Det duftede af forår i dag. Kunne I også mærke det? Det har været svært at forestille sig, men solen er på vej, og snart får den rigtig fat. Selvom mine højbede stadig var bundfrosne, da jeg forsøgte at grave lidt i dem i dag…
Den første forårssol er en god anledning til at minde om, at resterne af sidste års solcreme altså ikke fejler spor. Den gamle myte om, at man skal kassere solcreme året efter, har ikke hold i virkeligheden. TÆNK lavede sidste år en laboratorietest af et år gamle solcremer, og de holdt stadig den lovede solfaktor.
Som vi plejer at sige: Hvis du stadig har rester tilbage af den solcreme, som du købte sidste forår, så bruger du ikke nok solcreme! Men hvis du stadig har solcreme tilbage i den tube, du købte ud på sensommeren, så er det spild ikke at bruge den op nu. Den fejler nemlig ikke spor.
Solcreme er lavet til at holde. Men det kommer meget an på, hvordan den har været behandlet. Har du haft den liggende i varme og sol, så bliver den hurtigere dårlig. Kig på den, lugt til den og brug din sunde fornuft. Der er slet ingen grund til at kassere en god solcreme, blot fordi den har været åben siden sidste år.