Tirsdagstip: Stjæl kosmetologens rutiner

17.06.14
Magasin håndklæder egyptisk bomuld

Magasin håndklæder egyptisk bomuld

I øjeblikket er jeg i gang med at teste en meget spændende type behandlinger, som du nok skal høre meget mere om, når jeg er færdig om en måneds tid. Da jeg lå der på briksen i fredags, slog det mig, hvorfor i alverden jeg ikke gjorde ligesom søde Rikke fra B-Unique her hjemme.
En ansigtsbehandling kan selvfølgelig aldrig blive det samme, som det er på en klinik, når du selv skal gøre det. Derfor kan du alligevel godt låne nogle af de skønne elementer, når du står hjemme på badeværelset.

Varme håndklæder eller klude
Det var især Rikkes måde at få renseprodukterne af, som mindede mig om, at den skønne forkælelse nemt kan tilpasses og udføres der hjemme. Først og fremmest handler det om en grundighed, som gør underværker for både hud og sjæl. Dernæst handler det om simpel teknik.
Hvis du har prøvet at få en ansigtsbehandling for nylig, har du måske fået renset renseprodukter og masker af med varme klude, som bliver lagt på ansigtet? I hvert fald ender man med at føle sig både afslappet og renset.

Gør det selv
Selv om vasketøjsbunken måske bliver en smule større af en ekstra frottéklud om dagen, så er det en god investering på sigt. Resultaterne taler for sig selv, og efter kort tid vil din hud se klarere ud, samtidig med at teknikken som sagt også gør underværker for et stresset sind.
Fremgangsmåden er enkel: Sørg for at du har de produkter, du vil bruge inden for rækkevidde. Hæld varmt vand i en skål (selvfølgelig må det under ingen omstændigheder være så varmt, at du brænder dig), og læg din store frottéklud ned i vandet. Når du har taget dig god tid til at massere dit renseprodukt ind i huden (husk at bruge noget mildt), vrider du kluden hårdt op, og presser den mod ansigtet i et par minutter. Hvorefter du renser resterne af renseproduktet eller masken af.

Ikke noget nyt
Selvom det er forholdsvis nyt for mig at få renset produkter af på denne måde på hudplejeklinikker, så har det været en del af flere hudplejelinjer gennem tiden. Den jeg husker bedst er Jurlique, som i hvert fald havde flere forskellige koncentrater, som man dryppede i vand, som skulle forberede huden til renseprodukterne. Om de findes endnu, ved jeg faktisk ikke (det gør de…), og den gang jeg brugte Jurlique (fast), synes jeg det var frygtelig omstændeligt og tidskrævende. At hele pointen med ritualet naturligvis er at komme ned i gear og fordybe sig, var ikke helt gået op for mig.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
4 kommentarer
Karen

Det allerbedste man kan gøre er at bruge en microfiberklud (en ny hver dag), den renser ALT af, og overflødiggør simpelthen enhver form for renseprodukt. En effektiv hemmelighed som ingen producent af disse naturligvis ønsker skal blive kendt. Så kan man komme creme osv. på BAGEFTER – uden forudgående renseproduktskemi også.

Helene Randløv

Hej Karen
Vi har skrevet om vaskeklude af diverse materialer flere gange 🙂 Selv er jeg vild med konceptet, men jeg elsker stadig en god balm, rensecreme eller blid sæbe. Det er del af rutinen og øger velværet (for mig). Kemi er gået hen og er blevet et fy-ord, der er kemi i alt, selv vandet er kemi… Jeg er fan af kemi!
Kh. Helene

Frk. Blomst

Hej Helene.
Hvordan ser disse “frottéklude” ud, fordi jeg har ingen idé om hvad det er jeg skal gå ud at investere i 🙂 Kan du måske ligge et billede eller et link til en hjemmeside hvor de kan bestilles hjem?

Helene Randløv

Hej Frk. Blomst
Undskyld det langsommelige svar! De klude, jeg bedst kan lide, er store eller små gæstehåndklæder. Min foretrukne kvalitet er en lidt tyndere kvalitet, som ofte også er den billige variant. Nu har jeg ikke set dem, jeg linker til i virkeligheden, men det er noget a la dem her, jeg ville gå efter: http://jysk.dk/badevaerelse/handklaeder/basic/vaskeklud-price-star-10-stk-pk eller
http://www.ikea.com/dk/da/catalog/categories/departments/bathroom/20521/
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *