Decubal Lips & Dry Spots Balm: En kedelig læbepomade uden salicylsyre

13.07.16
Decubal Lips & Dry Spots

Decubal Lips & Dry Spots

Kan I huske dengang Decubal Lips & Dry Spots Balm var et fantastisk køb? Dengang den virkede suverænt på tørre læber og gjorde dem glatte og fine igen? Det var dengang, vi skrev vores begejstrede anmeldelse. Desværre har Decubal omformuleret deres Lips & Dry Spots Balm. Og det er IKKE til det bedre. Tværtimod.

Decubal har nemlig fjernet salicylsyren. Salicylsyren som netop er ansvarlig for at eksfoliere tørre hudflager fra for eksempel læberne, så de bliver glatte.

Det, der er tilbage, er en blanding af vaseline, lanolin og bivoks. Det er gode og plejende fedtstoffer. Men så heller ikke mere. Den er ikke længere det fantastiske produkt, den var før.

Hvis du vil have en fed balm med salicylsyre til læberne, så kender jeg nu kun Elizabeth Arden Eight Hour Cream Skin Protectant. Den koster så noget mere, men indeholder en blanding af vaseline, lanolin, salicylsyre og ricinus olie (amerikansk olie) – og det virker. Den findes både med og uden parfume – vær opmærksom på, at begge to dufter specielt.

Her kan du købe det
Decubal Lips & Dry Spots Balm koster 58 kroner for 30 ml. på apoteket. Hvis du er i tvivl om du står med den nye eller gamle version i hånden, så kig efter “salicylic acid” i ingredienslisten.

Elizabeth Arden Eight Hour Cream Skin Protectant koster 300 kroner for 50 ml. i Matas og stormagasiner.

Du kan købe den billigere på nettet. Her på Feelunique koster den 254 kroner – husk rabatkoden 10pudderdaaserne giver 10 procent.

Har du prøvet både den nye og den gamle Decubal? Kan du mærke forskel?

Hvad bruger du på dine læber?

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
21 kommentarer
Cille

Jeg bruger denne læbepomade og har gjort det i nogle måneder. Jeg er på Isotretinoin og det er den eneste læbepomade (af de mange, som jeg har prøvet), der kan holde mine læber fugtige. Er drøn ked af, at jeg ikke fik prøvet den dengang, at den åbenbart var endnu bedre. Måske skulle jeg give den fra Elisabeth Arden et go næste gang..
Er der umiddelbart nogen logisk årsag til, at de har valgt at fjerne salicylsyren fra produkter? – Noget, som I kender til?

Katja Moikjær

Fordi de skulle skrive en advarsel på, at det ikke måtte bruges af børn under 3 år…

Pernille

Jeg har slet ikke opdaget, den er blevet ændret. Så har åbenbart den nye, og har dermed prøvet dem begge.
Den virker stadig fantastisk på mig. Er meget afhængig af læbepomade! Mine læber bliver tørre og sprækker så hurtigt. Dog synes jeg, at jeg ikke behøver påføre den så ofte længere som forhen. Ved ikke om det er den nye formular, men det er rart i hvert fald.

Maiken

Ej øv, så er det ikke bare min hjerne der spiller mig et pus 😕 Jeg har brugt den i flere år men synes godt nok effekten aftog en del – jeg har så en af de nye, så nok derfor 👎 Hvorfor ødelægger de er produkt der virkede så godt..

HeLene

Jeg bruger mest ren lanolin, om aftenen. som dr Lipp.
Men jeg var glad for den gamle decubal, også til neglebånd og andet. Og til kidsen. Synd den forsvinder. Hvor er det træls med de produkter, jeg savner også Cleanance K rigtig meget, trods at jeg også elsker jeres to fine peelings, så synes jeg det er så synd når gode, specielle produkter tages ud. Og man når jo næsten aldrig at bunkre op heller, grrr. Men STORT tak for jeres indlæg, det er jo mindst så ærgerligt at tro man køber noget som det ikke er!!!

Maria

Det var interessant at Ardens Eight Hour Creme indeholder salicylsyre – måske det er forklaringen på, at jeg ikke kan tåle den? Den har i hvert fald aldrig virket på mig netop fordi den er eksfolierende – men læber bliver hudløse af den. Jeg har ekstremt tørre læber, og det er meget svært at finde noget der virker, men i vinters opdagede jeg La Roche-Posays Cicaplast Levres, og den synes jeg er rigtig god. Derudover har jeg gode erfaringer med Cliniques Chubby Sticks oven på læbecremen – eneste farvede produkt jeg kan bruge.

Katja Moikjær

Kan du ikke tåle salicylsyre? Så kan du i hvert fald ikke bruge Eight Hour. Den parfumerede udgave kan det også være parfumen selvfølgelig

Jette

Så kan jeg bedre forstå det. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor I roste den sådan, men det var der så en grund til.

Kathrine W

Så giver det mening – kunne ikke forstå, hvorfor mine læber stadig “skaller” efter brug af decubal (det plejede de ikke at gøre). Øv, hvor er det træls, at de har ændret på formularen!

Trine

Den lille krukke med gult låg fra Carmex er også fed og indeholder salicylsyre.

SofieA

Jeg har haft rigtig gode erfaringer med en fedtcreme fra Ceridal- den hed vist Lipogel. Den er også uden parfume og lugter slet ikke lige så “slemt” som Eight Hour Creme. Samtidig er den billig. Den har reddet mine læber, da huden skallede af – efter en nat var de fine igen.

Linda

Jeg har slet ikke opdaget den er blevet ændret? For mig virker den nye lige så fint som den gamle?

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *