Soft Hands Kind Heart Hand Cream fra The Body Shop

27.03.11
Soft Hands Kind Heart Hand Cream fra The Body Shop
Soft Hands Kind Heart Hand Cream fra The Body Shop
Foto: The Body Shop

Endnu en håndcreme er testet til Pudderdåsernes række af anmeldelser. Alle cremerne bliver bedømt ud fra de samme kriterier, nemlig ingredienser, absorption, fugtende/plejende egenskaber, duft og konsistens. Denne creme testede jeg for lang tid siden, men en ordentlig skylle regn fyldte mit barndomshjem med vand og fokus var på det i et stykke tid. Denne anmeldelse kom frem i en større oprydning i dokumentfolderen. Her kommer den?

Det gode formål
Hele overskuddet fra salget af Soft Hands Kind Heart Hand Cream fra The Body Shop går til ECPAT/Red Barnet. Pengene fra det danske salg, går specifikt til et center i Bulgarien, som arbejder med børn, der har været udsat for trafficking.
Salget er en del af en global kampagne, for at skabe bevidsthed om menneskehandel – den hurtigst voksende kriminelle industri, der rangerer på tredje pladsen lige efter handel med våben og narko! Læs mere under fanebladet: Læs mere her

Konsistens og absorption
Cremen er ganske let næsten som en lotion. Den bliver absorberet meget hurtigt, uden at man skal bruge timevis på at massere den ind i hænderne. Selv de gange jeg ikke fik tørret hænderne så grundigt, som jeg burde efter vask, trængte den hurtigt ind. Det gør den perfekt at have stående ved vasken eller have med på farten.

Duft
Duften er MEGET kraftig og den er desværre ikke særlig god. Præcis hvad det er, der er meningen, den skal dufte af, ved jeg ikke, måske er det Angelica? Det er ikke pænt at sige, at cremen stinker, men det er den eneste beskrivelse, som faktisk er dækkende i dette tilfælde. Det er virkelig ærgerligt, når nu cremen er så behagelig på hænderne. Jeg håber, at The Body Shop hører min bøn og tilsætter mindre parfume til deres produkter i fremtiden.

Plejende egenskaber
Cremen fungerer udmærket som fugtighedscreme til de hænder, som ikke skriger efter en rig og nærende oplevelse. Det eneste der er tilbage efter håndvask er ‘duften’. Min mor, som virkelig bruger meget håndcreme, har også testet denne og hendes dom er at den slet ikke giver nok fugt. Jeg bryder mig ikke så meget om fedtet håndcreme og derfor passer den lette  konsistens godt til mine hænder.

Ingredienser
Det er gængse ingredienser som glycerin og økologisk olivenolie som sørger for plejen. Der er også blevet plads til noget Panthenol og  lidt E-vitamin.

Summa summarum
Cremen trænger let og hurtigt ind i huden. Den er behagelig og hænderne føles velfugtede, selv et par timer efter de er blevet smurt. Det store minus ved Soft Hands Kind Heart Hand Cream er lugten. Det er muligt, at nogen vil synes godt om den meget kraftige parfume, The Body Shop har valgt at tilsætte til denne creme. Jeg er ikke en af dem. Det er rigtig træls med den vedvarende lugt fra hænderne. Dette minus er desværre så stort, at jeg ikke kommer til at genindkøbe denne creme og det er trist både for mine hænder og det gode formål man støtter ved købet af cremen.

Soft Hands Kind Heart Hand Cream kan købes i The Body Shops butikker og koster 60 kr.(hvor af 47 kr. går til ECPAT/Red Barnet) for 50 ml.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *