Dåseposten: Hvad er forskellen på salicylsyre og Basiron?

01.10.14
Basiron

Basiron

Vi har fået en del spørgsmål om, hvad forskellen egentlig er på salicylsyre/BHA, som der er i vores nye T-zone peeling, og Basiron, som man kan købe på apoteket. Det er et godt og relevant spørgsmål, så nu besvarer jeg det lige her, hvor I alle kan se det.

Salicylsyre
Salicylsyre er en syre – sjovt nok. Den er en beta hydroxy acid og den kan bruges til at peele huden med. Det er en kemisk peeling, det vil sige, at den skal blive siddende på huden for at virke. Alle de der ansigtsvaske med salicylsyre, som de sælger til akne-hud kan I godt glemme.

Der findes mange andre former for syrepeelinger, fx. frugtsyre (AHA/glykolsyre) som er en af de mest kendte. Afhængig af koncentrationen kan man bruge dem dagligt til hjemmebrug eller i høje koncentrationer på klinikker. Læs mere om typer af syre her.

Salicylsyre er særligt interessant for dig, der har hudorme, forstørrede porer, bumser, fedtet hud og lignende. Årsagen er at salicylsyre kan gennemtrænge fedt og eksfoliere indeni poren, hvilket kan hjælpe godt på disse problemer. Som noget nær den eneste ingrediens, jeg kender. Samtidig har den en mild antibakteriel og antiinflammatorisk effekt.

Men salicylsyre er altså en syre, der peeler huden og indeni porerne.

Benzoylperoxid
Benzoylperoxid er det aktive stof i Basiron, som er det eneste håndkøbsmiddel på apoteket mod bumser. I EU må benzoyperoxid kun bruges i lægemidler, og du kan derfor ikke finde det i almindelige hudplejeprodukter. Kun på apoteket. I USA er det anderledes, der er benzoylperoxid tilladt i kosmetik.

Men herhjemme findes det som sagt kun på apoteket. Basiron er brandet eller mærket, som det sælges under herhjemme.

Benzoylperoxid virker helt anderledes. Det eksfolierer ikke huden og vil ikke gøre en pind forskel på for eksempel fedtet hud, hudorme eller store porer. Benzoylperoxid er et antibakterielt middel. Det virker direkte mod de bakterier som er skyld i at bumser opstår.

(Husk at læse indlægssedlen. Benzoylperoxid har som alle andre effektive lægemidler også bivirkninger. En af de mest synlige er, at den afbleger tøj, håndklæder osv. som den kommer i kontakt med)

Optimal kombination
Så hvad skal du vælge? Ja, det kommer an på… Hvis vi snakker hudorme, forstørrede porer, lidt urenheder, så er Basiron ikke for dig. Det er salicylsyre til gengæld optimalt til.

Hvis bumser er dit primære problem, så er Basiron effektivt. Og kombinationen af de to er særlig effektiv. Først den milde daglige peeling med salicylsyre og ovenpå den Basiron. Så skal du nok se en effekt på slemmere tilfælde af bumser.

Her kan du købe det
Vores egen T-Zone peeling kan du læse mere om her. Jeg har desværre aldrig set andre produkter i de danske butikker med effektive koncentrationer af salicylsyre, derfor vi lavede den. Men Paula’s Choice har.

Basiron kan du købe på apoteket til cirka 120-130 kroner. Start med den lave koncentration på 5 %, så kan du altid øge senere til 10 %.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
100 kommentarer
tina nymann

Lyder som kradse sager, begge dele….:-)

Katja Moikjær

Det er det nu ikke. Tværtimod har salicylsyre en beroligende og antiinflammatorisk effekt på huden.
Men alt hvad der har en virkning kan også have en bivirkning.

Mads

Kan det passe, at I engang har skrevet, at man kan få BHA (eller måske AHA?) blandet i en creme på apoteket, hvis man går til lægen først? Jeg mener, at I har skrevet det et sted, men kan ikke lige finde det i søgefunktionen 🙂

Katja Moikjær

Jeg har hørt om at apoteket kan specialblande en creme med fx salicylsyre efter recept fra en hudlæge fx, men jeg har aldrig selv forsøgt det i praksis.

Frede

Altså jeg har lige fået Acnatac af min hudlæge, og den fik min hud til at skalle på mine kinder.

Besmire

Hej frede har acnatec gel hjulpet dig ?

Jannie

Hvordan er det med jeres T-zone peeling og amning, må jeg bruger den når jeg ammer eller går det i mælken? Jeg havde den smukkeste hud under graviditeten og nu ser jeg frygtelig ud- det lyser langt væk af hormoner.

Katja Moikjær

Åh hormoner er skønne…. Ja det må du gerne. 🙂

Maria

TAK! Jeg har næsten tømt min Basiron, efter jeg havde fået den på recept fra lægen, så jeg var meget nysgerrig om hvad fanden forskellen nu engang var og om jeg kunne bruge jeres peeling samtidig. Det kan jeg se, at det kan jeg nu. Tak!

Katja Moikjær

Dejligt du kunne bruge svaret 🙂

Janne

Hej 🙂
Jeg er lidt på herrens mark med det her hudpleje halløj da jeg har skæleksem omkring næsen, og derfor aldrig kan finde noget der duer. I min research efter en hudpleje serie for folk med mærkelig hud som jeg, er jeg så faldet over det mærke der hedder DanishSkinCare. Deres Smooth Skin Treatment indeholder det der salicylsyre 2% som i omtaler, men da jeg var usikker på om jeg kunne tåle det med mit skæleksem, mailede jeg til dem. Nu har de så forsikret mig om at serien er helt perfekt for mig (det lyder virkelig som en mirakel kur!), men da jeg er fattig studerende og træt af slemme udbrud forårsaget af diverse hudplejeprodukter, kunne jeg VIRKELIG godt tænke mig at høre om I kender til dette DanishSkinCare?? Jeg bliver i hvert fald nødt til at høre jer ad, inden jeg smider 800kr efter serien 🙂
Mvh Janne

Katja Moikjær

Kære Janne
Jeg kender dem kun ved navn, jeg har aldrig prøvet produkterne selv.
Så vidt jeg indeholder deres BHA præcis samme mængde salicylsyre som vores. Du kan altså sagtens bruge den.
MEN ifht. skæleksem så vil salicylsyre næppe virke som behandling. Hvad siger din læge?
Kh. Katja

janne

Okay. Inde på deres hjemmeside kan man se ingredienslisterne på alle deres produkter 🙂
Okay er det rigtigt? Ham jeg mailede med forsikrede mig ellers med store bogstaver og det hele om, at det var helt perfekt ift. skæleksem og at jeg ville blive meget glad for resulatet hmm..
Min læge vidste ikke noget, så jeg blev sendt videre til hudlæge. Der har jeg så været hos to forskellige som ikke vidste hvad det var De mente ikke det var rosacea, men nævnte aldrig noget om skæleksem eller nogen anden lidelse. De gav mig bare Brentan creme som kun gjorde det værre 🙁
Det er først efter jeg selv har googlet det at jeg er 99% sikker på at det kun kan være skæleksem. Beskrivelsen passer nemlig fuldstændig på det jeg har.

Katja Moikjær

Kære Janne
Forstå mig ret – et produkt med salicylsyre vil helt sikkert være gavnligt for dig. Og milde hudplejeprodukter er et must. Men behandling af skæleksem kan være noget mere kompliceret, jeg vil ikke love dig at salicylsyre er det endegyldige svar.
Det kræver en hudlæges hjælp, men jeg kan godt høre, at de to, du har besøgt, ikke har været til megen hjælp… Prøv at starte med at læse denne artikel hos altid kloge Paula Begoun: http://www.paulaschoice.com/expert-advice/skin-disorders/_/seborrheic-dermatitis
Brug derefter meget gerne et produkt med salicylsyre. Hold dig til milde produkter. Og få fat i en hudlæge, der ved noget.
Kh. Katja

Susanne

Tak for alle de skønne råd 🙂 Især er Cleanance K blevet fast inventar på mit badeværelse!
Jeg har netop købt Basiron og vil gerne bruge det sammen med både Cleanance K, serum og ansigtsolie. Hvis det er en god idé? Har især bumser ved hagepartiet omkring menstruation. Har derudover røde pletter/ar efter bumser som jeg har pillet i (desværre!!).
Mit spørgsmål er således hvad jeg skal bruge af ovenstående – og om der bør være forskel i min morgen – og aftenrutine?
Mange hilsner
Susanne.

Katja Moikjær

Kære Susanne
Først skal du bruge Cleanance K og ovenpå den bruger du Basiron. Er din hud tør, siden du vil have olie ovenpå?
I så fald skal olien på til sidst. Du kan gøre det både morgen og aften, men trap langsomt op på cleanance K og Basiron.
Kh. Katja

Nelle

Hej 🙂
Jeg er begyndt at bruge jeres t-zone og antiage creme om dagen, men
jeg bliver meget fedtet i ansigtet i løbet af dagen, hvordan kan det mon være?
Mvh Nelle

Katja Moikjær

Hej Nelle
Hvor længe har du brugt det?
Kh. Katja

Lea

Hej,
Jeg har en creme der inderholder frugtsyre/AHA, som jeg er meget glad for og bruger om natten. Jeg ved at jeg ikke må bruge AHA og BHA samtidig, men må jeg bruge jeres T-zone peeling om dagen under ansigtscremen og den med AHA om natten, hvis jeg renser huden i mellem?
På forhånd tak.
/Lea

Katja Moikjær

Nej 🙂 Ikke hvis du spørger mig. Kun et syreprodukt ad gangen, så du må vælge.

Kristina

Øv, jeres produkt er udsolgt. Hvornår kan man købe det igen? 🙂

Katja Moikjær

Prøv at tjekke Gosh.dk igen. Virker det?

Katja Moikjær

Tjek gosh.dk igen – det skulle gerne være på nu.

Ella

Jeg kan se den er på lager igen 🙂

Ella

Super informativt, Katja og tillykke med jeres produkter – jeg glæder mig til at prøve dem!
Såfremt man anvender dem i kombination, altså basiron og jeres T-zone peeling, er det da samme effekt som Clindoxyl man vil opnå? Jeg har i mere end 10 år lidt af akne på hagen, ryg og bryst som jeg – i perioder – har anvendt Clindoxyl mod, men jeg er lidt træt af, at tuben skal kasseres allerede efter 2 måneder – så hurtigt når jeg ikke at bruge den – hvorfor det ville være rart med et lige så effektivt alternativ.
Er der desuden noget til hinder for at anvende T-zone peelingen sammen med ansigtsvaske med salicylsyre? Jeg er glad for Garniers Pure Active 2 in 1 Make-up Remover Purifying Gel. Det er den eneste rens, jeg synes fjerner den fedtede film, mit skæleksem driller mit ansigt med, men den gør ikke noget for hverken min akne eller hudorme.

Katja Moikjær

Kære Ella
Tusind tak 🙂 Clindoxyl er et receptpligtigt middel som indeholder både benzoylperoxid og et antibiotikum. Jeg kan ikke sammenligne effekten – det ville kræve at nogen havde været så venlige at lave et komparativt studie for mig. Men jeg synes du skal prøve. Faktisk ville jeg også godt turde forsigtigt forsøge at kombinere T-zone peelingen med Clindoxyl hvis du kom dertil.
Jeg er også fan af den Garnier vask. Jeg vil sige – prøv det! Der burde ikke være meget salicylsyre tilbage, når du har skyllet ansigtet bagefter.

Ella

Tusind tak for svaret, Kajta – jeg kaster mig fluks ud i det, nu T-zone peelingen atter er på lager på gosh.dk 🙂

Ditte

I skriver at der ikke er andre der har lavet en creme med lige så effektiv koncentration af salicylsyre. Hvad med Avenés eksfolieringscreme som i tidligere har anbefalet? Kan disse to ikke sammenlignes eller er det mig der har misforstået noget? 🙂

Katja Moikjær

Nejnej, det har andre gjort som fx. Paula’s Choice. Men ingen i de danske butikker – så vidt jeg ved 🙂
Cleanance K er baseret på primært AHA og er et blandingsprodukt med både glykolsyre, mælkesyre og en meget lille smule salicylsyre (0,1 procent). Der er en høj koncentration af de to AHA-syrer i den, så den er faktisk primært et AHA produkt.
Der findes massevis af effektive syreprodukter derude med mange andre typer syre. Læs mere her: https://pudderdaaserne.dk/2014/09/13/hvilken-syre-skal-jeg-vaelge-aha-bha-eller-en-af-de-andre/

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *