Torsdags top ti: Makeup på budget

Torsdags top ti: Makeup på budget
14.11.24
Torsdags top ti: Makeup på budget

Bare fordi der er lavvande i kassen, betyder det ikke, at du behøver at gå glip af gode produkter. Der er vitterlig så mange budgetvenlige mærker, at jeg havde et hyr med at vælge, hvilke der skulle være med. Alle produkterne koster lige omkring eller under hundrede kroner. Der er mange, der har den holdning, at de meget billige produkter, kun kan være noget skrammel. Min holdning er, at man kan få meget godt ud af et mindre heldigt produkt. Af og til kræver det lidt tilvænning og måske umage. Derfor er jeg for eksempel heller ikke gået på kompromis med penslerne. Gode pensler behøver slet ikke koste en formue, det gør dem, jeg har valgt heller ikke. For at få noget godt ud af billige øjenskygger er gode pensler dog en nødvendighed.

Makeup på budget

Det er klart, at jeg har taget udgangspunkt i de produkter, jeg selv bruger. Et af mine absolut mest brugte læbeprodukter er på denne liste, det er en af mine yndlings bronzere også… Faktisk har flere af produkterne været favoritter i tidens løb! Så det er altså ikke bare nogle tilfældige produkter, jeg har valgt på må og få. I anledning af indlægget lagde jeg selvfølgelig makeuppen. Der kan fint skrues op og ned for hvert enkelt produkt, så de kan bruges både til hverdag og fest. Du skal naturligvis vælge de farver, der er bedst til dig. Det er meget sjældent, at min makeup er nedtonet, men jeg har forsøgt at holde farverne rimelig stille. Det er kun med læbestiften, jeg viser min sande kulør, men det er som sagt hverdag for mig. Makeuppen skal selvfølgelig matche dine præferencer.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

1. e.l.f. Hydrating Camo Concealer*

I stedet for en foundation har jeg valgt en concealer. Fra andre hører jeg, at foundations fra de budgetvenlige mærker er ret så gode. Da jeg ikke selv bruger foundation til hverdag, er det rigtig svært for mig at vurdere. I øvrigt har jeg ikke et ønske om at dække huden så meget til, og derfor vælger jeg oftere en concealer. Hydra Camo Concealer ligger pænt på huden, uden at det ligner pletvis dækning, selvom den dækker, hvad den skal. Det er meget svært at finde den rigtige farve! Det kan hjælpe at kigge på e.l.f.s eget site, hvor der er lidt mere farveforklaring. Ellers kender jeg desværre ikke et trick til at finde en passende nuance.

2. The Makeup Library Mineral Powder

Du skal ikke lade dig afskrække af, at den hedder mineralpudder. Det er en af de mest finmalede puddere, jeg har prøvet, hvorfor den er perfekt til at sætte makeuppen. Ud over at det er pænere med et finmalet pudder, så gør det en forskel for, hvordan makeuppen ligger.
I panik, da jeg troede mærket udgik, købte jeg en ny, hvorfor jeg endnu ikke har prøvet den omformulerede version. Hvis jeg kender bagdamerne ret, er den kun blevet bedre! Uanset hvilket et pudder, du bruger, er det altid en god idé at bruge en mist af en art. Det giver et mere levende og meget mindre støvet look, samtidig med at makeuppen holder bedre.

3. Benecos Natural Fresh Bronzing Duo i farven Ibiza Nights*

Det er efter min mening en af de smukkeste bronzere på markedet overhovedet. Den gør ikke meget væsen af sig og ser måske lidt kedelig ud. Selv tænkte jeg, at den er for orange og for mørk til min hudtone. Det er den lille brik af blush ved siden af selve bronzeren, der gør hele forskellen. Blander man de to farver, bliver det den mest naturtro kulør, jeg til dato har set. Man kan skrue op og ned for det, fordi den er så pigmenteret. Når jeg bruger denne bronzer for jeg altid kommentarer for hvor sund og frisk, jeg ser ud. Det ligner simpelthen den farve, du får, når du har været i solen.

4. Makeup Revolution Blusher Reloaded i farven Coral Dream*

Det er først lige gået op for mig at Nicehair har de fleste af farverne af denne her blush… Det kribler lidt i fingrene for at købe dem alle sammen hjem, for de er SÅ fine. De er HELT VANVITTIGT pigmenterede, så du skal tage det roligt med penslen. Det eneste ærgerlige ved produktet er emballagen, men den afspejler på ingen måde produktet indeni. Det der berettiger dens plads her er pigmenteringen, kvaliteten af selve blushen og farveudvalget. Pudderet er så fint, at det næsten er cremet, det er altså samtidig en ret holdbar blush. Det er altså virkelig gode og ekstremt budgetvenlige blushes. Det bliver ikke meget bedre!

5. Depend Perfect Eye Eyebrow Mascara Tint & Shape

Siden jeg fik tatoveret mine øjenbryn, har jeg ikke brugt andet end farvet brynmascara til mine øjenbryn. Der er mange forskellige, der gør det godt, men det er altid et plus, når produkterne ikke koster en formue. Det er en af de ting, jeg elsker ved Depend, kvaliteten er i top og priserne er i bund. Farveudvalget er rigtig fint, så det er ikke svært at finde en nuance, der passer dine bryn. I takt med at jeg får flere grå hår i mine bryn, er de langt sværere at styre, Depend klarer nemt den opgave! De bliver, hvor jeg har sat dem, uden at jeg skal holde øje med dem i løbet af dagen.

6. Ecotools Eye Enhancing Set*

Der er nogle mærker, der nok altid vil have en særlig plads i mit hjerte. Ecotools er et af dem. Det er sådan nogle fine produkter til SÅ fine priser. I Eye Enhancing Set får du fire VIRKELIG gode pensler til en meget rimelig pris. Sættet indeholder alt, du har brug for, når du lægger øjenmakeup. De er perfekte til tasken eller på rejsen, fordi der er en pensel i hver ende. Det er samtidig VIRKELIG gode pensler, kvaliteten er upåklagelig for samtlige af de pensler, jeg har fra Ecotools. Det er på trods af mange ganges vask eller endda mangel på samme… Det er de færreste pensler, der kan holde til sådan en behandling i længden.

7. GOSH Eyeconic Shadows i farven 003 Savage

Selvom det er det dyreste af alle produkterne, synes jeg, at Eyeconic Shadows er alle pengene værd. Du kan selvfølgelig bruge øjenskyggen alene. Den kan også bruges som base for et look, eller du kan nøjes med lidt markering af vippekanten eller måske globelinjen. Med andre ord er den virkelig anvendelig, så du kan bruge den, næsten som du vil. Det er bare den matte del af øjenskyggen… I den anden ende er der glitter! Den kan du også bruge på et utal af måder. Det er selvfølgelig derfor jeg er helt tosset med Eyeconic Shadows… Og det gælder selvfølgelig alle fire farver. Et højt ønske herfra er, at GOSH lancerer flere farver af de her fantastisk smukke øjenskygger.

8. Collection Mini Eyeshadow Palette i farven Norway Nightfall*

For nogle måneder siden faldt jeg over mærket Collection og købte fire af deres øjenskyggepaletter. Norway Night er den mest neutrale af de fire, jeg købte, men den er blevet overraskende flittigt brugt. Normalt er det ikke beige og brune øjenskyggenuancer, jeg bruger mest. Ærligt talt havde jeg forventet det værste af øjenskyggerne, men jeg har ikke haft problemer overhovedet. Øjenskyggerne er udmærkede og pigmenteringen er også fin. Hvis du er mere til lidt vildere farver er paletterne Mars Explorer og Solar Voyage også rigtig fine. De er blevet brugt flittigt hver og en, og jeg overvejer lidt, om jeg skal købe de to, jeg mangler…

9. Essence Get BIG! Lashes Volume Boost Mascara*

Mascara er og bliver en smagssag. Hvad er udgangspunktet, hvad er dine præferencer og hvilke forventninger har du? Nogen vil elske denne her… andre vil HADE den. Derfor har de fleste mærker jo også et hav af formler, børster og funktioner. Denne her har jeg haft held med at bruge, og jeg synes, det er rigtig svært at kritisere den… fordi den er SÅ billig. Det skal være en ekstraordinært dårlig mascara, hvis man vil tillade sig at kritisere den. Se på funktionerne og børsten på din yndlingsmascara og find en lignende fra et af de budgetvenlige mærker… Det kan godt betale sig.

10. Maybelline Superstay Vinyl Ink i farven 45 Capricious*

Vinyl Ink er blevet nævnt utallige gange på bloggen, og dette er med garanti ikke den sidste. Den Capricious, der ligger i min taske lige nu, er mindst mit femte eksemplar af den læbestift. Altså i den farve… Så er der alle de andre farver, jeg bruger… Det er svært at beskrive, hvor glad jeg er for den uden at starte sådan på anbefalingen af Vinyl Ink. Læbestiften ligger flot, den bliver slidt jævnt af, den er ekstremt holdbar og så er farverne bare virkelig fine. Der er nærmest ikke en eneste lejlighed, hvor man ikke kan bruge Vinyl Ink. Du kan naturligvis sagtens vælge en af de andre farver, hvis min favorit er lidt for heftig for dig.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *