Milde ingredienser er ikke nødvendigvis ensbetydende med en skånsom makeupfjerner. Hvis den ikke samtidig er effektiv, så vil den bestemt ikke være mild – tværtimod vil den irritere hud og øjne på grund af for meget skrubberi.
Det bugner med 3-i-1 rens, makeupfjernere og hvad de ellers hedder fra de allergivenlige øko-mærker i supermarkederne. Alle har en version, der er astma- og allergimærket og miljømærket.
Og de indeholder ganske rigtigt kun milde og gode ingredienser og ingen parfume. Problemet er bare, at de ikke virker.
Hverken Derma Eco Makeupfjerner eller Levevis 3-i-1 Ansigtsrens kan fjerne min makeup. Og milde renseprodukter er altså ikke længere spor milde, når man skal gnide, skrubbe og hive i både øjne og hud for at få al makeuppen af. Faktisk vil jeg mene, at det er meget hårdere for både hud og øjne. Hvis jeg forsøger at fjerne min almindelige makeup med disse, så ender det med irriteret hud og røde øjne. Ikke på grund af deres ingredienser, men fordi jeg ender med at måtte skrubbe alt, alt for meget.
En makeupfjerner skal fjerne makeup let og uden at man behøver at gnide. Det kan produkter som La Roche-Posay, Garnier og Bioderma. Derma Eco og Levevis kan ikke. De er muligvis brugbare, hvis du går med meget let makeup, men jeg ser bestemt ingen grund til at vælge disse fremfor andre.
Her kan du købe det
Derma Eco Makeupfjerner koster 60 kroner for 190 ml. og kan købes i blandt andet Matas og supermarkeder. Levevis er Dansk Supermarkeds brand, der forhandles i Netto, Bilka og Føtex.
Jeg synes at babyolie fungerer rigtig godt som makeupfjerner – også til vandfast mascara
Bruger selv 3 in 1 cleansing fluid fra Eucerin med “kun milde og gode ingredienser og ingen parfume”, og jeg føler hvert fald ikke, at jeg skal stå og gnide mine øjne i stykker, når jeg skal have fjernet make up – og det er ikke fordi, at der kun bliver brugt et let lag mascara. Er rigtig glad for den, for den virker hvert fald for mig. Men jeg tror gerne på, at det ikke er alle med “kun milde ingredienser” etc., der virker optimalt. 🙂
Eucerin virker – men den svier ad h… til i mine sarte øjne.
Du må ikke misforstå mig – BioDerma, Garnier og La Roche-Posay bruger OGSÅ kun milde ingredienser, men de virker! (parfume i LRP undtaget)
Jeg bruger babyolie. Det fungerer, selvom jeg bruger vandfast mascara. ellers synes jeg at matas renselotion til tør hud er go, men måske er jeg ikke kritisk nok. vil ihvertfald prøve de anbefalede.
Har i prøvet den fra RISK? Det der fra Sauperbrugsen. De har en cleanser uden parfume, og den fjerner bare ALT!
Avav, har den fra levevis stående i skabet. Huden rundt om mine øjne kan slet ikke tåle den! Måske nok, som du skriver, fordi man skal skrubbe før make up´en går af! Indtil videre er den bedste jeg har prøvet den fra origins.. Prisen er dog også lidt en anden- men er det helt sikkert værd!
Jeg har absolut ingen problemer med Dermas, hvilket er vigtigt, eftersom mine øjne ikke kan tåle mange andre makeupfjernere.
Derma fjerner min makeup effektivt uden problemer uanset hvor meget jeg har på. Faktisk er det kun, når jeg har brugt Wet’n Wilds Fergie-øjenskyggeprimer, at den kommer til kort. Men så rækker jeg bare ud efter kokosolien.
Tænker dog at jeg vil prøve Garniers næste gang, når nu du taler så pænt om den
Jeg sværger til Dermas makeup fjerner. Jeg har nogle gange så meget mascara på, at jeg kun har fire øjenvipper (overdrivelse fremmer forståelsen..) men Dermas er den eneste som virker på mig uanset hvor meget makeup jeg har på. Ydermere sker der intet når jeg får det i øjnene. Jeg har brugt den i 2 år nu cirka.
Jeg kunne ikke være mere enig!! Det ser jo alt sammen fint ud på pakken, men det er ikke rart at gå i seng med øjne der er lidt røde og svier fordi man har måtte skrubbe 🙁
Jeg vil nu lige forsvare Levevis’ 3-i-1 ansigtrens lidt – bruger den selv, efter mange forsøg på at finde en (billig!) makeupfjerner, der virker.
Ok, den er sikkert ikke den absolut bedste på markedet hvis man skulle vælge frit blandt alverdens produkter, men synes den fungerer fint til mit behov, og er god til prisen (den koster under 30 kr. for 250 ml. så vidt jeg husker) 🙂
Har det lige sådan med Dermas renseservietter – de virker godt nok, men min hud nærmest skriger på fugt bagefter!