Keratosis Pilaris: Bliv knopperne på armene kvit

06.05.10

Det er nemmere at spørge, hvem der ikke har det, end hvem der har det. Rigtigt mange af os har de små harmløse men irriterende og grimme røde eller hudfarvede knopper på overarmene og måske også på overlår og en lille smule på kinderne. Men langt de fleste af os aner ikke, hvad det i virkeligheden er og kæmper videre med grove skrubbecremer, hamphandsker og virkningsløse cremer.

Rammer op mod halvdelen af alle kvinder

Men de små djævle har faktisk et navn. Det er en meget udbredt lidelse, der hedder Keratosis Pilaris.  Den er faktisk så udbredt, at omkring halvdelen af befolkningen har disse knopper. For de fleste af os begrænser generne sig til, at vi helst skjuler vores overarme, men et fåtal er så voldsomt ramt, at de er alvorligt påvirkede af udseendet. I disse tilfælde skal man afgjort finde sig en dygtig hudlæge.

Vi andre kan bedre prøve os frem selv. Og der er flere ting, man kan prøve selv. Det vender vi tilbage til senere.

For at forstå Keratosis Pilaris må man gøre sig klart, hvad det er. Mange tror, det er talgknopper, bumser, hudorme eller lignende. Det har intet med sandheden at gøre.

Små hornpropper
Knopperne opstår i hårsække, der bliver tilstoppet med døde hudceller. Det giver de karakteristiske små knopper, som primært er på overarmene, men også ofte er i ansigtet, på benene og andre steder. Knoppen består af et hornet lag og nogle gange indeholder knoppen et lille hår, som er blevet fanget derinde. Lidelsen hænger ofte sammen med tør hud og har intet med uren hud at gøre. Det er en forstyrrelse i forhorningsprocessen i hårsækkene, hvis åbning bliver fyldt op af en lille hornprop.

Den dårlige nyhed er, at lidelsen ikke kan helbredes. Men symptomerne kan afhjælpes med den rette pleje.

Løsningen er ifølge dermatologien at fugte den tørre hud og exfoliere de døde hudceller væk. Almindelig skrubning med skrubbecremer, hamphandsker, og hvad man ellers kan finde på, er i bedste fald virkningsløse. En mild kemisk exfoliering, der kan løsne de døde hudceller, er løsningen. Der er flere muligheder, og du må prøve dig frem. Ofte er det en kombination af flere produkter på samme tid, der viser sig at være det mest effektive.

Carbamid
Ganske almindelig gammeldags carbamid er førstevalget i behandling af Keratosis Pilaris ifølge de hudlæger, jeg har talt med og litteraturen på området. Carbamid er kunstigt fremstillet urinstof som er effektivt til at blødgøre tør hud og løsne døde hudceller. Prøv dig frem og start med en koncentration på 5 %, og hvis din hud kan tåle det så forsøg med 10 procent.

AHA frugtsyre
AHA, som dækker over glycol-, mælke- eller frugtsyre er en efterhånden veltestet kemisk eksfoliering. Den trænger dybt ind i huden og stimulerer dannelsen af friske nye hudceller og fjerner de gamle. Prøv med koncentrationer på op til 10 procent. Find vores AHA serum her.

Salicylsyre
Eksfolierer huden ligesom AHA og Carbamid, dog mere overfladisk. Er et meget almindeligt produkt i produkter mod acne. Du kan blandt andet finde salicylsyre i vores T-zone Peeling.

Som sagt er kodeordet at prøve sig frem og kombinere produkterne. Jeg har for eksempel relativt stor succes med en kombination af 10 procent Carbamid og 8 procent AHA. Vores råd er at starte med Carbamid. Det er rimelig effektivt produkter og tilmed det billigste og nemmeste at få fat på.

Billig kombination af AHA og Carbamid
Jeg har selv prøvet de klassiske bodylotion, som har eksisteret i mange mange år HTH, som en læser gjorde mig opmærksom på. Den indeholder faktisk en kombination af et højt indhold af Carbamid og en AHA, Lactic Acid. Til meget billige 39 kroner.

Jeg har brugt den på mine lår, hvor jeg har meget Keratosis Pilaris, og det var effektivt.

Det og Carbamidcreme er min anbefaling, der er ikke umiddelbart nogen grund til at prøve dyrere AHA produkter, før du har prøvet HTH, som oven i købet kombinerer AHA med carbamid. Desværre kender vi ikke procentsatserne for indholdsstofferne, som Cederroth desværre ikke vil oplyse. Det ville ellers være en vigtig oplysning i denne sammenhæng.

Receptpligtige lægemidler
Hvis Carbamid og de andre håndkøbspræparater ikke er nok, så er det en god ide at gå til en hudlæge. Der findes forskellige receptpligtige lægemidler, der kan hjælpe.

Her kan du købe det
Carbamidcreme kan du købe på apoteket eller i Matas. Matas forhandler også vores AHA serum og T-zone Peeling. Paula’s Choice laver også gode produkter med AHA og salicylsyre. HTH forhandles pt. i Normal.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
181 kommentarer
Cecilie

Den creme fra HTH, I nævner, er det den “originale” eller den der hedder noget med “intense care”? Jeg synes nemlig ikke jeg kan se carbamid som ingrediens i den originale…. Mit problem er på mine ben, hvor det ligner jeg har sygt mange hudorme, gætter det måske er det med, at der samler sig ting i hårsækkene, nogle gange bliver det til indgroede hår, nogle gange til røde knopper. Men mest ligner det bare en masse sorte prikker, som en form for hudorm hvis det giver mening? Jeg har prøvet virkelig meget også jeres AHA tidligere under bodylotion og nu bare en almindelig carbamid10% creme, men synes ikke rigtig det bliver mindre… måske lidt efter carbamiden. Har også prøvet at undgå barbering. Har I nogle forslag til hvad jeg kan prøve?
Hilsen den desperate

Helene Randløv

Hej Cecilie
Carbamid hedder Urea på INCI’en, og det er bare den originale vi anbefaler. Desværre tvivler jeg stærkt på, at HTH kan gøre en forskel for dig. Prikkerne er dine hårsække, der sandsynligvis bare er lidt tydelige, og dem kan man altså ikke fjerne. Mit bedste tip er at pleje huden grundigt og slutte fred med, at det er sådan, din hud ser ud. Lad endelig være med at pille i det, hvis der er knopper.

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *