Dåseposten: Hvad er forskellen på salicylsyre og Basiron?

01.10.14
Basiron

Basiron

Vi har fået en del spørgsmål om, hvad forskellen egentlig er på salicylsyre/BHA, som der er i vores nye T-zone peeling, og Basiron, som man kan købe på apoteket. Det er et godt og relevant spørgsmål, så nu besvarer jeg det lige her, hvor I alle kan se det.

Salicylsyre
Salicylsyre er en syre – sjovt nok. Den er en beta hydroxy acid og den kan bruges til at peele huden med. Det er en kemisk peeling, det vil sige, at den skal blive siddende på huden for at virke. Alle de der ansigtsvaske med salicylsyre, som de sælger til akne-hud kan I godt glemme.

Der findes mange andre former for syrepeelinger, fx. frugtsyre (AHA/glykolsyre) som er en af de mest kendte. Afhængig af koncentrationen kan man bruge dem dagligt til hjemmebrug eller i høje koncentrationer på klinikker. Læs mere om typer af syre her.

Salicylsyre er særligt interessant for dig, der har hudorme, forstørrede porer, bumser, fedtet hud og lignende. Årsagen er at salicylsyre kan gennemtrænge fedt og eksfoliere indeni poren, hvilket kan hjælpe godt på disse problemer. Som noget nær den eneste ingrediens, jeg kender. Samtidig har den en mild antibakteriel og antiinflammatorisk effekt.

Men salicylsyre er altså en syre, der peeler huden og indeni porerne.

Benzoylperoxid
Benzoylperoxid er det aktive stof i Basiron, som er det eneste håndkøbsmiddel på apoteket mod bumser. I EU må benzoyperoxid kun bruges i lægemidler, og du kan derfor ikke finde det i almindelige hudplejeprodukter. Kun på apoteket. I USA er det anderledes, der er benzoylperoxid tilladt i kosmetik.

Men herhjemme findes det som sagt kun på apoteket. Basiron er brandet eller mærket, som det sælges under herhjemme.

Benzoylperoxid virker helt anderledes. Det eksfolierer ikke huden og vil ikke gøre en pind forskel på for eksempel fedtet hud, hudorme eller store porer. Benzoylperoxid er et antibakterielt middel. Det virker direkte mod de bakterier som er skyld i at bumser opstår.

(Husk at læse indlægssedlen. Benzoylperoxid har som alle andre effektive lægemidler også bivirkninger. En af de mest synlige er, at den afbleger tøj, håndklæder osv. som den kommer i kontakt med)

Optimal kombination
Så hvad skal du vælge? Ja, det kommer an på… Hvis vi snakker hudorme, forstørrede porer, lidt urenheder, så er Basiron ikke for dig. Det er salicylsyre til gengæld optimalt til.

Hvis bumser er dit primære problem, så er Basiron effektivt. Og kombinationen af de to er særlig effektiv. Først den milde daglige peeling med salicylsyre og ovenpå den Basiron. Så skal du nok se en effekt på slemmere tilfælde af bumser.

Her kan du købe det
Vores egen T-Zone peeling kan du læse mere om her. Jeg har desværre aldrig set andre produkter i de danske butikker med effektive koncentrationer af salicylsyre, derfor vi lavede den. Men Paula’s Choice har.

Basiron kan du købe på apoteket til cirka 120-130 kroner. Start med den lave koncentration på 5 %, så kan du altid øge senere til 10 %.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
98 kommentarer
Zaina

Har i hørt om, Danish Skin Care’s produkter. De har nemlig også et produkt, der indeholder salicylsyre. Kan i give jeres anmeldelse, hvis i har prøvet eller kender til deres produkter?

Katja Moikjær

Hej Zaina
Jeg har aldrig selv prøvet produktet, men efter hvad jeg har hørt indeholder det også 2 procent salicylsyre og virker. Men som sagt har jeg aldrig prøvet det på egen hud eller haft en mulighed for selv at tjekke ph-værdien.
Kh. Katja

Helene Randløv

pH værdien mener jeg ligger på 3,5
Kh. Helene

Christina

Hejsa. Min datter har meget uren hud nogen perioder værre end andre. Hun bruger konjac svamp den sorte( billig udgave) samt avene cleanance expert. Det hjælper ikke. Brugte tidligere avene K men er jo udgået. Mit spørgsmål er kan hun bruge denne Basiron? Eller skal vi til læge? Har I nogen gode ideer? Hun er 15 år. Er der i øvrigt effekt i de billige konjac svampe? Tak 🙂 Vh. Christina

Søs

Jeg er allergisk overfor acetylsalicylsyre, salicylsyre og salicylate. Og er derfor meget udfordret ift. kosmetik og cremer.
Jeg har en sart hud, der meget nemt fedter -specielt i t-zonen.
Efter jeg er skiftet til salicylate fri produkter og salicylate fattig kost er min hud blevet betydelig bedre. Men jeg er stadig præget af store porer og fedtet hud.
Har du/i forslag til hvilke produkter jeg kunne have gavn af?

Katja Moikjær

Hej Søs. Hvad med glykolsyre? Det er et AHA som bestemt også et godt til at eksfoliere huden og porerne? https://pudderdaaserne.dk/2013/12/28/kemisk-peeling-til-daglig-brug-aha-bha-lha-pha/
LHA skal du holde dig fra. PHA er jeg i tvivl om. Jeg mener det hører til AHA-syrerne og burde være sikkert for dig, men du må hellere dobbelttjekke.

Mette

Kan godt se det her er et gammelt blogindlæg. Håber jeg måske kan få svar alligevel. Jeg døjer med knopper på brystkassen og skuldrene/det øverste af ryggen. Lægen mener, det er akne. Jeg er derfor i behandling med finacea – det har jeg brugt i en måneds tid nu, uden det rigtig har virket. Kan jeg bruge Basiron Wash samtidig med finacea? Altså bruge Basiron wash dagligt når jeg er i bad og så fortsat smøre morgen og aften med finacea. Eller er det dumt at bruge produkterne samtidig?

Helene Randløv

Hej Mette
Det bør du spørge lægen om. Han kender virkningen af de to lægemidler og kan derfor rådgive dig om brugen af dem. Alternativt kan du spørge på apoteket.
Kh. Helene

Isabella

Basiron kan sagtens bruges, selvom man ikke har et decideret problem med bumser. Jeg bruger den (dog den med 10 % da den med 5 % ikke virker for mig) og jeg har ikke vildt mange udover en enkelt i ny og næ. Jeg bruger den til gengæld også kun som spot på bumsen morgen og aften.

Katja Moikjær

Men det er bumser, du bruger den mod, ikke?

Isabella

Jo 🙂 Jeg bruger den kun på selve bumsen, ikke i resten af ansigtet. Jeg blev anbefalet det af en veninde i tidernes morgen på min efterskole, som sagde man ikke skulle proppe det i hele ansigtet, med mindre man ville have en ekstrem tør og irriteret hud.

Katja Moikjær

Hvis det fungerer for dig, så fedt! Hvor mange udbrud har du normalt? Hvilken effekt oplever du?

Isabella

Tidligere havde jeg næsten ingen, men der har været forstyrrelse i min hormonbalance fordi jeg har skiftet mærke af p-piller. Det har gjort at jeg får lidt flere bumser end tidligere, nogle perioder har jeg haft op til 5 på en gang, mega træls! Selvfølgelig har det også noget at gøre med hvad jeg spiser, pomfritter og friture giver mig med garenti en bums efterfølgende. Det er altid en overvejelse inden jeg spiser det. Jeg synes effekten er forskellig fra bums til bums. Nogle gange forsvinder den hurtigt af at jeg bruger det, og andre gange kan det tage længere tid. Den effekt jeg tydelig kan se er at basiron holder hævelsen og betændelsen nede ved at den på en måde udtørrer, så bumsen ikke udvikler sig så grimt. Derfor anbefaler jeg den heller ikke til hele ansigtet, men kun som spot creme.

Isabella

Det er vel og mærke den på 10 %. Jeg bruger 2 gange dagligt, morgen og aften. Med den på 5 % kunne jeg personligt ikke se en effekt, med mindre jeg smurte et uhyggeligt tykt lag på.

Lærke

Hej piger! Jeg ved det er et gammelt indlæg men jeg syntes det er super relevant og godt😃
Men jeg vil gerne prøve at kombinere – jeg lider skrækkeligt af kombineret hud med mange bumser og forstørrede porer – og jeg får ar af alle de bumser jeg har haft. Men til natten – kan i så anbefale ; t-zone peeling nederst og så eks. Acnatac ovenpå? Og ikke andre cremer derefter?
Hvad med om dagen, kan jeg også bruge t-zone peeling og fugtighedscreme ovenpå? Jeg vil ikke tørre helt ud?😬
Jeg er ved at være helt desperat. Jeg har prøvet stort set alt – også A vitamin kur som var fantastisk i 2 år. Jeg tager en masse kosttilskud osv osv osv. Jeg er 29 år og har haft problemerne siden jeg var 12 😞
Tak for en fantastisk blog og fantastiske produkter ❤️
Kh Lærke

Katja Moikjær

Kære Lærke. Ja, lige præcis 🙂 Om du vil bruge mere creme ovenpå afhænger helt af hvordan din hud føles. Du må simpelthen prøve og så mærke efter. Hvis huden føles tør skal du have mere creme på, hvis ikke så kan du nøjes med T-zone Peelingen.
Held og lykke!

Smilla

Hej. Jeg har købt jeres t-zone peeling og er meget glad for den. Jeg har været på p-piller i et par år, hvilket har hjulpet på min hud. Nu stopper jeg med pillerne og forventer at få mere uren hud som jeg tidligere har oplevet. Sidste gang fik jeg clindoxyl. Jeg vil gerne være på forkant og bruger jeres t-zone peeling aften og morgen og min hud reagerer positivt på det. Mit spørgsmål er om hvad jeg gør når jeg får flere bumser? Kan jeg bruge clinoxyl sammen med t-zone peelingen, eller er det kun basiron? Jeg har ikke prøvet basiron før.
Jeg håber I kan hjælpe mig! 🙂

Katja Moikjær

Ja det kan du 🙂 Brug T-zone Peelingen nederst og Clindoxyl ovenpå. Dejligt at høre, at den virker

Kristine

Hej, og tak for at i tager et vigtigt emne op! Jeg lider også af akne, og har i 1,5 måned smurt mit ansigt med receptpligtig “Redap creme”, hver aften. Desværre er der kun sket en marginal forbedring, men har fået anbefalet salicylsyre. Mit spørgsmål er derfor, om jeg kan kombinere de to, og om det er okay, at salicylsyre anvendes om morgenen, og derfor bliver udsat for at jeg tager makeup på efter anvendelse (i et forsøg på at holde redap og salicylsyre lidt adskilt)?

Katja Moikjær

Kære Kristine
Ja, det lyder som en fornuftig plan. Og det er intet problem at bruge salicylsyre under makeup, så brug den endelig om morgenen.
Adapalene og salicylsyre kan godt kombineres. Du skal være meget forsigtig og være opmærksom på ikke at skabe en øget irritation. Hold godt øje med hvordan din hud reagerer. Adapalene kan irritere huden, som du måske har opdaget, og salicylsyre kan forværre dette ifølge hvad jeg kan læse. Jeg har dog ikke hørt om problemet i de mængder, vi bruger, men pas godt på og gå langsomt frem

Josephine

Hvad med den salicylsyre som man kan købe på apoteket – kan den bruges?

Katja Moikjær

Hvilken tænker du på?

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *