Tirsdagstip: Pas dine fødder rigtigt

Husk fødderne
06.09.22
Husk fødderne

I den seneste tid har vi fået ret mange spørgsmål om hælrevner, nedgroede negle og alt muligt andet om fødder. Det er ikke så ofte, vi skriver om fødder, så her er ”Tirsdagstip: Pas dine fødder rigtigt”. Som udgangspunkt vil jeg lige minde om, at vi er bloggere. Nu svarer jeg selvfølgelig gerne på alt, hvad jeg kan og undersøger også gerne, indtil jeg kan svare. Alligevel starter mine svar naturligvis altid med et: ”hvad siger lægen/fodterapeuten/rette vedkommende?”. Forbavsende mange svarer, at de lige ville høre os først, det er selvfølgelig en tillidserklæring, vi værdsætter. Alligevel vil jeg lige pointere, at der er specialiserede mennesker, der har langt bedre forudsætninger for at hjælpe, end vi har.

Udsatte undersåtter
De skal virkelig stå model til meget. Hele livet bærer de os rundt, mens vi synes, de er latterlige, når de får vabler eller revner. I MANGE år kæmpede jeg en kamp med mine fødder, og jeg gjorde alt det forkerte:

  • Masser af fodbade
  • File, pimpsten og alt muligt andet til at fjerne hård hud
  • Klippede neglene alt for korte og i facon
  • Gik uden strømper
  • Pillede i neglebåndene og hev hud af
  • Gik med for små og for høje hæle

Som du nok kan se, er det mere eller mindre opskriften på en katastrofe. Og den indtraf da også en dag, jeg hamrede storetåen ind i et bordben. Det gik ud over neglen, der begyndte at gro ned. Derfra gik det bare ned ad bakke og jeg frekventerede en fodterapeut i flere år efterfølgende. Da jeg var gravid med yngsten, var jeg imidlertid indlagt så længe, at adskillige aftaler blev aflyst. Og mine fødder fik det bedre og bedre.

Det rigtige
Grunden til at mine fødder fik det bedre, var naturligvis ikke de aflyste aftaler hos fodterapeuten. Det var bedre fodtøj, ordentlig behandling og mindre uheldig belastning. Da jeg havde en voldsom bækkenløsning, måtte jeg lægge stiletterne. Da jeg ikke fik klippet neglene alt for korte, slap jeg for den nedgroede negl. Og jeg kunne ikke holde ud at sidde så jeg kunne file på den hårde hud. Nu ved jeg, at det faktisk reddede mine fødder. Det tog dog temmelig mange flere år, før jeg erkendte det, så efter graviditeten røg stiletterne på igen. I dag har jeg ingen hård hud og ingen nedgroede negle. Du kan læse masser af indlæg på bloggen om, hvordan du bør behandle dine fødder. “Tirsdagstip: Pas dine fødder rigtigt” er mere en liste over, hvad du ikke bør gøre.

Undervis børnene
I forhold til negleklipning har jeg fejlet som mor. Måske har jeg endda fejlet med det meste, der har med fødderne at gøre. Indtil drengene var ret store, var det en af de ting, jeg assisterede med. Det blev naturligt nok sjældnere og sjældnere med tiden. I alle årene, hvor jeg lod mig tilkalde, havde jeg dog min venindes forargede beretning i baghovedet… Hun var blevet kæreste med en skøn mand, og ved første besøg hos svigermor, skulle han lige have klippet negle. Manden var altså i slutningen af tyverne. Der må det da være på tide at overlade den del af den personlige hygiejne til ham selv. Det er selvfølgelig ikke for sent at få en snak om, hvordan og hvorledes man plejer fødderne og klipper neglene. Det er bare sjældent et emne, samtalen falder naturligt på… Selvom det jo er virkelig vigtigt at lære.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *