Der har været travlt i indbakken siden mit Tirsdagstip: Tør og plej håret. Heldigvis er der indtil videre ingen, der har fulgt mit eksempel, men det ER trods alt sæson for trist hår. Det er en fællesnævner for langt de fleste af os, at kulde og tørt indeklima giver problemer med håret. Selvfølgelig er huden mindst lige så tør, men den skal det ikke handle om i dag. Der er masser af tips til pleje af håret også i kulden, i dag er det derfor mere produkt orienteret. Selvfølgelig er plejen vigtig i kulden, men det gør også en stor forskel, hvordan du beskytter håret. Det er både mod varmen fra styling, udtørring fra radiatorer og varme blæsere, men det er også ude kulden. Der er ting, der giver effekt her og nu, og så er der ting, der giver effekt på sigt.
Hårpleje til tørt og trist hår
Min arbejdstitel var hårpleje på budget, men det betød, at der ville mangle nogle vigtige produkter. Heldigvis drejer det sig om investeringer, der holder LÆNGE, og derfor er de sådan set stadig budgetvenlige. Det giver vildt god mening at minde om, at god og effektiv pleje ikke nødvendigvis behøver at vælte budgettet. Nogle af mine forslag er måske lidt langhårede, tøhø! Det er nogle jeg selv har haft stor glæde af at blive bevidst om. Den mulighed skal du selvfølgelig også have, selvom det på ingen måde vil løse dine udfordringer denne vinter.
1. Temperaturen
Det handler naturligvis om vandets temperatur. Det er aldrig godt at vaske håret i varmt vand, og huden har virkelig heller ikke godt af det. Det er bedst at skrue så langt ned for temperaturen, at vandet føles tempereret eller lunkent, om du vil. Det er også radiatorvarmen, varmeblæseren og føntørreren, der skal skrues ned for. Her hjemme skruer ham den langhårede op for varmen, og jeg skruer ned… I badet bestemmer man oftest selv, og selvom du foretrækker et dampende varmt bad, bør du skrue ned. Fordelene kan måske være lidt svære at få øje på, mens du står under bruseren. Du kan temmelig sikkert mærke effekten på både hud og hår efter meget få bade.
2. Kokosolie*
Du er nok heller ikke gået glip, at kokosolie også er en ingrediens, vi er glade for. Som du nok ved, går vi ret meget op i, om der er dokumenteret effekt af særligt ingredienser. Det er der for kokosolie! Der er altså god grund til, at der også er sådan en lang tradition for at bruge denne olie i håret. Olien kan nemlig trænge ind i selve hårstrået og pleje indefra, samtidig med at den holder på proteinerne. Kokosolie er rig på laurinsyre, der både mindsker skader og beskytter mod udtørring og miljøpåvirkning. Husk at bruge shampoo, inden du gør håret vådt, når du giver håret en god kur med kokosolie.
3. Shampoo uden SLS og SLES*
Af og til ryger der en shampoo med de to sulfater i kurven, fordi nysgerrigheden vinder over mig. Det er sjældnere og sjældnere, det sker, fordi det meget sjældent er det værd. Der er også stadig nogle af mine gamle favoritter, hvor jeg går på kompromis. De er dog heller ikke fast inventar på badeværelset længere. Sagen er at de to sulfater virker meget udtørrende. Der er kompenseret for denne uheldige effekt i nogle shampooer, men det er desværre stadig få. Derfor anbefaler vi ofte at undgå disse ingredienser. Benytter du dig af Curly Girl-metoden, undgår du sandsynligvis alle sulfater. Der er efterhånden så mange alternativer, at et stramt budget ikke er en hindring.
4. Hårkur*
Der findes masser af gode hårkurer, det er ofte sværere at finde en, der faktisk ikke gør det, den skal. Selvfølgelig er der kvalitetsforskelle, men det er ikke ensbetydende med, at prisen skal være høj! Under normale omstændigheder, bruger jeg ALTID hårkur. Derudover bruger jeg tit forskellige plejeprodukter, der skal blive i håret. Der er utallige af den type produkter blandt mine favoritter. Hvis dit hår er kraftigt nok, kan du også ofte bruge din hårkur som leave-in. Prøv en dag, du måske kan blive hjemme, så du kan lære at dosere den ordentligt. Det er afgjort lettest i vådt hår, men kuren kan oftest også bruges i tørt hår.
5. Varmebeskyttelse*
Når du føntørrer eller styler håret, skal du selvfølgelig beskytte håret. Der er en kæmpeulempe ved mange produkter på markedet, og det er den heftige mængde duft, der er i. Derfor finder du varmebeskyttelse både i Plejende Hårcreme og Alt i en Stylingcreme. Det var en selvfølgelighed for os, at det skulle i, den holdning er der heldigvis flere mærker, der har. Det skal du selvfølgelig holde øje med, når du køber produkter. Ellers er der altid gode gamle Purely Professional Protection 2, der er blevet nævnt utallige gange på bloggen allerede. Den er og bliver en favorit! Samtidig elsker jeg, at jeg ikke behøver at være nervøs for, at den gør andet, end det den skal.
6. Føntørrer*¤
En god føntørrer, hvor du kan justere temperaturen og ikke mindst styrken er vanvittigt vigtig. Det kan godt være, at din mors gamle føntørrer fra halvfjerdserne virker endnu, det er ikke ensbetydende med, at den er god! Sørg for at undersøge markedet grundigt, læs om hvad de forskellige mærker kan og lover. Det er kun indtil man kommer ind i, hvad specifikationerne egentlig betyder, at det kan virke som volapyk. NICMA Styling Lightweight High Speed Hair Dryer udmærker sig på mange parametre, og så er den samtidig til at betale. Det er især vægten, der er årsagen til, at jeg er SÅ stor fan, som jeg er. Det er bestemt også et stort plus, at man kan indstille temperaturen.
7. Hyaluronsyre*
The Inkey List har en decideret hyaluronsyre til håret*, den har jeg ikke prøvet. I videoerne, hvor den bliver brugt, synes jeg, den ser fedtet ud, derfor anbefaler jeg dén til huden her. Godt nok er pH-værdien lavere i den til håret, hvilket generelt er bedre og mere effektivt. Hvis det resulterer i et halvfedtet hår, vil jeg hellere bruge den anden. Det siger sig selv, at jeg skal prøve den på et tidspunkt. Indtil da bruger jeg selvfølgelig vores egen, der samtidig indeholder glycerin og silikone. Den giver præcis det look, jeg går efter, samtidig med at den virker. Hvis du synes, det er frås, er L’Oréal Elvital Hyaluron Plump Leave-In Spray* et virkelig godt produkt.
8. Sheasmør*
Det er vist ikke svært at gennemskue min afhængighed af sheasmør. Det er et universalmiddel, der er nævnt utroligt mange gange på bloggen. Det er også et produkt, jeg anbefaler igen og igen. Sheasmør kommer på hænderne, fødderne, kroppen, i ansigtet og selvfølgelig også i håret. Det er et produkt, jeg ALDRIG rejser uden, fordi det ligger fast i min taske. Det er med andre ord et fuldstændig uundværligt produkt i min verden. I håret virker det selvfølgelig plejende og fugtende. Ligesom det lægger både elektrisk hår og frizz ned. Fordelen ved sheasmør er især, at fedtsammensætningen og fedtsyrerne ligner hudens eget talg. Det betyder at både hud og hår reagerer ret godt på lige netop denne ingrediens.
9. Hue
En ting er at beskytte håret mod kulden, en anden ting er at beskytte håret mod huen. Der er heldigvis kommet flere og flere huer med silkefor, troede jeg. Det viste sig nemlig at være lidt sværere at finde, end jeg havde forudset. Størstedelen af de huer jeg fandt, levede ikke op til mine personlige krav, da jeg helst vil have naturmaterialer. En tilfældig webshop har jeg heller ikke ret meget lyst til at linke til… Så mit tip må her være at finde et tørklæde af silke*, som du har under huen. Du kan selvfølgelig også sy tørklædet fast i huen, bare husk på, at huen stadig skal kunne udvide sig.
10. Kosten
Det er måske lidt uhåndgribeligt, at tale om kost i forbindelse med håret. Og det giver sig selv, at det ikke hjælper nu og her, uanset hvad du putter i munden. Billedet af græskarkernerne* illustrerer nogle af de fødevarer, du forhåbentlig har hørt om som gavnlige. Det er de gode fedtstoffer, du skal være opmærksom på i din kost. Nødder, frø og kerner og olierne med et højt indhold af omega-3 er gode for hjertet. De bidrager altså også med noget godt både til hud og hår. Det kan hurtigt blive lidt uldent, når man taler om kosttilskud til hud og hår. Personligt er jeg dog ikke i tvivl, for jeg har både set og oplevet en stor forskel.