To af de helt store forlader skønhedsbranchen efter lang og tro tjeneste og har overladt deres brands til nye hænder.
Det er jo en uundgåelig udvikling. Der findes mange mærker, der bærer deres grundlæggers navn, men af helt naturlige årsager ikke længere er under vedkommendes kontrol: Helena Rubinstein, Max Factor, Estée Lauder, Elizabeth Arden, Chanel mfl. bærer alle de ikoniske navne på grundlæggere, som ikke er her længere.
Både Ole Henriksen og Paula Begoun har sat solide spor i skønhedsbranchen på hver deres måde, og deres brands har været gennemsyret af deres DNA. Derfor kan man ikke undgå at lægge mærke til det, når hovedpersonerne ikke længere holder i tøjlerne.
Ole Henriksen solgte i 2011 sit firma til luksus-giganten LMVH, der også ejer blandt andet Sephora og andre kendis-skønhedsmærker såsom Fenty, Marc Jacobs og Kat von D. Nu er han på en velfortjent pension, men skriver stadig bøger og han tilbringer stadig mere tid i Danmark.
Da Paula Begoun lancerede øjencreme
Paula Begoun, som er kendt for sine Cosmetics Cop-bøger, ditto hjemmeside og efterfølgende Paula’s Choice hudplejeserie, har i 2016 solgt sit firma til en af verdens største kapitalfonde, og Paula’s Choice har fået ny direktør.
Det første, der skete, var, at Paula Begoun, der altid har tordnet mod øjencremer, lancerede en øjencreme. Senere fulgte pludselige lanceringer af massevis af nye produkter, dårlig emballage, stigende priser og faldende produktstørrelser – og kunderne var ikke glade.
Jeg er kæmpe fan af Paula Begoun og har altid været det. Hun er nu 65 år gammel, og jeg under hende en fredelig og velfortjent efterløn. Men hvor er det dog ærgerligt, at hendes efterfølgere ikke formår at skabe produkter i hendes ånd.
Paula Begoun har været en af mine helt store inspirationskilder, så det er naturligt for mig at lægge mærke til alle de små ændringer der. Ole Henriksen kender jeg slet ikke på samme måde. Hvordan har I oplevet produktudviklingen der over de seneste år?
Er der egentlig nogen der kan fortælle mig, hvad der skete med Dennis Knudsens produkter? Hans neglelakker var for blærede og resten af tingene var jeg også ret glad for, men de er som sunket i jorden😅
Mærket er ikke blevet produceret i årevis 🙂
Hej Pudderdåser
Jeg eeeelsker jeres blog! I går kritisk til produkterne og de kommentarer de får med på vejen er ærlige – lige i min ånd! Når det er sagt vil jeg gerne hjælpe jer ved at svare på de spørgsmål der popper op når man åbner bloggen. MEN hvor er det på godt jysk TRÆLS de popper op hver eneste gang med DE SAMME spørgsmål 😱 jeg åbner jo trofast for at se hvilke spørgsmål det drejer sig om og jeg har nu svaret tre gange på de samme spørgsmål 🙈 Er det muligt i kan lave det sådan at gar jeg svaret på de spørgsmål popper den ikke op inden der ligger nye spørgsmål og venter…? Tak for jeres hudløse ærlige og dejligt menneskelige blog ❤️
Kh Helle Alvilda
Kære Helle Alvilda
Det lyder ærlig talt r*virriterende! Der er en slags medlemsfunktion… men jeg ved desværre ikke, hvordan det virker. Du må trykke på krydset i hjørnet i stedet. Undskyld besværet.
Kh. Helene
Det der skete med Ole Henriksen kommer her= Alt har fået en anden emballage, flere linier er slået sammen til 4 linier, det er simpelthen blevet mere overskueligt, alle produkterne fik nye navne, så fedt at være ambassadør for mærket på det tidspunkt 😂
Der blev også fjernet en del ting, så nye ting, som fx masker, kunne komme ind på hylderne. Og vi ser de første makeup, ikke makeup præget produkter, primer og banana øjencremen.
… Og det fjernede de deres bedste produkt: Fresh lips læbepomade. Nøj, hvor jeg savner den.
Desuden er jeg efter skiftet, begyndt at slå ud af Ole Henriksens produkter. Et brand jeg har brugt i over 10 år. Men efter skiftet slår jeg især ud af den orange serie. De må have ændret i produkternes ingredienser!
Jeg savner nu stadig den helt fantastiske CC Cream, der var en gang :'(
Jeg skiftede Ole H ud med andre produkter i 2011, da han solgte firmaet. Der skete noget med ingredienserne, som Jeg ikke kunne tåle. Ærgerligt.
Jeg var faktisk ikke klar over det med Paulas choice, men havde godt lagt mærke til de nye emballager og øjencremen… Jeg har været trofast bruger siden I fortalte om produkterne første gang. Ved I om de har ændret i ingredienserne/formlerne på de produkter der “altid” har været på hylderne?
Det ved jeg desværre ikke.