Clarisonic Pedi Sonic Foot Transformation er på mange måder et tiltrækkende koncept. Først og fremmest lægger produkt-serien op til at man bruger en børste til den daglige pleje af sine fødder i stedet for at gå amok med en fodfil, og det er et sympatisk budskab at sende. Og konceptet består da også af en serie af velkomponerede produkter med gode ingredienser i og et par gode tanker bag.
Clarisonic Pedi Sonic Foot Transformation kommer i et kit med alle de plejeprodukter, du skal bruge til processen (for det er virkelig en proces!):
- Clarisonic Pedi – selve maskinen
- Pedi Wet/Dry Buffing Brush Head – et børstehoved til at eksfoliere føderne dagligt
- Pedi Smoothing Disc – et hoved med en fodfil på
- Pedi-Buff – en skrubbecreme til brug med børstehovedet
- Pedi-Balm – en let fodcreme med et mindre indhold af mælkesyre
- Pedi-Boost – en alkoholbaseret syreblanding med mælkesyre og glykolsyre (mind mig om at jeg skal prøve den på keratosis pilaris ved lejlighed!)
- Oplader
Sådan gør du
- Hver dag skal du bruge Pedi Wet/Dry Buffing Brush Head sammen med Pedi-Buff (skrubbecremen) og bagefter Pedi-Balm
- To gange om ugen skal du bruge Pedi Smoothing Disc efterfulgt af Pedi-Boost
Pænere fødder ved første øjekast
Mit første indtryk af Clarisonic Pedi var for så vidt positivt. Det er nogle gode produkter, mine fødder blev ved første øjekast pænere. Men vi er ikke et godt match. Og det er der flere grunde til:
Tidskrævende
Det tager eddermugme lang tid. Hver dag skal man altså have tid til ikke bare at gå i bad, men også lige eksfoliere sine fødder med børste og scrub og efterfølgende creme. Man kan også vælge at bruge Clarisonic Pedi tør til en hurtig “brush up”. Men stadig… Så lang tid bruger jeg ikke engang på mit ansigt hver morgen.
Dyrt
En ting er hvad maskinen koster i sig selv. Det er hvad det er. Men børsten skal skiftes ud med jævne mellemrum. Den bliver helt ærligt ret klam. Man skal skifte den minimum hver 3. måned ifølge Clarisonic selv. Den koster 190 kroner. Disken skal udskiftes hver 6. måned.
Dertil kommer så tre forskellige plejeprodukter til mellem 210 og 250 kroner pr styk. Hvis du bruger dem som foreskrevet er der produkt til mellem 1-2 måneder.
Besværligt
Jeg er aldrig blevet rigtig forelsket i Clarisonic, og det er der to årsager til. 1) Man kan ikke bruge børstehoveder til ansigtet på fodmaskinen og vice versa. 2) Maskinerne løber hurtigt tør for strøm. De skal genoplades cirka en gang om ugen og er ret lang tid om at lade op. Samtidig kan man ikke bruge dem med opladeren i. Resultatet er, at jeg det meste af tiden har to flade Clarisonic børster liggende på mit badeværelse. Der findes nok mere tjekkede mennesker end mig, der kan få det til at fungere…
Er den så bedre end skuresvampen?
Hvis nu resultatet af alle disse penge og anstrengelser havde været helt fantastisk, så fred være med det. Men lad mig fortælle en lille historie fra det virkelige liv.
For et par uger siden dengang det stadig var sommer sad jeg i min have med bare tæer og drak kaffe med min mor. Min mor kigger ned på mine fødder med en skeptisk mine og siger “du har vist ikke haft tid til at passe ordentligt på dine fødder.”
Hun skulle bare vide… jeg har aldrig brugt så meget tid på mine fødder i hele mit liv!
Men hun havde en pointe. For mine hæle, som ellers var blevet helt fri for revner efter mange år med Matas Fod- og Hælkur samt skuresvamp, var begyndt at få revner igen.
Hælrevner
Jeg vil sige til Clarisonics forsvar, at det ikke på noget tidspunkt er lykkedes mig at bruge produktet 100% som foreskrevet efter den angivne tidsplan. Det har jeg simpelthen hverken tid eller overskud til. Det er helt sikkert muligt, at man får bedre resultater, hvis man følger programmet slavisk.
Men efter min mors kommentar tænkte jeg, at det var tid til at se, om ikke skuresvampen og Matas Fod- og Hælkur var bedre til mine hæle. Og jep – det tog mig to uger med den kur, og nu er de revnefrie igen.
Problemet med Clarisonic Pedi er, at det er alt for omfattende og kræver, at man får sine fødder i vand hver dag. Noget huden ikke engang har specielt godt af. Der er nogle fine produkter i serien, men som koncept er det bare lavet til en anden slags liv end mit.
Jeg kan godt lide at bruge børstehovedet alene på tør hud efterfulgt af Matas Fod- og Hælkur. Men det er altså ikke de 1500 kroner værd, som en hel maskine koster. Hvis man dog bare kunne tage det børstehoved og sætter på sin almindelige Clarisonic, så ville det være noget helt andet.
Til jul sker der imidlertid noget andet, som måske kan få mig mere med på Clarisonic-bølgen. Clarisonic SMART kommer til Danmark. Det er en maskine, der kan tage alle børstehovederne fra hoved til tå. Det giver langt bedre mening på mit overfyldte badeværelse. Men jeg er spændt på at se, hvad prisen bliver…
Her kan du købe det
Clarisonic Pedi koster 1450 kroner. De tre plejeprodukter koster mellem 210 og 250 kroner pr styk og børstehovedet og disken koster 190 kroner pr styk. Produkterne kan købes i Magasin.
Matas Fod- og Hælkur koster 59 kroner i Matas.
Skuresvampe er det helt almindelige skuresvampe du kan købe i supermarkedet til 10 kroner for 10 styk.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.
TAK for en så åbenhjertig anmeldelse!
Hej 🙂
Jeg er også begyndt på Matas fod- og hælkur og til dels køkkensvampen, men synes ikke at det er så effektivt med svampen? Hvor ofte bruger i den? Og hvor ofte skifter i den ud til en ny? 🙂
Mvh. Rikke
Hej Rikke. Det er ikke svampen der skal gøre arbejdet. Det er cremen. Svampen er kun lige til at fjerne de døde hudceller efter bad. Jeg bruger den efter bad på fugtig hud. Du må ikke forsøge at fjerne hud eller gøre vold på din hud. Det er cremen, der skal gøre arbejdet i længden. Du behøver i princippet ikke svampen – den er kun lige til at tage de døde hudceller efter badet. Kh. Katja
Sværger selv til Origins fodrede, Reinventing the Heel, som altid findes på mit natbord. Den er lidt dyr, men jeg tror en tube holder et år eller mere hos mig. Når mine fødder en sjælden gang trænger til e ordentlig omgang bruger jeg en fodfil fra Microplane, der nærmest virker som et rivejern. 🙂 Hvordan bruger du grydesvampen på tør eller våd hud?
Tak for anmeldelsen.
Venter spændt på at høre, om Pedi-boost er effektiv mod KP.!