Tirsdagstip: Opnå god effekt fremfor uheldig reaktion

05.07.22

Overskriften, ”Opnå god effekt fremfor uheldig reaktion”, er både en lang og lidt søgt titel på et vigtigt indlæg. Desværre kan ingen producenter garantere, at man ikke får en ærgerlig reaktion på et produkt, uanset hvor allergimærket det er. I weekenden modtog vi flere spørgsmål om og i forbindelse med optrapning af produkter. Det kan til dels skyldes afsnittet om C-vitamin i ”Månedens Favoritter: Juni 2022”. Desværre var der flere, der ved første øjekast var så ramt, at de nu døjer med perioral dermatit. Det ærgrer mig lidt, fordi det som regel er produkterne, der får skylden. Det virker også indlysende ud fra logikken: før brug af produkterne ingen udslæt.
Det er langt fra første gang, jeg prædiker test af produkter, men nu kommer forklaringen altså her igen. Det er så uendelig vigtigt, at du ikke smører hele molevitten i ansigtet på én gang, når du køber nye produkter!

Prøv det af inden
Det er flere år, end jeg kan huske siden, jeg farvede mit hår med sådan nogle permanente gør-det-selv hårfarver. Siden da er der antagelig sket en masse… Dengang var der altid en advarsel på pakken, hvor der stod prøv produktet på huden inden brug. Det stod der, så vidt jeg husker på det meste, i hvert fald på hårfjerningscreme og andre produkter huden ofte reagerer på. Om det står der endnu, ved jeg ikke. Måske bruger jeg bare ikke den type produkter længere… Måske er producenterne stoppet med at skrive det på? Grundet den advarsel er det fast praksis for mig at teste det meste inden brug. Måske er det, fordi min hud er sart, måske er det tillært, ligesom man vasker hænder før eksempelvis madlavning. Det redder mig fra mange reaktioner, men det redder mig ikke fra overmodighed, som jeg til dels lider af.

Lad være at tage chancen
For ganske nylig testede jeg et produkt med retinol, som jeg udmærket ved, jeg skal være meget forsigtig med. Det var idiotisk af mig, for jeg kørte bare på hver aften. Overmodigheden skyldtes i denne omgang, at jeg jo bruger A-vitamin fast, og derfor ikke behøvede en optrapning. Der er himmelvid forskel på de forskellige derivater af A-vitamin og retinol, så det var virkelig ualmindelig dumt gjort. Resultatet viste sig da også efter et par dage, hvor jeg havde brandsår der hvor min hud er sartest. Vi skulle til stor fest, så jeg ville gerne se skarp ud, det er altså svært med sårskorper i ansigtet. Selvom du sikkert kan gætte det, kan jeg godt røbe, at foundation og sår ikke er det bedste match. Derfor kommer min opfordring om at lade være med at tage chancen med nye produkter fra meget frisk hukommelse.

Opnå god effekt fremfor træls reaktion
Vejledningen for optrapning af produkter er stort set den samme, men jeg skriver den lige alligevel.

  • Test først nye produkter på huden et andet sted end i ansigtet.
  • Test altid nye produkter om aftenen, uanset om du forventer en reaktion eller ej.
  • Lav et mentalt skema over optrapningen med dit nye produkt. Din hud skal kunne følge med, derfor er det følgende bare et forslag. Brug produktet et par gange den første uge, måske hver anden aften den næste uge og så videre. Træk optrapningen ud så længe du vil, det kan ikke betale sig at være utålmodig.
  • Du fortsætter optrapningen, til du bruger produktet, som foreskrevet, først derefter kan du begynde med næste produkt.
  • Skru ned eller op for hastigheden af optrapningen, hvis din hud reagerer eller bare er helt upåvirket.

Hvis du vil have en endnu mere udførlig beskrivelse af optrapningen, kan du læse det gamle indlæg ”Tirsdagstip: Langsom opstart ét produkt ad gangen”.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
2 kommentarer
Simone

Hej Pudderdåserne

Jeg har i lang tid blot brugt en rens og en almindelig parfumefri creme fra fx Derma eller neutral – men nu synes jeg, der skal lidt mere til. Jeg er 30 år og er begyndt at se en del fine linjer rundt om øjne og mund, og det er primært dem, som jeg gerne vil give en kærlig hånd. Som ung døjede jeg rigtig meget med acne og har fået medicinsk behandling for det to gange. Nu har min hud artet sig, og jeg får kun få bumser hist og her. Jeg har lidt ar og ujævn hud efter min acne, primært på hagen. Min hud på næse og kinder kan godt føles en lille smule “ru” (i mangel af bedre ord). Jeg tror, jeg har en kombineret hud, som er lidt skinnende (fedtet?) i t-zonen, men som også kan blive vældig tør i forskelligt slags vejr.

Jeg vil gerne begynde at bruge en peeling og en serum (jeg starter naturligvis kun op på ét produkt ad gangen), men jeg er simpelthen i tvivl om, hvorvidt jeg skal bruge AHA-peeling eller T-zone peeling – og A-serum eller Niacinamid-serum.

Kan I hjælpe mig ift. den information, jeg har givet her?

På forhånd mange tak!

Helene Randløv

Kære Simone
Nøj, hvor er jeg blevet forstyrret i at svare dig mange gange… Først og fremmest vil jeg anbefale dig at læse her: https://pudderdaaserne.dk/2020/04/07/tirsdagstip-saadan-oversaetter-du-hudplejeritualet-til-produkter/
I dit tilfælde vil jeg anbefale:
Skånsom rens: Alt i en Makeupfjerner
Mild kemisk eksfoliering: T-Zone Peeling
Du kan med fordel både bruge Niacinamid 10% eller A-Serum 2% (kun til natten), mod linjerne ved øjenomgivelserne er det nok A-Serum ellers ville jeg nok sige Niacinamid 10%
Til slut vil jeg anbefale Cremen, der netop er drøngod (altså i al beskedenhed) til hud, der ikke rigtig kan finde ud af om den er tør eller fedtet.

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *