Tirsdagstip: På med UVA-beskyttelsen

Sol
21.02.23
Sol

Hør nu her, du må selvfølgelig selv om, hvad du gør. Hvordan og hvor ofte du bruger SPF, og hvor høj den er. Spørger du os, svarer vi naturligvis ud fra vores overbevisning. Tirsdagstip: På med UVA-beskyttelsen er til dels en reaktion på kommentar til et opslag. Udgangspunktet var, ”du mener vel”, at vedkommende, jeg svarede, højst skulle bruge SPF 30. Og nej, det kommer jeg aldrig til at anbefale. Her begynder forvirringen! Det giver jo ingen mening, når vores Alt i en Beskyttelse endelig er tilbage som en SPF 30.
Desværre er der meget få mærker, der angiver UVA-beskyttelsen på produkterne med andet end cirklen… Og jeg forstår dem virkelig godt, det kræver ualmindelig meget forklaringsarbejde. Mit inderligste ønske er, at det efterhånden lykkes os, der bruger en form for mål, at få budskabet spredt.

På med SPF’en

Nu er det jo altså oftest SPF’en, der er nævnt på diverse produkter til beskyttelse mod solens skadelige stråler. SPF står jo som bekendt for: Sun Protection Factor. I virkeligheden er det mere en tidsangivelse. Det er også derfor, at mange ikke mener, at man kan retfærdiggøre at bruge mere end SPF 30. Hvis du ser, hvor lidt en SPF 50 dækker procentuelt i forhold til SPF 30, giver det heller ikke mening. Så langt er vi sådan set enige. Nu er det bare slet ikke tidsangivelsen, jeg er interesseret i. Det er mange år siden, jeg lærte at omgås solen fornuftigt. Så det er nærmest udelukkende UVA-beskyttelsen, jeg kigger på. Og det er der, SPF 50 udmærker sig i forhold til SPF 30. Den cirkel rundt om UVA, der er på diverse produkter, betyder nemlig at cirka en tredjedel af SPF-tallet er UVA-beskyttelse.

På med UVA-beskyttelsen

Det der indikerer, hvor godt du er beskyttet mod UVA-strålerne er for eksempel mærket PA+ – ++++. Det der med UVA-strålerne har vi skrevet en del om. Om mærkningerne kan du læse: ”Hvad betyder UVA-mærkerne? UVA-cirkel, PA+++, PPD og stjerner”. Filtrer, der beskytter op til 400 nanometer kan du læse om her: ”Tirsdagstip: Tjek selv UVA-beskyttelsen i din solcreme”.
Hvis ikke man holder tungen lige i munden, er det virkelig let at blive forvirret. Af erfaring ved jeg, at så snart de 400 nanometer bliver nævnt, så bliver det for teknisk for nogen. Det er heldigvis ikke så vanskeligt!
Der er to typer af UVA-stråler: de lange UVA1-stråler ligger i spektret mellem 340-400 nanometer. De korte UVA2-stråler ligger i spektret mellem 320-340 nanometer. Og så er der jo UVB-strålerne, der ligger i spektret mellem 290-320 nanometer.

UVA-stråling går gennem ruden

Når vi igen og igen opfordrer til brug af høj SPF med tilstrækkelig UVA-beskyttelse, er det fordi de udgør en langt større trussel. Først og fremmest når en langt større del af UVA-strålerne jordens overflade. De er tilstede i alle former for dagslys, både når du kan se solen, og når du ikke kan. De trænger igennem vinduer (med mindre ruderne er specialbehandlede). Du kan ikke umiddelbart se effekten af UVA-strålerne, udover at det er dem, der aktiverer dine pigmentceller. De trænger altså igennem huden og kan forårsage skader langt ned i hudens lag. Det er især vigtige komponenter, der sørger for elasticitet og fasthed, strålingen påvirker. Og så er det også her den største synder i forhold til hudcancer skal findes.
UVB-strålingen er kraftigere og er den, der blandt andet forårsager solskoldning. Afhængigt af placering, tid og sæson varierer UVB-strålingen en hel del.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
6 kommentarer
Mette

Min datter på 12 er blevet opereret i armen før jul med fire store ar som minde. Hun har lige nu langærmede trøjer på men når det bliver for varmt skal der selvfølgelig godt med beskyttelse til. Er der en særlig solstift, I kan anbefale og er det faktor 50, vi skal gå efter?

Helene Randløv

Hej Mette
Ja, det er det bestemt. Der findes mange solstifter. Jeg ville selv vælge en med fysiske filtre, men jeg har ikke haft fat i en solstift selv i årevis, så jeg kan ikke anbefale én frem for en anden. Gå på Apoteket, der er helt sikkert hjælp at hente.

Kh. Helene

M

Bør man også bruge solcreme om vinteren de dage hvor uv indekset er 0 (fx hvis man bruger syrepeeling eller gerne vil undgå UVA pga. “anti-aging”)?

Helene Randløv

Hej M
Det afhænger afgjort af, hvem du spørger. Har du tendens til hyperpigmentering, som du helst vil være fri for. Så ja! I øvrigt er jeg ikke den rigtige at spørge, for jeg bruger altid SPF.

Kh. Helene

N

Tusinde tak for et om altid godt indlæg. Jeg synes det er noget af en jungle at hitte rede i, så har I mon mulighed for at anbefale en eller flere solcremer, der lever op til høj UVA beskyttelse – evt. blot den I selv bruger pt., så altså ikke et ønske om en større test.

Helene Randløv

Hej N
Du behøver aldrig mere at være i tvivl, hvis du følger linket: Tjek selv UVA-beskyttelsen… Der er en komplet liste, du kan følge. Generelt er La Roche-Posay, Avéne, Vichy, EVY Technology og lignende apoteker mærker gode bud. Ellers kan du selvfølgelig kigge efter UVA-mærkningerne, som også er nævnt i indlægget.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *