
I takt med at jeg bliver ældre, bliver min hud mindre tilgivende, når den ikke bliver behandlet ordentligt. I går tog jeg til Stockholm, og allerede nu lider min hud. Det er ikke fordi jeg har glemt halvdelen af min bagage, som jeg ellers også har gjort engang… Næ, det skyldes simpelthen, at jeg helt glemmer at tænke mig om. ”Tirsdagstip: Husk milde vaskeprodukter på rejsen” er en påmindelse til dig, men især til mig selv… Så håber jeg på, at det ikke går helt så galt næste gang, jeg skal rejse. Det er nemlig ikke kun i Sverige, det er gået galt for mig… I olivensæbens helt eget land, Frankrig, har sæben også forårsaget en hudkrise. Man kan naturligvis sagtens argumentere for, at det er mig, der bare er et fjols. Det vælger jeg dog at tro, at jeg næppe er den eneste, der er…
Grønt og godt?
Her i Stockholm bor jeg på det samme hotel hver gang, det er nøje udvalgt af mange grunde. Hotellet ligger lige midt i det hele, de er vildt venlige, og så går de op i miljøet. De har selvfølgelig produkter som håndsæbe, shampoo, bodywash, lotion og balsam på badeværelset. Det er selvfølgelig pænt og ser umiddelbart så fint og naturligt ud, det er vegansk og indeholder økologisk olivenolie. Ingredienslisten afslører dog, at vaskeprodukterne har mest tilfælles med opvaskemiddel. Det opdagede jeg det år, hvor jeg glemte min shampoo… det varede LÆNGE før mit hår var okay igen. Det hjalp selvfølgelig ikke at føntørreren ikke var min egen og derfor var alt for varm og langsom. Når jeg forlader hotellet senere på ugen, vil jeg afgjort sige noget, for der skal SÅ lidt til… Tænk hvor stor en forskel, milde vaskeprodukter ville gøre for hotellets gæster.
Milde vaskeprodukter
Når du skal vælge milde vaskeprodukter, er der forskellige ingredienser og andre værdier, der er gode at kunne. Selvom vi har skrevet om sulfater masser af gange, så er der jo ret stor forskel på dem. For eksempel bruger vi selv nogle af de milde sulfater i vores shampooer og i Alt i en Sæbe… Det er ikke dem, vi er sure på. Dem, vi skælder ud over, og dem som er ekstremt hårde ved hud og hår, er primært SLS og SLES. På ingredienslisten hedder de henholdsvis Sodium Lauryl Sulfate og Sodium Laureth Sulfate. Jo højere de står på listen des højere er koncentrationen. Det samme gælder salt (natriumchlorid), der også kan virke udtørrende i høje koncentrationer. Parfume kan også være en synder… Og så er der pH-værdien (der lavede ballade i Frankrig). Det er en fordel med en lav pH-værdi, det kan huden bedre lide.