Test af solcreme: Riemanns P20 solfilter

18.04.11
Riemann P20 solfilter

Riemann P20 solfilterDet lyder så godt: “Once a day sun protection”. Solcreme, du kun behøver at smøre på en gang om dagen, og så er du beskyttet resten af dagen, næsten lige gyldigt hvad du gør. Og det er netop, hvad den umådeligt populære P20 fra Riemanns lover.

Men alt stritter på mig, jo mere jeg studerer P20. Og jeg skal komme nærmere ind på hvorfor.

Slipper UVA stråler igennem
Først og fremmest så er det et must i en enhver solcreme, at den beskytter bredspektret mod UVA og UVB stråler. Det vil sige at den som minimum skal indeholde en af følgende ingredienser: Titanium dioxid, zinc oxid, avobenzone(kan også hedde butyl methoxydibenzyl methan), ecamsule (Mexoryl) eller tinosorb (som kan hedde en frygtelig masse andre ting). Det gør P20 ikke, den baserer sin UVA beskyttelse på Octycrylene, og den beskytter dermed langt fra mod hele spektret af UVA stråling. Læs mere om UVA og UVB beskyttelse her.

Faktisk reklamerer P20 flere steder for det. Jeg har på webshops set flere formuleringer så som “Den giver høj beskyttelse mod solens farlige UVB stråler, der brænder, men den mængde UVA stråler, der gør dig brun, kommer igennem.”

Hudkræft og rynker
Det er her, det begynder at blive farligt. For ja, det er UVB strålerne, vi bliver forbrændte af, men det er også UVA-strålerne, der er med til at give os hudkræft, som er i eksplosiv stigning herhjemme. UVA strålerne er også dem, der hovedsageligt er ansvarlig for ældning af huden. Så det kan godt være, du med en solcreme som P20 beskytter din hud mod forbrænding, men du giver dele af UVA strålerne mere eller mindre frit spil, og det har du bestemt ikke lyst til. Og der er farlige, for du kan ikke mærke dem, du bliver ikke forbrændt af dem, så de skader din hud, uden du opdager det mindste, før det er for sent.

I Danmark har vi desværre ikke noget ratingsystem af UVA beskyttelse, men det har de i England, og der får P20 kun 3 ud af 5 stjerner.

Jeg har ikke den tekniske mulighed for at bevise det, men jeg vil ud fra ingredienserne alene vædde min venstre fod på, at en La Roche-Posay Anthelios XL SPF 50 smurt på om morgenen beskytter dig bedre resten af dagen end P20, også selvom La Roche-Posay har en mere realistisk markedsføringsstrategi.

Hold dig til de kloge hoveder
Hvad så med P20’s påstand om, at man kun behøver at smøre sig en gang om dagen trods gentagne svømmeture? Det er endnu en ting, der gør, at jeg bliver super skeptisk. Jeg vil bare minde ihærdigt om, at Kræftens Bekæmpelse og alle andre kloge hoveder på det kraftigste anbefaler, at man smører sig ind efter hver tur i vandet, eller hvis man sveder meget, selvom solcremen er vandfast, og jeg synes, det er uansvarligt at råde til det modsatte, som de gør på P20’s hjemmeside.

Og når man læser videre på P20’s hjemmeside, står der så også, at det vandfaste kun gælder, indtil du har brugt et håndklæde. Og hvor mange er det, der ikke gør det, når de har været i vandet?

Faktor 10? Har I spist søm?
Dernæst er der det faktum, at man laver en serie solbeskyttelse, som består af en faktor 10 og en faktor 20. Et absolut minimum er faktor 15, så faktor 10 vil jeg ikke anbefale til nogen på noget tidspunkt, og faktor 20 er slet ikke højt nok til en ferie sydpå, så jeg er ikke imponeret.

Og så har jeg ikke engang skrevet om de store mængder alkohol, der er i P20, som kan udtørre huden…

Her kan du købe det
P20 Solfilter koster 139.95 for 100 ml og kan købes i Matas og på nettet bland andet.

Bruger du P20, og hvad synes du om den?

OBS: Dette produkt er blevet ændret. Ny anmeldelse kan findes her.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
85 kommentarer
MammaO

Det er den bedste solcreme jeg nogensinde har brugt.
Fedter ikke, lugter ikke, smurt på om morgenen ½ time inden sol holder den præcis den del den lover med at den holder hele dagen uanset antal badeture. Det ved jeg med garanti, for mine børn er vandhunde og er aldrig blevet forbrændt med P20. Det er de med alle mulige ‘alm’ faktor 30-50 cremer.
MEN jeg er faktisk holdt op med at bruge det, fordi jeg blev mistænkelig med hvad i alverden der er i denne solcreme, der indtil for nylig havde en holdbarhed på 5 år (!) og hvad i alverden er det der gør at den går i så aggressiv forbindelse med huden?
Jeg har ikke en dyt forstand på indholdsdeklaretioner og har ikke kunnet finde seriøse fagligt begrundede anmeldelser. Og den søde dame i firmaet kunne ikke rigtigt svare på mine spørgsmål.

knud wede

Om P20 dette: Har benyttet produktet i 25 år og opholdt mig i troperne med fuld sol fra morgen til aften , een indsmøring om morgenen. Ophold 30 dage i Bali , 30 dage i Bali 2 år senere, 30 dage i Thailand 2 år senere, alle tre gange på rygsæktur og udendørs ophold med bl. a. badning, dykning (snorkel). Hertil 25 dage i Mexico og Guatemala i daglig sol, Sydafrika 25 dage i fuld sol. en lang række af ferier i Marokko , Tunesien, det græske øhav, Egypten , Indien alle med fuld sol og altid med P20. Jeg er naturligt rødhåret og har den sarte hud rødhårede nu en gang har og min hud har på ingen måde lidt skade, men jeg har til forskel for når jeg førhen benyttede andre solcremer kunnet opholde mig udendørs hele dagen med megen velvære. Bruger stadig nu hvor jeg er 71 år P2o. Kan ikke med den erfaring indse, hvorfor jeg skulle skifte til et andet produkt.

Vinder: P20 solcreme | ROCKPAPERDRESSES

[…] brands på tester. Og det smarte ved P20 er, at de holder i 10 timer ad gangen. Og selv om mine guruer har skrevet kritisk om dem engang, så har P20 faktisk ændret opskriften, så de skulle være […]

henrik Haller

jeg har brugt p20 i ca. 4 år.
Jeg er IKKE soldyrker men har brug for at være udenfor også om sommeren. Jeg kan lide at bade og har blandt andet været professionel dykker. Jeg kan lide at vandre i bjergene og ride hest osv. Jeg kan kort sagt godt lide udendørslivet, men fortrækker faktisk at der ikke er sol.
Derfor er jeg alt andet lige godt tilfreds med p20. at den “kun” får 3 ud af 5 point mod de farlige “xxx” stråler finder jeg ikke alarmerende blot neurotisk fortolket, det er trods alt over 50%. Det giver kun mening at diskuterer det hvis ratingens betydning oplyses. Kun endnu mere neurotisk at undlade den.
Dernæst PASSER det at den er “vandTÆT”, men som der står ALT MED MÅDE. prøv lige at læs tingene posetivt og forstå hvad producenten PRØVER at forklare dig på en venlig måde. De prøver IKKE at føre dig bag lyset..
Jeg er typen der MEGA sveder når der er direkte sol (een af de væsentlige grunde til jeg ikke gider soldyrkelse, den anden er at jeg ikke kan sidde stille længe nok til det 🙂 ) Og det HOLDER p20 til…EEn gang er jeg trods brug af p20 om morgen alligevel kommet hjem med svage solskoldninger om aftenen. Der havde jeg da også været på havsejlads hele dagen med badeophold!
Solfaktor…I dag i Ekstrabladet omtales at solfaktor 15 er alt andet RIGELIGT for blege danskere. Ved ikke hvor du har dine hadske holdninger fra, men at lange så kraftigt ud efter en producent og ders udemærket midel er tarveligt.
Ja alkohol ødelægger din hud…i længden…men jeg føler mig nu mere tryg ved at sende mine børn i skole med p20 på, frem for at stole på at skole og SFO kan sørge for at ungerne bliver smurt nok i løbet af dagen. Og ja jeg bruger den gerne selv også…blandt andet fordi jeg slet ikke har temperament til at sidde og smøre mig en millard gange om dagen.
Alt har en bagside og man må veje for og imod. Men prøv dog i det mindste at se produktet som det er, frem for at fremmane et helvedsbilled.

Pudderdåse Katja

Kære Henrik
P20 har netop ændret alle deres solcremer til at indeholde den korrekte UVA beskyttelse i form af Avobenzone. Så selv P20 selv har åbenbart været enige med os 😉
Kh. Katja

annette

Ja har brugt denne solcreme på hele familien, ja og jeg
synes også den er god, men det hele blev ødelagt af at en masse
hvidt tøj er ødelagt blevet gult og nej det kommer ikke af ved
sprit og det er ikke bare små pletter men hele plamager. Jeg tror
det har kostet omkring 1000 kr i tøj at bruge denne creme, så den
bliver ikke købt igen

Pudderdåse Helene

Hej Annette
ååårrhh hvor lyder det bare træls! Jeg har hørt om det før med andre solcremer, det er ikke spor sjovt at få hele garderoben ødelagt 🙁
Kh. Helene

Bente

Jeg har et plejebarn med Down syndrom. Jeg bruger p20 på ham og han er ikke en eneste gang kommet hjem forbrændt fra skole.
Han har nu fået hår på benene og det er næsten ikke til at få andre cremer ordentligt smurt på. Han bryder sig nemlig ikke om at få creme på.
Skolen er heller ikke altid opmærksomme på/ har tid til at kæmpe for at få ham smurt ind til frokost. Så denne creme løser ihvertfald vores solproblem

Helene Randløv

Hej Bente
Nu har de heldigvis lavet den om, men det er stadig ikke smart at smøre så sjældent, uanset hvad der står på emballagen 🙂
Kh. Helene

Casper

Det var måske på sin plads at i ændrede i jeres post/test her, når nu P20 også har ændret deres opskrift på solcreme…

Katja Moikjær

Kære Casper. Jeg har desværre endnu ikke haft en mulighed for at skrive om de nye Riemanns. Det kommer forhåbentlig en dag. Kh. Katja

Maj-Britt

Men skægt at du har tid til at skælde det ud hele tiden??? Jeg er enig – hvis man sender en negativ oplysning ud om et produkt og man så selv finder du af at produktet nu er ændret så det lever op til det , det skal – så skal den negative omtale væk. Det er jo de færreste der ender med at læse hele denne meget lange debat igennem – og dermed når ned til at det nu skulle være i orden.
Jeg læste det kun fordi jeg er blevet anbefalet at bruge P20 til min datter som har problemer med at de almindelige solcreme fedter så meget at hendes ansigt bliver nærmest “koppe” mærket fordi alle talg kirtler bliver fyldt op med unødvendigt fedt. Og anbefalingen kommer fra en hudspecialist. Så det undrede mig selvfølgelig at der var så negativ en beskrivelse – som jo så viser sig heller ikke at være rigtig længere.
Hvis du ikke har tid til at lave en ny anmeldelse bør du som minimum slette den negative- eller lave en tilføjelse øverst om at produktet nu er ændret så det er OK at bruge!
for du har jo skægt nok tid til at hele tiden referere til det produkt du selv bruger – man kunne næsten få den tanke at du forhandler det :-))
Og så er jeg for resten enig med en tidligere skriver om at man ikke skal blive ultra solforskrækket og paniske lukke alt sol ude….. så grænser det lidt til paranoia.

Katja Moikjær

Kære Maj-Britt
Der ligger skam en ny anmeldelse her: https://pudderdaaserne.dk/2014/06/25/riemann-p20-en-forvandlet-solcreme/
Kh. Katja

Kent Carlson

Undrer mig lidt over kommentarerne! Synes bananer og pærer sammenblandes, men måske er jeg fejlinformeret. Jeg kan i hvert fald ikke lige umiddelbart finde dokumentation for det jeg mener at have læst – engang i urtiden – om, hvordan P20 virker. Men her er det:
Jeg mener at have læst, at der findes 2 typer solcreme. Den ene type – den mest almindelige – den der (som regel) ikke virker specielt godt, og som jeg selv og min famile har købt os fattige i i gamle dage, er den type, som lægger sig som en hinde over huden. Som indeholder forskellige filtre, og på den måde prøver at hindre stråler at nå selve huden. Hertil hører vel Pizz Buin (pisse brun 🙂 og de fleste andre cremer, som man skal smøre på i een uendelighed, og som er voldsomt dyre i drift. Uanset hvilken jeg har brugt, er det ALTID endt ud i en solskoldning. Jeg udviklede derfor en tendens som teenager med, at gå “fuldt påklædt” om sommeren. Skjorte og lange bukser!
Den anden type – som jeg altså P20 hører ind under – er den type, der “går under huden”, og ved hjælp af een eller anden kemisk proces går ind og leger “melanin” – det stof der gør os brune. Som alle jo “ved”, så behøver brune mennesker ikke solcreme. Den brune melanin beskytter huden. Og ligesom man ikke kan vaske melanin ud af huden ved t gå i vandet, så kan man altså heller ikke vaske P20 ud, når først den har haft 15 minutter (i begyndelsen var det meget længere tid der skulle bruges) til at trænge ind i huden.
Når du derfor sammenligner P20 med “Type 1” cremer, så sammenligner du pærer med bananer. Altså, hvis det jeg mener at have læst er rigtigt!
Jeg spørger lige: Hvis P20 er ligesom de andre cremer, hvorfor er det så, at man skal påføre det 15 minutter før man går ud i solen?
Mon ikke det er fordi, det netop skal have tid til at trænge ind i huden og starte dens opgave? Imens andre cremer jo virker som overfladisk filter med det samme.
Andre hudpenetrerende produkter har set dagens lys. F.eks. smertestillende – hvad hedder det – Ease? Eller deromkring.
Vi har brugt P20 i mange år nu, og er begejstrede! MEN… Vi er heller ikke en “ligge på stranden og stege i flere timer”-familie. Vi vil bare gerne være beskyttede, når vi arbejder i haven eller går på sightseeing – altså sådan i det daglige, hvor der tilfældigvis er høj sol. Vi har aldrig set det nødvendigt at påføre det flere gange end – ja, EEN gang om dagen. Og således bliver det umiddelbart dyre produkt lige pludselig meget billigere end de andre cremer. (Og tidsbesparende!)
Jeg tror P20 – og andre solcremer for den sags skyld – bør kategoriseres på, hvem der har fordel af at bruge dem, og til hvad!

Katja Moikjær

Kære Kent
Der er helt rigtigt forskel på fysiske og kemiske filtre, men det er ikke det, det handler om her. Der findes nemlig i massevis af kemiske UVA-filtre, der beskytter mod de lange UVA-stråler. Så nej, du har ikke ret der 🙂 Et kemisk filter er ikke i sig selv vandfast, der findes begge slags. Det er lidt mere kompliceret end som så.
Hovedparten af de solcremer, vi ser i dag med beskyttelse mod de lange UVA-stråler bruger kemiske filtre til det. For eksempel Avobenzone, Mexoryl eller Tinosorb. Hvilket P20 efter sigende også gør i dag – jeg har som sagt ikke prøvet de nye versioner.
Kh. Katja

Simone

Hej Katja,
Jeg har netop opdaget P20, og har brugt det i de sidste 3 uger på både min søn og jeg. Jeg er meget hvid, og bliver forbrændt af cirka alt. Men siden jeg er begyndt at bruge denne her solcreme er jeg kun blevet meget let forbrændt en enkelt dag, hvor vi var på stranden “hele” dagen (men tog hjem mellem 11 og 15). Det er derudover ekstremt sjældent, at jeg bevæger mig ud i solen i længere perioder, ligegyldigt hvilken årstid det er, jeg rejser aldrig sydpå om sommeren, bliver tvær i varmegrader over 25, overophedet, får solstik, forbrændinger, går med kølende forbindinger på håndleddene og drikker litervis af vand. Jeg har selvfølgelig også både modermærker og fregner. Jeg solbader aldrig, bliver inde eller i skygge mellem 11 og 15, og går generelt altid i skygge (om muligt). Måske er det grunden til, at jeg elsker koldt havvand og er en superengageret vandhund.
Jeg vil gerne på stranden med min søn på 20 måneder. Han har i den grad arvet min tendens til at blive forbrændt, ovenikøbet kombineret med rødt hår. På trods af, at vuggestuen smører ham mere og grundigere ind i en derma solcreme faktor 50 end alle de andre børn, bliver han dagligt forbrændt på kinder, arme, hænder og fødder, og han bærer naturligvis skjorte, lange bukser og solhat med skygge i nakken. Det er baggrunden for, at jeg ledte efter en bedre solcreme, og faldt over P20 med en faktor 50.
Selv efter en del timer på stranden blev han ikke forbrændt! Jeg smurte ham naturligvis ind igen en ekstra gang over middag, for at være sikker på optimal beskyttelse – hvilket jeg ikke selv nåede, hvilket muligvis er grunden til at jeg som den eneste blev let forbrændt. Og jeg har smurt ham dagligt om morgenen med P20 de sidste par uger inden vuggestuen, hvor han også er kommet hjem “hvid”.
Dog vil jeg ikke udsætte ham for de mulige langsigtede bivirkninger ved en lav UVA beskyttelse.Og det er her, hvor jeg bliver forvirret over denne artikel inklusiv kommentarer. Dækker den nye P20 over en høj UVA beskyttelse? Eller skal jeg supplere P20 med en anden solcreme?
Umiddelbart tænker jeg, at når både min søn og jeg har så let ved at blive forbrændte på trods af at vi undgår solen, så er P20 faktisk en glimrende solcreme for os – i hvert fald de få gange, hvor det er højsommer og vi beslutter os for at være i solen. Jeg tror, at jeg vil prioritere den alkohol-baserede solcreme og bivirkninger til gengæld for ikke at blive forbrændt. Derudover går jeg ud fra, at stort set alle andre solcremer indeholder en del tilsætningsstoffer og præservativer, hvilket blot har andre bivirkninger på kroppen. Så umiddelbart virker det for mig som en søgen efter det perfekte produkt, der ikke findes. Jeg er meget interesseret i at høre, hvordan du ser på det?
Det skal også lige tilføjes, at min hud slår hurtigt ud på parfume og stort set alle cremer, specielt til ansigtet. Jeg kan for eksempel hverken bruge Dermas solcremer eller Matas’ ansigtsolcreme (selvfølgelig alle faktor 50). Til dagligt bruger jeg en ansigtscreme fra dermalog, undgår solen, og påfører lidt faktor 50 solstift fra Matas på næse, kinder og hage. Men det er selvfølgelig en midlertidig løsning, og jeg håber på at finde en brugbar ansigtssolcreme til dagligdagen (jeg har kigget lidt til rudolph’s solcreme, hvis du kender den?).
Det blev lige et lidt længere indlæg, end jeg havde regnet med, men jeg håber at du har tid til at svare 🙂
Kh. Simone

Katja Moikjær

Kære Simone
Min mening om de oprindelige P20 solcremer er stadig den samme. Men heldigvis er de blevet ændret siden da (dette er et temmelig gammelt indlæg). Du kan læse den nye anmeldelse her: https://pudderdaaserne.dk/2014/06/25/riemann-p20-en-forvandlet-solcreme/
Kh. Katja

Goodiebox marts 2013 | smuk-blog blog

[…] jeg ikke var meget for, f.eks. at lovprise Riemann, som måske er det mere end hvad godt er ifølge Pudderdåserne. Men ellers god boks med en høj værdi (selvom det ikke er dét der afgør om det er en god box). […]

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *