Skæl omkring næsen eller øjenbryn? La Roche-Posay Kerium DS Creme hjælper mod skæleksem

09.02.17
La Roche Posay Kerium DS Creme

La Roche Posay Kerium DS Creme

Kender du det med, at huden omkring næsen skaller? Det sidder gerne i fløjene rundt om næseborene. Eller også har du egentlig fedtet hud, men alligevel drysser huden omkring øjenbrynene eller i panden.

Måske kan du ikke se skællene med det blotte øje, men når du så lægger makeup, så sætter den sig i flagerne rundt omkring næsen lige gyldigt, hvor meget du gør dig umage.

Det problem har jeg i hvert fald selv, og det hedder skæleksem.

Det har intet med tør hud at gøre – tvært i mod bliver det værre, hvis du smører det ind i fede cremer. Det er præcis samme slags skæl, som man får i hovedbunden. De kan også opstå i ansigtet. Jeg har skrevet mere om det her, hvor jeg også har skrevet lidt om behandling.

Men nu har jeg også fået testet La Roche-Posay Kerium DS Creme mod netop skæleksem i ansigtet – og den virker!

Skælshampoo på creme
La Roche-Posay Kerium DS Creme er skælshampoo på creme. Den indeholder de samme aktive og helt klassiske ingredienser, som der er i skælshampoo (La Roche-Posays skælshampoo hedder også Kerium), men her er de bare kommet på creme.

Kerium DS Creme indeholder zink og piroctone olamine. Klassiske ingredienser, som du finder i massevis af skælshampoo på markedet. Og de virker altså også, når de kommer på huden i cremeform.

Min foundation ligger pænr igen
Så længe jeg kan huske, har jeg haft de der små skæl omkring næsefløjene i varrierende grad. Daglig peeling med salicylsyre hjælper, men det fjerner det ikke helt. Det gør Kerium DS til gengæld.

Mine skæl er i så mild grad at de kun kan ses, når jeg lægger makeup. Men der er de godt nok også irriterende. Al foundation hænger sig i dem og fremhæver dem på en meget uskøn måde. Efter en uges brug af Kerium DS forsvandt problemet, og min foundation har aldrig opført sig pænere.

Sådan bruger du den
La Roche-Posay oplyser at effekten indtræder efter 6 ugers behandling. Her fik jeg nærmere effekt efter 6 dage. Jeg har brugt den ovenpå min T-zone Peeling morgen og aften. Efter Kerium DS har jeg brugt anden creme og serum af forskellig slags. Så min rækkefølge har altså været rens – syrepeeling – Kerium DS – anden creme mm.

Her kan du købe det
Jeg har købt La Roche-Posay Kerium DS på apoteket til 109 kroner.

Du kan også købe den på nettet hos for eksempel Apo-Rot.dk til 11 euro. (Porto er 5,90 euro ved køb under 40,00 Euro, 2,90 euro ved køb over 40 euro og gratis ved køb over 100 euro)

La Roche-Posay Kerium DS er parfumeret.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
45 kommentarer
Christine

Wow vidste slet ikke det med at man skulle undgå fed creme! Hudlægerne anbefaler ketoconazol som man kan få i håndkøb, jeg synes det virker super godt når jeg husker at bruge det😀 denne creme lyder også spændende

Jeanette h

Jeg ELSKER denne creme.OG shampooen der følger med i samme serie. Jeg fik det anbefalet en vinter for nogle år siden af en sød apotekerdame. Jeg troede fejlagtigt, at min hud netop var tør. Vinter und alles. Jeg prøvede alle mulige cremer og fugtmasker, men det hjalp jo sjovt nok ikke. Denne creme er virkelig fantastisk, og hjælper rent faktisk. Klart en anbefaling herfra også.

Maria

Den creme har jeg brugt igennem mange år og den er også den eneste der har hjulpet på min skællende hud. Den er enormt effektiv.
Nu har jeg så fået samme problem i hovedbunden, men vidste faktisk ikke at der også fandtes en shampoo, så mange tak for tippet – jeg er faktisk i skrivende stund på vej på apoteket for at købe skælshampoo, så det kunne ikke have været timet bedre! 🙂

Anne

Jeg har nøjagtig den slags skæl, der til forveksling ligner tørre pletter! Det er lidt sjovt, at du nævner t-zone peeling, for mit er faktisk gået ret meget amok efter at jeg stoppede med at bruge den for et par uger siden. Jeg troede bare at det var tør hud, nu hvor vinterkulden sådan for alvor er kommet. Men fed creme morgen og aften i en uge har bestemt ikke gjort noget godt. Jeg må i gang med t-zone peeling igen! Straks!! For pænt er det virkelig ikke….

Joan

Hej
Hvilken gavn gør cremen for t-zonen?
Hilsen Joan

Katja Moikjær

Hej Joan. Skæleksem optræder hyppigst i T-zone området, fordi det er der vi har mest fedtet hud og skæleksem kan godt lide fedt. Men hvis du ikke har skæleksem er der slet ingen fordele ved at bruge Kerium DS.

Matilde

Det lyder som noget der skal prøves! Skal den smøre i hele ansigtet? Eller kan man nøjes med kun at smøre i de ramte områder? 🙂

Cecilie

JA! TAK I SØDE! Den må jeg straks have fat i

Nanna

Kan man også bruge den i hovedbunden?

Tine

I følge kemiluppen indeholder den et meget allergifremkaldende stof, medmindre de for nylig har ændret deres formular…

Katja Moikjær

Den indeholder parfume, som vi også skriver 🙂 Det er det eneste allergene, både jeg og kemiluppen finder.
Men deres beskrivelse giver ingen mening – det klassificerer zinc som et parfumestof. Jeg tror altså det er en fejl. Zinc kan mange ting, men at det skulle være parfume giver ingen mening. Det er et i denne sammenhæng anti-skæl middel.
Der er dog parfume i – ingen tvivl om det.

Nina

Det ku godt lyde bekendt, men er ikke sikker.. mon det er farligt at prøve at bruge den hvis man ikke har det?

Katja Moikjær

Nej, ikke spor.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *