svært med min vægt. Før gav jeg altid andre skylden for at jeg ser ud som jeg gør, men jeg måtte indse at det kun er mig selv der er den største forhindring. Jeg har altid spillet skuespil over for folk, så de skulle tro at jeg havde det godt med mig selv, men inderst inde er der et problem som jeg bliver ved med at gemme væk, og nogle gange har man bare brug for at nogen fortæller en at det kan lade sig gøre man skal bare være tålmodig 🙂
Det er en hård kamp Isabella. Jeg håber, det lykkes for dig 🙂
Hvor er det virkelig bare flot! Hvordan gjorde du det? Forhåbentlig på en sund måde!
Jeg har nemlig selv formået at tabe 20 kilo lidt over et år – kuren begyndte så småt sommeren 2010, da jeg var 17 år gammel. Og hvor det trods alt “endte” med at være en succeshistorie, så har det været en temmelig turbulent slankekur. Hvor jeg langtfra fik en egentlig spiseforstyrrelse, så fik jeg en noget voldsom ændring i mine spisemønstre, som i at jeg kun spiste aftensmad i 3 måneder og begyndte meget pludseligt at dyrke meget sport.
I dag har jeg fundet en nogenlunde sund rytme, men når folk siger, at “det er så flot, hvordan gjorde du det?”, så ved jeg aldrig helt, hvad jeg skal fortælle. Derfor bliver jeg altid så glad, når jeg læser om folk, der har tabt sig på den “gode” måde 🙂
PS SUPER blog! Jeg tjekker den hver dag for opdateringer! 😀
Tak Sofie! Og ja, du kan tro, det har været en sund måde. Det er en virkelig lang historie, som jeg faktisk vil fortælle en af den kommende dage.