Olfaktorisk onsdag: Dufte til dig med ascendanten i Krebsen

Olfaktorisk onsdag: Dufte til dig med ascendanten i Krebsen
26.06.24
Olfaktorisk onsdag: Dufte til dig med ascendanten i Krebsen

De astrologiske sæsoner går meget hurtigere end forventet… hvorfor jeg ikke føler mig så velforberedt, som jeg helst vil være. Det, synes jeg selvfølgelig, er træls, derfor er dette indlæg lidt anderledes. Arbejdet med ”Dufte til dig med ascendanten i Krebsen” startede simpelthen i det øjeblik, jeg udgav seriens seneste indlæg. Skriveprocessen er dog også meget sjovere og langt mere udfordrende, end jeg forventede. Det kræver nemlig, at jeg skal tænke helt anderledes på og om dufte, end jeg er vant til. Det er også derfor, at du ikke finder anmeldelser i dette indlæg. Det handler naturligvis stadig om dufte, men de er sorteret på en anden måde end ellers.
Du kan fint se helt bort fra det astrologiske aspekt, og gå efter hver enkelt af de omtalte typer. Hvis det stadig er for abstrakt, kan du læse det som et indlæg om skønne dufte, du bør kende.

Kald det, hvad du vil!

Det kan være humøret, følelsen eller en energi, du vælger at udtrykke med din duft. Det aldeles ligegyldigt, hvad du vælger at se det som eller at kalde det. Kan du ikke genkende noget af det, så læser du naturligvis bare om duftene, som du vil. Duftene er dog ikke beskrevet i dybden, da det netop ikke er deciderede anmeldelser, dette indlæg skal handle om. Som i de tidligere indlæg i denne serie, handler det simpelthen om, hvordan man også kan vælge duft. Hele serien er netop udsprunget af en samtale om, hvad der gør, at man griber ud efter en specifik duft.
Selvom jeg er vanvittigt imponeret over dem, der har en signaturduft, så er det ikke noget, jeg selv helt forstår. Det er uendelig sjældent, jeg dufter af det samme to dage i træk, undtagelsen er, når jeg tester noget af.

Dufte til dig med ascendanten i Krebsen

Udvalget af dufte er baseret på min opfattelse af både ascendanten i Krebsen og af hver enkel type herunder. Nu skrev jeg type, men altså… det er mere sådan en følelse eller et personlighedstræk, jeg mener. I dyrekredsen er Krebsens tegn ofte associeret med moderen og er dermed ofte samlingspunktet for både vennekredsen og familien. Ligesom Krebsen har en fin, åben og indfølende natur. De er hjælpsomme og meget opmærksomme på alle i deres nærhed. Ofte går de langt for at tilpasse sig omgivelserne og forventningerne for at undgå opmærksomhed. Dette kan virke tilbagetrukket, men det er oftere tegn på, at Krebsen fra afstand søger kontrol over situationen.
Krebsen er det første af de tre vandtegn i dyrekredsen og er sandelig også styret af månen. Det er med alt det som udgangspunkt, jeg har valgt personlighedstrækkene herunder.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

1. Den følsomme

Der er noget sart, uskyldigt og alligevel nærmest vulgært over magnolieblomster. Det er kontraster, der i mine øjne går virkelig godt i spænd. Det er også karakteristika, der matcher både den følsomme, men også ascendanten i Krebsen. Der er ikke en forside uden en bagside og omvendt… De følsomme bliver opfattet som svage, men der er en kæmpe styrke i at bekende kulør. Der er både risiko for afvisning men også potentiale for vækst. Det synes jeg Acqua di Parma Magnolia Nobile er perfekt til at udtrykke. Det er en dejlig frisk åbning med forskellige citrusnoter. Hjertet er en kæmpebuket blomster, og så er der træ og et strejf af vanilje i bunden.

2. Den favnende

Der er få dufte, der føles så meget som en sart berøring som La Bouche Rouge Nude. Den er blød, rar og diskret, og duften passer til alt. Hele ideen med duften er også ret så fin og passer aldeles godt til denne personlighedstype. Det er fabelagtig med dufte, der oven i velværet giver god samvittighed med gode værdier. Den er, som jeg beskrev i ”Torsdags top ti: Forårsdufte 2024”, ligesom eksklusivt undertøj. Man føler sig bare lidt bedre tilpas med den på. I øvrigt snuser langt de fleste lige en ekstra gang til dig, fordi duften er så inviterende, fin og delikat. Selvom kraftfulde dufte med stor personlighed bestemt har charme, er de helt stille er afgjort også et bekendtskab værd.

3. Den tryghedssøgende

Det svenske mærke Byredo har masser af dejlige dufte på samvittigheden, og Bal d’Afrique er bare én af mange. Selve duften er som en let brise på en varm sommerdag, det er en virkelig skøn, ren og meget sæbet duft. Den er svær at have noget imod, og det er derfor en helt perfekt hverdagsduft. Den åbner med en intens citron, neroli, bergamotte og solmodne solbær. I hjertet er der en spændende om end umiddelbart lidt overvældende kombination af jasmin og viol. Blandingen falder dog lynhurtigt til ro og lander et blødt og rart sted. I bunden er der en tør vetiver, afrundende rav, blød moskus og denne her knitrende rene cedertræsnote.

4. Den traditionsbundne

Det er næsten svært at komme i tanke om en mere traditionel og moderlig duft end Chanel No. 5*. Selvom jeg faktisk har duften, bærer jeg den aldrig, fordi det netop var min desværre afdøde svigermors foretrukne duft. Den oprindelige duft indeholdt efter sigende en alt for høj koncentration af aldehyder. Det var i 1921 en helt ny og meget visionær note. De færreste er i tvivl om, hvordan den dufter, og kan genkende den på afstand. Aldehyderne ligger som en kølig intensitet i åbningen, i hjertet er der rose, iris, liljekonvaller og selvfølgelig jasmin. I bunden er det blandt andet slåenlav, patchouli, sandeltræ, moskus og vetiver. Chanel No. 5 signalerer både elegance, tradition og en ordentlig portion selvtillid.

5. Den hjælpsomme

Inden jeg lærte at værdsætte Gris Charnel fra BDK, skuffede den mig dybt. Det var inden den kom til Danmark, og jeg udelukkende havde andres ord for duften. Forventningens glæde er som bekendt den største… Det var derfor en stor overraskelse, at jeg faktisk ikke brød mig om den. Den rummer hele to noter, jeg har haft det MEGET svært med nemlig figen og sandeltræ. Kombinationen har krævet stor øvelse, men da BDK forrige år lancerede en extrait version, talte den pludselig til mig. Det er en favnende duft med ekstrem meget indbygget hygge, velvilje og tryghed. Det er svært at forestille sig, at bæreren af denne duft er noget andet end hjælpsom, forstående og hyggelig.

6. Den samvittighedsfulde

Egentlig er det lidt en ulv i fåreklæder rent duftmæssigt. The 7 Virtues Amber Vanilla* lyder jo umiddelbart blød og rar. Det er heller ikke fordi, det er en anmassende duft, men den sniger sig alligevel ind og er ret nærværende. Når duften er landet under den samvittighedsfulde, er det selvfølgelig hele mærkets fortælling. Den er lang, og jeg vil ikke komme ind på den her, men den gør mig lidt blød om hjertet.
Selve duften minder mig på en måde om Guidance, den har dog ingenting tilfælles med duften på papiret. Igen er det følelsen, der får mig til at sammenligne dem. Det afholdt jeg mig dog fra at skrive i min anmeldelse af den.

7. Den tilstedeværende

Hvis ikke du kendte mig bedre, ville du måske synes, at valget af Sisley Soir de Lune er lidt plat. Heldigvis ved du, at jeg ikke har for vane at være andet en seriøs, når det kommer til dufte. Soir de Lune rummer så mange facetter, at valget faldt helt naturligt! Den er vildt intens og klassisk på den helt rigtige måde. Den åbner skarpt med blandt andet peber og citrus, fine tunge blomsternoter som rose, iris og jasmin tager over. I hjertet er der udover en smuk buket en frugtighed fra modne ferskner. Duften er rundet af med en skøn og balanceret sødme fra honning, patchouli, moskus, sandeltræ og slåenlav.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *