Veet hårfjerningscreme: Praktisk hårfjerning eller farlig kemi?

16.03.16
Veet Hair Removal Cream

Veet Hair Removal Cream

Hårfjerningscreme lader til at være gået lidt af mode til fordel for voks, sugaring og mere moderne hårfjerningsmetoder. Men er der egentlig nogen grund til at undgå tuben med hårfjerningscreme?

Dengang jeg som ung teenager i starten af 90’erne for første gang med bævende hjerte kastede mig ud i at skulle fjerne hår på benene var det med en tube Veet Hair Removal Cream. Jeg kan stadig huske lugten, der fik min mor til at forbyde det, fordi det jo måtte være dødsens giftigt med den stank.

Jeg kan sige så meget at lugten er blevet bedre siden da. Den har stadig en snært af den gode gamle lugt, men dygtige mennesker har i dag formået at bruge den rette parfume til at maskere den helt særlige lugt af hårfjerningscreme.

Ikke alt der lugter er giftigt. Så er hårfjerningscreme rent faktisk giftigt?

Det har virkelig mange fordele. Effekten holder længere end en barbering. Jeg kan holde en uge, før jeg føler, det er nødvendigt at gentage. Med en barbering skal det gøres hver 2. dag på mine ben. Samtidig opnår man en fin eksfoliering af huden på benene ved samme lejlighed, der efterlades bløde og lækre. Jeg får også færre problemer med røde knopper og hårene kommer ud som små bløde hår i stedet for som hårde skægstubbe som efter en barbering.

Så hvis nu min mor tager fejl, og det ikke er giftigt, så er det vel en ren win-win?

Sådan virker det
Hårfjerningscreme virker ved at nedbryde proteinerne i håret, så de bliver opløst. Når de er opløst kan du simpelthen gnubbe håret af.

Det gør de ved hjælp af et stof, der hedder potassium thioglycate tilsat kalk. Er det så giftigt eller farligt?

Potassium thioglycate kender vi også fra permanent af hår (altså på hovedet), hvor det bliver brugt til at “åbne” hårstrået.

Sikker på huden – men lad være med at spise det
Og ja, potassium thioglycate er pissegiftigt, hvis man spiser det. Så lad være med det. Og lad være med at opbevare tuben i børnehøjde. Men det er ikke giftigt for huden.

Hårfjerningscreme kan være lokalirriterende og give små sår eller udslæt. Årsagen er ganske simpel. De samme proteiner, som holder håret sammen, findes også i huden. Så det er rigtig vigtigt at overholde den angivning maksimale tid på pakken.

Men for nogle er det heller ikke nok, og de kan bare ikke tåle det. Det gælder mig selv. Jeg har et enkelt sted på min ene skinneben, som taber lidt for meget hud, når jeg bruger det.

Og jeg er p…. træt af det. For jeg er vild med alle de andre fordele. Resultatet er bløde ben, fine hår i stedet for hårde skægstubbe på benene, en uge mellem behandling mm.

Er risikoen for en lokal irritation nok til at undgå et produkt og udråbe det som giftigt? Nej – selvom mange på internettet praktiserer den slags. Det der med at nedbryde proteinerne i huden og fjerne de gamle hudceller er jo præcis det, vi gerne vil opnå med enhver anden kemisk eksfoliering. Og enhver anden kemisk eksfoliering kan også give lokalirritation. Og der er ingen anden risiko forbundet med det. Ingen risiko for langvarige skader, cancer eller hvad man ellers kan finde på.

Brug din sunde fornuft og læs manualen. Test produktet først på et lille område – ligesom man gør med hjemmehårfarve. Hvis du ikke reagerer på produktet, så brug det med god samvittighed.

Hvis du som jeg oplever lokalirritation, så øvbøvbussemand, så er det bare ikke et produkt for os. Det handler også om at man selvfølgelig kun skal bruge det på sund og velplejet hud. Og det kan man vist ikke kalde mine underben lige for tiden…

Her kan du købe det
Veet Hair Removal Cream findes i flere varianter, men de virker alle sammen på samme måde og indeholder de samme aktive ingredienser. Forskellen ligger i dufte og om der er tilsat lidt ekstra pleje til tør hud. Det gør ingen forskel for effekten, hvilken du vælger. Du kan købe Veet i Matas og i større supermarkeder. Du kan også købe online på hjemmesider såsom med24.dk, Feelunique eller altid billige Apo-rot.dk.

En eller anden dag hvor mine ben er færdige med at være tørre prøver jeg igen. Jeg vil SÅ gerne have det til at fungere for mig. Har nogle af jer prøvet denne?

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
30 kommentarer
Mette

Et lille tip. Hvis I er i Tyskland, så ses efter mærket Isana. Ca €1.5, ja så billigt, for en tube (jeg fandt den bl.a. i Rossman). Jeg har lige prøvet den til sensitiv hud. Jeg glæder mig til at se hvor længe det holder og om det passer med de fine hår – jeg har nemlig hestehår. Igen tak til jer Pudderdåser!

Laura

Hej Pudderdåser
Jeg har forsøgt mig to gange nu med selvsamme creme som i anbefaler, i bikinilinjen, men den fjerner slet ikke alle hårene 🙁 Jeg kan se at den tager nogle, men synes slet ikke det er nok til at den kan stå alene, og hårene er fremme igen efter tre dage. Hvad gør jeg forkert?
Kh

Katja Moikjær

Hvor lang tid lader du den sidde på?

Laura

De maksimale 6 minutter 😞

Katja Moikjær

Æv :-/

Malene

Hej!
Jeg vil da kaste mig ud i at prøve hårfjerningscreme, så!
Men, men, men! Kan jeg godt bruge det henover min tatovering, uden der sker noget med den?

Helene Randløv

Hej Malene
Umiddelbart er mit svar ja, men det har jeg i virkeligheden ingen anelse om, jeg tænker, at farven ligger så langt nede, at der ikke vil ske noget, men spørg hellere din tatovør om det.
Kh. Helene

Rebekka madsen

Hjælp!! Jeg har været så dum at bruge det på ryg, baller og lår som der IKKE stod på pakken jeg ikke måtte.. men nu er jeg fyldt med røde irriterede prikker over det hele! Der er så mange og de har været der i 4 dage ca.. smører dem ofte med fugtighedscreme men det er efter 4 dage nu, ikke blevet bedere og jeg er utrolig nervøs for, at det giver ar.. plz berolig mig lidt.. du skriver du har et enkelt følsomt område, hvor du får udslæt.. hvor lang tid går der, ca før det er væk? Og går det overhovedet væk? :(( hilsen en meget fustreret Rebekka

Katja Moikjær

Mit går væk. Efter en uge cirka. Hvis det er så slemt, som det lyder, så synes jeg, du skal tage en tur forbi lægen.

Clara

Indholdsstoffet i hårfjerningscreme afdamper så vidt jeg husker – derfor det lugter. Derfor kan det vel (som gas) også påvirke håret på hovedet – og alle andre i nærheden. Synes ikke det kan være det værd.

S

Jeg har været så dum som yngre at bruge cremen ved anus, og har nu fået hår, lidt klamt, mellem baller og omkring anus som jeg ikke havde før? Nogle ideer til hvilke produkter man kan fjerne disse hår med?

Helene Randløv

Kære S
Jeg har redigeret dit navn, det håber jeg, at du er okay med. Du har ikke fået hår der på grund af cremen. Det er sådan nogle skønne ting, der kommer med alderen. Du kan med fordel bruge voks. Det fungerer.
Kh. Helene

K

Gammelt indlæg, jeg ved det, men jeg kunne godt tænke mig at prøve hårfjerningscreme igen. Må man bruge det mellem benene, hvis man holder sig til de ydre dele, og hvis ikke med Veet, så eventuelt et andet mærke? 🙂

Helene Randløv

Hej K
Der findes en specielt til intimområdet, så ja… noget af det må man gerne.
Kh. Helene

Mie

Hej Pudderdåser!
Jeg har med veet allerede stubbe med det samme. Den tager fint de lyse hår, men de lidt mørkere hår, som fx i armhulen, tager den ikke. Jeg har læst at veet til mænd er lidt kraftigere. Ved I om det passer?
Venlig hilsen Mie

Helene Randløv

Hej Mie
Nej, desværre ikke.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *