Anmeldelse: Origins masker

Origins masker
03.08.21
Origins masker

Origins masker

En maske vil aldrig løse dine hudproblemer. En ansigtsmaske er for sjov, for hygge, fordi det er rart og giver en følelse af velvære. Origins masker har altid været favoritter her på siden.

Antallet er blevet udvidet kraftigt, og der er kommet mange nye til, siden “Modern Friction” var det sidste nye. Den er stadig en af de rareste ansigtsscrub, jeg kender til.

Ansigtsmasker er en farlig produktkategori for sensitiv hud at begive sig ud i, og de gør ofte mere skade end gavn. De er ofte proppet med udtørrende og irriterende ingredienser, farvestoffer og æteriske olier. Det er tit show-produkter, der skal se godt ud på billeder eller for at få huden til at prikke lidt. Det er sjældent produkter, der lavet med henblik på at gøre noget positivt for huden.

Origins kan kunsten at lave pæne ansigtsmasker, der ikke generer huden. Flere af dem gør endda noget godt for huden. Det lyder måske som om jeg sætter barren meget lavt her, men ansigtsmasker er bare en frygtelig kategori. Din hud får altså IKKE noget godt ud af, at du smører den ind i en guldfarvet masse, der bliver til skum på din hud, mens den dufter af mentol og roser. Men bevares, det ser da sjovt ud på billeder…

Jeg har medtaget alle dem, jeg har herhjemme. Der findes flere, og Origins lancerer hele tiden nye.

Origins Drink Up Intensive

Drink Up Intensive er en elsket klassiker indenfor fugtmasker. Det var derfor også med angst og et bævende hjerte, vi modtog nyheden om, at Origins reformulerede den.

Opdateringen var velllykket – den nye version indeholder mindre blomstervand og flere aktiver end den gamle. Drink Up Intensive er en af den slags “masker”, som i virkeligheden bare er en rig creme. Du kan lade den sidde hele natten – eller bare smøre den på tør hud, når det passer dig. Du skal ikke fjerne den igen. Den er et virkelig dejligt produkt til tør hud, og den indeholder en lang liste af planteekstrakter, herunder alger. Læs hele anmeldelsen her

Origins Drink Up

Den orange version af Drink Up er en 10 minutters maske. Smør den på og tør det overskydende af efter 10 minutter. Den har en lidt mere “klistret” konsistens end Drink Up Intensive, men i praksis kan de begge bruges på samme måde. Begge er fede cremer – jeg er ikke helt sikker på, jeg forstår den store forskel i praksis.

Origins Glow-Co-Nuts

Og det samme er Glow-Co-Nuts – bare med duften af kokos. Med disse tre fugt-masker skal du vælge den, du synes er rarest og ikke mindst dufter bedst. Duften er som altid hos Origins markant og en stor del af produktet. Det er meget parfumerede produkter, så vælg efter duft. Jeg elsker selv duften af “Drink Up Intensive” – men kan ikke lide kokos, så det giver sig selv, hvilken jeg vælger.

Origins Hello Calm

Hello Calm ville tilhøre samme kategori som ovenstående, hvis ikke lige Origins havde tilført farvestoffer. I stedet er det en grøn fugtighedscreme-maske. Det er sikkert meningen, at den grønne creme skal lige cannabis-farve (cannabisolie er ikke spor grønfarvet – den er brun-sort-grumset). Hampefrøolie står højt på ingredienslisten her – i modsætning til mange andre, så bruger Origins faktisk de ingredienser, de reklamerer med, i reelle mængder. Hvis du bruger et tykt lag, så skal du fjerne det overskydende med en serviet, men farven er ikke så gennemtrængende – den bliver ikke synlig, hvis du kun bruger et tyndt lag.

Om fugtighedsmaskerne

For alle fire fugtighedsmasker gælder at de indeholder en masse æterisk olie, der får dem til at dufte dejligt, men som jo også gør dem kraftigt parfumerede. De er proppet med gavnlige planteekstrakter og antioxidanter, og det vil simpelthen føre for vidt at begynde at gennemgå dem enkeltvis. Der er mange forskellige i. Hvis du gerne vil have plantebaseret hudpleje, så er der faktisk planter i Origins – ikke bare et enkelt planteekstrakt og et billede på forsiden.

Origins Clear Improvement

Clear Improvement er en klassisk lermaske tilsat kul. Det er et meget enkelt produkt – alle lermasker virke basically ens. De fjerner overskydende fedt fra huden. Clear Improvement fra Origins er meget tyndtflydende og let, hvilket gør den behagelig, den er hverken for tør eller “stiv”. Idéen med at tilsætte aktivt kul er, at det yderligere renser huden. Det er ikke nogen dårlig idé, aktivt kul er kendt for at kunne trække skidt til sig. Vi har skrevet mere om aktivt kul i hudpleje her. Her er der ingen tilsat farvestof – kul farver meget sort i sig selv.

Origins Original Skin

Den pæne lyserøde lermaske får selvfølgelig også sin farve fra lyserødt farvestof. Den er lyserødt ler i, men for at et produkt skal få så pæn en farve, så skal der farvestof i. Når det så er sagt, så er det en behagelig lermaske, tilsat lidt skrubbekorn og masser af æterisk olie fra blandt andet lavendel, pelargonie, rose og grape. Origins er ikke for de parfumeforskrækkede, men det dufter virkelig dejligt.

Der er et par andre masker, som jeg ikke har prøvet. Den eneste, som jeg oprigtigt mener er spild af tid og hud er peel-off masken. Out-of-Trouble ville jeg derimod gerne prøve – en zink-maske med svovl er faktisk et rigtig godt bud på førstehjælp til bumser i udbrud. En lidt mere avanceret udgave af apotekets svovl-vaseline – og Origins har heldigvis holdt de æteriske olier væk her.

Alle fugtmaskerne er dejlige produkter til tør hud, hvis du ikke er bange for de mange æteriske olier. Og lermaskerne er brugbare til at fjerne overskydende fedt fra olieret hud. Bortset fra de æteriske olier og lidt farve så er der generelt kun gavnlige ingredienser i, og den behagelige æteriske duft kan bestemt være en del af maske-oplevelsen. For mig er det i hvert fald en stor del af at bruge “Drink Up Intensive”.

Produkterne er modtaget som gratis anmeldereksemplarer

Her kan du købe det (indeholder reklamelink*)

Origins ansigtsmasker koster cirka 185-195 kroner pr styk for 75 ml. Enkelte produkter er dyrere som for eksempel Dr. Weil. Matas har lige nu tilbud og sælger 3 for 2.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
6 kommentarer
Ann-Sofi

Tak for en fin artikel – personligt bruger jeg udelukkende æggehvide som ansigtsmaske og skyller den af med koldt vand. Begge dele ganske gratis 🙂 og æggehviden føler jeg giver min hud lidt opstramning og et pift!

Helene Randløv Hansson

Whatever works… det er vores holdning!

Tak for tippet.
Kh. Helene

Liva

Jeg har generelt sart hud, men tåler parfume 🙂 Jeg prøvede alligevel deres drink-up intensiv (i havde jo snakket godt om den), men den svigede så meget at jeg måtte vaske den af – nogle ide om hvad der kunne havde sviget?

Katja Moikjær

Hmmm… Nej. En reaktion på æterisk olie måske? Men lyt for guds skyld til din hud!

Anna

Hej, hvad er det for et svovl produkt fra apoteket i refererer til?

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *