Dåseposten: Hvordan fjerner man øjenmakeup?

17.09.13

Chamomille makeup fjerner-1

Hej Pudderdåser.

Tak for en skøn blog. Har fulgt den siden nytår, og undrer mig nu over hvordan jeg har kunne undvære den!
Før jeg kaster mig ud i nye produkter, tjekker jeg lige for at se om I har anmeldt dem først (har I ofte!)

I kommer med mange tips og gode råd til bl.a. makeup, og jeg ville høre om den er muligt at komme med tips/vejledning
til hvordan man skånsomt fjerner makeup og hvilke produkter der er gode til dette?
Jeg er selv en der bare gnider det af med en vatrondel og makeup fjerner.. Hvilket næppe er godt for øjenene.
En veninde nærmest trækker sin mascara af med en renseserviet, men den synes jeg at have læst I skriver er for den “dovne”/hurtige løsning.

Kunne være lækkert med et godt tip til dette! 🙂

mvh Stine

Kære Stine

Tusind tak for de pæne ord. Du har helt ret i, at det er et emne, vi har forsømt. Ret groft endda. Jeg tror grunden er, at vi begge har meget sarte øjne og derfor begge har brugt den samme øjenmakeupfjerner (hver vores dog) i årevis.

Jeg selv bruger Bioderma, og Helene bruger en netop udgået øjenmakeupfjerner i gelé-form fra The Body Shop. Hun er stadig i panik over, hvad hun nu skal bruge, når den kasse, hun har skaffet i backup er tom, så der bliver testet makeupfjernere på højtryk. Hvis vi finder noget som helst brugbart, skal I nok høre om det.

Mine øjne er sarte, fordi jeg har Sjøgrens Syndrom, der er en sygdom, der blandt andet gør, at man har kraftig nedsat produktion af tårevæske. Helene har bare meget sarte øjne. Stort set hver gang jeg prøver en ny makeupfjerner føles det som at få syre i øjnene, og jeg møder meget sjældent en ny, som jeg kan anbefale. Jeg kan faktisk ikke sådan lige på stående fod komme i tanke om andre end Bioderma, der ikke giver mig akut trang til at vaske mine øjne. Helene foretrækker andre mærker, men er bestemt ikke mindre hys end mig.

Men for at svare på dit spørgsmål, så er øjenmakeupfjerner med vatrondel eller vådserviet (der kan jeg af en eller anden grund tåle flere mærker) absolut også min foretrukne måde at fjerne øjenmakeup på. Så det er der bestemt ikke noget galt med. Når det kommer til at fjerne øjenmakeup er det vel altid “rigtigt”, bare man hurtigt og effektivt fjerner makeuppen uden at genere og trække i hverken øjne eller hud.

Bioderma er en flydende makeupfjerner, så den putter jeg rigeligt af på en vatrondel, lægger den på øjet og lader den trække et øjeblik, hvorefter jeg så forsigtigt, som jeg nu husker at gøre det, gnider det af.

Makeupfjerner som gelé og creme
Helene bruger en lidt anden teknik end mig, fordi hun foretrækker sin makeupfjerner i en tyk konsistens. Det betyder, at hun først smører et lag af sin nu hedengangne The Body Shop Chamomile Gentle Eye Makeup Remover Gel på øjnene, lader den sidde et øjeblik og arbejde, og hvorefter hun tørrer det af.

Pointen er at lade makeupfjerneren gøre så stor en del af arbejdet som muligt og minimere gnideriet og trækken i huden omkring øjnene så vidt muligt.  Både af hensyn til øjne og hud.

At finde den rigtige øjenmakeupfjerner er virkelig alfa og omega her, fordi den både skal være mild og effektiv. Og så er det ligegyldigt, om den er en gelé, creme, flydende, wipes eller hvilken konsistens de ellers kommer i. Hvis din makeupfjerner ikke er effektiv, så bliver du nødt til at gnide og trække på dine øjne, og det generer også øjnene.

Derudover har jeg også haft et par mascara, som er røget ud igen, fordi de har været umulige at fjerne selv med de bedste øjenmakeupfjernere. Hvis din supervandfaste mascara sidder så godt fast, at den ikke er til at gnide af, så har øjnene altså ikke godt af det. Makeup og makeupfjerner skal arbejde sammen, så du ikke skal gnide unødigt på dine øjne.

Olie eller vand?
At matche den rigtige mascara med den rigtige makeupfjerner er også vigtigt. Jeg bruger for eksempel tube mascara, som er vandopløselige. Hvis jeg forsøger at fjerne den med noget rent oliebaseret, så rykker min mascara sig ikke en millimeter. Man kan derimod fjerne en tubemascara med rent vand, fordi de er vandopløselige – ergo skal jeg bruge en vandbaseret makeupfjerner. Der kan altså være forskellige typer af makeupfjerner, der egner sig bedre til nogle typer af makeup end andre.

Kærlig hilsen
Katja

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
39 kommentarer
Jytte

Jurliques – en cremet øjenmakeup fjerner i tube. Den er effektiv og alligevel mild. Jeg kan absolut ikke tåle oliei nærheden af mine øjne!

Katja Moikjær

Helene har det ligesom dig. Er Jurliques makeupfjerner parfumeret?

Jeanett

Jeg elsker Jeres blog, men men men… Jeg er altså en smule forvirret over alt det her fjern makeup/rens ansigtet. Bør jeg først fjerne min makeup og derefter rense ansigtet med min ansigtsrens? Og kan Bioderma både bruges til at fjerne makeup og til også at rense resten af ansigtet?

Katja Moikjær

Kære Jeanett, du må ikke lade dig forvirre. Man kan sagtens bruge det samme produkt til både øjne og ansigt. Det vigtigste er, at man får fjernet al makeup. Der er mange ansigtsrens, der kan fjerne øjenmakeup, og jeg bruger også Bioderma i hele ansigtet.

Kathrine

Vil lige give jer et tip om at Beauté pacifique’s vandfaste makeupfjerner er den eneste som ikke giver mig irriterede øjenomgivelser. Har også meget sarte øjne, og den er rigtig effektiv. Lægges på og 10-15 sekunder efter så er makeuppen væk og huden blød 🙂
Her er lige et link
http://www.beaute-pacifique.com/Shop/rens-og-scrub/lait-demaquillant-soyeux-pour-les-yeux.aspx
Håber det var lidt brugbart i jagten efter en god øjenmakeupfjerner 🙂

Katja Moikjær

Den må vi prøve. Tak for anbefalingen

Anne

Har i nogle erfaringer med Kiehl’s øjenmakeup fjerner?

Katja Moikjær

Desværre nej

Dorte

Først af alt tak! KÆMPE TAK, de damer! I har – by far – den mest pålidelige, anvendelige og underholdende skønhedsblog (og jeg er en af dem, der er små afhængig af beauty-blogs og derfor efterhånden ret belæst udi den kategori 🙂 Der er ikke meget, jeg investerer i, uden først at have checket med min beauty-bibel aka pudderdaaserne.dk
Dernæst: også jeg har haft store problemer med at finde en øjenmakeupfjerner jeg kan tåle, som matcher mine mascaras og som ikke hverken lugter eller fedter mig ind i hele ansigtet og op til begge albuer. Efter at have ajourført mig med mine cypriotiske veninder – som bruger dette mirakel middel til ALT (hud, hår, negle, skopudsning – you name it!) er jeg lykkeligt landet på noget så ordinært og ganske almindeligt dødeligt som mandelolie. Olien gør det, den skal. Hverken mere eller mindre. Den er ikke så fed at den ikke lader sig fjerne af ansigtsrens. Og skulle man ikke være til at rense hele sit ansigt om aftenen (fy! Damer!!), så trænger den let og hurtigt ind i huden (og det er sikkert godt for et eller andet, som pudderdåserne ved meget mere om end jeg?!?). Den klistre ikke. Den lægger sig ikke i øjnene og den giver ingen gener i mine ellers åh så latterligt sarte øjne. Prøv om det virker lige så godt for jer? Man kan erhverve sig mandelolie i Matas for under 30 kr pr 100ml. Og skulle den ikke virke for jer som øjenmakeup fjerner, så puds læder i den, smør den på kroppen eller spis den (for det kan man jo også 🙂
Kærlig hilsen
Dorte

Katja Moikjær

Tak for pæne ord Dorte.
Olie er nemlig en helt fantastisk makeupfjerner.
Ingen af os kan desværre bruge den, men af 2 forskellige årsager. Jeg bruger en mascara, som ikke er fedtopløselig. Og helene er en af dem, der ikke kan tåle olie omkring øjnene.

Maria

Jeg ved, at indlægget her er gammelt, men jeg er simpelthen nødt til at høre – det her med ikke at kunne tåle olie ved øjnene, hvilke symptomer giver det?? Jeg er nemlig i en desværre meget lang jagt på at finde ud af, hvad det er jeg ikke kan tåle. Pt har jeg gået uden makeup et par uger, men mine øjne er stadig lige røde og sviende. Det eneste jeg bruger lige nu er araganolie, som jeg renser hud og øjne i. Tænkte det slet ikke kan være den, men nu er jeg i tvivl…

Helene Randløv

Hej Maria
Mine øjenomgivelser bliver ildrøde og hævede. Husk at arganolie er en nøddeolie, det er slet ikke sjældent, at man reagerer på dem 🙁
Hvad med vat? har du prøvet med noget andet end vat? F.eks. gaze, renseservietter (som er skyllet GRUNDIGT… almindelige vådservietter til børn er fine).
Og… sidst men ikke mindst… hjælper det, hvis du tager noget anti-histamin?
Kh. Helene

Anne Marie

Jeg har endnu ikke fundet ‘min’ rette øjenmakeupfjerner – og jeg har efterhånden prøvet en del! Jeg får samme følelse af svien i øjnene og herefter røde og irriterede øjne. I øjeblikket bruger jeg en fra Matas, men den er heller ikke optimal…
Jeg købte en kæmpe Bioderma, da jeg var i Dubai i foråret, da jeg kun havde læst rosende ting – og især fordi Lisa Eldridge anbefaler den til at fjerne AL makeup. Men Bioderma gør min hun fuldstændig rød, tør og irriteret. Nu havde jeg ellers lige håbet på et vidunder… Men nej 😉 Så simpelt kunne det jo ikke være 😉

Katja Moikjær

Æv. Jeg håber du finder en, der fungerer. Jeg ved hvor svært det er at finde.

Louise

Jeg bruger selv en alt-i-en-rens fra levevis. Den er virkelig god og ikke mindst billig og let tilgængelig. Jeg har læst flere steder, at den skulle være meget lig bioderma, men jeg har ikke selv sammenlignet dem..

Katja Moikjær

Det lyder som en opgave for os 🙂

Elisabeth

Sidder selv og skal finde ny øjenmakeupfjerner, da jeg pludselig får røde og irriteret øjne af den fra Matas. Har lige læst om Jeres eget produkt, og undrer mig over, at ingen af Jer/Pudderdåserne bruger den. Det får mig jo til, at tænke, at så er den nok ikke særlig god????
Har læst, at mange sværger til flydende ø.makeupfjerner. Har prøvet en, og mine øjne blev så irriteret…!!!
Syntes, jeg bliver mere og mere forvirret over alle de produkter og meninger, at det ikke har gjort det nemmere, at finde nyt produkt.
Med venlig hilsen
Elisabeth

Katja Moikjær

Af samme grund som dig – den svier som ind i h…. Der er meget få der ikke svier på mig. Vores egen er den ene. Garnier har en lille flydende lilla, som jeg virkelig er glad for også.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *