To almindelige hudlidelser der giver træls hud

07.12.23

Vi har i halvandet årti hjulpet jer læsere med jeres hudproblemer, og det er overraskende ofte de samme problemer, der går igen. Især to helt almindelige hudlidelser ser vi ofte gemme sig i det skjulte – og det er ikke dem, du tror.

Hvis du har hudsygdomme som akne eller rosacea, er du som regel godt selv klar over det. Og det er ikke dem, jeg vil tale om her.

Det, jeg i stedet vil tale om er perioral dermatit og skæleksem. 9 ud af 10 gange, når vi skriver med læsere eller taler med jer ansigt til ansigt, og I klager over virkelig træls hud, der bare ikke vil noget som helst, så er det ret tydeligt at enten en af disse to meget almindelige lidelser – eller ofte begge – er på spil. Og de er nemme at genkende, hvis man ved, hvad man skal kigge efter,

Skæl

Du kender sikker skæl som noget, vi har i hovedbunden, men de samme skælsvampe lever i bedste velgående i vores ansigt, og her kan de også få overtaget. Synlige skæl i øjenbryn og/eller skæg er almindeligt, men du kan sagtens have problemer med skælsvamp uden at have synlige skæl.

Panden og fløjene omkring næsen er et godt sted at kigge. Er de røde og måske endda irriterede? Skæller huden lige netop der? Måske bliver det særligt synligt, når du prøver at tage makeup på?

Mange tror, at de har tør hud, fordi huden skæller, men det modsatte er faktisk tilfældet. Skælsvampene trives ekstra godt, jo mere fedtet creme, vi smører på.

Tør hud i ansigtet er som regel noget, du finder på kinderne. Så hvis det er dine kinder og din næse, der er skæller, så skal du blive mistænksom. Her er vores hud mest fedtet fra naturenshånd, og det er derfor langt mere sandsynligt, at det er en skælsvamp, der er på spil.

Den bedste måde at finde ud af det på, er ved at prøve at behandle det med et aktiv, der virker på skæl. Den samme ingrediens, som der er i din skælshampoo, virker selvfølgelig også i ansigtet.

La Roche Posay har været så venlige at putte den ingrediens i en praktisk creme.*

Det samme har Ducray i deres Kélual DS Cream.*

Du kan også bruge en skælshampoo til at vaske ansigt i – men sørg for at det er en skælshampoo, der er velegnet til formålet.

Perioral dermatit

Har du kun bumser på hagen og kæben? Og bliver de bare værre og værre uanset hvor mange skrappe akne-midler, du bruger? Så er det sandsynligt, at du ikke har bumser, men i stedet perioral dermatit.

Perioral dermatit er et bumse-lignende udslæt, der opstår omkring munden. Et lignende udslæt kan i øvrigt også opstå omkring øjne (periorbial dermatit) og omkring andre kropsåbninger (jep).

Det har absolut intet med bumser at gøre, selvom det ligner – det er ren irritation. Din hud er sur, fordi den er irriteret. Irriteret over noget, du har udsat den for.

Sandsynligvis er det noget, der skummer (renseprodukter og tandpasta), makeup eller bare alt for skrap hudpleje. Det kan også skyldes steroidcremer, astmabehandling eller fødevarer.

Den bedste behandling er at stoppe med alt, hvad der irriterer og provokerer huden. Perioral dermatit er kronisk forstået på den måde, at man altid vil have tendensen, men udbruddene kan forhindres ved at være uendeligt blid ved huden.

Din læge har medicin på hylderne, der hjælper, men pas på, at du ikke ved en fejl får noget mod akne eller endnu værre – steroidcreme.

Azelainsyre virker også, og det kan du både få i høje koncentrationer hos lægen eller i lavere koncentrationer som kosmetik. Vi har selv en version med 10%, og det samme har Paula’s Choice og The Ordinary*.

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
37 kommentarer
Pernille

Jeg har i mange år lidt af skæleksem. Det bliver værre i tørt indeklima eller fx frostvejr. Jeg har erfaret at hvis jeg undgår ost, champignon og kraftig rødvin, så falder det mere til ro. Spiser jeg en skive “gul skæreost” som fx flødehavarti eller cheddar, så går der maks to timer, så begynder huden ved næsefløjene at klø.

Helene Randløv

Hej Pernille
Det er i hvert fald lettere at undgå, hvis man ved det!

Kh. Helene

Mia

Men det er jo SÅ svært, selv at finde ud af, hvad der får den periorale dermatitis til at gå i udbrud. Jeg har virkelig prøvet og prøvet; skiftet tandpasta og børstet tænder inden rens, undgået olie i creme, undgået fysiske og så kemiske solfiltre, brugt azelainsyre, fået creme fra lægen (først steroidcreme, derefter ‘den rigtige’. Førstnævnte, gjorde det bestemt IKKE bedre), prøvet at undgå direkte sol generelt, ingen makeup osv osv. I perioder bliver det bedre, for så dagen efter når jeg vågner, så er det tilbage. Og jeg aner simpelthen ikke hvad jeg har gjort/ikke gjort. Er der mon nogen som har gode og specifikke erfaringer, som har virket for dem? Fødevarer de fx har undgået? Og meget gerne specifikke cremer/sera de har brugt? Al erfaring tages imod med kyshånd!

Helene Randløv

Hej Mia
Hvordan med din shampoo, er der sulfat i den? Hvordan renser du huden? Hvordan ser hormonspejlet, stressniveauet osv. ud? Der er masser af ting, der påvirker huden.

Kh. Helene

Kjerstine

Hej! Tak for jeres produkter og store viden, som hjælper meget! Jeg lider både af perioral dermatitis og periboal dermatitis, som jeg kan læse det hedder :-)) jeg bruger flere af jeres produkter, herunder t-zone og niamicid. Jeg har netop købt c-vitamin+TXA, som jeg havde tænkt at starte op på efter niamicid. Men nu får jeg da lyst til at prøve jeres Azelainsyre. Hvad må man bruge sammen?
Og har I andre tips til hvad man ellers kan gøre? (Specifikke fødevarer eller andet). Alt kan bruges!
Kh Kjerstine

Helene Randløv

Kære Kjerstine
Tak for fin ros <3 Med hensyn til produkter kan alt undtagen AHA-Peeling og T-Zone Peeling kombineres eller bruges sammen. Med hensyn til kosten er der et par forslag her i kommentarfeltet.
Kh. Helene

Nanna

Hvad hvis det er hagen der skæller, kan det også være skæl?

Helene Randløv

Hej Nanna
Ja, men det kan også være PD…

Kh. Helene

Dianna

Hej og tak for endnu et virkelig godt og informativt indlæg 🫶 Jeg har PD, og bruger azelainsyre, som har gjort en kæmpe forskel! Jeg har desuden tilpasset min hudplejerutine og tandpasta, men får stadig lettere udbrud som så skal klares med antibiotika. Jeg mistænker lidt Rosalique 3-i-1 farvet dagcreme, men har svært ved at undvære den, hvad tænker I om den og PD? Tusind tak ☺️

Helene Randløv

Hej Dianna
Hvordan tager du din foundation på?

Kh. Helene

Christina

Tak for gode og informative indlæg. Jeg fandt via jer ud af, at den problemhud, jeg særligt oplevede i årets kolde måneder var PD. Og visheden har hjulpet gevaldigt. Nu ved jeg, hvordan jeg skal forholde mig. Jeg har netop haft et nyt udbrud og mistænker min Redken Shampoo, som virker meget parfumeret. Kan det ikke godt passe, at det ligeså vel kan være shampoo som makeup, der kan “aktivere” det?

Helene Randløv

Hej Christina
Det er nok nærmere den sulfat, der er i shampooen, hvis du får det i ansigtet.

Kh. Helene

Sabrina

Jeres azelainsyre har virkelig hjulpet mig, og min hage ligner ikke længere et krater. Desværre efterlade de bumser der indimellem dukker op alligevel nogle røde mærker der er flere måneder om at forsvinde. Jeg bruger The Ordinary salicylsyre nederst, så azelainsyre, og topper op med Vichy Aqualia Thermal UV.
Nu vil jeg så se på nogle af de produkter i har nævnt mod skæl, for det kan jeg da også genkende, og I har aldrig før sendt mig i en forkert retning.

Helene Randløv

Hej Sabrina
Sikke en tillid <3 Jeg håber, du får god effekt af produkterne.

Kh. Helene

Pernille Hedegaard

Hej. Jeg lider af ovenstående, og ville høre hvad i tænker om forsøg med følgende hudpleje rutine:

Morgen:
Vasker i peeling shampoo fra jer
Påfører kerum creme fra La roche posay under make up.

Aften:
Renser make up af med Take the day away fra clinique
Påfører T-zone peeling fra jer
Påfører Azelainsyre fra jer
Natcreme fra Dragon blood

Vh. Pernille

Helene Randløv

Hej Pernille
Hvilken rens er det præcist, du bruger fra Clinique, og hvordan bruger du den? Prøv at se her: https://pudderdaaserne.dk/2023/01/24/tirsdagstip-forfin-hudstrukturen-og-formindsk-dine-porer/
Personligt ville jeg vælge noget mindre parfumeret til natten 🙂

Kh. Helene

Sine

Jeg har skæleksem omkring næsten og lidt ved hårgrænsen, samt i hovedbunden. Jeg synes det er svært at vide om jeg skal dele min ansigtspleje op, forstået på den måde om jeg skal rense mit ansigt over det hele eller undlade det lille område omkring næsen og ved hårgrænsen? Findes der en guide til hvordan man bedst kan gøre? Jeg bruger jeres makeupfjerner som eneste ansigts rens, og jeres alt i en creme generelt. Har også jeres niciamid og azelainsyre jeg bruger jævnligt.har nu købt la roche posay creme til omkring næsen, som jeg synes virker ok, samt deres shampoo.
På forhånd tak

Pernille

Jeg vil godt anbefale “Intensive dry scalp treatment” fra ACO mod skæleksem både i hovedbunden og ansigtet. Den indeholder piroctone olamine og så er det en fugtgivende serum. Jeg havde en ansigtscreme fra apoteket, men den var ikke så rar. Denne her klasker jeg bare oven på mit fugtserum. Og nå ja, når man bruger det i hovedbunden er det jo imellem hårvaskene, i det tørre hår, som leave-in produkt, istedet for at skulle bruge skælshampoo hver dag…

Sarah

Hej,
Jeg har PD – konstateret af en hudlæge – samt mistanke om noget mild rosacea. Min hud er meget reaktiv og kan slå ud af selv milde produkter.
Men da jeg også er tør og rød omkring næsen, tænkte jeg, at jeg ville forsøge med Ducray Kélual DS Cream, som I skriver om her!
Den har ændret min hud markant på en uge. Den er roligere, lysere og mere jævn at se på.
Jeg ved, hvor fattig man kan købe sig i cremer, når huden bøvler, så ville lige skrive om min oplevelse her 🙂

Anne

Hej, tak for en vildt informativ side og tråd, som jeg lige har opdaget. Jeg har i mange år døjet med skæl i hovedbunden, særligt omkring tindingerne. I foråret begyndte jeg at smøre med t tree oil scalp serum, og det hjalp! Nu har jeg sandsynligvis fået skæleksem omkring næsen, og måske PD mellem kæberne og mundvigene,så jeg begyndte at smøre med samme produkt. Det har altså dæmpet det omkring munden meget, mens mine næsefløje stadig har noget, dog mindre end da jeg startede. Hvad tænker I om t-tree oil i forhold til skæleksem/Pd? Der er noget fugtgiver i den serum, men jeg aner ikke, om min samtidige kostomlægning mod antiinflammatorisk kost lige godt har kunnet gøre forskellen…

Helene Randløv

Hej Anne
Da TTO er en heftig og voldsomt allergen æterisk olie, er det bestemt ikke noget vi anbefaler til PD.

Kh. Helene

Camilla

Hej,
Jeg overvejer at prøve en af de to cremer i anbefaler til skæleksem. Jeg bruger i forvejen flere af jeres ansigtsprodukter heriblandt Cremen. Hvis jeg køber en af de to skælcremer, skal jeg så undlade at at bruge Cremen eller skal jeg bruge begge dele?

Helene Randløv

Kære Camilla
I starten især skal du nok lægge Cremen på hylden, men det kan være rigtig svært, hvis huden virker meget tør.

Kh. Helene

Helle

Jeg fik PD for første gang for 1 år siden (er 57 år) og der var jeg også lige begyndt at bruge Rosalique, hvilket jeg stoppede med. Og så kom der ro på min hud igen

Helene Randløv

Hej Helle
Det kan være den berømte dråbe… Godt at du fik ro på huden igen!

Kh. Helene

Cecilia

Nå, så fandt jeg da lige ud af at det er skæleksem jeg har i ansigtet. Hvilket jo er ret fedt efter et par år med div cremer mod tør hud. Så tak for det!
Kunne i overveje en artikel med en fremgangs måden helt præcist? Altså en anbefalet rens, syre (cremen har jeg set) osv osv. Jeg har aldrig været god til hudpleje. Sådan en artikel til jeg ihvertfald ELSKE.

Helene Randløv

Hej Cecilia
Søg på skæleksem i søgefeltet, så er der flere indlæg om dette og rækkefølgen er der også flere indlæg om. Ellers er det rens for eksempel Vaskebalsam, syre (T-Zone Peeling), korrigerende pleje, creme (nævnt her).

Kh. Helene

Line Vibov

Hej og tak for altid gode indlæg!

Jeg har brugt jeres produkter i mange år efterhånden og er virkelig glad for dem.
Jeg har været lidt on/off med det skæleksem, men må efterhånden konstatere, at det er dét jeg har.
Jeg har så:
1: Skæleksem mest på hage og næse
2: Store pigmentforandringer i panden og på kinderne
3: Store porer på næsen og hagen med tendens til urenheder på hagen/kæbe/hals

Pt gør jeg følgende:
1: Rens cerave smoothing cleanser for porerne og hudorme
2: BHA exfoliant fra Paula Choice, for at behandle porerne
3: t-zone peeling
4: niacinamid
5: anti-age

Om aftenen bytter jeg niacinamid ud med a-serum og to gange om ugen bruger jeg retinol creme fra Paulas choice ovenpå t-zone peeling og intet andet.
Jeg har også købt jeres vitamin-c creme, men ved ikke helt hvornår jeg skal bruge den, selvom det jo er godt for pigmentpletterne.

Mit spørgsmål er, at jeg godt kan blive i tvivl med alle de ting, hvad der er godt for skæleksemen, og om der er noget der gør det værre. Og hvad er ligesom den bedste løsning for de problematikker jeg har.

Håber I kan hjælpe.

Vh Line

Helene Randløv

Hej Line
Det vil vi altid, men kan jeg ikke lokke dig til at sende os en besked på messenger eller i direct på indtagram, det er meget lettere for mig at svare der, dialogen flyder bare lettere.

Kh. Helene

Spritt Schapiro

Jeg mangler at der også lige nævnes Rosacea, som desværre er meget udbredt. Mange ved ikke at de faktisk har det eller hvad det indebærer. 😊
Min personlige oplevelse med rosacea er at jeg skal have meget milde (og uparfumerede) produkter og gøre så lidt så muligt med min hud. Og at fugtende produkter skal være lette, tyndtflydende og hurtigt absoberet, min hud bliver meget hurtigt irriteret (med værre rødme).
Man kan købe sig fattig i produkter man tror vil fjerne rødmen, men jeg oplever det omvendte, jeg skal i høj grad undlade at overbehandle.

Helene Randløv

Hej Spritt
Vi skriver ganske sjældent om rosacea, fordi det præsenterer sig så forskelligt fra person til person. Det, der er perfekt til dig virker slet ikke for andre osv. For eksempel er der nogle af vores læsere, der til min store overraskelse bruger AHA-Peeling for at holde deres Rosacea nede… Det er jo direkte modsat af alt, jeg troede, jeg vidste (og har lært).
Sådan er det hverken PD eller skæleksem, derfor hører rosacea ikke til i denne kategori. Ligesom akne og vitiligo for eksempel heller ikke gør, det ændrer dog ikke på, at det er træls.

Kh. Helene

Mette

Har lige været forbi min nye læge, fordi jeg fik en opblussen omkring næsen. Hun reagerede med at ville udskrive hormoncreme! Jeg stoppede hende pænt og sagde, at det blot ville gøre det meget værre og måtte så selv nævne Metronidazol, som jeg tidligere har haft god effekt af. Gudhjælpemig om ikke damen udskrev begge dele?!?!

Helene Randløv

Hej Mette
Godt, at du selv ved, hvad der er bedst.

Kh. Helene

Ditte

Hej😊
Jeg er så uheldig, at jeg i øjeblikket har et voldsomt udbrud af PD.
Jeg har læst alverdens ting på nettet med hudplejeprodukter og jeg syntes det er lidt af en jungle.
Jeg har lige købt Sanicare Calendula balsam/creme, som er den eneste creme jeg kan bruge uden at det svier helt vanvittigt.
Jeg kan simpelthen ikke gennemskue indholdet i alle de forskellige produkter og vil høre dig, om du vil være sød at komme med nogen eksempler på hvilken ansigtsrens, dagcreme, natcreme, bodycreme,shampoo, balsam som “må” bruges når man har PD.
Kan man evt bruge alle produkter i jeres serie eller alle produkterne fra Weleda eller Sanicare.

På forhånd tak🤗

Helene Randløv

Hej Ditte
Hvis bare det var så enkelt! Hvis jeg skal hjælpe dig mere præcist er det vigtigt for mig at vide en masse andet. Derfor beder jeg dig skrive via Messenger på facebook eller direct på Instagram.
Basissættet er rimelig sikkert: https://pudderdaaserne.dk/2022/10/25/tirsdagstip-hold-det-enkelt-eller-basispakken-fra-pudderdaaserne/

Kh. Helene

Hej

Jeg har døjet med skæleksem i mange år, og det korte og lange er, at kun to ting virker: bekæmp svampen, der forårsager det, med klassiske skælprodukter (shampoo/cremer med fx. piroctone olamine) eller ‘eksfolier’/peel med salicylsyre.

Rent praktisk fungerer det bedst for mig at bruge en skælpshampoo uden sulfat (purely professional 4 fx.) til hovedbund og skæg og en syrepeeling (t-zone peeling fra pudderdåserne) til ansigt. Når jeg vasker hår/skæg, bruger jeg som regel også shampooen i ansigtet. Vigtigt at lade vaskeprodukter med aktive ingredienser sidde i flere minutter og desuden ryste flasken godt inden brug.

Uanset hvad er det en kronisk lidelse, og derfor er behandlingen livsvarig.

Helene Randløv

Nu har vi netop lanceret Skælserum… https://pudderdaaserne.dk/2025/01/29/ny-skaelserum-til-huden/

ellers har vi netop anbefalet næsten samme fremgangsmåde, som du beskriver i temmelig mange år.

Mvh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *