Sommerfødder: Sådan undgår du hård hud

03.05.13
Sådan undgår du hård hud på fødderne og hælene

Sådan undgår du hård hud på fødderne og hælene

Sommeren kommer snart med sandaler og bare tæer, og det afslører vores fødders sande tilstand. God fodpleje kan gøre forskellen på pæne eller grimme fødder, og den forkerte fodpleje kan gøre det hele meget værre.

Jeg har snart skrevet dette indlæg mange gange, men det kan ikke siges nok.

Jeg selv kan godt huske, hvornår jeg begyndt at få hård hud på fødderne. Det var ret kort tid efter, at jeg begyndte at bruge fodfil, pimpsten og hvad man ellers kan bruge til at fjerne hård hud med. De fleste fodterapeuter vil også sige det samme. Der er to vigtige regler til at starte med:

1. ALDRIG file fødderne med fodfil eller pimpstene
2. LAD VÆRE med opløse fødderne i fodbad

At file hud af fødderne fjerner måske huden til at starte med og føles godt lige der, men det gør kun ondt værre på sigt og stimulerer huden til at danne mere hård hud. Og huden har ikke godt af at blive opløst i for meget vand. Fodbad er dejligt afslappende – men gør det for din egen skyld, ikke for din huds skyld.

Brug en creme med masser af urea
En fodcreme med et HØJT indhold af urea (carbamid) er din vigtigste ven i kampen mod hård hud. Der findes flere på markedet, det er en gennemgående ingrediens i produkter, der hedder noget med “hælkur” eller lignende.

Urea/carbamid/urinsyre – det hedder lidt af hvert – kan blødgøre tør og hård hud og eksfoliere huden i de rette koncentrationer. Og det er det eneste, der virker på lang sigt mod hård hud på fødderne.

Vores favorit-fodcremer er:

Matas fod- og hælkur – ingen over ingen under. Denne usandsynligt fedtede creme i en meget upraktisk krukke, der ikke kan blive andet end klistret, er den mest effektive af dem alle. Punktum! Det skyldes, at den har det højeste indhold af carbamid – nemlig 25 procent. Den er ikke smuk, den er ikke lækker, men den er den mest effektive.

Carbamidcreme – helt almindelig carbamidcreme fra apoteket eller matas på 10 procent kan være det, der skal til og en billig løsning, hvis du kun har mindre problemer med dine fødder.

Allpresan – Allpresan er en serie fodcremer med forskellige procentindhold urea, som du kan købe hos fodterapeuter. De findes i skum-versioner, som er virkelig lækre og helt u-fedtede, hvis du virkelig ikke kan lide fede cremer på dine fødder.

Apotekets hælcreme – Den har jeg først for nylig prøvet, og jeg kender desværre ikke carbamidindholdet, men det lader til at være laverede end Matas. Men Apoteket har tilsat et par andre ingredienser, som fx. Niacinamid og Allantoin, sidstnævnte virker på lidt samme måde som urea. Jeg har kun brugt den et par uger endnu, så det er for tidligt at sige noget – men det virker lovende. Og konsistensen er behagelig.

Brug en grydesvamp
Et gammelkendt fodterapeutråd holder stadig: Brug den grove side af en almindelig køkkensvamp lige efter du har været i bad til at fjerne overskydende hård hud med. Det er et godt og mildt alternativ til de ødelæggende fodfiler. Jeg gjorde det selv i starten – i dag gør jeg det ikke, mine fødder er stort set hård-hud frie, og jeg vil helst være så mild mod dem som muligt.

Min egen erfaring
Jeg har haft hård hud på fødderne siden jeg var teenager. Det startede sjovt nok kort tid efter jeg opdagede, hvad en pimpsten var for noget. I dag har jeg efter cirka 4 år med foragt for fodfilen og ihærdig brug af primært Matas Fod- og Hælkur ingen problemer med hård hud mere på fødderne. Jeg bruger fodcreme hver dag for at holde det væk. Det kræver tålmodighed – det tager LANG tid før man ser resultaterne. Men de kommer lige så langsomt. Og at få pæne hæle igen er ubeskriveligt dejligt.

Hvad er dine erfaringer med hård hud på fødderne?

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
74 kommentarer
Camilla

Tak for tippet med opvaskesvampen! 🙂

Pudderdåse Katja

Selvtak Camilla

Tine

Hmmmm, kan det nu passe, spørger den sindige jyde….. !
Men det skal da helt sikkert prøves, har vist også gjort alt det dårlige i lidt for mange år. Ups!

Pudderdåse Katja

Det har vi alle tror jeg!

Camilla C

Hvis Matas hælkur er i krukke, forsvinder de 25 % urea så ikke eftehånden? 🙂

Pudderdåse Katja

Nej. Urea er en syre og en stabil ingrediens. Det, man skal
passe på med i krukke, er især antioxidanter og vitaminer. Men den
krukke er megaklistret! Ønsker mig den i tube. OG jeg har netop
fundet en præcis magen til i Tyskland med 25 procent urea på tube,
så Matas kan bare komme i gang. Men det handler altså kun om at det
er noget værre snadder. Cremen virker lige godt i dette tilfælde.

Camilla C

Del, del! Hvad hedder den og hvor finder man den?
😀

Pudderdåse Katja

Den er fra den tyske DM kæde og hedder Balea Schrunden Salbe. Du kan kun købe den i DM, så du skal en tur til Tyskland.

SH

Hej pudderdåser 🙂
I skriver at urea er en rigtig god ingrediens mod hård hud, hvilket jo lyder skønt.
På jeres anbefaling har jeg nu været ude og finde de HTH cremer i har omtalt så fint, hvor jeg kan se at deres cremer også indeholder urea. Blandt andet den almindelige blå bodylotion, hvor urea står som 2. ingrediens. Vil det sige at man også kan bruge den, eller er AHA noget skidt under fødderne?

Pudderdåse Katja

HTH er en fantastisk creme til fødderne. AHA er også godt mod hård hud – UREA er bedst, kombinationen er god, så bare giv den gas med HTH på fødderne 🙂

Ann

(Nå, min kommentar er ikke gået igennem, så jeg prøver igen.)
Dejligt med et indlæg omkring fodpleje – Jeg er selv stud. fodterapeut og oplever at mange ikke aner, hvad man egentlig kan gøre mod hård hud.
Som I skriver, er netop fodfil en rigtig dum idé, da det bare får den hårde hud til at komme igen og igen. (Varme fodbade for at blødgøre huden er heller ikke smart, det må max. være lunkent/håndvarmt vand og så kun fodbad i 5-10 min. ad gangen, mere skal der ikke til for at blødgøre huden på hælene.)
Og hvis man er meget plaget af hård hud og huden på hælene ligefrem revner, så det er bedre at bestille en tid hos en fodterapeut for at få det beskåret – det kan være svært at gøre selv, hvis det er meget slemt.
Nå, det skulle hverken være en reklame eller en oplysningskampagne – jeg synes bare det er super at I faktisk kommer med nogle ordentlige, gode råd til fødderne, uden at lyde som dullerne i Matas (der ikke altid har de gode råd) – det er også derfor jeg holder så meget af jeres skønhedsblog 🙂

Afvænning og bløde fusser | Plum Mum

[…] så de hele tiden var sandalklare og fri for den hårde hud. Men den anden dag, faldt jeg over dette blogindlæg fra de dygtige og inspirerende Puddedåser. Indlægget handler om do’s and don’t's […]

Karen

Jeg har sendt en forespørgsel til apoteket vedr. deres hælcreme. De svarer således:
“Jeg har netop modtaget svar ang. Apotekets Hælcreme. Cremen indeholder 25 % Urea. Tak for dit opmærksomme øje, jeg får det straks tilføjet vareteksten på vores site.”
Cremens konsisten er vældig behagelig og ikke så fedtet. Er først lige begyndt med cremen, så det er for tidligt for mig at sige om den virker efter hensigten.
Mvh Karen

Hånd- og fodpleje | Polishing Life

[…] har jeg flittigt brugt fodfilen for at få blødere fødder, men det er ifølge Pudderdåserne et no go. I stedet har jeg så kastet mig over gode fodcremer (som bruges dagligt) og nu også fod- og […]

Baysen

Har fulgt jeres råd herover hele sommeren. Bruger gode fodcremer både morgen og aften, hvilket klart gør en forskel. Men hvad gør man egentlig, når man har meget varme fødder (selv i sandaler), som nemt skaller?? Normalt kan jeg holde det nede med en fodfil, men den har jeg droppet nu. Og køkkensvampen kan desværre ikke tage det… Håber i har et tip for afskallende hud under fødderne er næsten lige så ucharmerende som hård hud :-/

Pudderdåse Katja

Kære Baysen
Hud på fødderne skal ikke skalle. Det skal hud i det hele taget ikke. Jeg ved ikke meget om det, men har oplevet (familie og venner) et par forklaringer på hud på fødderne der skaller:
– Fodsvamp
– Forkert tryk på foden som for eksempel platfodethed
– Fodsved
Hvis det er et midlertidigt problem, så er det nok bare fordi du af den ene eller anden grund er ved at skifte ham på fødderne, og så er der ikke meget andet at gøre end at vente på, at det går over (det er jo sådan set meget positivt med en god fodpeeling 😉 Hvis det er et problem der bliver ved, så synes jeg du skal få en læge eller fodterapeut til at se på det.
Kh. Katja

Baysen

Hhmmm… Så er det nok bare noget, jeg må lære at leve med. Det er kommet i perioder, on & off, så længe jeg husker. Og jeg tror egentlig, at det har noget at gøre med, at jeg har meget varme fødder året rundt.
Jeg vil dog holde øje med det og evt. tage den med lægen ved lejlighed.
Men mange tak for svar 😉

Pudderdåse Katja

Det var da så lidt 🙂

Stine Jensen

Har lige et lille tip som jeg syntes jeg vil dele. Jeg
indrømmer gerne at jeg er en lille krukke – på den gode måde
selvfølgelig 🙂 og det der altid har irriteret mig mest ved
fodcreme er at det udtørrer mine hænder, så jeg drøner altid ud og
vasker fingre bagefter. Nivea (som jeg ellers IKKE er fan af) har
lavet håndcreme som er med macadamia nut oil. Jeg bruger den også
som fodcreme, og når jeg har smurt fusserne, ja så bruger jeg
resten på hænderne. Jeg har de blødeste og velduftende fusser, og
det skal lige siges at jeg arbejder som tjener, så mine fødder
bliver godt belastet hver dag, men den virker Og ellers tak for en
super fed blog. Hilsen Stine

Maria

Hej dåserne
Tak for en dejlig blog!
Jeg har dog brug for lidt ekstra info netop vedr. hård hud på fødderne.. Jeg har brugt Matas cremen efter jeres anbefaling i snart et år, men jeg kan ingen ændring se af min hårde hud..
Jeg bruger ikke så meget tricket med grydesvampen, da jeg ikke synes det gør en forskel, når nu man alligevel ikke må skrubbe den hårde hud væk.
Kan det være rigtigt at man skal smøre fødderne ind i flere år inden man ser en forskel?
VH Maria

Pudderdåse Katja

Kære Maria
Ja det kan det sagtens være rigtigt, det tog mig mange år at få det væk. Men det lyder alligevel sært, at du ingen som helst effekt kan se overhovedet. Hvor sidder den hårde hud på dine fødder?
Kh. Katja

Maria

Hej Katja
Tak for (hurtigt) svar..
Den sidder primært på trædepuderne ved storetåen og ved trædepuderne lige under lilletåen – giver det overhovedet mening?
Jeg er glad for at høre, at der måske stadig kan gøres noget ved det, siden jeg egentlig havde opgivet håbet en lille smule.
VH Maria

Pudderdåse Katja

Ja det giver mening. Hård hud der er faktisk et tegn på at du kunne have brug for indlæg. Jeg havde det selv og havde nedsunken forfod. Få det tjekket 🙂

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *