Kan I kende hende her? Billedet er scannet ind, det er fra før den digitale tidsalder. Ja, det er mig, det er vel en 10 år siden, og ja jeg er skaldet.
Det er jeg ikke, fordi jeg syntes, det var smart (det var der ellers en del der syntes dengang). Det var jeg, fordi jeg havde tabt håret på halvdelen af hovedet cirka i totalt skaldede pletter. Også kaldet Alopecia Areata.
Jeg fejlede absolut intet – jeg var sund, rask og glad. Mit hår faldt bare lige pludselig af i store pletter. Jeg glemmer det aldrig. Det startede med, at jeg undrede mig over, at der godt nok var meget hår i min hårbørste. På min hovedpude om morgenen lå der pludselig også temmelig meget hår. Så begyndte afløbet i badet at stoppe til. Og så opdagede jeg de første skaldede pletter.
Jeg gik selvfølgelig til lægen. Jeg var i starten af 20’erne og i total panik. Lægen henviste mig til hudlæge, som var meget fin, men som ikke rigtig kunne gøre så meget.
Alopecia Areata er en relativt almindelig lidelse blandt kvinder især (men alle kan rammes). Man mener, det er en autoimmun lidelse, men man ved faktisk meget lidt om det. Der findes nogle behandlingsmuligheder, men de er relativt omstændige. Jeg fik et tilbud om at gå i lysterapi tre gange om ugen. Med mit arbejde som journalistpraktikant på det tidspunkt var det totalt urealistisk, især set i forhold til, at som min hudlæge sagde, det ville kun fremskynde den proces, jeg allerede var i gang med. Det ville sandsynligvis vokse tilbage helt af sig selv.
Og det gjorde det. Et års tid efter voksede der stille og roligt bittesmå hår ud. Men perioden frem til det er noget af det værste, jeg har prøvet. Det første lange stykke tid prøvede jeg at dække det (hentehår!). Derefter prøvede jeg med tørklæder og hatte (piraten kaldte mine søde kolleger mig <3 ). At tage beslutningen om at barbere det hele af er nok den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget. Da min daværende kæreste tog trimmeren og hjalp mig, græd jeg som pisket imens. Selvom der nærmest kun var halve totter tilbage (den syge løve kaldte min veninde mig <3 ).
Men bagefter var det en kæmpe lettelse. At springe ud som skaldet uden hår. For de der tørklæder er dælme besværlige! Min lillebror døbte mig Kemo-Katja <3
Det, jeg prøver at sige, er også, at den sorte humor betyder alt. Jeg elskede min lillebror for at kalde mig Kemo-Katja, min veninde for at kalde mig en syg løve og mine kolleger for at kalde mig piraten. Det får mig til at komme igennem den slags.
Det jeg tilgengæld ikke elskede var ham ved busstoppestedet, der stillede sig op og pegede og grinte af mig og råbte “hahaha en sjov frisure du har”. Og ham ekspedienten på de (dengang) trendy café i Valby, der kom og prikkede mig på skulderen og spurgte med lystig stemme, om jeg var lesbisk? Jeg var kold som en kiks og total ligeglad, men det, jeg ikke kunne lade være med at tænke på, var, om kvinder, der har tabt deres hår på grund af alvorlig sygdom, også skal lægge øre til den slags kommentarer?
Der findes – groft sagt – to former for kvindeligt hårtab.
Alopecia Areata
Alopecia Areata – også kaldet pletskaldethed. Der falder håret af i helt skaldede pletter, mens du ofte har uændret hår andre steder. Jeg vil ikke gå nærmere ind i behandlingsmulighederne her, det er temmelig kompliceret. Læs mere på den engelske Alopecia Areata forenings rigtig fine hjemmeside i stedet.
Den gode nyhed er, at det i langt de fleste tilfælde går over af sig selv. Jeg selv har ikke mærket noget til det siden den episode. Hvorfor det kom, og hvad der fik det til at gå væk, finder jeg nok aldrig ud af. Der findes også enkelte tilfælde, der skal leve med det.
Androgen alopecia
Androgen alopecia opstår hos kvinder, når de har en hormonel ubalance. Det har jeg – mærkelig nok – aldrig oplevet. Det burde jeg ellers, når jeg har PCO. Androgen alopecia opstår typisk, hvis kvinder har for meget mandligt kønshormone. Hvis du har det, så har du ofte PCO eller lignende forstyrrelse af dine kønshormoner, og så er der mere og andet på spil end bare dit hår. Og så skal du til lægen og have tjekket dine hormoner.
Androgent hårtab er ofte mere ligeligt fordelt på hovedet end pletskaldethed og kan ligne mandligt hårtab, som jo netop også skyldes de mandlige kønshormoner.
Jeg vil ikke gå dybere ind i behandlingen af disse to lidelser – det ER begge dele en læge-opgave at vurdere.
Uha uha uha, hvor må det have været en skræmmende oplevelse, det er jo sådan noget man har mareridt om engang imellem! Og hvor er det bare utroligt, at folk kan finde på at komme med de negative kommentarer, at træde på en der allerede ligger ned. Hvor heldigt at det groede ud igen!
Min moster tabte det meste af sit hår, øjenvipper, bryn og hvor der ellers er hår, da hun blev gravid med sin første søn. Det er aldrig vokset ordentligt tilbage, og hun har langt meget meget tyndt og lidt hår øverst på hovedet. Hun har i al den tid jeg kan huske brugt forskellige parykker og ser bare DRØN-godt ud. 🙂
Man kan se SÅ godt ud med paryk. De laver de fedeste! Har hun prøvet det der hair for life eller sådan noget? Det kiggede jeg på selv dengang, men mit hår kom så selv tilbage. Det “limer” de fast på ens egen hovedbund for noget tid af gangen, så man kan i princippet gøre alt med den på – UDEN at den falder af. Hvilket skulle være HELT fantastisk når man ellers er vant til en paryk, man skal tage af og på.
Bryn bliver ret fint at få tatoveret på tror jeg. Og øjenvippe ekstensions er også en god mulighed mener jeg! Jeg burde researche lidt mere i det igen.
Nej det har hun ikke prøvet. Hun er glad for at bruge paryk, så hun kan skifte lidt. Men det er heller ikke hvilke som helst parykker, de er speciallavede og meget meget dyre, så det er noget virkelig ordentligt “kram”. Og desuden er hun glad for at tage parykken af, når det bare er familien der er der om sommeren og om aftenen og sådan. 🙂
Mht. ansigtshår, så er det vokset OK ud igen, så det kan fremhæves med almindelig makeup. Så “syg” i hovedet ser hun ikke ud. Hehe. 🙂
Fantastisk 🙂 Det er godt at høre. Og ja, de lækre parykker er vanvittigt dyre. Men det hele værd helt sikkert 🙂
Jeg havde det selv sådan dengang, at jeg var meget mere bange for at tabe mine øjenvipper og øjenbryn end mit hår på hovedet. Det betød mere for mig at beholde dem 🙂 (Hvilket jeg også gjorde af en eller anden grund. Mine bryn og vipper blev siddene. Tabte til gengæld andet kropshår. Det var smart!)
Hehehe ja, jeg gad godt at lide af en helt aldeles ufarlig sygdom, der gjorde, at jeg mistede alt kropshår udover i hovedet. 😀
Jep! Lige den del var smart 😀
Det er MEGET groft sagt at der kun er to typer hårtab hos kvinder…. Der er også alle dem der mister håret pga. traume f.eks. efter operationer og så er der også de andre hormonrelaterede hårtab…efter graviditet og amning.
😀
Ja! Altså hårtab efter gravidtet og amning er bare normale tilstande. Dem tæller jeg ikke med her. De går over helt af sig selv og er absolut normale og naturlige tilstande. P-piller osv kan gøre det samme. Nu snakker jeg om de ‘sygelige’ tilstande.
Traume er noget helt helt andet. (som jeg iø. intet ved om, men du skal være velkommen 😉 ) 🙂
Skønt. Hårtab efter graviditet og amning – endnu en laber ting at glæde sig til! 😀
Ja, det er bare skønt… Eller :-/
Hvor pudsigt du lige skriver et indlæg om alopecia. Jeg led selv af det i et års tid efter jeg flyttede fra England til Danmark med min familie. Så mit hårtab var højest sandsynligt stress-relateret. Det var sgu ikke det sjoveste at gå igennem når man samtidig var “den nye i klassen”. Folkeskoleelever kan være nogle lede sataner, man var jo oplagt mobbeoffer. Dejligt at høre fra en anden, der har gennemgået det. Og vi kan jo bare prise os lykkelige for at vi har hår på hovedet i dag, det er jo ikke alle der får det. Men som du siger, det betyder utroligt meget at have nogle gode mennesker omkring sig 🙂
Vildt, det vidste jeg slet ikke Sidsel. Tak for at dele din oplevelse. Det lyder ikke sjovt i folkeskolen. Teenagere kan være så onde…
Jeg ved at det ikke var frivilligt, men du ser forrygende ud som skaldet.
Virkelig sexet!
Jeg er farvet af at min veninde er skaldet – efter eget valg.
Og jeg kan slet ikke forestille mig hende anderledes.
Det giver hende ekstra kant, og er samtidig med til at brande hende i hendes virksomhed: Folk husker hende!
http://www.youtube.com/watch?v=-bHbegZhMNc
Ej hende har jeg da set! SÅ sejt! Respekt! Og tak 🙂
Trods at det selvfølgelig ikke har været sjovt at gå igennem, vil jeg da lige sige at det er da en dejlig foto du har valgt at dele med læserne. 🙂
Tak 🙂 Det var sødt sagt 🙂
Ja, puuha – tænk at blive spurgt, om man er lesbisk. Sikke en sviner 😉
Ohh, du er herlig! Der frembragte du et smil på mine læber. Den sorte humor er oftest en sand redning i hvad der ellers kunne virke som en ret trist situation. Du kom helskindet igennem det..og det har sikkert gjort dig til et endnu stærkere menneske. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have klaret det ligeså godt i hvert fald.
Tak for en god blog!
Ja, jeg synes jo naturligvis du er stang-lækker på det billede. Vi kendte jo hinanden ret godt dengang, jeg kan godt huske, hvor meget det gik dig på. Nu gik det jo så hverken værre eller bedre end at jeg så har haft den 3. ufrivillige skaldethed, nemlig den af kemo.
Sjovt nok rørte det mig ikke, det med håret. Da lægen sad og forklarede mig om kemo, hårtab og tilskud til paryk, vidste jeg inderst inde, at jeg hverken var til paryk eller tørklæde. Alle havde så travlt med at fortælle mig, hvordan jeg kunne skjule det. Og jeg var så evigt ligeglad. Da de første totter begyndte at falde af, tøffede jeg ned til den lokale paryk-pusher og bad om trimmer-behandlingen. Jeg fik derefter tilpasset min paryk og fik styr på tilbehør og pjat. Så spørger hun så, frisøren, om jeg vil have parykken på med det samme, hvortil jeg sagde nej tak. Det var varmt og der var bare noget galt, med denne her fine paryk. Den er flot, helt sikkert, og den passer supergodt til mig. Men den er ikke mig. Så i en længere periode var det sande jeg skaldet som et æg.
Retfærdigvis skal det siges, at det jo så er en 8-10 år senere, så der kan jo være sket et skift i mentaliteten. Eller også er jyder bare sødere, hvilket jo virker som en meget sandsynlig teori 😉 Ihvertfald oplevede jeg ikke noget negativt, overhovedet. Det tætteste jeg kom på negative oplevelser var, når børn stoppede i supermarkeder og gloede. Ikke fordi det generede mig det fjerneste, men så hev poderne jo gerne forældrene i jakken og sagde: “Mor, hvorfor har damen ikke noget hår?”. Og så kom det negative. Når mor svarede “Schh, det taler vi ikke om”. Dén sad.
Efter noget tid tabte jeg også bryn og vipper, men det generede mig primært pga. funtionaliteten. Dvs. vipperne – brynene er ikke så funktionelle. Og de små hår i næsen. Dem vil man faktisk gerne beholde, tro det eller lad være 😉
Men nu er jeg jo så “heldig” at mine bipper og bryn alle dage har været totalt gennemsigtige, så jeg er vant til at udøve camouflagekunst.
Anyway, der er håb for menneskeheden endnu, ihvertfald på dét punkt. Nu kommer så endnu en sommer og jeg er spændt på, om menneskeheden har lært at acceptere mine blege ben. Ha. Det har de ikke. Jeg må gerne være skaldet, men fandme nej, om jeg må have blege ben. Det er da lidt sjovt, ikke? 😉
Det var ordene, det blev lidt langt. Det beklager jeg 😛
Kira
Smukke Kira, jeg er sikker på, du også har været smuk som skaldet
Flere og flere vælger at gå i gennem deres kemo som skaldet. https://pudderdaaserne.dk/2012/09/02/smukke-kvinder-uden-har-og-uden-bryster/
Og blege ben er altså også moderne. Vi ved godt nu at solen er farlig. Hvid er in – brunt er farligt.
Jeg håber, du har det godt igen?
Stort kram Katja
Ja, jeg kan godt se, at der kommer flere og flere af de smukke, skaldede kvinder på sygehuset. Det er dejligt!
Og så lige et lille opstød: det her fine tiltag, med modeshow med skaldede er jo mægtig fint. Men er I klar over, at de kun godtager kemopatienter i str. 36/38? Og at for langt de fleste er det (overraskende nok) et problem at holde vægten NEDE, under kemo? Så meget for at vise en alsidig skønhed *host*.
Jeg er så vidt vides cancer-fri, skal vi lade den være ved det? 😉 Der er uendelig mange problemer forbundet med kemoen, som tager rigtig lang tid, at vokse fra. Så jeg venter på, at tiden går 😛
Knus
Kira
Det er jeg usigeligt glad for at høre. Det er det allervigtigste. Alt det andet – det må man jo så arbejde med. Jeg ved godt, det kan være en kæmpe bitch bagefter
Krammer