Mange af jer har spurgt, om vi ikke ville skrive om Rosalique 3 in 1 Anti-redness Miracle Formula, og det kan jeg godt forstå. Den lover meget, og med en Danish Beauty Award 2019 også, så er det et interessant produkt.
Min skepsis var stor: Ved første øjekast ligner den mere noget mine børn leger med end noget, jeg ville bruge i ansigtet. Men jeg er blevet meget positivt overrasket. Det er et godt produkt, som jeg bedst kan betegne som en BB Cream/farvet dagcreme med solfilter.
Flot foundation
Først og fremmest er det en virkelig pæn let foundation eller farvet dagcreme. Når den kommer ud af tuben er den giftig grøn, men når du gnider på den, så kommer den rigtige farve frem. Farven er en mellemlys med en ret kraftig gul tone, som er let nok til at kunne gå til flere hudtoner. Men er du meget lys eller meget mørk, så er den næppe til dig. Læs mere om foundation med indkapslet farve her.
Min egen lyse, men solbrune hud passer den perfekt til. Jeg er normalt en cirka NC20 hos MAC. Den er overraskende naturlig, samtidig med at den både dækker godt og holder godt. Men som med al anden foundation, så husk at prøve den grundigt før køb. Lad dig ikke snyde af den grønne farve – det ER reelt en foundation, så gnub den grundigt mellem fingrene, så den rigtige farve kommer frem og se, om den matcher netop din hud.
Bredspektret solbeskyttelse
Der er en solid blanding af mange solfiltre i, både kemiske og fysiske, og flere af dem giver beskyttelse mod de lange UVA-stråler. Der er en blanding af både de nye filter, som vi bruger i europa, titanium dioxid i nano-form og octocrylene samt octyl salicylat, der begge er faldet i unåde herhjemme, den første for at kunne give allergi og den sidste på grund af korallerne. Hvis du ikke har kendt allergi mod octocrylene og ikke planlægger at bruge den på svømmetur på Hawaii, så ville jeg ikke bekymre mig over det.
Beroligende ingredienser
Rosalique kalder sin formel for “anti-redness miracle formula” og lover også at behandle huden på lang sigt. I et produkt som dette, hvor hovedingredienserne er solfiltre og farvestoffer er der ikke meget plads tilbage. Solfiltre fylder det meste. Men der er blevet plads til et beroligende udtræk af kamille, der hedder bisabolol, et mineral, der hedder zeolit og B5-vitamin. Kan det behandle rosacea? Det kan jeg ikke finde undersøgelser, der viser noget om. Det eneste, jeg kan sige, er, at det er gode, beroligende og plejende ingredienser. Bisabolol har flere studier af dets beroligende og antiinflammatoriske effekt – men jeg kan intet finde om nogen effekt på rosacea.
Rosalique 3 in 1 Anti-redness Miracle Formula er en solcreme og foundation med SPF25. Den både føles sådan og virker sådan. Og den er rigtig god til det. Det er ikke en blød fugtighedscreme.
Jeg har selv hverken specielt rød hud eller rosacea, men det forhindrer mig ikke i at bruge den. Hvis du leder efter en god BB Cream, og farven passer til dig, så er dette et lige så godt bud til dig, som det er til dig med rødme og rosacea.
Om den kan behandle rødme eller rosacea har vi kun Rosaliques eget ord for, men en effektiv solcreme vil i sig selv kunne hjælpe på rosacea, og det får du i hvert fald med Rosalique 3 in 1 Anti-redness Miracle Formula sammen med en flot makeup – hvis farven passer din hud.
Eneste minus er prisen – jeg synes, den er dyr. 399 kroner for 30 ml. farvet dagcreme med spf25 fra et ukendt engelsk mærke – det er altså meget. Men prisen har så også fået et pænt hak opad på vej fra Rosaliques hjem i England til de danske forhandlere. Den engelske pris er 29 pund eller cirka 235 danske kroner.
Her kan du købe det
Rosalique forhandles på danske klinikker, hvor prisen er cirka 399 for 30 ml. Du kan se forhandlere her, hvor du også kan købe den online fra den danske distributør. Du kan også købe den på Rosaliques engelske webshop til 29 pund og 8 pund for fragt.
Åh den lyder lidt som en drøm 😅 vil den skulle erstatte alm. Dagcreme?
Hej Anna
Ja, men den kan kun erstatte din SPF, hvis du bruger nok 🙂
Kh. Helene
Okay, tak for dit svar. Jeg kommer nok ikke udenom at prøve den 🙂
Held og lykke med det 🙂
Jeg har mild rosacea og jeg er i gang med min første tube Rosalique. Jeg er meget begejstret:-) Jeg har aldrig rigtig brudt mig om foundation og har derfor nok heller aldrig fundet den perfekte. Jeg bruger nu dagligt min rosalique og jeg føler ikke min hud er lukket inde, som jeg tit har følt med alm. foundation. Om det er troen der flytter bjerge eller der er noget om snakken, så syntes jeg den har ændret min rosacea til det bedre. Syntes også min hud er blevet mere ens at se på. Den er dyr, men jeg syntes faktisk den er drøj i brug.
Kære Liselotte
Creme med SPF kan ikke være drøj i brug. Du er enten beskyttet eller ikke beskyttet. Hvis du bruger mindre end en tube på højst tyve dage, er du ikke beskyttet tilstrækkeligt.
Kh. Helene
Jeg er vild med den! Ingen duft, dækker flot – dog ikke karsprængninger. Føles let på huden og ingen fornemmelse af at have foundation på. Den spiller desværre ikke sammen med Jeres alt i en creme 😢.
Jeg har ingen forventning om at den fjerner rødmen på kinderne, men synes egentlig bare at den er rar at bruge. Måske kan jeg finde et billigere alternativ🤷🏻♀️
Jeg er helt enig med dig. Den er virkelig rar at bruge.
Jeg vil lige sige at den er kommet i spf 50 nu ☀️
Hej Christina
Tak for info, desværre bruger de færreste nok af en farvet creme til at være tilstrækkeligt beskyttet :-/
Kh. Helene
Den hjemmeside I Henviser til i England, hvor man kan købe den billigere de sender ikke til Danmark?
Nej, den mulighed er tydeligvis blevet fjernet, siden vi skrev om cremen.
Kh. Helene
Hvis man er NW20 hos MAC, er den så god? Kan ikke huske forskellen på NW OG NC
Hej Sissel
Hvis du bor i nærheden af Beautycos https://www.beautycos.dk/butikker, kan du prøve den der. Den passer sikkert, men det er svært for os at gætte.
Kh. Helene
Hejsa – Jeg har nu brugt denne i mere end et år sommer som vinter. Jeg bruger den oven på min dagcreme – som jeg ofte bruger ovenpå jeres t-zone peeling. Jeg har tendens til rød hud – og har været meget glad for den. Jeg er meget solfølsom – men jeg har kunnet bruge denne henover to somre uden nogen former for problemer med solen. Så for mig er det et rigtig godt solfilter:-) MEN jeg er ed at være godt træt af prisen. Kender nogen nogle alternativer, der kan lidt af det samme? Mange hilsener og TAK for en fed side. Mvh Mia
Kære Mia
Nej, det gør jeg desværre ikke. Der er mange farvede dagcremer på markedet med SPF, jeg vil anbefale dig at prøve dig frem blandt dem.
Kh. Helene
Normal har den til ca. 250,-
Har I prøvet Gosh anti redness primer?
Jeg er med på at man så mister solbeskyttelsen, men da det er anti redness-delen der er det essentielle i de to produkter – og pga. den noget lavere pris hos Gosh – er jeg ret nysgerrig 🙂
Hej Maria
Det er VIRKELIG længe siden, jeg har haft den i hænderne, så jeg kan ikke huske det.
Kh. Helene
Tak for tilbagemelding uanset 🙂 Jeg må teste selv.
Ja, beklager :-/