Når butikkerne åbner i dag, burde du kunne finde denne lille men meget fine kollektion i butikkerne i vores lille land, derfor er det på høje tid med en anmeldelse og billeder af de forskellige lakker. Nicki Minaj for OPI er en kollektion bestående af seks lakker: tre creme lakker, to glitter lakker og en shatter. Farverne er efter min mening meget Minaj og derfor var jeg lidt bekymret for, hvordan de ville tage sig ud ved siden af min meget blege hud. Der er ingen tvivl om at lidt farve ikke vil skade, men alle farverne passer udmærket selv til helt lys hud.
For alle billederne af lakkerne alene (altså uden effekt) gælder det, at der er et enkelt lag lak på pegefingeren og to lag på resten af fingrene. Desværre var det temmelig overskyet, da jeg skulle fotografere og med blitz ser farverne efter min mening helt forkerte ud.
Pink Friday
Denne skønne tyggegummipink nuance er meget fin og sart. Konsistensen er lidt kraftig, men heldigvis stadig let at få jævn og to lag dækkede udmærket, men jeg tænker at tre lag vil være det optimale.
Fra venstre mod højre er det: Pink Friday, Pink Friday med Save Me over som effekt og Pink Friday med Super Bass Shatter over som effekt.
Fly
En skøn turkis nuance som skiller sig lidt ud fra de mange andre turkise farver, vi har set de seneste par år ved at være lidt støvet i farven. Den er virkelig smuk alene, men tager sig også rigtig godt ud med effektlakkerne over. Den ser pæn og jævn ud med to lag neglelak.
Fra venstre mod højre er det: Fly, Fly med Save me over som effekt og Fly med Super Bass Shatter over som effekt.
Did It On ’Em
Did It On ’Em er en klar limeagtig grøn, den er lidt svær at placere farvemæssigt, da den næsten er neonish. Did It On ’Em er den eneste af kollektionens lakker, som er lidt svær at få jævn.
Jeg har aldrig oplevet en gul/lys grøn/limefarvet neglelak, som var nem at få pæn og jævn. Set i det lys klarer Did It On ’Em sig virkelig godt og to lag går an, men med tre lag er striber og ujævnheder fuldstændigt elimineret.
Fra venstre mod højre er det: Did it on ’em, Did it on ’em med Save Me over som effekt og Did It On ’Em med Super Bass Shatter over som effekt.
Metallic 4 Life
Sort base (let transparent) med sølv glitter og små sekskantede og firkantede pailletter i. Den store mængde af pailletter gjorde, at jeg frygtede besværlig og ujævn påføring, men Metallic 4 Life lagde sig pænt og jævnt på neglen allerede ved første lag, for at få den helt sort skal du dog bruge to lag.
Fra venstre mod højre er det: Metallic 4 Life og Metallic 4 Life med Super Bass Shatter som effekt.
Save me
Den eneste glitterlak jeg har set i mange år med stave i, jeg synes det er et dejligt og fornøjeligt gensyn. Basen er klar med fint glitter i sølv, lidt blåt og så de fine holografiske stave. Den skal have mindst tre eller fire lag for at dække fuldstændig, men jeg synes næsten den er finere, når den er lidt transparent og det er den stadig med to lag. Den fungerer rigtig godt som effektlak over alle tre cremelakker (på ovenstående billeder er der et lag oven på hver af de tre).
Fra venstre mod højre er det: Save Me og Save Me med Super Bass Shatter over som effekt.
Super Bass Shatter
Virkelig smuk og anderledes shatterlak. Min ordbog synes ikke, at der er noget, som hedder magenta, men det er præcis sådan, jeg vil beskrive denne nuance. Magenta er i mine øjne præcis sådan en mørk pinkish lilla nuance, som Super Bass Shatter har. Det er ikke bare det, at farven er fin, den indeholder også en hel del perlemor, som giver den en næsten glitteragtig finish. Alle shatterlakker, jeg har prøvet, tørrer mat op og Super Bass Shatter er ingen undtagelse. Derfor synes jeg generelt, at det bliver smukkest med en blank overlak, men på billederne udelod jeg den med vilje.
Neglelakkerne fra OPI koster 125 kroner stykket og kan købes i Magasin, i Magasins webshop og i Matas’ webshop. Som altid har OPI lavet et sæt med fire af lakkerne i mini udgave nemlig Did It On ‘Em, Fly, Pink Friday og Metallic 4 Life, som koster 150 kroner.
Sikke et spændende indlæg Helene, det må have taget noget tid endnu engang at skulle afprøve en masse neglelakker 🙂 Det er altid rigtig interessant at se de nye neglelak kollektioner, når I afprøver dem! Er ret vil med OPI, og overvejer, om jeg skal snupper den gule til sommer. Den sorte glimmer er også super flot, men måske lige festlig nok til hverdag til mig, men kunne helt sikkert gøre sig godt til en festlig lejlighed med et enkelt outfit. Er vist ikke helt modig hvad neglelak angår 🙂
Når jeg nu alligevel skriver, vil jeg lige høre, hvad du synes om rense-servietter? Bruger dem dagligt fordi jeg er for doven til at rense min hud ordentligt. Tror du der er forskel på de forskellige mærkers renseservietter? Helt ok, hvis du ikke ved noget om det, men dig og Katja ved jo så meget.
Har i øvrigt lige bestilt Qua Organics Extra Rich Premium Face Cream, som du anbefalte tilbage i november – glæder mig rigtig meget til at se, hvad min hud siger til den 🙂
Lang smørre, ha’ en rigtig dejlig onsdag!
– Anne
Hej Anne!
Det er godt at vide, for du har ret, det tager rigtig lang tid 😀 Men det er heldigvis også sjovt!
Mine egne grænser for, hvad man kan og ikke kan, når det gælder neglelak, er blevet rykket en hel kilometer. Det kan jeg takke alle vores læsere for, jeg har nemlig testet farver, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig ville ende på mine negle. Spring ud i det, det er ligesom med rød læbestift noget, man skal vænne sig til, men det er også fedt, at man kan bruge lakken, som accessory på den måde!
Jeg glæder mig meget til at høre, hvad du og din hud synes om Qua <3
Mine egne erfaringer med renseservietter er at der er overraskende stor forskel på dem. Jeg har ikke gået super meget op i hvad, der har været i, de få gange jeg har fundet nogle, som jeg kan tåle. De eneste af dem, jeg har prøvet, som stadig findes i handlen hedder Cosmodynes Sensitive (eller noget i den stil).
Er det noget vi skal kigge på og i så fald, hvad er det du vil vide 😀
God onsdag til dig også <3
Mvh. Helene
Jeg er vild med Nicki Minaj, og jeg skal helt klart have fingrene i nogle af disse lakker.
http://www.leilaswonderland.blogspot.com
Tusind tak for svaret Helene <3
Ja, jeg kunne godt forestille mig, at man bliver lidt mere modig af at afprøve en masse forskellige farver og neglelak-effekter og se, at det ikke er så "farligt" i virkeligheden. Når det er sagt, så er jeg også allerede blevet langt modiger af at læse jeres blog og havde f.eks. nytårsaften for første gang nogensinde streg rundt om øjnene takket være jer (og jeg er 26, så det er ikke fordi make-up er et fuldstændigt nyt fænomen for mig). Det er dog også en dyr affære lige pludselig at få lyst til at prøve en masse nyt – har bl.a. besøgt MAC et par gange det sidste halve år 🙂 Næste skridt inden for make-up er at købe ind til + at lære og lave smokey eyes. Ved ikke hvorfor det ikke tidligere har fanget mig, men I har virkelig givet mig mod på at prøve noget forskelligt, når man ser hvor flot det ser ud på jer. Og så er det jo super fedt, når man lære noget nyt, som man synes gavner ens hus/negle/udseene!
Jeg glæder mig også rigtig meget til at prøve Qua's crem, min hud er helt udtørret efter jeg brugte nogle rigtige dårlige renseservietter (+ vinteren selvfølgelig) og jeg har for første gang nogen sinde fået en tørhedsplet. Jeg fik endda cremen lidt billigere med en deal til Nelly fra mydeal. Skal nok skrive, om jeg er lige så begejstret som dig. Overvejer at købe endnu en deal, så jeg også kan få fingerene i deres Concentrated Avocado & Shea Butter Body Balm, som du skrev godt om i september 🙂
Er det disse renseservietter du har gode erfaringer med: http://www.amazon.com/Comodynes-Pack-Remover-Towelettes-Sensitive/dp/B001EWFLRA/ref=sr_1_2?ie=UTF8&qid=1328118558&sr=8-2? Hvis I en dag får lyst til at teste renseservietter vil jeg da meget gerne høre om det, specielt, om I mener det er hårdt for huden at bruge serviette frem for f.eks. vatrundeller som man måske normalt vil bruge til almindelige renseprodukter, men også om der er nogen, der både kan fjerne make up og samtidig gøre noget godt for huden (ligesom hvis man brugte rensemælk og skintonic). Ellers er jeg altid interesseret i at høre jeres holdning om indholdsstoffer osv.
Tak for dit lange svar endnu en gang!
De bedste hilsner
Anne
PS: Synes du man kan se nogen effekt ved brug af Qua’s Omega 3+6 Synergy Face Serum? Eller giver den samme effekt som Extra Rich Premium Face Creamen?
Rigtig god weekend Helene!
Hej Anne
Det eneste serum, jeg har set meget tydelige før og efter resultater med, er Clinique Laser Focus. Men det er sikkert mest, fordi jeg aldrig før har taget før og efter billeder på den måde. Hvis du spørger om det er et dejligt serum, kan jeg kun svare JA! Det er ikke særlig fugtgivende, som jeg havde regnet med, men det har en meget beroligende, kølende og opstrammende effekt på huden.
Rigtig god weekend til dig Anne <3
Mvh. Helene
Hej Anne!
Ups, jeg havde overset din kommentar 🙁 Det må du undskylde!
Det er da skønt, at du bliver inspireret til at komme lidt ud af rutinerne og prøve noget nyt 😀
Det lyder som et godt tilbud og jeg må sige, at jeg endnu engang må give Concentrated Avocado & Shea Butter Body Balm mine varmeste anbefalinger, den er dyr, men også utrolig drøj og helt fantastisk god <3
Yep…du har fundet de rette renseservietter, jeg synes nu, de havde en anden farve… Jeg aner ikke hvilke servietter, man kan få på det danske marked pt., men det vil jeg prøve at undersøge 😀
Generelt synes jeg det er mest behageligt at få renseproduktet af huden igen, men mange renseservietter er meget effektive og næsten ligeså skånsomme som andre renseprodukter. Derfor vil jeg nødigt generalisere, inden jeg har undersøgt sagen nærmere 😀
Mvh. Helene