Sommeren kommer snart med sandaler og bare tæer, og det afslører vores fødders sande tilstand. God fodpleje kan gøre forskellen på pæne eller grimme fødder, og den forkerte fodpleje kan gøre det hele meget værre.
Jeg har snart skrevet dette indlæg mange gange, men det kan ikke siges nok.
Jeg selv kan godt huske, hvornår jeg begyndt at få hård hud på fødderne. Det var ret kort tid efter, at jeg begyndte at bruge fodfil, pimpsten og hvad man ellers kan bruge til at fjerne hård hud med. De fleste fodterapeuter vil også sige det samme. Der er to vigtige regler til at starte med:
1. ALDRIG file fødderne med fodfil eller pimpstene
2. LAD VÆRE med opløse fødderne i fodbad
At file hud af fødderne fjerner måske huden til at starte med og føles godt lige der, men det gør kun ondt værre på sigt og stimulerer huden til at danne mere hård hud. Og huden har ikke godt af at blive opløst i for meget vand. Fodbad er dejligt afslappende – men gør det for din egen skyld, ikke for din huds skyld.
Brug en creme med masser af urea
En fodcreme med et HØJT indhold af urea (carbamid) er din vigtigste ven i kampen mod hård hud. Der findes flere på markedet, det er en gennemgående ingrediens i produkter, der hedder noget med “hælkur” eller lignende.
Urea/carbamid/urinsyre – det hedder lidt af hvert – kan blødgøre tør og hård hud og eksfoliere huden i de rette koncentrationer. Og det er det eneste, der virker på lang sigt mod hård hud på fødderne.
Vores favorit-fodcremer er:
Matas fod- og hælkur – ingen over ingen under. Denne usandsynligt fedtede creme i en meget upraktisk krukke, der ikke kan blive andet end klistret, er den mest effektive af dem alle. Punktum! Det skyldes, at den har det højeste indhold af carbamid – nemlig 25 procent. Den er ikke smuk, den er ikke lækker, men den er den mest effektive.
Carbamidcreme – helt almindelig carbamidcreme fra apoteket eller matas på 10 procent kan være det, der skal til og en billig løsning, hvis du kun har mindre problemer med dine fødder.
Allpresan – Allpresan er en serie fodcremer med forskellige procentindhold urea, som du kan købe hos fodterapeuter. De findes i skum-versioner, som er virkelig lækre og helt u-fedtede, hvis du virkelig ikke kan lide fede cremer på dine fødder.
Apotekets hælcreme – Den har jeg først for nylig prøvet, og jeg kender desværre ikke carbamidindholdet, men det lader til at være laverede end Matas. Men Apoteket har tilsat et par andre ingredienser, som fx. Niacinamid og Allantoin, sidstnævnte virker på lidt samme måde som urea. Jeg har kun brugt den et par uger endnu, så det er for tidligt at sige noget – men det virker lovende. Og konsistensen er behagelig.
Brug en grydesvamp
Et gammelkendt fodterapeutråd holder stadig: Brug den grove side af en almindelig køkkensvamp lige efter du har været i bad til at fjerne overskydende hård hud med. Det er et godt og mildt alternativ til de ødelæggende fodfiler. Jeg gjorde det selv i starten – i dag gør jeg det ikke, mine fødder er stort set hård-hud frie, og jeg vil helst være så mild mod dem som muligt.
Min egen erfaring
Jeg har haft hård hud på fødderne siden jeg var teenager. Det startede sjovt nok kort tid efter jeg opdagede, hvad en pimpsten var for noget. I dag har jeg efter cirka 4 år med foragt for fodfilen og ihærdig brug af primært Matas Fod- og Hælkur ingen problemer med hård hud mere på fødderne. Jeg bruger fodcreme hver dag for at holde det væk. Det kræver tålmodighed – det tager LANG tid før man ser resultaterne. Men de kommer lige så langsomt. Og at få pæne hæle igen er ubeskriveligt dejligt.
Hvad er dine erfaringer med hård hud på fødderne?
Tak for gode råd:)
Vil lige høre om du bruger cremen på hele foden eller kun de udsatte områder. Jeg har meget hård hud på hælen og ved storetåen!
[…] lader nogle der ved hvad de snakker om, forklare grunden til at det virker her og her. Jeg kan bare konstatere at efter 1 uge, hvor jeg har brugt stiften morgen og aften, er mine […]
Hvad betyder websted?
Hej Mette
Hvor læser du det henne? Det er vel en fordanskning af website 🙂
Kh. Helene
Bum bum, hvad gør man så hvis man er testet allergisk overfor bla urea? 🙁
Jeg vil gerne igang med at gøre mine fusser sommerklar, men er ik sikker på at en creme indeholdende noget min hud ikke svinger med er en god ide?
Ligeledes har jeg også problemer med de røde knopper på armene og vil egentlig gerne prøve HTH cremen, men der er jo også urea i. Hvad dælen gør man så? :/
Og så vil jeg da lige tilføje et tak for en super super god og læringsrig blog! 🙂
Vh. Nicoline
Hej Nicoline
Er det tilfældigvis konserveringsmidlet diazolidinyl urea du ikke kan tåle? I så fald er det noget ganske andet end det urea/carbamid, der er i de pågældende cremer.
Kh. Helene
Mange tak for svar Helene! 🙂
Hmm se jeg var faktisk ikke klar over det er 2 forskellige ting!
Her er noget af mit svar på prøverne. Fik dem lavet efter kraftig reaktion på en rød tatovering, som måtte opereres væk, da den kløede og hævede voldsomt.
“Har ved andendags aflæsning positiv reaktion for Imidazolidinyl urea (2+) og urea formaldehyd (2+) samt tato red, hvorimod øvrige prøver af ialt 10 er negative. ”
Så jeg tror det er konserveringsmidlet som du skriver. Hver gang jeg møder “urea” blinker de røde lamper bare 🙂
Men så siger jeg ihvertfald mange tak og anskaffer mig både HTH cremen til mine arme og Matas fod- og hælkur! 😉
Bh. Nicoline
Hej Nicoline
Det er godt nok trist med reaktionen :'( Jeg håber, at du er kommet dig over operationen. Du SKAL have blinkende røde lamper! De to stoffer er bestemt ikke harmløse! Ja, og slet ikke når man som dig reagerer på dem.
Mine fingre er krydsede for, at du ikke oplever reaktioner OG at du får en rigtig god virkning.
Kh. Helene
Stødte lige på jeres side, fordi jeg har fået en elektrisk Scholl fil. Den bliver returneret i morgen:)
Og så mht. urea og fedtstoffer for at forebygge hård hud. Jeg har tidligere gået hos en fodterapeut, som anbefalede vindruekerneolie til indfedtning – evt. kan du tåle det?
Det virker – ligesom grydesvamp og god fed creme – for mig, mit svage punkt er disciplinen:)
Jeg må i gang igen.
Hej Hanne
Det lyder som en RIGTIG god beslutning! Det er desværre ikke olien, der virker på den hårde hud, men vindruekerneolie er bestemt et godt bud at smøre med 🙂
Det er en vane… man skal bare lige ind i det 😛 Held og lykke!
Kh. Helene
Her gik jeg og troede det var pga min alder, at al det hårde hud begyndte at komme…og straks gjorde jeg alt det rigtige troede jeg. Jeg købte en grov og en fin hæle fil, en høvl og pimpsten..! Og nu har jeg så meget ”parmesanost” på siderne af mine hæle og den ene storetå, at de konstant er revner.. :stuck_out_twe:
Jeg har intet problem med at tage den lange vej med cremer, men jeg har et problem med varme fødder under dynen.. :sweat
Men tak for den gode opsang, jeg må igen til vinter og så håbe det kan holde en sommer over, og så igang igen når vinteren kommer :smiley:
Hej Karina
Jeg DØR, når mine fødder er varme og de stikker altid ud under dynen!
Det er da også mega ulogisk, at en høvl bare forværrer problemet…Så træls altså!
Held og lykke :-*
Kh. Helene
Hvor er det befriende læsning! Jeg har nemlig følt mig helt forkert, fordi jeg ikke går til foddame som alle andre!
Alle veninderne gør det, og jeg fik en gratis omgang for et år siden. Foddamen sagde ‘nej, hvor har du fine fødder’ … min veninde undrede sig højlydt, for hun går der ofte og får høvlet flere lag af sine fødder hver gang, så hun syntes, at det er urimeligt, at jeg får ros, mens hun får høvl 😀
Foddamen tilbød også mig en omgang, men jeg nøjedes med fodmassage og et kort kuldslået fodbad (kan bedre li’ kølige fodbade end varme, så mærkelig er jeg).
Indtil i dag troede jeg, at jeg bare var heldig med sund hud på fødderne, men det er åbenbart, fordi jeg smører dem ind i Matas den kedelige – men supergode – til fødderne. Og udover det gør jeg ikke noget.Jeg kan derfor kun stemme i med, at less is more, når det kommer til fodpleje 😀
Kram fra Gitte K
Sejt Gitte! Godt du har været standhaftig! Og tillykke med lækre fusser :-*
Kh. Helene
Søgte på indlag fra din blogs og fandt dette, kan du evt anbefale en bestemt god creme der gerne må være skum der virker mod MEGET HÅRD hud´? Ville være så dejligt
Hej Mona
Den eneste skum vi har testet er denne: http://www.allpresan.dk/Default.asp?Action=Details&Item=716
Vælg den med den højeste koncentration af carbamid.
Kh. Helene
Købte naturligvis Matas’ Fod & Hæl-kur efter at have læst dette indlæg. Efter at have brugt den i ca. 2 uger, begyndte min hud at skalle af flere af de steder hvor den var hård, og jeg stoppede derfor med at bruge den. Er der andre der har prøvet dette?
Hej Anni
Hvorfor stoppede du? Var det kun den døde hud der skallede af eller fik du problemer med noget andet?
Det er måske mig, der ikke er helt med, men vi vil vel netop gerne fjerne den hårde hud 🙂
Kh. Katja
Det var kun på områderne med den hårde hud. Ingen sviden eller rødme. Men jeg blev ret forskrækket over det fordi jeg ikke havde læst om andre der havde prøvet det samme. Jeg tænkte at min hud måske ikke kunne tåle det. Men det kan da godt være jeg bare skal prøve igen 🙂
Læste rådet, da jeg jagtede en løsning på en dyb tilbagevendende revne under storetåen. Jeg sleb og klippede hård hud væk, men få dage efter var den altid gal igen med blodig revne. 14 dage med hælkur og ingen slibning og revnen er væk Jeg har nu totalt babyfødder, også de rynker på hælen, jeg troede skyldtes alder (68 år) er væk. Mange tak!
Hvor ER det fedt at høre! Dejligt
Hej
Jeg har netop været på apoteket og købt deres hælcreme.
Til info, så indeholder den, ligesom den fra Matas 25 % urea og sælges til samme pris (59,95 for 100 ml.)
Hvilken er det helt præcis? Hvad hedder den? Sidst jeg havde fat i den var det mindre. Men det er jo også længe siden, som du kan se her.