At vaske håret med en balsam lyder måske ikke særlig oplagt. Især ikke hvis du har tyndt og fedtet hår som mig. Co-washing står for “conditioner washing” og nej, du skal ikke bare vaske dit hår med en almindelig balsam – selvom der sikkert findes folk der gør det. De nye cleansing conditioners er alt-i-en produkter lavet til både at vaske og pleje håret, så du ikke behøve flere flasker i badet. (Er jeg den eneste, der kommer til at tænke på Wash & go?)
Trenden med co-washing – conditioner washing – og cleansing conditioners er ikke ny. Men som så mange andre prøvede jeg et par gange og fik vanvittigt fedtet hår og opgav. Som så mange andre læste jeg nemlig ikke bag på flasken og gjorde ikke som der stod.
Mere om den korrekte metode senere, for gjort rigtig kan selv fint og fedtet hår som mit trives endda rigtig godt med de nye “cleansing conditioners”.
Balsam med lidt shampoo i
Fælles for disse cleansing conditioners er, at de meget groft sagt er lavet ved at lave en balsam med lidt shampoo i. Når man laver en shampoo til tørt hår, så laver man en shampoo med lidt balsam i. Her har man så gjort det omvendt.
Fælles for dem alle er også, at de indeholder nogle meget milde vaskeaktive stoffer. Du finder ingen lauryl eller laureth sulfat her – og det er i øvrigt også her, at sammenligningen med Wash & Go holder op. Wash & Go var en helt traditionel shampoo baseret på lauryl og laureth sulfat tilsat lidt balsam.
Sådan bruger du dem
Jeg er især fan af disse produkter på grund af måden, de ændrer mit baderitual på. De skal sidde i min. 3 minutter. Derfor starter jeg med at tage min cleansing conditioner i håret. Lader den sidder, imens jeg gør alt det andet, jeg skal i badet, og til sidst skyller jeg ud. Færdig. Det har aldrig været nemmere at vaske hår.
Hvis du ikke lader dem sidde i MINDST 3 minutter, så ender du op med fedtet og klasket hår. Den fejl gjorde jeg et par gange, da trenden ramte første gang for et par år siden, hvorefter jeg konkluderede, at det da var noget værre skrammel.
Det er det ikke, man skal bare gøre, hvad der står bag på flasken (mærkeligt nok…). Hvis ikke produktet får lov at sidde længe nok, så virker det ikke.
Mit hår er meget fedtet og meget tyndt, så jeg burde være den sidste, at disse virker på, men det gør de. Den helt store fordel efter min mening er, at det er blevet meget nemmere at gå i bad. I stedet for shampoo, shampoo, balsam, hårkur og alt det til kroppen ind i mellem, så er det nu bare at tage cleansing conditioner i håret og lad den sidde, mens jeg vasker resten af kroppen. Mindst 3 minutter! Husk at tage tid!
Bliver håret så bedre af det i længden? Ja, mit hår bliver mindre tørt af det. Det rette valg af hårprodukter er så ekstremt individuelt, at jeg sjældent vil sige noget generelt om det. Men mildere vaskeaktive stoffer er altid en god ting. Derudover handler det om at finde det rette match for netop dit hår. Jeg har været glad for:
New Wash fra Hair Story
Vi har vist også alle fået de lokkende reklamer på Facebook fra dette nye hypede brand – det var i hvert fald der, jeg selv blev opmærksom på dette nye brand fra USA. New Wash er en dyr men god cleansing conditioner fra Hair Story, der er et brand, der er simpelt i alt sin enkelthed. De sælger kun tre produkter. En cleansing conditioner, et leave-in plejeprodukt og et enkelt styling produkt.
New Wash er overraskende lidt fedtende og efterlader håret meget behageligt. Har du tørt eller filtret hår, så vil du nok foretrække et ekstra leave-in plejeprodukt oveni bagefter – noget der gælder de fleste af disse.
Det var med en vis bekymring jeg købte fra Hair Storys amerikanske webshop, for jeg anede ikke om der ville komme ekstra told og moms. På deres hjemmeside står der ikke noget om det, så det var et eksperiment for jeres skyld. Min ordre blev sendt med DHL Express og undervejs fik jeg en masse servicebeskeder fra DHL – på nogle stod der også, at der muligvis ville være told på. Da pakken blev afleveret efter en uge cirka i en Swipbox, var der dog ingen told eller moms på.
New Wash koster 41,67 euro for en flaske med 236 ml. Det er cirka 320 kroner.
HIF – hair is fabric (indeholder reklamelinks)
HIF er et brand fra deciem, som I nok bedst kender som producenten af The Ordinary. HIF er en hel serie af cleansing conditioners til forskellige behov og hårtyper, og de er virkelig lige så forskellige, som de lyder. Jeg har selv prøvet to af dem, intensive detox og volume support. Intensive detox er til fedtet hovedbund, men giver filtrede spidser. Volume support er en skøn blanding, der giver både volumen og pleje. Helene har brugt Hydration Support. Det er gode og effektive produkter, men der er rigtig stor forskel på dem, så vælg med omhu.
Med HIF kan få både mere eller mindre for dine penge end hos Hairstory – afhængig af hvilken af de 16 varianter, du vælger. Detox koster 25 euro for 180 ml., Volume Support koster 35 euro, Hydration Support koster 30 euro. Andre varianter koster op til 55 euro. Du kan købe HIF på DECIEMs egen webshop. Lookfantastic fører også mærket, men har meget få varianter på lager, og de skifter meget.
Gosh Vitamin Booster Cleansing Conditioner (indeholder reklamelink)
Denne danske økonomistørrelse pumpe til 100 kroner for 450ml. indeholder bag sit anonyme ydre stort set de samme basisingredienser som New Wash og virker lige så godt som de andre – til en brøkdel af prisen. Det var en tube af denne, der gav mig troen tilbage på cleansing conditioners og var årsagen til at jeg kastede mig ud i at teste de andre.
Hvis du gerne vil afprøve trenden til en mere fornuftig pris, så er Gosh Vitamin Booster Cleansing Conditioner det bedste bud, jeg har prøvet. Jeg har også hørt at de er gode som barberskum på benene, men jeg har endnu ikke selv prøvet – det giver også kun rigtig mening at gøre i dette prisleje.
Du kan købe den store pumpe til 99,95 på Gosh’ webshop med gratis fragt. Der er også en tube med 230 ml. til 49,95, men efter at have måtte returnere to defekte tuber, så foretrækker jeg klart pumpen.
Der er parfume i dem alle – jeg har ikke fundet en uden.
Og husk nu at lade dem sidde længe nok!
Hej Pudderdåserne. 🙂
Jeg har krøller og er derfor, med jeres anmeldelse af co-wash, meget interesseret i at prøve konceptet af. Men da krøller trænger til ekstra fugt og man normalt ville bruge en hårkur mellem shampoo og balsam, hvad anbefaler I så hvis man bruger co-wash konceptet? Er det overhovedet nødvendigt med en hårkur? Eller har I et godt bud på en hårkur som kan puttes i det tørre hår inden man vasker det? Og som selvfølgelig ikke skal sidde i så længe. 🙂
Ved at det er ved at være et gammelt opslag, men håber stadig at I ser min kommentar og har lyst til at svare.
God sommer. 🙂
Mvh.
Hvis man vasker håret 2 gange med GOSH, skal den så sidde 3 min. begge gange, før den skylles ud?
Ja 🙂 – Men det er vigtigst anden gang synes jeg
Jeg eeeeelsker New Wash!!! Det er simpelthen intet mindre end et mirakel for mit ultra fine, tørre, afblegede og svagt krøllede hår (ja, det er en håbløs kombi). Fra første vask havde jeg det bedste, blødeste hår, jeg nogensinde har prøvet. Jeg var helt målløs! (Og jeg lader den altså ikke sidde i flere minutter. Vasker bare grundigt og skyller ud). MEN… den er dyr 🙁 Jeg kan til nød strække hårvask til hver 3. dag, hvis jeg ikke skal noget. Da jeg fandt dette opslag og læste om Gosh, blev jeg derfor så begejstret og bestilte den straks. Men ak! Gosh er SLET ikke det samme! Den efterlader stadig mit hår tørt og slidt. Så hvis nogen en dag finder et ægte billigere alternativ til New Wash, som kan det samme, så hører jeg meget gerne om det!
Hej Kat
Bruger du GOSH efter foreskrifterne?