Tirsdagstip: Vask dit hår

30.06.15
Sephora tørshampoo

Sephora tørshampoo

Jeg læste for et par uger siden et tip i et dansk dameblad om at springe hårvasken over. I samme tip stod der, at på 3. dagen var ens hår allerlækrest.

Den dag var det netop 3 dage siden, jeg sidst havde været i bad, da jeg kiggede mig i spejlet var mit normalt afblegede blonde hår næsten mørkebrunt af fedt. Spidserne var tørre af den tørshampoo, jeg dagen før havde forsøgt at genoplive det med, mens resten af håret var totalt tynget af fedt. Allerlækrest? Think not!

Der findes et utal af bevægelser og teorier om, hvordan man bør behandle sit hår. Curly girl, no poo, low poo med flere og fælles for de fleste er, at shampoo er blevet noget skidt. Og ja, hvis du har tykt hår langt ned af ryggen med massevis af krøller, så kan der være god mening i at skære ned på mængden af hårvask.

Men husk lige på, at de fleste af disse smarte tilgange til hårvask og hårpleje stammer fra verdensdele, hvor folk har et temmelig anderledes hår end den gennemsnitlige skandinav.

Der er en væsentlig forudsætning, der er vigtigt at få på plads her: Hovedbunden producerer den mængde fedt, vores hormoner bestemmer, at den skal. Du kan ikke påvirke fedtproduktionen udefra med hverken mere eller mindre hårvask.

Det, du derimod kan, er at hjælpe dit hår til at opsuge det fedt, som hovedbunden producerer. Og det er det, man for eksempel kan bruge en naturhårsbørste til.

Men et væsentlig kriterie for succes med færre hårvaske kræver ligesom, at der er noget hår at opsuge fedtet i.

Afhænger af hårtypen
Når det kommer til valg af hårpleje, hårprodukter og strategi for hårvask, så er det 100 procent afgørende, hvilken type hår man har. Har du tykt, krøllet hår skal du vælge en strategi. Har du tyndt, klassisk skandinavisk, fint hår skal du næppe vælge den samme.

Jeg plejer at sige, at der ikke findes dårlige hårprodukter derude. Der findes kun dårlige match. Og man kan sige lidt det samme om hårvask. Lyt til dit hår, mærk efter din hovedbund – hvordan føles den?

Jeg har meget fint og tyndt hår i pagelængde. Det er så tyndt, at hvis jeg sætter det i en hestehale, så bliver det nærmere en pisk.

Det er en rigtig dårlig idé for folk som mig at springe flere hårvaske over. For der er ikke nok hår til at opsuge det overskydende fedt. Og nej, man kan ikke bare afvænnne håret. Jeg har prøvet i mine unge dage gennem endeløse måneder med fedtet hår – det virker bare ikke.

Kribler det i hovedbunden?
En fedtet og snavset hovedbund er et sandt paradis for svamp og andre ubudne gæster i hovedbunden. Hvis du ikke vasker hår ret tit, og din hovedbund er begyndt at klø, få knopper, slå ud eller lignende, så er det en rigtig god idé at skrue op for antallet af hårvaske igen.

For mit eget vedkommende får jeg hovedbundsproblemer, hvis jeg der går 3-4 dage mellem hårvaske, hvilket der altså har gjort her i tvillingeland i starten.

Tørshampoo er ikke shampoo
Jeg elsker tørshampoo. Det redder mig gang på gang, når jeg skal fake, at jeg har styr på det, trods tvillinger og manglende tid til bad. Men det er ikke godt for hovedbunden.

Tørshampoo består af alkohol og andre udtørrende stoffer, der løfter fedtet fra håret. Det udtørrer både hår og hovedbund. Det er IKKE et plejeprodukt eller en shampoo. Det er et stylingprodukt. Et absolut uundværligt et, når man har travlt, ja, men bestemt ikke sundere for hovedbunden, tværtimod.

Vask håret grundigt
Når du springer en hårvask over og som jeg bruger godt med ekstra tørshampoo og stylingprodukter for at camouflere det, så er det ekstra vigtigt at vaske håret grundigt. De allermildeste sulfatfrie shampooer kan ikke klare den opgave. Vær ekstra opmærksom på, om du får vasket håret grundigt nok og husk at vaske det to gange. Er det gået galt og har du fået problemer med hovedbunden, så er Purely Professional Shampoo 4 fantastisk. Til almindeligt fedtet hår er jeg blevet rigtig glad for Redken Scalp Relief Oil Detox Shampoo.

Der er forskel på hår
Bare husk, at der er forskel på hår. Så når du undrer dig over, at din hovedbund kribler på 3. dagen, og du ligner en med halvvådt hår i stedet for en med det der lækre hår, du var blevet lovet, så overvej om ikke netop dit hår og din hovedbund har bedre af en ekstra hårvask end af endnu en omgang med tørshampooen.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
34 kommentarer
Cæcilie

Jeg vasker mit hår en gang om ugen. Og er der een ting, der gør, at jeg er nødt til at vaske det oftere, er det tørshampoo. Det virker fint på dagen, men sover jeg med det om natten, så kan jeg være sikker på, at håret klasker dobbelt så meget sammen dagen efter.
Så hvis man skal prøve en shampo-lav periode, så skal man altså – ifølge mine erfaringer – droppe tørshampooen (ja, det er hårdt, men prøv det), balsamen, hårvoksen og alle de andre produkter. For de får håret til at klaske sammen netop på 2. og 3. dagen.
Er der ingen af jer, der har overvejet, hvor smart frisører og skønhedsindustrien har udtænkt det? Jo flere produkter, vi bruger, jo oftere skal vi vaske håret. Og jo oftere vi vasker håret, desto mere har det brug for balsam, ‘pleje’ og alverdens produkter.
Jeg ved godt, at der er en verden til forskel på hår, og at mange har brug for at vaske håret ofte. Men når I prøver en shampo-lav periode, så prøv lige at droppe tørshampooen ofte.

Kira

Jeg bruger ikke tør shampoo for det får mit blonde hår til at se endnu værre ud. Jeg vasker hver anden dag. Efter råd herfra er jeg skiftet til sulfat fri. Min hovedbund er lykkelig!nix mere klø og skalle af. Remas er noget tyndt pjask jeg ikke kan enes med. Jeg hamstrer en tube af loreals når den er på bud i Matas. Og den er drøj! En teske af det tykke snask og så gnubbe mellem hænderne til du har et cremet skum. Det er rigeligt til mit skulder lange, fine hår. Er det rigtigt klammo vasker jeg “overfladen” i alm shampoo først for at tage det værste. Men husk at dufte til dem, ex. Den grønne kan jeg ikke med. Den kobberfarvede til….. Frizzy tror jeg det er er min favorit.

Mette

Jeg har kraftigt, naturkrøllet hår, og mit hår bliver absolut IKKE lækkert af at droppe hårvask eller at bruge tørshampoo. Springer jeg en enkelt dag over, kan jeg være stensikker på at have mega fedtet hovedbund, kløe og begyndende skæl allerede dagen efter.
Hvis mine krøller skal være lækre, skal der produkter i, og så skal det vaskes hver dag. Holder dog produktfri, hvis jeg har en fridag eller weekend, hvor jeg ikke skal noget.
For mig handler det om at finde en shampoo, som er skånsom nok mod hovedbunden og effektiv nok til at rense. Og får altid ros for at passe godt på mit hår af min frisør, så jeg gør det, der fungerer for mig, og ikke hvad dameblade eller folk med andre hårtyper anbefaler 😉

Lotte

Thank you!! Hvor er det rart at høre nogen sige det højt! Jeg forsøger at holde mig kritisk til alt der hedder forbrug og tendenser, men lige her er jeg faldet i, og jeg har bare ikke kunnet fået det til at fungere for mig. Senere samme dag, som jeg har vasket hår, har jeg allerede fedtet hovedbund igen. Jeg benytter mig af tørshampoo, men mest af alt for at give mit hår noget struktur, og så dufter den fra Tony & Guy overdrevet godt! Jeg bruger ikke parfume når jeg har den i håret, for den duft vender hoveder alene. Men resultatet er altid det samme. Fedtet hovedbund. Jeg snakkede med en veninde om emnet for en månedstid siden om emnet, og hun fik mig til at føle som det værste menneske på jorden, fordi jeg vasker hår hver dag, stort set. Men sådan er det. 🙂

Lærke

Hørt! Kloge kloge ord! Elsker jeres blog. Ps: hvor er dine fantastiske fantastiske fede briller fra? Og er de nye?

Chau

Endelig et indlæg om at det er ok at vaske håret hver dag. Jeg har nemlig også ret tyndt hår så mit hår når ikke og kan ikke opsuge alt fedtet som du skriver.
Din sætning: Men et væsentlig kriterie for succes med færre hårvaske kræver ligesom, at der er noget hår at opsuge fedtet i.
Den rammer lige plet. Jeg har prøvet forgæves flere gange ikke at vaske håret så tit og det fungerer bare ikke for mig. Det bliver fedtet og klasker. Mit hår kan ikke vænne sig til det som mange skriver om.
Min hovedbund er heller ikke glad for det når jeg springer 2 hårvaske over. Har også prøvet med tør shampoo, men det virker kun for en kort stund så er den gal igen. Jeg springer hårvasken over søndag da jeg alligevel gør hovedrent og tit går i hyggetøj på dagen.
Spørgsmålet er bare hvilken shampoo der skal vælges? Mit hår er nemlig ret tørt og kruset. Skyldes det for meget vask?

Birgit A

Hmmm…. jeg har fint skandinavisk naturkrøllet hår, som er ret afbleget. Jeg bruger “Curly Girly” metoden. Dvs. jeg bruger ikke shampoo! 3 gange ugentlig masserer jeg hovedbunden godt med balsam uden silikone, skyller det af og kommer en gang balsam i håret, som bliver siddende mens jeg vasker resten af mig, peeler etc. Til sidst skyller balsamen ud. Jeg bruger kun hårprodukter uden silikone.
Det virker perfekt for mig. Intet fedtet hår, ingen kløende hårbund med drys til følge etc.

Jannie

Tak! Nu har jeg prøvet i et år (!!!) at vænne mit hår til kun at blive vasket tre gange i ugen. Og det har ikke været nogen succes, tværtom! Min hovedbund klør hele tiden og fedter meget hurtigere end den gjorde før. Faktisk ofte efter få timer efter hårvask. Tror du PP shampoo 4 kan hjælpe på det?

Irene

Jeg vasker hår to faste dage om ugen, det fungerer bedst for mig. Jeg har irriteret og ekstremt sart hud all over og har ingen ændringer af, om jeg vasker hår ofte eller ej. Tørshampoo duer dog slet ikke, så slår jeg fuldstændigt ud.
For mig startede det egentlig med, at jeg blev træt af at gå rundt med vådt hår tre timer om dagen eller at skulle føntørre hver dag. Så jeg droppede det simpelthen for et par år siden. Der var egentlig slet ikke andet end ren og skær dovenskab i det for mig dengang jeg begyndte 😛

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *