Månedens Favoritter: December 2021

07.01.22

Månedens Favoritter var savnet i ret lang tid, fordi jeg sidste år fik en nedsmeltning… Et enkelt klik slettede samtlige færdige kladder for januar, februar, marts og april. Det var rigtig mange timers arbejde, der gik tabt, og det lykkedes ingen af de kyndige mennesker, der hjalp mig at genskabe det. Derefter gik jeg nærmest i chok, derfor besluttede jeg, at de indlæg ikke skulle genskrives. Da jeg forleden ville rydde lidt op, fik jeg simpelthen gentaget succesen med dette indlæg. Heldigvis er det lidt mere overkommeligt at genskrive et enkelt indlæg.
Så her har du Månedens Favoritter: December 2021. Til negle og øjne er der glimmer, der er glæde på spray, og der er en tilgivet dåsedarling. Til håret er der effektive rør og en problemknuser, der er fluff til badet og et meget overraskende budgetkøb. Sidst men ikke mindst er der en længe ventet palette og en brynhelt.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

1. PureDistance White
Det var kærlighed ved første snif, da jeg for over seks år siden mødte PureDistance White. Den har stået på min ønskeseddel lige siden, da den er temmelig kostbar. PureDistances dufte er dog alle pure perfume extrait, altså det der oftest bliver kaldt parfume. Koncentrationen af parfumeolie er 38% i White, hvor de fleste Eau de Parfum ligger på femten til tyve procent. Set i det lys er prisen naturligvis helt rimelig.
Ideen bag duften var, at den skulle give en følelse af glæde, og det er lykkedes! Den dufter rent og fint af sæbe… Kompositionen består af sprudlende rose og bergamotte i åbningen, og et pudret hjerte af patchouli, sandeltræ og vetiver. Og som et virkelig lækkert, afrundet postludium er der en dybde af moskus, irisrod og tonkabønner. White får mig til at føle mig ekstremt feminin og nærmest lykkelig.

2. A-Derma Exomega Control Emollient Spray*
Lige siden min elskede Exomega blev reformuleret, har jeg været rigtig børnefornærmet på A-Derma. Det betød nemlig, at den creme, jeg nødigt levede uden, pludselig irriterede min hud. Desuden kan jeg ikke lide den ”nye” konsistens. Derfor har A-Derma Exomega været i skammekrogen længe. Sidste år tog jeg dog mærket til nåde, da jeg testede Exomega Control Emollient Spray. Den har selvfølgelig en helt anden konsistens end min gamle favorit, men følelsen på huden er den samme. Derfor er Exomega nu tilbage på min indkøbsseddel i denne variant. Da det er en spray, er den meget tyndtflydende. Selv er jeg ikke specielt stor fan af dysen, fordi den sprayer ud i en stråle. Hvorfor den efter min mening ikke kan bruges helt efter hensigten. Heldigvis kan man bruge den, som man vil, og cremen er ligeså rar som i gamle dage.

3. Dyson AirWrap Long Barrels
Dette er det smalle af de to sæt børsteruller eller børstehoveder, jeg har købt. Ja, det er altså det, Dyson selv kalder dem. Da jeg købte dem, fnisede jeg ret meget af, at de kaldte dem tønder (en ret direkte oversættelse af barrels). Ingen af delene beskriver de virkelig smarte rør, man kan sætte på Dyson Airwrap og lave de flotteste krøller med. De har stået på min indkøbsliste længe, men først i december fik jeg taget mig sammen til at købe dem. Mit hår er simpelthen for langt til, at krøller bliver helt som ønsket, med de medfølgende og ret meget kortere rør. Det er Coanda-effekten, der søger for, at håret bliver suget rundt om røret, hvor det først får varme og afsluttende kulde. Det er vanvittig smart og laver meget holdbare krøller i mit hår, der ellers er umuligt at krølle.

4. H&M neglelak i farven Bijoux¤
Det kommer nok ikke rigtig bag på nogen, at jeg elsker glimmer… Som jeg har nævnt adskillige gange før, må jeg have været krage i et tidligere liv. Alt, der glitrer og glimter, tiltrækker min opmærksomhed. Da H&M Beauty butikken åbnede i starten af november, fik jeg kigget nærmere på mærkets egne neglelakker. De er jo ikke nye, jeg har bare ikke lige fået nærstuderet dem før. Der er mange virkelig fine og ikke mindst budgetvenlige lakker i mellem.
Når min kærlighed lige faldt på Bijoux, er det fordi den nærmest er en tro kopi af en gammel Lancôme neglelak. Den var del af en julekollektion i 1997, der aldrig kom til Danmark. Lakken vækker gode minder, fordi den er købt i Åhléns under et af mine utallige besøg i Göteborg, hvor min mand boede, da vi mødte hinanden.

5. Sephora Vitamin C Face & Body Mask*
Alt ved dette produkt skriger, at det slet ikke passer til min hud. Den plejer nemlig at blive ret så gal over alt, der har med citrusfrugter at gøre. C-vitamin er desværre ikke meget bedre. Det er en af de ingredienser, der virkelig driller mig, for jeg vil SÅ gerne bruge det. C-vitamin giver sædvanligvis den fineste glød. Dog er det oftere allergiske reaktioner, der resulterer i varm, rød og hævet hud, jeg oplever. Sephora har VIRKELIG oppet sig i forhold til hudpleje, og jeg mangler at sige rigtig mange pæne ting om den serien!
Denne maske minder til forveksling om to andre og meget dyrere produkter, jeg holder meget af. Lixirskin og Ren Flash Rinse 1 Minute Facial er stadig favoritter, her mange år senere. Derfor er det simpelthen fantastisk at finde en så budgetvenlig version.

6. BeautyBay Liquid Eyeshadow i farven Peach Quartz*
I måneder har jeg sendt lange blikke efter mærket By Beauty Bay… særligt deres glitrende flydende øjenskygger. Der er ingen tvivl om, at de har kigget godt på nogle af de produkter, kunderne køber hos andre. Endnu har jeg ikke prøvet andet end disse flydende øjenskygger… Men dem er de nu også slubbet rigtig godt fra. De tørrer præcis, som de skal. Langsomt nok til at man kan få dem placeret og hurtigt nok til, at man ikke tværer det hele ud. De kan fint bruges som dækkende øjenskygge, som en effekt her eller der, som eyeliner og sikkert også på kinder eller vipper, hvis du har lyst til det. De farver, jeg har prøvet indtil nu, fungerer fremragende, også selvom der er lidt mere knald på end på Peach Quartz, der har en transparent base.

7. Sandstone Stay On Brow Gel
Denne kom ind ad døren omkring samme tid sidste år… i brug kom den dog først for et par måneder siden. Der er ualmindelig meget spændende makeup at teste hele tiden. Derfor er det ikke altid, de der gode hverdagsprodukter får den fortjente opmærksomhed.
Nå men så stod jeg en dag der på kontoret og skulle have makeup på i en fart, og vupti en ny favorit var født. Den gør ikke stort væsen af sig, men den let farvede gelé gør præcis det, jeg gerne vil have. Den farver brynene let, holder hårene på plads og brynene i facon. Den hverken stivner grimt eller får hårene til at klistre sammen, det er virkelig et stort plus. Desværre oplever jeg, at der er flere og flere af netop den type brynprodukter, og den der stivnede fornemmelse bryder jeg mig virkelig ikke om.

8. Urban Decay Naked Cyber Eyeshadow Palette*
Der er mere og mere stille omkring Urban Decay, det er jeg ærgerlig over. Nu har de endelig lanceret en vegansk øjenskyggepalette! Men der er INGEN, der taler om det, og den er endda så fin. Så snart jeg havde sikret mig, at de denne gang holdt, hvad de lovede… købte jeg Naked Cyber. Man kan godt argumentere for, at det ikke er den mest velkomponerede palette i Urban Decays historie… Der mangler nogle kølige og mørkere nuancer til at skabe dybde med. Når det er sagt, er jeg bare så vanvittigt glad for, at der endelig er en palette, jeg kan bruge uden at tænke mig om. Det er selvfølgelig ikke Urban Decays skyld, at jeg ikke kan holde nallerne fra de farver, jeg ikke kan tåle. Det er bare træls at skulle lægge bånd på kreativiteten, når jeg lægger makeup.

9. L’Oreal Professionnel Metal DX
Da jeg så navnet på denne serie, blev jeg helt træt. Efter jeg fik læst op på konceptet og prøvet det, er jeg ellevild. Måske har du også prøvet at holde et afbleget hår pænt og fri for det tisgule skær? Det er simpelthen så svært og tidskrævende, i øvrigt er det temmelig dyrt og VIRKELIG skidt for håret. Lilla shampoo og toninger kan i nogen tilfælde hjælpe på sagerne, andre gange ikke.
For at gøre temmelig meget forskning meget kort, har L’Oréal fundet ud af, at de ærgerlige farveresultater skyldes ophobninger af metaller i håret. Vandet samler en del op undervejs i rørene, og det aflejres i et skadet hår.  Glicoamine er den ingrediens, der kan gøre en forskel… og det GØR den virkelig. Der er tydelig forskel på resultatet, selvom jeg får indfarvet mine lyse striber i en anden farve.

10. Puremetics 3 in 1 Dusch-Fluff i Cotton
Da Rossmann meldte sin ankomst sidste år, klappede jeg i mine hænder! Rossmann har et kæmpe sortiment af spændende, skæve og sjove produkter og mærker. Hvis man har tid, er det virkelig sjovt, at gå på opdagelse i krogene af webshoppen. Men jeg er også typen, der kan hygge mig gevaldigt i et supermarked i udlandet, og jeg har altid haft utallige skatte med hjem fra rejser… men nu kan jeg få en del af dem lige til døren. Så jeg lavede en kæmpebestilling med alle mulige (og helt umulige) ting i, blandt andet denne Dusch Fluff. Tidligere har jeg skrevet om et lignende produkt fra Natura Siberica, selvom Dusch Fluff slet ikke er det samme, er den SÅ skøn. Det eneste minus er emballagen, der er så absurd upraktisk, at selve indholdet faktisk ikke er i emballagen på billedet.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
5 kommentarer
Anette Jacobsen

Rossmann, er det Rossmann.de? Når jeg går ind på deres site og prøver at købe noget, så er beskeden pt, at de kun sender til tyske adresser. Hvordan kom du omkring det?

Helene Randløv Hansson

Hej Anette
Nej, det er den danske webshop Rossmann, følg linket i titlen til det afsnit. Så lander du direkte på sitet.

Kh. Helene

Sophie

Hej Pudderdåser,
Jeg leder efter en ny ansigtscreme, og kigger på jeres ”Cremen – til tør, sensitiv og udfordret hud” og ”Cremen til tør hud” og ”Alt i en creme”. I beskrivelserne lyder de alle tre til at ramme bredt, og jeg har svært ved at skille skarpt på, hvad forskellen på dem egentlig er. Min hud er virkelig sensitiv og mine kinder/næse/hage har store porer og er ofte rød. Min t-zone er altså lidt lavere end andres, den går altså hen over næsen og ud på hver side under øjnene, og så i en lige streg ned fra næsebenet og til hagen. Jeg er 25 år og jeg har fået de første rynker, men mit primære behov er at få beroliget huden. Den creme jeg leder efter, skal bruges ovenpå jeres t-zone peeling og jeres niacinamid-serum. Kan I hjælpe mig med, hvilken af jeres cremer, der kunne egne sig til mine behov? Hilsen Sophie

Helene Randløv Hansson

Hej Sophie
Cremen er Cremen… Før havde den kun til tør hud som undertitel, nu er den i større emballage og med den anden undertitel. Og det er afgjort den, der er mest velegnet til en hud som din. Alt i en Creme er mere fedtet i det og det vil jeg ikke anbefale til en hud med store porer.

Kh. Helene

Sophie

Tusind tak for hjælpen. Jeg troede at der var to forskellige slags indhold i cremerne, fordi de har forskellige undertitler. Så giver det god mening, at der er overlap i beskrivelserne af deres egenskaber. Cremen er i alt fald klikket hjem og glæder mig til at bruge den.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *