Vask dine hårbørster

Hvis du har problemer med fedtet eller trist hår, så prøv at kigge på de hårbørster og kamme, du bruger i dit hår hver dag. Hvornår er de sidst blevet vasket eller skiftet ud?
Fedt, snavs, løse hår og døde hudceller fra din hovedbund samler sig i dine hårbørster, og selvom du måske fjerner de løse hår, så sidder der stadig en god portion skidt og møg, som du hele tiden overfører tilbage til dit rene og pæne hår.
Da jeg spurgte Helene, hvordan hun vasker sine hårbørster, sagde hun (med en meget illustrativ håndbevægelse), at det gør hun ikke – hun smider dem ud. Hun køber ikke noget dyrere end Matas’ plastikbørster, til gengæld kender hun ikke til problemet med fedtede hårbørster. Helenes hårbørster bliver nemlig kun brugt i nyvasket hår og derfor går der flere år, inden de når at blive fedtede og til den tid er de sjældent mere værd alligevel.
Jeg har lidt dyrere børster end det, og det betyder også, at de skal vaskes med jævne mellemrum, hvis man vil undgå fedt og snavs, der bare flytter frem og tilbage mellem børste og hår.
Sådan gør jeg
Her har jeg gjort min rundbørste ekstra godt beskidt, så I kan se, hvad jeg mener. Den skal ikke blive så beskidt mellem hver gang!
1. Fjern hår fra børsten. Afhængigt af typen af børste kan det være meget nemmere at gøre, hvis du bruger en tynd pind at gøre det med. En kuglepen er perfekt til formålet eller den spidse ende af en kam. På en kunsthårsbørste er det ofte nemmere med fingrene. Prøv dig frem.
2. Vask børsten i almindelig hårshampoo
3. Skyl den grundigt
4. Lad den ligge ned og tørre
Kan alle børster holde til det?
Som en slags poetic justice, så gik min gode gamle vildsvinehårsbørste fra ghd faktisk i stykker, mens vi tog disse billeder. Den er blevet vasket mange gange før, men for billedernes skyld, så var den under vand temmelig længe. Og det kunne den ikke holde til. Indmaden svulmede simpelthen op.
Men held i uheld, så understreger det egentlig fint min pointe, for jeg kan ikke leve med en hårbørste, der ikke kan tåle at blive vasket. Hvis den ikke kan holde til det, så må den ud. En hårbørste er et redskab, og den skal kunne tåle at blive gjort ordentligt ren, ellers skal den ikke i nærheden af mit hår. Alternativet svarer lidt til et køkkenredskab, der ikke kan tåle at blive gjort rent…
Frisørmetoden
Frisører lægger deres hårbørster i Rodalon, som er et almindelig descinficerende middel, som du kan købe i de fleste store supermarkeder. Rodalon fjerner bakterier, hvilket selvfølgelig er nødvendigt til professionelle redskaber, der kommer i kontakt med mange forskellige mennesker dagligt. For os andre er der absolut ingen grund til at descinficere vores hårbørster. Almindelig vask er rigeligt.
Er dine hårbørster renere end dit hår?
Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk - Følg os på Facebook og Instagram @pudderdaaserne.dk
Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Matas.dk - Sephora.dk - MAC - Paula's Choice - Asos - Lookfantastic.dk - Gosh.dk - Feelunique - Beauty Bay - Nicehair.dk - DECIEM - Ellos - Nelly - Flere links
Bum, jeg havde faktisk overvejet at investere i børsten fra GHD, men nu er jeg da kommet i tvivl..