De 10 værste makeuptrends og hypede produkter på instragram og youtube

Tirsdagstip: Hurtig hjælp til skæleksem

Purely Professional 4

Foto: Purely Professional

Seboroisk dermatitis eller lidt mere mundret skæleksem er der temmelig mange, der døjer med. Lige i øjeblikket går der nærmest ikke en dag, uden jeg linker til Katjas indlæg om problemet. Der er kun ganske få, der er klar over, at det er det, der er galt. Symptomerne ligner mest af alt tør og træls hud, hvorfor denne irriterende tilstand bliver fejlbehandlet i stor stil. Jo federe creme, desto rødere og mere skællende hud får man. Det giver jo heller ikke rigtig mening set i lyset af, at man er sikker på, at den tørre hud mangler noget fugt og fedt. Har du sådan en hud, så læs endelig med her…

For en god ordens skyld!
Nu er vi som bekendt bloggere og ikke læger! Derfor vil jeg lige understrege, at jeg naturligvis ikke anbefaler, at du går i gang med en behandling på egen hånd! Det er din læge, der skal hjælpe dig videre og pode hud eller hovedbund. Eller sende dig til en egnet specialist. Det er vigtigt, at du tager det alvorligt, så du ikke ender med at forværre en tilstand, som måske er noget helt andet! Det gælder i øvrigt ikke kun skæleksem, men alle sære ting, kløe og udslæt hist og pist!

Hurtig behandling
I årevis har min hovedbund opført sig åndssvagt. Allerede i folkeskolen kløede det ind i mellem som tusind lus, der kravlede rundt. Det fandt jeg mig faktisk i uden at gå til lægen. Hvor dum kan man være? Det var først, da jeg med jævne mellemrum kradsede så meget i det, at det blødte. Der skulle altså store væskende sår i hele hovedbunden til, at jeg var kvik nok til at gå til læge. Han var sikker i sin sag, men han podede alligevel. Recepten lød på den smukke pink shampoo Nizoral 2%. Den var og er sikkert stadig meget effektiv, men den er også en katastrofe for håret. Derfor er jeg voldsomt glad for Purely Professional Shampoo 4, der også er rar for hud og hår.

Behandling ved et tilfælde
Det er måske nok lidt pinligt at indrømme det, men altså jeg kunne simpelthen ikke tage mig sammen til at få brugt den creme, jeg havde købt til min skæleksem i ansigtet. Selvom lugten er diskret, så blev jeg helt skidt tilpas, hver gang jeg smurte den på. Og sådan en behandling virker sjovt nok ret dårligt, når man ikke bruger den. En dag jeg vaskede hår i min shampoo (Purely Professional Shampoo 4), slog det mig at vaske ansigt med shampooen og lade det sidde og virke, som det også skal i hovedbunden.
Efter min åbenbaring brugte jeg Shampoo 4 som ansigtsvask hver aften. Sådan slap jeg på bare et par dage af med de symptomer, jeg havde smurt med den ækle creme i næsten to uger.

Behandling og forebyggelse
Min forventning var, at huden ville blive træt af shampoobehandlingen, men det gjorde den heldigvis slet ikke. Nu vasker jeg ansigtet på den måde, når jeg alligevel vasker hår med Shampoo 4.
Behandling og forebyggelse af Seboroisk Dermatitis består i behandling med shampoo eller creme med piroctone olamine (det findes også i ID Hair Solutions serie) to til tre gange per uge. Når man har behandlet i et par uger, kan man oftest trappe ned og nøjes med en gang om ugen som forebyggelse. Hvis du kan mærke, at du er lidt udfordret, stresset eller småsyg, så er det en god idé at behandle et par gange ekstra. Sådan kan du holde den irriterende svamp i skak.

Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk - Følg os på Facebook og Instagram  @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas.dk - Sephora.dk - MAC - Boozt.com - Asos - Escentual - Lookfantastic.dk - Gosh.dk   Feelunique - Nicehair.dk - DECIEM - Apo-rot.dk - Ellos - Nelly - Flere links
   

16 kommentarer

  • Er der en bestemt bb creme el foundation i vil anbefale når man har skæleksem bl.a. i øjenbryn og pande :-/

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Line
      Nej, jeg anbefaler, at du går til lægen og får behandling, så kan du bruge din sædvanlige creme/makeup efterfølgende.

      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Katrine

    Hej
    Jeg har tidligere været i dialog med jer om netop skæleksem. I hjalp mig til lægen, der bekræftede jeres mistanke. Tak for det! Jeg bliver lidt forvirret over indlægget. Nizoral shampoo behandler svamp. Altså kan det bruges til svampeinficeret skæleksem. Men det behandler vel ikke selve skæleksemen? Det giver i hvert fald ikke mening for mig. Kan du uddybe, hvad du mener?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hanar

      Skæl opstår pga en svamp, så at sige svampeinficeret skæleksem er at sige svamp to gange. Skæleksem er også pga svampen :-)

      Så hvad angår Nizoral, så bruges denne til alm. skæl og ligeledes skæleksem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Anne Katrine
      Både pityriasis versicolor (svampeinfektion, der forårsager pletter af pigment eller manglende pigment) og seboroisk dermatitis (skæleksem) forårsages af øget vækst af svampen Malassezia furfur (Pityrosporum ovale). Der skal derfor svampedræbendemidler til, for at få væksten under kontrol. Skæleksem er sådan set en svampeinfektion, så derfor skal du svampedræbende middel til denne lidelse.
      Giver det mere mening?
      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Okay.. der gik lige et lys op for mig. Måske har jeg skæleksem.. Jeg har ALTID skæl i øjenbrynene og ildrøde kinder der oftest skaller eller ser tørre ud. Tænk hvad man kan blive klogere på en tirsdag aften under dynen. Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Gitte
      Og tænk, hvis det kan løses så enkelt :-*

      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Hej
    Bruger du shampooen til alle hårvask? Eller kan du nøjes med en enkelt gang om ugen?

    Og i så fald – skal man så undgå nogles specielle ingredienser i shampooerne, hvis man skifter mellem to?

    Jeg har selv døjet med skæleksem i flere år, men har en rigtig dårlig periode med det lige nu. Og føler alt den hårvask er en ond cirkel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Sara
      I behandlingsperioden, bruger jeg den til samtlige hårvaske (to-tre gange per uge), når jeg ikke længere har symptomer/kløe/skæl går jeg over til at bruge den én gang om ugen. Ved siden af bruger jeg min(e) sædvanlige shampoo(er), det er en festlig blanding af mærker. Måske er der nogen ingredienser, der er værre and andre… det har jeg ikke tænkt så meget over.
      Nu ved jeg ikke helt, hvad du mener, når du skriver “alt den hårvask”? Det er rigtig vigtigt at lytte til hovedbunden. Bliver din hovedbund hurtigt fedtet, så har du brug for at vaske håret. Det er egentlig ret enkelt. Det er en udpræget misforståelse, at håret tager skade af at blive vasket. ALLE de Trichologister, jeg har talt med gennem tiden, siger det samme, nemlig: VASK HÅRET!

      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanar

    Tusind tak for rådet! Den skal jeg virkelig få prøvet, da jeg selv døjer med skæleksem :-/

    Inden jeg begynder at tage kontakt til deres konsulent, så vil jeg lige høre, om de selv har meldt ud, at den også må bruges i ansigtet? Vil nemlig gerne anbefale dette til nogle af kunderne

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene Randløv

      Hej Hanar
      Nej, det har de ikke. Det er min helt hjemmebryggede lynløsning. Udfra INCI’en kan jeg dog ikke se noget i vejen for at bruge Shampoo 4 til fordel for Facial Cleanser 1 :-) Min hud er ikke blevet det mindste tør, selv når jeg lader produktet sidde på huden i et par minutter.
      Kh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Jeg er lidt i tvivl, om jeg er ‘ramt’. Til hverdag klør hovedbunden ikke specielt, men hver gang jeg vasker hår (2-3 gange om ugen) bliver hovedbunden irriteret og klør – primært helt fremme ved panden. Når jeg klør drysser jeg let med tør hud og kan se det samme i overgangen mellem pande og hovedbund.

    Jeg vaske altid i sulfatfri shampoo og har været omkring en del forskellige. Jeg sparer ikke på shampoo og køber, hvad jeg bliver anbefalet og finder fornuftigt (har bl.a. også brugt Purely i perioder). Der er ikke rigtigt noget af det, der lader til at gøre en forskel.

    Tænker I, at denne shampoo 4 kan være et forsøg værd?

    På forhånd tak og gode hilsner

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Jeg kan kun tilslutte mig til det I siger! Jeg har ikke selv problemet, men har set min mand hive sig i håret af frustrationer pga. skæl og væskende sår, som han ligeledes kradsende hul i til de blødte. Så da jeg læste jeres indlæg for lang tid siden – jeg mener det omhandlede din mands problem – købte jeg den med det samme. Og i et halv år nu har hans hovedbund været så fin og han er super glad. Tænk at frustrationer kan løses så “let”. Så tusind tak for jeres gode råd! :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Når nu man er så “heldig” at skæleksemen sidder rundt om øjnene/på øjenlågene, er det så en god eller dårlig ide at vaske øjnene med shampoo No. 4? Min hovedbund kan ofte klare sig med hyppige vaske med No. 0, men øjnene skal helst have en solid gang nizoral creme et par gange dagligt, hvis hormomcremerne skal undgås, så det kunne være rart hvis vask måske kunne supplere cremen lidt. Den tager nemlig ikke det hele lige for tiden. Mht. Ansigtscreme der ikke forværrer eksemen, har jeg haft bedst erfaring med Matas special face gel 3. Skal der let farve samt solfaktor til, får jeg mindst eksem af Paula’s choice resist super-light daily wrinkle defence med faktor 30, men må indrømme at jeg endnu ikke har fundet den helt uproblematiske solcreme til min hud😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia Olsen

    Det var da lige godt s%#*ns… har tidligere idag skrevet til jer på et andet indlæg og spurgt til jeres syrepeeling produkter.. og forklarede at min hud er besværlig pga den er fedtet i t-zonen men dog har tendens til tørre flager omkring næsebord og i øjenbryn .. tror bestemt det er skæleksem jeg døjer med! Med udgangspunkt i det, kan jeg så godt bruge jeres T-zone peeling samt Niacinamid, eller vil det gøre ondt værre?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Kære Mia

      Det kan du sagtens. Det vil ikke gøre nogen forskel. Salicylsyre kan hjælpe en lillebittesmule, men næppe noget videre. Det vil heller ikke forværre det.

      Held og lykke :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De 10 værste makeuptrends og hypede produkter på instragram og youtube