Jane Iredale har fjernet Pudderdåserne.dk fra deres presseliste

12.01.11
Jane Iredale Dot the i

Jane Iredale Dot the i

Jeg havde godt lagt mærke til, at der var blevet meget stille fra Jane Iredales side, siden vi skrev artiklen om Dot the i. Og i dag fik jeg ganske rigtigt bekræftet, at vi var fjernet fra deres presseliste, da jeg fik følgende besked:

I har ikke modtaget pressemateriale på de seneste produkter fra Jane Iredale og Dermalogica af den simple grund, at vi har følt os nødsaget til at fjerne pudderdaaserne.dk fra vores presseliste grundet jeres useriøse kritik af Dot the i.

Vi mener ? på lige fod med jer – at kritisk journalistik er nødvendig, også i hudpleje- og skønhedsbranchen, men den skal være berettiget og bygge på korrekte fakta. Samtidig mener vi, at man ved tvivlsspørgsmål bør spørge afsenderen, inden der drages forhastede konklusioner, der kan skade andre.

Vi står selvfølgelig ved vores kritik af Dot the i, som vi mener var berettiget, og samtidig er vi selvfølgelig godt klar over, at Jane Iredale er af en anden mening, hvilket de er helt i deres gode ret til. Det siger sig selv.

Jeg synes, det er meget ærgerligt både for os, Jane Iredale og jer, at de handler på denne måde. For det første fordi det giver os væsentligt dårligere mulighed for at anmelde Jane Iredales produkter. I den perfekte verden købte vi selvfølgelig bare de produkter, vi vil anmelde, men Pudderdåserne.dk giver absolut ingen indtjening for os endnu, og vi er derfor afhængige af producenternes velvilje for at kunne skrive de historier og anmelde de produkter, vi gerne vil.

Samtidig efterlader det for mig et indtryk af en koncern, som ikke har forstået meningen med PR. Som en dygtig PR medarbejder fra en international kosmetikkoncern engang sagde til mig: “Når man har lavet sit materiale og sendt produktet ud, så er det ude af ens hænder. Man må acceptere, at man ingen indflydelse har på det skrevne ord.” Jeg har selv arbejdet med pressearbejde indenfor politik i mange år, og det har også altid være min filosofi. Man må acceptere, at man ikke kan få indflydelse på, hvordan den endelige artikel ser ud.

Yderligere undrer det mig, fordi vi har i tidernes løb anmeldt i alt tre Jane Iredale produkter, hvor vi faktisk gav meget gode og fortjente anmeldelser til deres Purelash Mascara og Purepressed Base.

En tak til alle de gode PR medarbejdere
Samtidig synes jeg også, det er på sin plads at bruge lejligheden til at rose alle de dygtige PR folk, der er derude. For den største øjenåbner for mig efter at være kommet ind i denne verden og forsøge at bedrive kritisk journalistik på et felt, der aldrig har været udsat for kritik før, har været, at producenterne og PR folkene er super gode til at respektere deres egen rolle. Min fordom har altid været, at der ikke findes kritisk skønhedsjournalistik på grund af pres fra producenterne, og jeg må sige, at jeg har ædt mine ord i mig mange gange.

Vi har i tidernes løb skrevet mange kristiske artikler om mange produkter, og Jane Iredale-sagen her er – og det er jeg meget glad for at kunne sige – den eneste gang, en producent har reageret på denne måde. Udover det er jeg kun stødt på dygtige og profesionelle PR folk, der er fortsat med at hjælpe og sende materiale, ligegyldigt om vi har anmeldt deres produkter positivt og negativt. Jeg vil især gerne fremhæve hele L’Oreal koncernen, som ikke bare forbliver topprofessionelle, lige gyldig hvilken kritik vi udsætter dem for, men som også var de første til at anerkende Pudderdåserne.dk som et relevant medie. Også MAC, Star PR og mange flere fortjener rosende ord for at anerkende vores ret til at være kritiske.

Og så vil jeg gerne slå fast, at vi selvfølgeligt vil fortsætte med at skrive om Jane Iredale og skrive vores ærlige mening, hvad enten den er positiv eller negativ, og at dette tiltag fra deres side selvfølgelig ikke vil få indflydelse på, hvad vi skriver om deres produkter.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
7 kommentarer
Pernille

Ej, hvor er det fjollet, de reagerer på en sådan måde! Det bliver det jo grænsende til skjult reklame, hvis I bare roser produkterne til skyerne, selvom I i bund og grund er af en anden mening. Selvfølgelig skal I skrive lige præcis, hvad I synes om produkterne! Er det ikke det, der er hele ideen bag anmeldelser?!

Tina

Vilken märklig historia! Är en rätt så ny läsare på er fin-fina blogg och blev väldigt förvånad när jag läste detta. Jag tycker såklart att ni är helt i er rätt när ni, på ett i mina ögon konstruktivt sätt, ger “Dot the i” en dålig recension. Vissa produkter förstår man sig inte på, och jag anser att det god pressetik att alltid titta med kritiska ögon och inte låter sig bländas av varumärken. Ni kritiserade ju inte Jane Iredale som företag utan själva produkten. Har man på Jane Iredale så pass lite självförtroende, dvs. tror så lite på sina produkter, att man inte vågar skicka nya produkter till er längre pga. rädsla för en dålig recension? Återigen: Mycket märkligt!

Mie

Det mener de da virkeligt ikke?
Jeg har lige læst deres svar til anmeldelsen, og må sige – hvis jeg stadig var fristet efter jeres anmeldelse, så fjernede svaret da enhver tvivl!
De skriver at “Jane Iredale er en omfattende makeupserie, der ideelt set kræver professionel vejledning ? også selv om det ?bare? er makeup fjerner. Pudderdåserne.dk har fået tilsendt produkterne sammen med en pressemeddelelse og har dermed ? og desværre ? ikke fået den nødvendige vejledning i, hvordan produktet bruges korrekt. ”
Og som en simpel forbruger skal jeg da ALDRIG købe noget , som øvede makeup-brugere som jer ikke kan finde ud af at bruge. Hvis grunden til I havde problemer er, at I brugte det forkert – så tror jeg nok, jeg som makeup-begynder, vil få meget store problemer!
De blogs der altid skriver positivt om produkterne – på samme måde som div. dameblade – dem giver jeg ihvertfald ikke læse. Men på grund af at I også har en kritisk tilgang, så tror jeg på jer, når I roser noget! Fortsæt det gode arbejde!
Mie

Mette

Ej hvor er det altså en mærkelig måde at reagere på. Tænk at en så professionel (troede jeg) virksomhed ikke kan tåle kritik. Man kan da ikke regne med, at fordi man sender produkter til nogen, så bliver det rost til skyerne. Det er jo et pragteksempel på, hvor forkælede kosmetikbranchen har været. De eneste anmeldelser vi forbrugere kan bruge til noget, er da dem, der forholder sig subjektivt ligesom jer, så keep up the good work!

Stine

Overvejede jeg at købe deres produkter er jeg da blevet afskrækket nu.
Fortsæt med at gøre hvad I gør, vi gider ikke læse en blog som priser alle produkter til skyerne!

Fornærmede skønhedsproducenter | StyleStories

[…] jeg bliver altså nødt til lige at dele dette med jer, for det er da grotesk. Pudderdåserne.dk, som er en af mine favoritblogs, er blevet fjernet fra Jane Iredales  og Dermalogicas presseliste, […]

Advo

Tjah, hvis jeg overhovedet var interesseret i deres produkter før, så er jeg det i hvert fald ikke længere. Bliv ved med jeres gode arbejde!

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *